diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Chokolade Side 12 af 18

Mørke macarons med chokoladecreme

Jeg fortsætter med at bage macarons – jeg synes virkelig, det er en sjov kage at lave, dekorativ og fin. Men holder mest af fremstillingen 🙂 Dog overrasker disse positivt – der er mere “bid” og smag i dem.

I går havde vi kirkevandring. Det vil sige, at vi begyndte med en kort gudstjeneste, hvorefter vi gik en tur ud i området omkring kirken. Og sluttede med en let frokost. Og så havde jeg en anledning til at servere disse små fine kager 🙂 Som heldigvis blev vel modtaget – der var i hvert fald ikke nogen tilbage, da jeg gik hjem 🙂

Mørke macarons ( ca. 14 samlede stk.)

35 gr. mandelmel

65 gr. flormelis

1 spsk. kakao

1 æggehvide, fra en sød høne

20 gr. rørsukker

Sigt kakao og flormelis og bland det med mandelmel. I en anden skål piskes æggehviden stiv og dernæst piskes rørsukkeret i – til en lækker marengs. Vend kakaoblandingen i. Kom massen i en sprøjtepose og lav små runde kager (ca. 3 cm i diameter) på en bageplade med bagepapir. Lad kagerne lufttørre ca. 30 minutter. Varm ovnen op til 180 grader, og skru ned til 140 grader, når kagerne sættes ind. Bag dem ca. 12 minutter. Afkøler på en rist og tages forsigtigt af papiret, når de er blevet kolde.

Solbær-dadel-chokoladecreme

50 gr. solbærsyltetøj

50 gr. udstenede dadler

30 gr. mørk chokolade

Kør dadler og solbærsyltetøj på minihakker (eller blend det let). Smelt chokoladen og rør den sammen med solbær-dadel puréen. Sættes på køl til det skal bruges.

Kagerne samles to og to med lidt creme imellem. Og må gerne stå og trække lidt, før de spises.

Velbekomme 🙂

På den sidste dag i august.

Jette

Endnu et bud på byens bedste kage :-)

Igen i år afholdt byen gadefest med underholdning, grillarrangement og kåring af byens bedste kage. Sidste år deltog jeg med kagen her. Og måtte prøve igen i år 🙂

Dagen begyndte med vildt tordenvejr og masser af regn – men det klarede på forunderligvis op – hvor var det godt.

Så grillen blev tændt og en udmærket buffet med masser af grønt og salat blev serveret til kylling, pølser og koteletter.

De indkomne kager blev bedømt og siden solgt. Fint koncept, og dommerne var helt uvildige 🙂 Det var tre lokale personer med megen erfaring – ud i at spise kage 🙂

Mit bud på byens bedste kage så sådan ud:

Kage med frugt, creme, marcipan og nødder

Som bunde brugte jeg

lagkagebunde med marcipan og nødder afkøles og deles i tre dele

Vanilje creme og råsyltede jordbær – se  her

Jeg valgte at komme ½ husblas i den varme vaniljecreme – blot for en sikkerheds skyld 🙂

125 gr. bagte stikkelsbær

Jordbærmousse

100 gr. råsyltede jordbær

1 dl. piskefløde

1 husblas

Udblød husblassen i ca. 15 minutter. Pisk fløde til flødeskum. Blend jordbærene. Smelt husblassen med det vand, der hænger ved, når det tages op af vandet. Afkøl den smeltede husblas med jordbærene. Tilsæt en skefuld flødeskum og bland det godt, inden hele blandingen kommes over i det resterende flødeskum. Sættes på køl, indtil moussen skal bruges.

Chokolade ganache

50 gr. grofthakket mørk chokolade

½ dl. piskefløde

Bring fløden i kog og hæld den over chokoladen. Rør indtil chokoladen er smeltet. Sæt ganachen i køleskab indtil den skal bruges.

Marcipan kant

– lavet af marcipan købt i Panduro i en tilbudkasse 🙂 Smagte sødt, men fungerede udmærket.

Kagen samles – nederst kagebund, så blendede stikkelsbær og vaniljecreme. Dernæst bund og jordbærmousse og til sidst den sidste bund. Der kunne med fordel have været lidt mere lagkagebund, det ved jeg til en anden gang.

Ganachen røres igennem – og lunes en anelse i mikroovnen og fordeles på toppen, inden et marcipanbånd sættes uden om kagen. Jeg havde smurt siderne op med lidt mousse, så var der lidt at “lime” marcipanen på.

Og til allersidst lidt pynt – tørret jordbær og et par friske stikkelsbær.

Og hvordan gik det så 🙂 ? Den blev kåret som den fineste kage – men tabte med hensyn til smag til en lagkage af lækker chokoladebund.

Men det var sjovt at være med, og jeg lærer noget hver gang en ny kage komponeres og fremstilles.

Nu er der taget hul på en uges ferie – og så du lige vejrudsigten 🙂 Det kan kun blive en dejlig uge.

God mandag.

Jette

Lille overflødighedshorn

Jeg ved ikke lige hvorfor, men nu ville jeg altså prøve at lave et overflødighedshorn! Ingen anledning, men der er et par møder i den kommende uge, så mon ikke det kunne blive spist ved et af dem 🙂

Det blev så familien, der fik det serveret. Og som min søde nevø kommenterede: “Det er lidt sejt uden grund at give sig i kast med sådan en opgave.” Tjah, det har han da nok lidt ret i. Og jeg er helt klart nogen kageerfaringer rigere 🙂

Jeg brugte opskrift og skabelon fra DR’s store bagedyst. Jeg formindskede portionen, men brugte de samme skabeloner – det gjorde mit horn lidt mindre tungt i kransene.

Lille overflødighedshorn

Kransekagedej

20 gr. æggehvide

90 gr. flormelis

300 gr marcipan

Rør æggehvide og flormelis sammen og lad det stå ½ time. Riv marcipanen og rør det i æggehvide/sukker massen. Det er ret klistret, så brug en kraftig ske, saml massen og sæt den i køleskab – meget gerne til næste dag.

Vej dejen af i portioner:

top:       10 gr.

1. ring   14 gr.

2.ring    20 gr.

3. ring   27 gr.

4.ring    33 gr.

5.ring    38 gr.

6. ring   45 gr.

7. ring   50 gr

8. ring   55 gr.

fod        40 gr.

9.ring    det resterende

Skabelon til udforming af ringe hentes her

Formes og bages ved 190 grader ca. 12-15 minutter.

Køler af.

Glasur:

75 gr. flormelis

lidt kogende vand

Rør en glat glasur og kom den i et lille kornet (kræmmerhus lavet af bagepapir) og sprøjt ringene som til kransekage.

Når glasuren er stivnet kan hornet samles.

Smelt lidt mørk chokolade Og smør det på bundene en efter en og saml det. Vent med foden til sidst. Det kræver lidt tålmodighed og sandsynligvis lidt støtte, for at hornet holder balancen 🙂

Af et første gangs forsøg at være, så synes jeg selv, det er gået nogenlunde 🙂

Men det er en skrøbelig sag. Da det kom på bordet i aftes faldt spidsen af 🙂 Men kagen smagte rigtig fint.

Og så er det mandag – med en travl uge foran og derefter en uges ferie. Ugen her indeholder blandt andet et møde med en trækonsulent omkring opførelse af sommerhus. Det møde glæder jeg mig rigtig meget til 🙂

Jette

Mazarinkage – uden mel

Så vender jeg tilbage til bagningen. Og denne gang med en ret lækker kage.

Jeg valgte i går til mine gæster at bage denne mazarinkage. Den blev ret god 🙂 Mandler, marcipan, chokolade og jordbær – så går det heller ikke helt galt. Men den er uden mel, og jeg er altid lidt skeptisk, for i mit hoved er mel oftest en vigtig del af opskriften 🙂

Men det kan altså sagtens lade sig gøre at lave en lækker kage uden mel.

Mazarinkage

2 æg, fra skønne høns

100 gr. rørsukker

25 gr. finthakkede mandler

25 gr. mandelmel

½ vaniljestang, korn herfra

½ dl. olie

50 gr. marcipan

½ tsk. bagepulver

Pisk æg, vaniljekorn og sukker til en skøn æggesnaps. Riv marcipanen og pisk den med og dernæst følger olien.Vend til sidst mandler, mandelmel og bagepulver i og fordel dejen i en bageform (ca.16-18 cm i diameter)

Bag kagen ved 200 grader ca. 35 minutter. Det ser ud som om kagen er ved at eksplodere, den hæver rigtig flot op – og falder på plads, når den kommer ud af ovnen og køler af 🙂

Pynt

50 gr. mørk chokolade

1½ dl. piskefløde

ca. 100 gr. blendede råsyltede jordbær (eller syltetøj)

Smelt chokoladen og fordel den på den afkølede kage. Når chokoladen er stivnet, pyntes med flødeskum rørt op med de blendede jordbær. Jeg brugte en sprøjtepose, flødeskummet kan også blot toppes op med en ske.

Smager rigtig dejlig med en kop kaffe. Og kan snildt spises dagen efter 🙂

Du ønskes en skøn weekend – med udsigt til lidt varmere vejr. Det skal være velkomment.

Jette

Portions pavlova

Det var godt nok efterårsagtigt i går – med blæst og masser af regn.

Men forunderligt så holdt al regnen inde, da jeg havde en bisættelse og et bryllup i går omkring middagstid. Hvor godt. Regn gør begravelser endnu mere triste, og et bryllup med fine kjoler og smukke blomster, der drukner i regn – nej det er ikke spændende. Men alt det blev vi skånet for – regnen kom i stride strømme på andre tidspunkter.

Vejret indbød til hygge indenfor – og  derfor kunne der fint spises en skøn marengskage med bær og flødeskum 🙂

Portions marengs

Opskriften er som til marengs, blot sat på pladen i mindre cirkler og bagt en anelse kortere (i alt ca. 1 time)

Fyld (til 3 små marengs)

1 dl. piskefløde

25 gr. dulcey chokolade, hakket

Pisk fløden til skum, tilsæt chokoladen og fordel den på marengsbundene.

Pynt med frisk eller råsyltet frugt og nyd en skøn lækker sag.

Der er stadig nogle bunde tilbage, de kommer med nordpå, og hvor de helt sikkert vil blive spist i godt selskab. Første stop er Århus, dernæst nordenfjords op til min far.

Ønsker dig en god søndag.

Jette

Skøn chokolade ting :-)

Jeg får ikke læst så mange blogs, når det er så varmt, for mit net når ikke ud på terrassen. Og det er vel egentlig også godt nok, at der er et frirum i haven, så det bliver nogle andre ting, der fylder sjæl og sind.

Men jeg er dog faldet over en lækker ting, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde. Men det er en cookie lignende kage med dulceyganache på toppen. Den kombination lød så lækker, at det måtte bare afprøves. Jeg halverede størrelsen og lavede lidt mindre ganache end den oprindelige opskrift gjorde – inspirationen er herfra.

Dulcey – denne lækre chokolade med karamelsmag. Det var fint at få mulighed for lige at bruge det igen 🙂

Cookiekage med dulceyganache

35 gr. blødt smør

75 gr. mørk farin

1 æggeblomme

50 gr. mel

25 gr. havregryn

1/4 tsk. groft salt

25 gr. mørk chokolade

25 gr. peanuts

Pisk smør og farin godt sammen, tilsæt æggeblomme og pisk grundigt. Vend de øvrige ingredienser i – chokolade og nødder grofthakkes først.

Fordel dejen i en smurt tærteform (15. cm i diameter) og bag kagen ca. 15 minutter ved 200 grader. Afkøl i formen.

Dulceyganache

50 gr. dulcey

25 gr. piskefløde

5 gr. (1 tsk.) glukose

Bring fløde og glukose lige til kogepunktet, tages af varmen og den grofthakkede chokolade røres i. Rør til det hele er smeltet smukt sammen og fordel det på den kolde kage.

Nu afkøles det hele igen – mindst 4 timer, gerne natten over.

Om den smager godt? 🙂 Uomtvisteligt! Og med nye lækre jordbær som følgeskab så er der dømt hygge og godt selskab.

Og så er det vist bare om at komme ud i haven igen – under et skyggefuldt træ. For hold da op, hvor er det pludselig blevet varmt 🙂

På biblioteket fandt jeg en stak gode bøger, så på gensyn en anden dag.

Jette

Chokolade rugstykker

En tur rundt i landet fylder en med indtryk – også smagsmæssige og synsmæssige. Ferien har indtil videre meget være familiebesøg, og det er altid berigende. Samtidig er der blevet smagt lækre ting undervejs.

I Lagkagehuset købte jeg nogle lækre rugstykker, mørke og fyldt med chokolade og rullet i hakkede nødder.

Det har jeg så prøvet at efterligne i mit eget køkken. Og det skulle være nu – for vejrudsigten siger 25 + de næste mange dage, og så er det bare ikke så interessant at stå i køkkenet 🙂 Og slet ikke, når det stadig hedder ferie – jeg nyder min sidste uge.

Jeg har før bagt nogle rugstykker, dem har jeg taget udgangspunkt i denne gang.

Rugstsykker  (ca. 8 stk)

2½ dl vand

½ tsk. groft salt

10-12 gr. gær

1 spsk. olie

1 tsk. kakao

50 gr. grahamsmel

150 gr. rugmel

40-50 gr. hvedemel

60 gr. mørk chokolade

Til drys:

100 gr. blandede nødder, frø og kerner

Gær og salt røres ud i vandet. De øvrige ingredienser tilsættes undtaget chokoladen. Dejen røres blot sammen, skal altså ikke æltes. Til sidst røres den grofthakkede chokolade i og dejen sættes til hævning et par timer.

Nødder, frø og kerner, efter eget valg, hakkes forholdsvis fint og kom dem i en dyb tallerken.

Rør dejen igennem, og med en ske dumpes en klump dej ned i de hakkede nødder og vendes rundt, før den sættes på en plade med bagepapir.

Der bruges en del nødder 🙂 men de smager også godt, når de først er bagt.

Stykkerne hæver mens ovnen varmer op til 200 grader, og de bages ca. 20 – 25 minutter. Afkøler på en rist.

Det er ret gode stykker 🙂 Ikke så mørke som dem jeg købte, men de er bløde og lækre.

Og så lige et enkelt billede fra haven, nu er pæonerne sprunget ud, hvor er de fine. Og som en var så sød at fortælle mig, så skal de blot blive stående og vil vokse mere og mere til. Lige en blomst efter mit hovede 🙂

Skøn solskinsdag til dig.

Jette

Macarons med hyldeblomstcreme

Jeg er netop begyndt på 2 ugers sommerferie. Det er bare en dejlig fornemmelse – at hænge præstekjolen på bøjlen og vide, at den må blive der det næste stykke tid, for embedet er nu overladt i gode kollegaers varetægt 🙂

Ferien tilbringes herhjemme. Det vil sige med afstikkere mod øst og nord og så forhåbentlig solfyldte dage i haven. Det skal nok blive godt.

Jeg har endnu en gang bagt macarons. Mest fordi jeg synes, de er sjove at lave. Men også rart at se, at det går fremad. De begynder efterhånden at ligne macarons 🙂

Jeg har denne gang fyldt med med hyldeblomstcreme, lavet med hjemmelavet hyldeblomst saft. I efteråret lavede jeg cremen med hyldebærcreme, det farvede grundigt, men smagte ikke så meget igennem. Der er det helt anderledes denne gang.

Macarons med hyldeblomstcreme (ca. 12-14 samlede kager)

Macarons – se opskriften her

Hyldeblomstcreme

2 spsk. piskefløde

50 gr. hvid chokolade

1 spsk. hyldeblomstsaft

Bring fløden nær kogepunktet og hæld den over den finthakkede chokolade og lad det smelte sammen. (Måske skal have lidt hjælp fra en tur i mikroovnen, ganske kort :-)) Rør til sidst saften i og stil cremen på køl til næste dag.

Saml kagerne med lidt creme mellem to makroner, og lad dem hvile nogen timer, så cremen får sat sig.

Og nu læner jeg mig tilbage og nyder dagen 🙂 Bloggen holder ikke helt ferie – lidt kommer med undervejs. Måske også på Instagram (bagningmedbudget) Jeg er fortsat ved at lære at bruge det. Men har opdaget, at der ligger mange, mange spændende billeder der.

God søndag.

Jette

Frangipane kage med rabarber

Jeg tror de fleste bloggere tænker over ord og vendinger. Hvad betyder det, hvor stammer det fra osv. Jeg var på udkig efter en kage med rabarber og stødte så på enopskrift og ordet frangipane – men havde aldrig hørt om det før. Ingredienslisten var ret almindelige, så hvad kom navnet så af?

En helt almindelig og gammeldags fremmedordbog fortalte, at frangipane er en tyk mandelcreme. Javel så – her er den så blevet bagt 🙂

I eftermiddag har jeg endnu et møde (den her uge har bare mange af dem) og et møde sidst på eftermiddagen, det kan godt bruge lidt kage 🙂 Og med de sidste rabarber i køleskabet, så blev det til denne lille lækre kage.

Frangipane kage med rabarber 

50 gr. rabarberkompot

Mandelcreme

50 gr. smør

50 gr. sukker

35 gr. mandelmel

25 gr. marcipan

30 gr. hvedemel

1 æg, fra en ualmindelig nysgerrig høne

25 gr. hvid chokolade, grofthakket

5-10 mandler, smuttet og skåret i stykker

Pisk smør og sukker sammen, tilsæt æg og pisk igen. Rør marcipan, mandelmel og hvedemel i. Kom til sidst den hakkede chokolade i.

Kom dejen i en lille tærteform (ca. 15 cm i diameter) fordel rabarberstykker ovenpå – (ikke for meget saft) og drys med mandelstykker.

Bages ved 175 grader i ca. 25 minutter.

Helt nybagt, og dufter herligt 🙂

Og hold nu op, det blæser stadig, men er dog tørvejr, så jeg fik luntet 5 km 🙂 Et møde kom på tværs, ellers var det i aften, at Peter og jeg skulle have løbet Brylleløb. Det må så blive til næste år i stedet.

God onsdag.

Jette

Micro mud cake

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad navnet dækker over – ud over, at min kage er lille 🙂

Men navnet mud cake dukker op ind i mellem, og referer til en tung og lækker chokoladekage. Og en opskrift, hvor fremgangsmåden er lidt anderledes end normalt, gør også kagen lidt interessant. Og som kage til en friweekend, gør den sig helt sikkert godt.

På nettet findes hele skemaer over ingrediens listen til mud cake. Jeg har selv minimeret ned til denne udgave, som giver dej til en springform på 14 cm i diameter.

Chokoladeglasuren er en opskrift jeg fandt hos Markus Grigo.

Micro mud cake

55 gr. smør

55 gr. mørk chokolade

1 tsk. instant kaffe

3 spsk. vand

65 gr. mel

10 gr. kakao

½ tsk. bagepulver

120 gr. sukker

1 æg, fra en adræt høne

2 tsk. olie

2 spsk. surmælksprodukt

Smelt smør og chokolade sammen med vand og kaffe og køl det lidt af. I en skal sigtes mel, kakao og bagepulver og det blandes med sukker. I en anden skål blandes æg, olie og surmælksprodukt og røres let sammen. Nu blandes de tre skåles indhold og røres godt sammen til det hele er blandet sammen. Dejen kommes i en springform beklædt med bagepapir i bunden og kagen bages ved 160 grader i 1 time!

Afkøler i formen, står gerne til næste dag, før den bruges.

Hindbærsyltetøj

50 gr. syltetøj

Den afkølede kage deles i to og syltetøj fordeles på en ene bund, samles og overhældes med

Chokoladeglasur

50 gr. chokolade

2 spsk. vand

25 gr. sukker

Bring sukker og vand i kog og kom hakket chokolade i og lad det koge ca. ½ minut. Fordeles straks på kagen.

Pyntes evt. med friske hindbær (selv om det er helt uden for sæson)

Det kan godt være, at jeg kalder kagen en micro mud cake – men en tur på køkkenvægten afslørede, at den vejede 450 gr. Så cirka et halvt kilo tung chokoladekage til en friweekend – det er vist ok 🙂

Nu ville lidt solskin og varme være skønt. Men hvis ikke, så har jeg netop lånt en god roman på biblioteket, som jeg glæder mig til at komme i gang med – så det skal nok gå, alt sammen.

Rigtig god weekend.

Jette

Side 12 af 18

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal