diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 71 af 221

Sommerhusets have

I weekenden var jeg nede og gøre klar til de første gæster i sommerhuset. Men der var også tid til at kigge lidt i haven, og ikke mindst så fik Ole slået græsset 🙂

Det ældste æbletræ er fyldt med fine blomster, så det bliver spændende at se, hvor mange æbler der kommer i år. Jeg har plantet et Belle de Boscoop i efteråret, det er også på vej, men tager det mere med ro.

Projektet med kartoflerne – her venter jeg stadig med spænding på, om de nu spirer mine kartofler. Det første lag tang var faldet lidt sammen så vi gik til stranden og hentede et par spande ekstra, så nu er der kommet topdressing på bedet 🙂

Og så fik jeg plantet asparges! Det har jeg set frem til. Siden jeg fik øje på den ene flotte grønne og spiseklare asparges, så vidste jeg, at jeg skulle have flere planter 🙂 De blev bestilt på nettet og leveret og skulle nu i jorden. De er kommet ned i højbedet med krydderurter, nu håber jeg at de alle kan finde ud af at deles om pladsen.

En aspargesplante har en lille knold og nogle meget lange rødder, som heldigvis skulle lægges vandret i jorden, så der skulle ikke graves så dybt 🙂 Nu er de plantet, og så er det bare om at vente et par år eller tre, før der første gang kan høstes grønne asparges. Det skal nok blive godt 🙂

Jeg har en plan om, at sommerhusets have gerne må være varieret og ikke alt for lige i kanten 🙂 Med andre ord, en have, hvor der er plads til både insekter, hunde og mennesker. Derfor er der også et hjørne bag brændelyet, hvor der er en kompostbeholder og plads til at lægge afklippede grene og hækafklip – så kan der måske bo et pindsvin derinde en gang. Det ville da være hyggeligt 🙂

Om lidt går turen igen i sommerhus, der kommer nye gæster igen i dag. Og derfor har jeg været ude at samle til ugens buket. Det projekt og hashtag jeg skrev om her, og som går ud på, at jeg hver uge skal se, om jeg kan lave en buket ud af havens blomster og grene. I dag blev det igen rhododendron, og en jeg ikke kan huske, hvad hedder og en troldhasselgren. Jeg plukkede til to buketter, så den ene kommer med i sommerhus 🙂

God onsdag.

Jette

Det var en morgen som ingen anden

Det er 5. maj – og en helt særlig dag. Der flages over hele landet, for at mindes og for at fejre 75 års dagen for befrielsen. Jeg så den fine udsendelse i tv i aftes og inden da, genså jeg afsnittet fra Matador om netop tiden omkring befrielsen.

Og de fortællinger vi hører og læser fortæller det samme – det var en helt særlig tid. Og denne morgen var en morgen som ingen anden.

Mads Nielsen, en apoteker fra Kolding, skrev i 1945 den flotte sang – En lærke letted, og tusind fulgte – som er fyldt med de fineste billeder og poetiske udtryk.

“Det var en morgen som tusind andre

og ingen morgen i tusind år,

og Danmark vågned med klare øjne

til glædestimer og frimandskår,

og landet lyste fra sund til klit,

for det var forår og Danmark frit.”

Det er forår, det er glæde og det lyser op. Bøgehækken er godt på vej, det samme er de gamle træer bag hækken. Gad vide om de har oplevet krigens afslutning ? Næppe, men der er sikkert andre træer i præstegårdshaven, som har en historie, der går så langt tilbage.

I aftes var der lys i vinduerne her – og i mange andre huse på vejen. Opfordringen til at sætte lys i vinduerne var blevet hørt.

I kirken var lyset tændt – også en måde at minde om befrielsen på. Der kom lys i mørket. Og at vågne denne smukke maj morgen er også at vågne op til Dannebrog i mange haver.

“For det var forår og Danmark frit”

Det er en festlig dag i dag.

Jette

Sommerhus klar til de første gæster

Jeg begyndte jo sidste år at udleje sommerhuset – til stor overraskelse for mig selv 🙂 Men jeg er blevet glad for den del af sommerlivet, så i år er Kærnehuset igen kommet på Airbnb. Jeg har været noget spændt på, om der overhovedet ville komme nogen bookinger, corona og lukkede grænser in mente. Og tilmed har jeg sat prisen op – så det var lidt med den tanke: Mon der kommer nogen gæster i år ?

Og det gør der. Faktisk allerede i denne uge. Indtil videre er dem, der har lejet huset, mennesker fra de større byer her i landet, og som bare ønsker et par dage ude, hvor der er lidt mere luft og plads. Og det er der i Kærnehuset – eller i hvert fald uden for. For huset i sig selv er ikke så stort 🙂

Men der er god plads på stranden og gode ture, man kan gå. I går nød Alba at trille rundt i det tørre sand. I spanden var der tang – mit projekt med kartofler dyrket under tang, havde bruge for lidt mere topdressing 🙂

Huset er blevet gjort klar, så de første gæster kan føle sig velkomne, når de kommer inden for. Værelset, som de får, vender mod øst, så gæsterne vågner op til solens varme stråler – i hvert fald, når solen skinner.

Jeg besluttede sidste år, at der altid skulle være friske blomster – eller grene – på hylden i huset. Og gerne noget, som var hentet i sommerhusets egen have. Nu er der ikke så meget endnu, så det blev tørret græsser hentet på stranden og en gren fra en staude, som jeg lykkeligt har glemt navnet på. Men fin er den, og meget trofast til at gro.

Nu håber jeg, at de første gæster vil føle sig velkomne og nyde opholdet. Jeg møder dem sjældent, for nøgleudveksling klares uden at jeg selv er til stede. Og det fungerer meget godt, og giver trods alt en større frihed for mig.

Frihed – på en helt særlig dag. Den 4. maj. Må det blive en dag fyldt med tanker og taknemmelighed.

Jette

Glutenfri rabarber muffins

Jeg fik de første fine små og lækre rabarberstængler med hjem forleden dag. Min gamle graver har nogle efterhånden gamle rabarber planter, men de giver stadig meget fine stilke.

Og så skulle de jo bruges til noget lækkert bagværk. Det blev igen i den glutenfri kategori, og de små muffins blev godkendt, da min søster og svoger var på besøg 🙂

Glutenfri rabarbermuffins (9stk)

100 gr. rabarber

1 spsk. sukker

2 små æg

65 gr. smør

140 gr. sukker

½ tsk. vaniljesukker

40 gr. kokosmel

50 gr. havregryn, malet til mel

25 gr. mandelmel

½ tsk. bagepulver

25 gr. hvid hakket chokolade

Skær rabarber i små stykker og drys dem med sukker og lad dem så stå og trække et par timer.

Pisk smør, sukker og vaniljesukker godt sammen og tilsæt så æggene – et ad gangen – og pisk igen. Kom de forskellige slags mel og bagepulver i dejen og rør det hele godt sammen. Kom til sidst chokolade og rabarber – sammen med den væde, der er kommet – ned i dejen. Fordel det godt rundt.

Fyld dejen i 9 papirmuffinsforme – for sjov skyld vejede jeg dejen af – så der kom ca. 55 gr. dej i hver muffin.

Bag kagerne ved 175 i 20 – 25 minutter.

Det er lækre kager, men de smuldrer let, så de er lettest at spise direkte fra formen.

På en regnvejrs fredag – håber på lidt sol i weekenden 🙂

God weekend.

Jette

Glutenfri scones

Min søster og svoger var på besøg og vi havde aftalt, det var til lidt ost og lidt rødvin. Det kunne kun blive hyggeligt 🙂 Og det var det også.

Udfordringen var bare brød til osten. Jeg har ikke specielle melsorter i mit skab, så det var med at finde noget, der kunne bages med det, der var.

Jeg forsøgte mig med scones. Mest af alt fordi der ikke skal bruges gær, for netop det er svært at arbejde med, når der ikke kan bruges hvedemel.

I stedet brugte jeg havremel, mandelmel og maizena. Og resultatet var tætte og robuste scones 🙂 Men de smagte godt, og det tæller da på plussiden.

Glutenfri scones (6 små scones)

75 gr. havregryn (blendet til mel)

25 gr. mandelmel

25 gr. maizena

40 gr. smør

1 spsk. sukker

et nip salt

½ tsk. bagepulver

1 lille æg

Melet blandes med sukker, salt og bagepulver og smørret smuldres deri. Dejen samles med ægget. Det blev en fin sammenhængende dej, som jeg trykkede lidt flad, inden den blev rullet ud til ca 1½ cm tykkelse. Jeg skar den halvt igennem, inden den blev bagt ved 225 grader ca. 12 minutter.

Det er enkelt bagværk, men til et ostebord, der er det altså helt fint.

Snakken gik og det var dejligt lige at mødes igen, det har ikke været meget den seneste tid. Og lidt underligt at skulle vinke og holde afstand, men det fungerede nu fint.

God torsdag.

Jette

Et nyt hashtag

Så du mon vejrudsigten i går 🙂 ? Det gjorde jeg, og der var et indslag om at plukke en buket af havens og naturens blomster en gang om ugen hele året rundt.

Det synes jeg lød som en super fin ide. Og har nu fundet frem til ophavskvinden til ideen, eller i hvert fald fundet hendes blog 🙂

Og ideen kunne næsten lyde som en, der er opstået under corona, for her gør vi meget vi ikke plejer, men ideen er nu opstået tidligere. Og den går i al sin enkelthed ud på at plukke blomster, sætte dem i en vase og lægge et billede op på Instagram. Og på den måde opdage, at der er meget forskelligt i en have i løbet af et år.

Når billedet af ens buket lægges op på Instagram kan man bruge to hashtags: #projekt_ugenr og #projektbuket2020, og på den måde bliver der faktisk skabt et virtuelt fællesskab mellem alle dem, der plukker blomster og lægger billederne op.

Jeg synes ideen er god – og på turen rundt i haven i går, så var det rhododendronen der sprang i øjnene. Jeg har ret mange store og ret gamle buske, og heldigvis blomstrer der ikke samtidig. Men her er billedet af en buket af den, der er sprunget ud nu. Og spørger du efter et navn – så aner jeg det ikke 🙂

Det må blive i mit næste liv, at jeg ved noget om blomster. Men fine er de.

Og mens jeg kiggede på blomster, sad hønsene og holdt morgenpause på terrassen 🙂 De er nu lidt hyggelige.

Ud over at have opdaget et nyt hashtag, så har jeg også fået bestilt flere asparges. De kommer med posten en dag, og så glæder jeg mig meget til at få sat, så der kan komme mere gang i dyrkningen af lækre grønne asparges.

God overskyet onsdag.

Jette

Nu kommer der træer i skoven

Endelig 🙂 Det er længe siden, at menighedsrådet første gang talte om muligheden for at lade præstegårdsjorden omlægge til skov i stedet for at forpagte den ud. Der blev holdt møder i skovudvalget, der blev talt med skovfolk, og vi kom med i TV2 store “Danmark planter træer” show og fik andel i de indsamlede penge.

Vi fik plantet de første træer ved et super event sidste efterår, hvor skole og lokal befolkningen var til stede og plantede træer og satte navneskilte ved deres træ. Det var de første 1500 træer, der blev plantet dengang.

Og nu er tiden, jorden og træerne klar til, at de sidste træer kan blive plantet. Så meget tidligt i morges mødte tre gæve skov-plante-folk fra Naturplant op på præstemarken og begyndte at plante. Det er imponerende at se på, og dejligt, at der endelig sker noget.

Der var kommet en trailer med de mange små træer. Jeg kan ikke huske hvor mange – men det er mange 🙂 Og forskellige slags lind, eg, avnbøg og rødel mm.

Selv om det er store maskiner, der kører, så er der også meget håndarbejde i det. Bag på den store traktor er plantemaskinen, hvor to personer sidder og sætter et træ i jorden, hver gang der er en biplyd. Og manden i førerhuset har ikke en gps at køre efter – det er fysiske pinde i jorden og så ellers hans gode øjne og evne til at køre lige.

I modsætning til da vi havde plante event, så er træerne her barrodstræer, det vil sige at der ikke er en jordklump omkring rødderne.

Plantemaskinen laver først et skær gennem jorden, så en rille, som træerne kan sættes i og endelig klemmer to hjul rillen til igen, så træerne sidder fast.

Hvor bliver det spændende at følge de små træer på deres videre færd. Det vil være perfekt med lidt mere regn de næste dage.

Og sådan kom der træer i Kauslunde kirkes Folkeskov.

God tirsdag

Jette

En overraskende asparges

En del af weekenden blev tilbragt i sommerhuset, mens vejret stadig var solrigt og dejligt. Her til morgen (i Jylland) er det blevet regnvejr. Det er godt nok, men solen savnes hurtigt 🙂 I denne tid bliver sommerhus og haver gjort klar til en ny sæson. Og det er hyggeligt at gå og ordne lidt af hvert.

Som at holde øje med mine højbede. Og se lige hvad der stod – midt inde i rosmarinbusken. Den allerførste asparges i spiselig størrelse! Den fik nu lov at stå, den må godt blive lidt større. Men det er første år, hvor det er så tydeligt, at det var en aspargesrod, jeg plantede for tre år siden – og lige siden har gået og glædet mig til at den en dag blev stor nok til, at kunne høstes asparges. Nu lykkedes det – men jeg må ud og købe flere rødder, for grønne asparges er bare en lækkerbisken 🙂

At den så vokser op inde i rosmarinen – tja, jeg glemte lige mine asparges, da jeg flyttede rosmarinbusken. Lidt dumt.

Morgenerne er stadig lidt kølige i sommerhuset – solen når først ind i stuen hen på eftermiddagen, hvor det så mærkes rigtig meget 🙂 Men en morgen i sommerhus er endnu ensbetydende med ild i brændeovnen – hvilket også er mega hyggeligt.

Lørdagen bød også på besøg af min veninde, som bor i København. For hende var det godt at komme ud, hvor der var højere til himlen og længere til naboer – og ikke mindst også en at tale med. Så med afstand fik vi vendt mange emner, spist lækker tapas til aftensmad og nåede en aftentur til vandet.

Jeg bagte også kokosmakroner i sommerhuset. Jeg har egentlig ikke tænkt på, at det er jo en glutenfri småkage, men det er det. De er lette at lave og smager ret godt. I opskriften står, at der skal bruges revet marcipan – det havde jeg ikke, men jeg fandt en marcipanbrød, som blev skåret i små tern og kom i dejen. Det fungerede vældig godt 🙂

På en regnvejrs mandag.

Jette

Fredag

Som om det skulle være en særlig dag 🙂 Før alt lukkede ned, så var fredag optakten til weekend, her blev for mit vedkommende søndagens prædiken skrevet færdig, og alt var klar til søndagens gudstjeneste.

Men nu er det som om dagene flyder mere sammen. Der er ikke de samme fixpunkter til at definere ens uge. I det halvår, hvor jeg har konfirmander, er tirsdag og torsdag dage med undervisning. Tirsdag er også ofte mødedag, onsdag har jeg ofte samtaler osv. Ugen havde sin egen struktur. Den er suspenderet pt.

Og det kan være svært at huske hvilken dag, er det lige jeg er nået til. Heldigvis får jeg stadig avis fredag og lørdag. Det er faste holdepunkter 🙂

Så om lidt skal dagens avis læses – Kristeligt Dagblad er en avis, som det tager tid at læse. Men også dejligt at kunne fordybe sig lidt i forskellige artikler. Og i sagens natur handler mange af dem om noget, som også fanger min interesse 🙂

Jeg tror det er godt for os mennesker at have lidt rytme i hverdagen. I denne tid er det for mange faktisk blevet “Morgensang med Philip Faber“, der sætter dagen i gang.

Og et omkvæd fra en sang, skrevet af Johannes Møllehave og sunget af Anne Linnet lyder:

Time og dag og uge

Dem får vi lov at bruge

Stjerner og sol og måne

Dem får vi lov at låne

Ordlyden minder om ord hentet fra Bibelens univers – at vi på denne forbløffende klode, som er et gavmildt og underfuldt sted – da har vi fået lov at bruge tiden, og låne lys fra både sol og måne. Alt sammen er det med til at sætte vort liv i perspektiv. Skabe lidt orden i det hele.

Som min fredags avis gør det 🙂

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Lækker forårsagtig aftensmad :-)

Jeg fik lavet årets første portion tzatziki i aftes. Det er virkelig en forårs og sommerspise. Revet agurk, hvidløg og græsk yoghurt – det spiller 🙂

Og sammen med det spiste jeg en god pastasalat. Jeg tror, du har fornemmet, at pastasalat også står højt på min liste over favorit spiser.

Billedet er taget udenfor – det var dog for koldt til at sidde på terrassen, men lyset er bare så fint derude.

Det samme er mine silkehønseæg – de lyser op, gule og indbydende. De er blevet drysset med lidt karse – jeg såede karsefrø før påske – det er så nu, de er klar til at spise 🙂

Selve salaten er lavet af pasta og dressing, og så ellers tilsat, hvad der var i køleskabet og indkøbt på cykelturen.

Jeg bor jo på landet, hvor nærmeste indkøbsmulighed er godt 3 km. væk, men målet er her i sommerhalvåret, at cykle ud og handle. Det kræver ind i mellem lidt overtalelse 🙂 Men med høj blå himmel, smukt solskins vejr og ikke så meget vind, så blev cyklen trukket ud af garagen og jeg kom afsted 🙂

Tzatziki er hele familien glad for – det er nu også en super måde at spise agurk på. Så her kommer opskriften på en lille portion.

Tzatziki (1-2 pers.)

ca. ½ agurk

1 dl. græsk yoghurt (helst 10 %)

½-1 fed hvidløg

1/3 tsk. groft salt

et nip sukker

peber

Rør en dressing af yoghurt, presset hvidløg, salt, peber og sukker. Hvis det er en fedtfattig yoghurt, du bruger så tilsæt 1-2 tsk. olivenolie. Riv agurken groft og tryk al væden af. Jeg bruger ofte et stykke køkkenrulle eller et rent viskestykke. Det er vigtigt, at en god del af væden kommer af, ellers bliver det hele for vandet. Vend agurk og dressing og rør godt sammen, det må gerne stå lidt og trække smag, inden det skal spises.

Tzatziki kan spises til rigtig meget – så på enhver buffet i sommerhalvåret passer den godt.

På endnu en smuk forårsdag.

Jette

Side 71 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal