Ved gudstjenesten i går sang vi en ny salme af Sten Kaalø, skrevet i 2010. En lovsang og en tak til Gud, for alt det vi får givet.
Som det hed i et af versene:
O, Herre, fra moders liv var jeg dog din.
Du kaldte mig: Himlens barnlille!
Der stod jeg på livs-stigens nederste trin.
Så gik jeg i alvor – så gik jeg i leg.
Og du fulgte med mig i livet.
Og alt dit er mit, helt kvit og helt frit.
Tak, Herre, for alt jeg får givet!
At sidde i kirkens gamle rum er også at få tid til bare at være og tænke. Og pludselig falde over noget, man ikke før har skænket en tanke.
I går var det ordet “livs-stige” jeg faldt over. Et finurligt ord, men som jo meget godt rammer vores vej gennem livet. At vi tager et skridt af gangen. Og her i overført betydning – et skridt på vej til himlens port. Og det bedste ved den opstigen er, at Gud lover at følge med hele vejen.
I denne tid står solen lavt – det gav også den fineste aftegning af vinduet i Gesten kirke. En stjerne der viste sig.
Billedet øverst er fra Veerst kirke – jeg synes man blev budt så meget velkommen, da jeg kom til kirkens dør.
God mandag.
Jette
