diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 141 af 221

En uge senere (2) ….

Nu sker der noget med Kernehuset – alias sommerhuset.

Jeg har besluttet, at lave en ugentlig opdatering omkring husets færd. Lidt for at dig, der læser med og synes at sommerhusbyggeri er temmelig kedeligt – så har du mulighed for at springe over i dag 🙂

Men den ugentlige opdatering er samtidig en god måde at få samlet op og sat lidt styr på billeder og kronologi i proccessen 🙂

Siden sidst er der kommet mere ceder træ på.

Der er kommet spær på –

og undertag og tagbrædder ovenpå – i den ene side af huset. Der er faktisk også sat underbeklædning, vindskeder og tagrende på. Tagrenderne er i aluminium, de er lette, vejer ikke meget og så er de miljøvenlige og genanvendelige. Du kan læse mere om aluminiumstagrender her

Det virker måske lidt ulogisk kun at bygge den ene side af huset færdigt – men det skyldes, at der mangler et stykke træ. Sydsiden af huset bliver en overdækket terrasse, og bjælken, der skal gå på langs af huset, blev leveret som limtræ – og ikke fuldtømmer, som aftalt. Og fuldtømmer er lidt sværere at skaffe og skal være godt tørt før det bruges. Men nu er bjælken bestilt og på vej, kommer i løbet af denne uge. Og så sker der noget på denne side af huset 🙂

Der er blevet holdt byggemøde igen. Udendørs og ret koldt, men godt og opklarende. Her ses de to seje tømrere, far og søn, og Niels fra Green House.

Min næste opgave er at få indkøbt en skorsten/skorstensrør. Så jeg må på nettet igen 🙂

God torsdag – og på gensyn om en uge, med nyt fra byggepladsen 🙂

Jette

Mit monkeybread

Jeg har ikke hørt om monkeybread før 🙂

Det siger nu heller ikke så meget, men forleden så jeg et billede af et brød indsvøbt i lækker kanelremonce. En kanelsnegl i ny forklædning. Det måtte ligesom prøves.

Efter at have været til byggemøde – udendørs i 3 graders varme, så var det helt fint at komme hjem til et nybagt monkeybread 🙂

Monkeybread

1½ dl. mælk

15 gr. gær

1 æg

½ tsk. groft salt

1 tsk. kardemomme

1 spsk rørsukker

25 gr. smeltet smør

50 gr. grahamsmel

ca. 200 gr. mel

Rør gæren ud i mælken og tilsæt de øvrige ingredienser – hold lidt at hvedemelet tilbage. Det varierer lidt, hvor meget mel dejen kan optage. Æltes godt igennem og stilles til hævning et par timer.

Remonce

50 gr. smør

75 gr. rørsukker

2 tsk. kanel

Smelt smørret og afkøl det lidt. Bland sukker og kanel til kanelsukker.

Når dejen er hævet, æltes den igennem igen og deles i små kugler, der trilles runde og bades i smør, inden de rulles i kanelsukker.

Kom kanelkuglerne i en form – jeg brugte min lille slip-let form, og brugte ikke bagepapir. Hvis der er lidt smør og kanelsukker tilbage hældes det over kuglerne til sidst. Efterhæver, mens ovnen varmer op til 175 grader. Brødet bager ca. 25 minutter og køler af i formen.

Jeg ved ikke, hvorfor brødet hedder et monkeybread – måske fordi at man som en anden abe kan brække et stykke brød af og gumle på det 🙂

Uanset hvad, så smager det rigtig dejligt! En lille bolle omgivet af kanelsukker, det passer perfekt på en kold dag.

God onsdag.

Jette

En kold januardag

Blot en helt almindelig dag i januar – kold og med lidt sne. Vinter, som det skal være nu.

Hund og kat er kun ude i det omfang, de synes, det er nødvendigt 🙂 Den lune brændeovn er et hit blandt både dyr og mennesker.

I “100 salmer” fandt jeg dette vers, som rammer meget godt årstidens stemning:

Gå langsomt nu

i disse korte dage,

naturen hviler, kræfterne fornys,

til solopgangen kommer fra det høje

og vinterbuske blomstrer i hans lys. (“100 salmer”, 801,5)

God tirsdag.

Jette

Fladt madbrød

Aftensmaden i aftes var en skøn gang kylling i masser af krydderier – opskriften fandt jeg hos Valdemarsro.

Til retten passede det også fint med noget brød, så det blev til et fladt madbrød. Let at bage og så smager det rigtig godt, og kan ristes dagen efter 🙂

Fladt madbrød

2½ dl. koldt vand

2 spsk. olie

1 tsk. groft salt

10 gr. gær

100 gr. durummel

ca. 300 gr. hvedemel

Pynt nigella frø

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Hvedemelet lidt af gangen. Æltes godt igennem og sættes så til hævning en 2 – 3 timer.

Når det er ved at være spisetid, tændes ovnen på 225 grader. Dejen æltes igennem og rulles ud til et fladt rundt brød. Lægges på en plade med bagepapir og brødet prikkes grundigt med en gaffel. Drys nigella frø over og dryp med lidt olie til sidst.

Bages ca. 15 minutter. Afkøler lidt, og så har du et lækkert brød. Det rækker til 5-6 personer.

Weekenden har budt på både 70 års fødselsdag og lidt maler arbejde. Sternbrædderne til sommerhuset har fået en gang linolie.

Nu er de tilbage på grunden og venter på husets videre fremfærd.

En tur ned til vandet blev det også til – i helt stille vejr og med en smuk skumring og masser af svaner på vandet.

Mandagen nydes – og så venter en ny arbejdsuge 🙂

Jette

Kæmpe cookie med salte pistaciekerner

Det er fredag, og der er ikke mere kage i huset – så der må lige bages en lille kage.

Den er inspireret af en, jeg har lavet før, men nogle af ingredienserne er byttet ud. Så i denne bruges almindelige salte pistaciekerner og mørk chokolade.

Det er virkelig en hurtig lille sag at lave, og smager godt – men gør cookies ikke altid det 🙂

Kæmpe cookie med salte pistaciekerner

35 gr. smør

75 gr. rørsukker

1/4 tsk. groft salt

1 æggeblomme

25 gr. havregryn

50 gr. mel

25 gr. salte pistaciekerner

25 gr. chokolade

Rør smør og sukker sammen, tilsæt æggeblomme og pisk det godt sammen. Hak pistacie og chokolade groft og bland det i dejen sammen med salt, havregryn og mel. Rør det sammen – det kommer ikke til at hænge helt sammen, det smuldrer lidt. Kom dejen i en lille tærteform (ca. 15. cm i diameter) og pres dejen godt sammen. Bages ca. 15 minutter ved 200 grader. Afkøles.

Chokoladeganache

50 gr. chokolade (evt. halv lys og halv mørk)

25 gr. piskefløde

1 tsk. glucosesirup

Varm glucose og piskefløde op til kogepunktet og hæld det over den finthakkede chokolade. Rør til det hele har samlet sig til en glat og skinnende masse. Hældes over den kolde cookie kage og sættes på køl.

Nu er den klar til at servere – og spise 🙂

Og så blev det weekend – jeg håber du får en dejlig weekend.

Jette

En uge senere (1) …

Så er det præcis en uge siden, at huset ankom på en stor lastbil. Og med et blev alle drømmene ret så håndgribelige. Især da huset blev rejst på blot en dag. Siden er det gået mere roligt – men stadig fremad.

Det er tydeligt, at det er et hus, der er indvendigt lavet skelet til skillevægge, så det er muligt at forestille sig/drømme om, hvordan det en gang kommer til at se ud 🙂

Hele nordsiden er nu blevet beklædt med det fineste FSC red western cedar. Det dufter så dejligt og ser bare godt ud 🙂 Det er meget hårdt træ, og der skal ikke gøres noget ved det. Med tiden bliver det mere gråligt.

Det havde regnet hele dagen, da jeg tog billedet, derfor farvespillet i træet.

Der er ankommet vinduer og glasdøre fra Outline. Et vinduesfirma, som også leverer vinduer og døre i FSC certificeret træ.

Der kommer en del vinduer i og den overdækkede terrasse bliver også til dels omkranset af glas. Jeg glæder mig allerede til at sidde der og kigge ud …

Derudover der er kommet byggeskilt på grunden. Jeg troede egentlig at sådanne skilte var for at reklamere for de håndværkere, der arbejde på et byggeri. Men det er faktisk lovpligtigt.

Det er i et forsøg på at komme sort arbejde til livs, så fortæller skiltet her, at der er styr på løn og arbejdsforhold. Tømreren er fra Augustenborg – det synes langt væk – men faktisk kører han kun 10 km – resten af vejen sejler han (Bøjden – Fynshav) Det er da lidt smart 🙂

På vej mod et sommerhus …

God torsdag.

Jette

Linolie til træværk

Mit sommerhus er jo et typesommerhus – men med FSC certificeret træ, ingen trykimprægnering, ingen plastdamspærre og lignende. Og med yderbeklædning og terrasse i hårdt træ (western red cedar og lærketræ), som kræver nærmest ingen efterbehandling – i hvert fald først om nogen år.

Green House står for opførelsen af råhuset – så jeg skal først selv i gang, når huset er helt lukket – med tag og vinduer og døre isat.

Men sternbrædderne var leveret ubehandlet. Det var der ikke noget forkert ved – men det betyder jo, at de ikke har fået olie eller anden behandling. Og for at forlænge deres levetid, må de have noget olie – og det er lettest at gøre inden de bliver sat op.

Så i weekenden skal der males brædder – blandt meget andet 🙂

Nu er linolien og penslerne købt.

Men hvorfor netop linolie ? Det er det mest miljøvenlige og et naturligt produkt – og kendt op gennem århundreder. Her er nogle fakta fra Genbygs hjemmeside:

Fakta om linolie:

Linolie udvindes af hørfrø, og har været brugt til overfladebehandling siden 1600-tallet. 

Der er forskellige typer af linolie med meget forskellige egenskaber. 



De små molekyler i koldpresset linolie mætter og plejer udtørret træ – og så er linoliebehandlede overflader både vandafvisende og diffusionsåbne. Det har stor betydning for træets holdbarhed, da træets fjende nr. ét er en vedvarende høj fugtprocent, hvis konsekvens er råd- og svampeangreb.



Den rå linolie er enten koldpresset – også kaldet jomfruolie, varmpresset eller ekstraheret og klaret. 

Den koldpressede olie regnes for den bedste, og har den største indtrængningsevne på grund af den fine molekylestruktur, samtidig og færrest urenheder.



Så meget om olien – men ordet gav mig også en ny viden 🙂 For tidligere hed hør lin – det genkendes i linned. Nu giver det bedre mening, når min mor talte om sengelinned eller hørlinned – som jo egentlig har været dobbeltkonfekt. Stof vævet af hør kaldes linned.

Men i dag handler det mest om at stå fast 🙂 det blæser ret meget.

God onsdag.

Jette

Citron petit four

Før jul købte jeg et net med økologiske citroner – og de var ikke blevet brugt. Derfor blev disse små kager opfundet 🙂 Og de er ret lækre – fyldt med citronsmag

Citron petit four (ca. 20 stk.)



Mørdej (ca. 35 små mørdejsskaller)

150 gr. hvedemel (udskift evt. 25. gr. med mandelmel)

75 gr. smør

50 g. flormelis

1 æggeblomme

Smuldr smørret i melet, tilsæt sukker og bland det sammen. Saml dejen med æggeblommen og læg dejen på køl mindst en time.

Arbejdes let igennem og udrulles – ret tyndt. Udstik små runde stykker og kom dem i en petit four bageplade. Bages ved 190 grader ca. 7 – 8 minutter. Afkøler og opbevares i en kagedåse til de skal i brug.

Citronganache

75 gr. hvid chokolade, fint hakket

2 spsk. piskefløde

1½ spsk. citronsaft

Fløde og citronsaft bringes i kog og hældes over den hakkede chokolade. Rør til chokoladen er smeltet. Portionen er så lille, at det kan være nødvendigt lige at bruge mikroovnen til hjælp, for at få al chokoladen smeltet. Ganachen sættes på køl til den skal bruges.

Citronmousse

1 blad husblas

2 dl. piskefløde

½ vaniljestang, korn herfra

2 spsk. flormelis

1 tsk. fintrevet citronskal

1-1½ spsk. citronsaft

Udblød husblas i koldt vandt et kvarters tid. Pisk fløden til blødt skum. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem godt med flormelisen. Rør vaniljesukker og revet citronskal i flødeskummet. Vrid vandet af husblassen og smelt den i mikroovnen. Rør citronsaft i den smeltede husblas og rør et par teskefulde af flødeskummet ud i husblas/citronsaft blandingen (for af afkøle husblassen). Til sidst røres det hele sammen, og moussen kommes i en sprøjtepose og lægges på køl.

Kagerne samles: Kom lidt ganache i bunden af en mørdejsskal og sprøjt lidt mousse på toppen. Drysses evt. med lidt revet citronskal.

Så var der små kager til mine konfirmander og deres nytårskur. De smagte fint – ikke for søde, men med god smag af citron. Nu siger teenagere ikke for meget – så om de helt faldt i deres smag står hen i det uvisse. Men de gjorde et godt indhug i faddet 🙂

I bakspejlet, så måtte dejen til mørdejsskallerne godt være rullet lidt tyndere ud. Det gør jeg næste gang 🙂

Så er vi i gang.

God tirsdag.

Jette

Tilbage fra ferie :-)

At begynde året med en uges ferie – det har været dejligt 🙂 At det så også blev ugen, hvor det længe ventede sommerhus kom på banen, det gjorde kun ferien endnu mere spændende.

Sommerhusets reference

Et byggeri er fascinerende, men jeg har ikke meget forstand på det. Så jeg kigger mest til og går og forestiller mig, hvordan det kommer til at se ud, tænke over hvor hvad skal stå – og hvad jeg mon mangler? Det kan ikke være meget, der er blevet købt grundigt ind på Den blå Avis 🙂

Sidste år lavede jeg mit første patchwork tæppe – og blev lidt bidt af processen. Dette med at få brugt rigtig mange gamle stofrester, med hver deres historie. Så nu er jeg gået i gang igen.

Masser af lapper 

I ferien fik jeg skåret de sidste stoffirkanter – og nu er de lagt ud på bordet – og mangler at blive syet sammen. De flyttes snart – for ellers kommer der en kat forbi, og så er den fine orden pist væk 🙂

Alt imens jeg nyder min sidste fridag – i morgen vil jeg holde nytårskur for mine konfirmander 🙂 Det skal lige forberedes.

God mandag.

Jette

Så kom sommerhuset

Hvor har jeg glædet mig til at skrive dette indlæg 🙂 Og jo også været undervejs flere gange. Men i går skete det – der kom en kæmpe lastbil med et sommerhus på ladet.

Hvor vildt – men fra fabrikken i Nordjylland kom elementerne til huset.

Efter lidt forsinkelse, der skulle først lægges køreplader ud, så kunne chauffør og tømrer begynde at tømme lastbilen og samtidig placere de forskellige elementer på punktfundamentet.

20 store skruer udgør fundamentet. Og fordi grunden skråner, er der stor højdeforskel på skruerne.

I løbet af en dag blev hele huset faktisk samlet. Det er virkelig imponerende. Huset blev samlet af 4 store gulvkassetter og 3 mindre til terrasse.

Ovenpå blev monteret de forskellige vægdele. Alt sammen klar til af blive færdigmonteret på grunden – blandt andet med træfiberisolering og Derbigum tag.

Musene skulle gerne blive ude 🙂 Et musebånd skal hindre at de kommer ind.

Det kan være vanskeligt helt at forestille sig, hvordan det hele kommer til at se ud. – Men det er fascinerende at gå rundt på gulvkonstruktionen og se de forskellige rum – bad, værelse og køkken/stue. Og en ret stor terrasse.

Det er et lille hus – men der er fin plads til mig i den kommende køkkendør 🙂

Og her ser du udsigten fra samme dør. Jeg kan faktisk se vandet over genboens tag. En af fordelene ved bygge huset tilbage på grunden og lade det svæve på skruerne.

Nu ser jeg virkelig frem til at følge tømrerens arbejde og alle de andre håndværkere, der skal på banen. Og begynder så småt at tro på, at det er realistisk at fejre min fødselsdag i april i sommerhuset 🙂

På en meget kold januaraften.

Jette

Side 141 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal