diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 64 af 221

Valgforsamling

 Det ord får vist aldrig en særlig positiv og inspirerende klang 🙂 I hvert fald ikke, når vi taler om menighedsråd og nok også foreningsliv generelt. Vi vil gerne benytte de forskellige tilbud og muligheder, men selv sidde i bestyrelsen og være forpligtet på at løse opgaver og få tingene til at fungere, det er vi lidt mere tilbageholdende med. 

I går blev der holdt valgforsamling over hele landet – ca. 1700 menighedsråd skulle finde kandidater til at sidde i rådet de næste fire år. Således også her. Gamborg sogn, som er det mindste af mine to sogne havde på forhånd rimeligt styr på kandidater, og endte også med at stille med et nyt råd. Men i Kauslunde sogn var det langt sværere. Så her endte det med, at vi skal ud i et suppleringsvalg om tre uger. Det er virkelig trist og bekymrende, men jeg håber det lykkes at finde nogle personer, som godt kan se sig selv som aktive medlemmer af menighedsrådet.

At side i menighedsråd er mange ting. Noget arbejde er tungere end andet – men mest af alt skal det helst være en positiv oplevelse. Et sted, hvor tonen er god, og hvor ønsket om at drive kirke netop på dette sted er i højsæde. 

Efter valgforsamlingen holdt vi så ordinært menighedsrådsmøde. Og der er fortsat nok af opgaver at tage sig af, og heldigvis følger de afgående medlemmer sagerne til dørs. Det betyder meget. Til kaffen havde jeg igen bagt 🙂 Det er altså en hyggelig opgave. Jeg brugte bær og frugter fra have og hegn og fik lavet en lækker lagkage. Opskriften kommer på fredag 🙂

God onsdag.

Jette

 

Hvor blev den weekend af :-) ?

 Her i efteråret er weekenderne lidt tæt besatte med kirkelige handlinger. Vi forsøger at indhente forårets udsatte begivenheder. Og heldigvis kan det nu lade sig gøre at holde både dåbsgudstjenester og vielser, hvor der både er afstand, men også glade gæster og mulighed for sang. Men det er hele tiden en balancegang, så hver handling er individuelt aftalt og planlagt i kirken.

I går var det igen tid til at holde høstgudstjeneste – i Gamborg kirke. En flot pyntet kirke skabte rammen om en dejlig stund med tid til sang og eftertanke. Og som sidste søndag, blev der også holdt auktion over de medbragte høstafgrøder. Det er nu en meget hyggelig tradition.

Eftermiddagen brugte Ole og jeg på tur 🙂 Lidt impulsivt blev det til en tur til Skamlingsbanken. Man kan se den fra Gamborg, men det er ikke et sted, jeg har været særlig tit. 

Men det er et smukt sted i kuperet terræn, og de forskellige støtter og statuer vidner om et vigtigt historisk sted. Det er bestemt et besøg værd. Vi fulgte en markeret rute rundt i området, ca. 5 km, og det var en god måde at blive guidet rundt på.

Undervejs mødte vi også solide træblokke med info og eftertænksomme spørgsmål. Og det er da nok en tanke værd – om hvilken vej, ens blik og fokus er. Jeg tænker, at det er vigtigst at skue frem, men med et solidt greb i det, der er gået forud. 

Vel tilbage igen gjorde jeg det, jeg ofte gør, når jeg lige skal lande – jeg laver noget dej 🙂 Det blev til dette ret fine brød, igen lavet på slump, men det blev okay, og det var dejligt i morges at kunne spise næsten nybagt brød 🙂

Aftensmaden var enkel – pasta med tomat. Oles tomatplanter giver fortsat tomater, så han var næsten selvforsynende med ingredienserne til maden. Der var nemlig også både agurk og basilikum i haven. Og desserten blev en blomme-æble crumble – igen blev frugten hentet i haven. Det mærkes også i det helt små, at det er høsttid 🙂

Og sådan blev det mandag – fridag – og med udsigt til sol og varme. Det kan kun blive godt 🙂

Jette

Hverdag i Kærnehuset

Det begynder at ligne en hverdag i sommerhuset. Præstegården er rungende tom – det høres, når jeg går gennem de mange stuer og rum. Og jeg kan se, hvor meget plads jeg egentlig har haft at boltre mig på 🙂

Og der er helt klart ikke ret meget plads i sommerhuset 🙂 Så for første gang i mit liv har jeg valgt at sætte glas med bønner, nødder og rosiner op på hylden – så de kan ses, og det ser faktisk også ret fint ud.

I ugens løb blev der bagt en æblekage – med æblemos fra fryseren. For ved flytningen skulle fryseren jo også tømmes, og her dukkede noget æblemos op. Og det fungerer fint i en kage. Mine søde kollegaer spiste og prøvesmagte den til vores personalemøde, og sagde god for kagen. Flormelisen skulle være sigtet på – men sien var ikke kommet med, så det kunstneriske udtryk lader lidt tilbage at ønske 🙂 

Jeg har flere gange kigget til mine kartofler, dem der voksede i tang. Og har også spist nogle stykker. Men udbyttet her ikke været prangende. Men det var sjovt at se om det kunne lade sig gøre. I går endevendte jeg tangen for at finde de sidste kartofler, og nu har jeg da kartofler til nogle måltider. Jeg forsøger at få lavet aftensmad hver dag – men kan godt fornemme, at der går noget tid på vejen. Men det er det værd, jeg nyder at bo i huset, der er så stille, varmt og hyggeligt. En lille hule 🙂

I går skinnede solen, så jeg havde besluttet at nu skulle græsset slås. Det vokser stadig. Jeg fik også kørt den batteridrevne klipper i stilling og nåede et par omgange – men så var batteriet fladt. Så blev det sat til opladning, og jeg nåede at få slået græsset inden solen forsvandt 🙂

Jeg har lavet en aftale med mig selv om, at jeg skal ned og se til vandet hver dag. Det er spændende at følge, hvordan det skifter fra dag til dag. Forleden var der meget lavvande, mens der i går var højvande. Og så er lyden af vand og den friske vind godt for krop og sjæl. Så når muligheden nu er der, så er det bare om at benytte sig af det.

Nu er det weekend – en travl weekend i kirken. Håber du får en dejlig sensommer weekend.

Jette

Mandag – onsdag – fredag

 Jeg trives så fint med at have fået ny adresse – men det betyder mere tid på vejen og en anderledes hverdag 🙂 Så bloggen ændrer sig lidt. Jeg er stadig meget glad for at skrive her, bage forskelligt og fortælle om stort og småt. Men skal det hele hænge sammen, så bliver bloggen fremover kun udgivet med nyt mandag – onsdag – fredag. 

Det giver mig lidt mere tid til at få tænkt over indholdet i det næste indlæg 🙂 

Min hverdag er blevet rammet ind af en køretur i det smukkeste landskab, og der er landevej hele vejen, så hastigheden er ikke så høj. Det passer mig glimrende. Turen går gennem fire-fem små byer, hver med deres særpræg. Og efterhånden får jeg lært hvert et bump og hvert et sving godt at kende. Det giver en ro, når jeg kører, for jeg ved, hvad der gemmer sig bag næste sving, og hvor hastigheden er sat ned – flere steder til 40 km. Så går det langsomt 🙂

Jeg gik en tur i sommerhusets have – som jo mest er græs og fire højbede – og der er ikke mange blomster tilbage. Men sankthansurten trives – og den fylder altid godt i en buket. Så det blev til denne lille samling, som også bliver ugens buket i #projektbuket2020 på Instagram. Den syner ikke af så meget, men jeg synes solen og det fine træ spiller godt med. Det er noget tid siden, jeg sidst fik plukket en buket – men nu kom der lige en mere. Og den pynter fint i sommerhuset 🙂

God onsdag.

Jette

 

Høst og høstgudstjeneste

Som præst på landet, så er det to ting som hænger tæt sammen. For når man bor herude, så har alle set, hørt og anet duften af nyhøstet korn og halm – og prøvet at køre bag en traktor og vogn læsset med halm. Så herude er det stadig helt naturligt at holde høstgudstjeneste og sige tak til jordens skaber og himlens Gud.

Og med to kirker i pastoratet, så er der høstgudstjeneste to søndage 🙂 Og i går var den første. Kirken var fint pyntet og rundt om på halmballer og i rustikke trækasser lå gulerødder og hvidkål, fine hokkaidoer og masser af pyntegræskar. Grøntsager er bare farvestrålende og lyser op, og jeg synes man bare får lyst til at tage nogle af sagerne med hjem og gå i gang i køkkenet 🙂

Det var der også mulighed for – for efter gudstjenesten blev de forskellige grøntsager solgt og pengene, der kom ind ved auktionen går til kirkeligt arbejde. I går var det Danmission, som fik alle de indsamlede penge.

Jeg var så heldig at få fingrene i en kasse grøntsager, så jeg har så godt og vel til aftensmaden i denne uge 🙂 Lige hvad der skal laves, ved jeg ikke endnu – men heldigvis er nogle af grøntsagerne ret holdbare. Men en gang hokkaidosuppe skal det nu nok blive til. Eller måske jeg igen skulle prøve at bage boller medhokkaidopuré 🙂

En høstgudstjeneste giver også mulighed for at synge mange skønne salmer – Nu falmer skoven trindt om land, eller Vi pløjed og vi så’de, eller en af mine yndlings:

“Nu takker alle Gud

med hjerte, mund og hænder…” (Den danske Salmebog 11,1)

Her understreges at vores taknemmelighed har flere retninger. Både til Gud, men også en tak vi kan bringe videre til vore medmennesker, og dele med hinanden.

På en smuk mandag morgen

Jette

Klimafolkemødet

Det lyder ambitiøst, og det er det også. Men folkeligt, det er det næppe 🙂 Det var i hvert fald min oplevelse, da jeg gik lidt rundt i går til klimamødet.

Der var lidt langt mellem deltagerne, og der var ikke mange lokale – i hvert fald ikke nogen jeg umiddelbart genkendte. Og det er da ærgerligt, at det ikke er et emne eller en event, der sådan lige bliver førstevalget, hvis man skal gå til noget.

Rådhuset flagede – og fortalte hvorfor 🙂 Sikkert for at undgå, at alt for mange spurgte, hvorfor flaget dog var hejst.

Corona spillede med, så for at få adgang til foredrag og event skulle man have en billet. Men den var gratis, skulle blot hentes på nettet og vises ved indgangen. Det fungerede fint.

Jeg valgte at høre en debat om bæredygtig investering – hvor blandt andet direktøren fra Danmarks første grønne pensionskasse medvirkede. Pensionskasser har rigtig mange penge at gøre med, så hvis de begynder at investere mere bevidst i grøn omstilling og grønne tiltag, så vil det rykke meget. Og grøn investering og et godt afkast – det kan fint gå hånd i hånd.

Det andet arrangement jeg overværede var en samtale omkring tøj og mode, hvem der laver tøjet, og om forbrug og overforbrug. Modebranchen er en af dem, der har et noget blakket ry, med dårlige arbejdsbetingelser, stort forbrug af kemikalier og vand og generelt en alt for stor produktion.

Så her kan vi faktisk alle være med til at gøre noget godt for miljøet og klimaet – ganske enkelt ved at købe bedre, købe mindre og beholde det og bruge det i længere tid.

Rundt om på pladsen var der flere madvogne – men igen, der var lidt langt mellem de sultne gæster.

Nu håber jeg, at der kommer lidt flere mennesker de sidste to dage af Klimafolkemødet – for ingen tvivl om, at det er et godt tiltag og vigtige emner, der er på dagsordenen.

God weekend.

Jette 

Morgenbrød

Forleden spurgte en mig, om jeg nu også ville fortsætte med at bage, når jeg nu boede i sommerhuset 🙂 Og jo, det vil jeg da. Selv om forholdene er lidt mindre end i præstegårdens køkken. Og jeg er heller ikke på plads endnu, så det bliver ikke til meget. Jeg havde planlagt at bage nogle cookies, men havde ikke fået vægten flyttet derned endnu, så det bliver en anden dag 🙂

Men i aftes blev der sat over til morgenbrød, det foregår mest på slump, så her var en vægt ikke nødvendig 🙂 Koldthævede boller med tørret havtorn og solsikkekerner. Havtornene blev tilmed udblødt i lidt snaps, det havde de godt af, men det kan nu ikke smages i bollerne 🙂

Ovne er forskellige, og den i Kærnehuset bager ret kraftigt, så bollerne blev bagt til den gode side. Men det gik nu alligevel.

Nybagt brød til morgenmad – det kan næsten ikke gå galt 🙂 Der var solskin på den østvendte terrasse, men det var nu lige koldt nok til at sidde der. Det kan tydeligt mærkes om morgenen, at det er efteråret vi går i møde.

Men en smuk morgen var det.

Jeg har et par feriedage lige nu – og i dag skal blandt andet bruges til at besøge Klimafolkemødet. Det afholdes i Middelfart, så det ligger lige til højrebenet at besøge det. Mere om det i morgen 🙂

God torsdag.

Jette

sommerhus

Nu med ny addresse

Der er fortsat ret stille her på bloggen 🙂 Det er fordi jeg flytter, og det tager godt nok tid og kræfter. Men fra i dag er adressen flyttet til sommerhuset for en stund. Og det er dejligt at bo der, men jeg skal lige finde mine ben igen.

For at pakke en helt præstegård ned, det har virkelig været et stort arbejde, og mange af tingene skulle der lige tænkes lidt ved, inden det blev besluttet om det skulle ud, gemmes eller til genbrug. Kirkens Korshær i Middelfart har fået rigtig meget, og det er en god tanke, at det, jeg ikke længere selv kan bruge, det får nu et nyt liv et andet sted.

“Septembers himmel er så blå” – det vers dukker helt af sig selv op i ens hovede, når man ser himlen på billedet. Det er fra i går – men så tæt på september, som man kan komme 🙂 Den klare blå farve er helt speciel.

At bo i Kærnehuset giver også mulighed for en aftentur til vandet – det vil jeg helt sikkert komme til at nyde. I går var der helt stille vand, men masser af tang var skyllet op, så det var ikke lige til at dyppe fødderne.

Med ønsket om et mildt efterår

God tirsdag.

Jette

Pause

Bloggen holder for en periode pause.

Morgenkaffe på terrassen – en tiltrængt pause 🙂

Jeg står midt i en flytning, så der bliver ikke bagt, tænkt særlige tanker eller oplevet helt unikke ting – det handler mest om at få sorteret, taget ned og pakket i kasser 🙂 Og den slags tager tid. Sådan må det være, og det er også helt fint.

Men derfor vil der ikke komme nyt her lige for nu.

God sensommer – i dag kom der endelig lidt regn, det var velkomment.

Jette

Turen gik til Himmerland

Det er allerede en uge siden, at vi kom hjem fra vores cykelferie. Fem dage på cykel i Himmerland. Vi havde for længe siden besluttet, at ferien skulle være i Danmark, også inden corona. Så på den måde har det ikke været specielt eller anderledes for os i år. Men det har været hyggeligt 🙂

Vi fik nogle dejlige dage – det var inden det blev så varmt som nu. Så vi havde behagelige temperaturer – og vind og bakker 🙂 Heldigvis var ruten lagt sådan, at det mest blev sidevind og medvind. Det gjorde det mere behageligt. Vi begyndte i Kauslunde og cyklede til Middelfart, hvorfra vi så tog toget til Aalborg. Det fungerede fint – men det er lidt besværligt at få en cykel ind i toget, de høje trin ind er udfordrende.

Turen var planlagt efter at vi skulle besøge fem kirker og se fem Maria-figurer. Træudskæringer tilbage fra den katolske tid i Danmark. Vi nåede at besøge tre kirker. Så de to sidste må blive en anden gang.

Den første vi så, var i Øster Hornum. Det var også den største figur, nærmest som en dronning sidder Maria med Jesus siddende på hendes venstre knæ.

Kirken var åben, så vi kunne bare gå ind, det var virkelig dejligt at opleve. De to andre kirker, vi besøgte, der måtte vi have fat i graveren for at blive låst ind. Men det var nu heller ikke noget problem. Så fik vi lige en snak med dem også 🙂

Rostrup kirke havde den mest farvestrålende Maria. Jeg synes den var så fin, ikke så stor, men placeret på en fin guldmalet hylde. Her er udtrykket et andet, mere eftertænksomt.

Den sidste Maria, så vi i Storvorde kirke. Her er lyset kommet i vejen, så den er ikke let at se. Men igen en fin udskåret træfigur, hvor Maria står med Jesus på armen.

Udenfor var vejret skønt – skyfrit og solrigt. Og kirken var ved at blive kalket, så billedet er næsten som et postkort af en kirke i Danmark 🙂

Maria figurerne var som sagt udgangspunkt for turen, men vi oplevede også meget andet. Men jeg synes, det gav god mening at have nogle mål undervejs, og så ellers se, hvad der dukkede op undervejs. Det gjorde blandt andet Rebild bakker og Rebildporten. Jeg ser lidt tillukket ud – det var den eneste dag, hvor det regnede – noget! Vi besøgte også Lille Vildmose, et dejligt naturområde med dyr og fugle, marker og vådområder. Og vi mødte tordenfluer på en lummer dag – der var godt nok mange, og de var overalt 🙂

Cykelferie kan måske godt lyde lidt primitivt – men det er det ikke – jeg havde booket alle overnatninger på forhånd. Ikke noget med at sove under åben himmel eller på et fladt liggeunderlag 🙂 Der er jeg alt for magelig. Vi sov blandt andet på dette smukke værelse på et slotshotel. Det kan kun anbefales 🙂

Vi mødte ikke mange andre på cykelferie i det område – faktisk kun et par stykker. Det er lidt ærgerligt, at flere ikke benytter denne ferieform. Man kommer helt ned i tempo og Danmark er perfekt at cykle i, der er masser af små veje og kilometervis af cykelstier. Så næste år, så cykler vi på ferie igen 🙂

God weekend.

Jette

Side 64 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal