Tag: Tanker om stort og småt Side 34 af 48

På en måde helt som det skal være – at mit barndomshjem bliver sat til salg – en naturlig konsekvens af, at min Far ikke kan bo der mere, og nu er kommet godt på plads på plejehjemmet.

Men så alligevel. Så er det underligt.

Min Far har boet der i næsten 70 år – 68½ år blev det til, og så er det ikke engang hans fødehjem 🙂 Det er til gengæld mit fødehjem. For modsat min søster, så var jeg en hjemme fødsel. Det kan jeg nu ikke huske, men har fået det fortalt 🙂 Og vel også helt naturligt, der lige i begyndelsen af 60’erne.

Ens barndomshjem rummer alle historier. Fortællingen om de vigtigste år i ens liv.

Men når jeg går rundt i stuerne nu, så mangler der til gengæld også noget. Nogen. Der er ikke liv mere. Kun fluerne og edderkopperne, der holder fest. Så det er ikke rigtig hjem mere. Som min datter Trine sagde, da min mor døde, og Trine efterfølgende kom på besøg – “så mangler bedstemor bare.” Tiden, stemningen, alt var forandret. Og sådan er det også nu, hvor min Far ikke er der. Så er det på sin vis rum, der står, men uden deres vigtigste indhold. Liv og ånd – og min Far 🙂

Så nu er hjemmet sat til salg. Og egentlig håber jeg, at det bliver solgt rimeligt hurtigt. Men nu må vi se, hvordan det går.

God tirsdag.

Jette

For år tilbage så jeg frem til at fejre sølvbryllup med min første mand – men sådan blev det slet ikke, da han uventet døde fra os.

Nu er jeg lykkeligt gift med Ole, og håber en skønne dag måske at kunne fejre sølvbryllup med ham 🙂 Det er der dog 24 år til endnu 🙂

Men et andet “sølvbryllup” har jeg faktisk lige haft. Det er gået lidt stille hen – jeg havde ikke helt styr på, hvornår det var – det havde øvrigheden heller ikke helt.

Så forleden fik jeg en fin mail fra en studentermedhjælp på Stiftet, at hun havde regnet sig frem til, at jeg den 1. juni i år havde været ansat 25 år i Den danske Folkekirke!

Det udløser så en fridag og et gratiale – jeg glæder mig til begge dele 🙂

25 år er faktisk mange år at have været ansat i samme organisation – og jeg har været præst i alle årene. Og været glad for det – har egentlig svært ved at forestille mig andet. At få lov til at følge mennesker og familier i glæde og sorg, at høre deres livsfortælling og deres tanker og drømme – det er alt i alt en gave.

Nogle ting står naturligt klarere i erindringen, men mest har jeg en dybtfølt taknemmelighed over, at være blevet vist så meget tillid. Som en ret ukendt at blive lukket ind i menneskers liv og tanker. Men præcis det er med til at give arbejdet som præst mening. At få mulighed for at trække en linje fra himmel til jord. Somme tider ved bare at lytte, til andre tider ved at sætte ord på det, der er svært at sige eller forstå.

25 år – er man så udlært ? 🙂 Både og. Rutine og erfaring er blevet en del af hverdagen – men tiden ændrer sig også, nyt kommer til. Og noget bliver bare aldrig rutine.

På mandag tager jeg igen fat på noget nyt – begynder på et kursus med den fine overskrift: Folkekirkens lederuddannelse.

Ret mange siders læsning er blevet tilsendt før start – så i går tog jeg en læsedag i sommerhuset – hvilken fantastisk mulighed at have. Og det ville jeg aldrig i min vildeste fantasi have forestillet mig for 25 år siden!

Jeg er glad og taknemmelig for alle mulighederne.

God weekend.

Jette

I Pandekagehuset ved Kvie sø faldt jeg over dette lille skilt:

Et skilt, man ikke ville have set for 10 år siden. Men husets værtspar gør på en fin måde opmærksom på, at hos dem er der ikke trådløst internet – men mulighed for at tale sammen.

Nu er jeg jo vældig glad for min Ipad, og er også blevet glad for min smartphone – men alligevel synes jeg, at skiltet her og opfordringen er helt på sin plads. Det er trist at se på, når en hel familie sidder med næsen i hver sin telefon – i stedet for at tale sammen, se på omgivelserne, nyde stedet – bare være til stede.

Forleden læste jeg et interview med en yngre læge, der står bag hjemmesiden Sunddigital. Og hvor hans pointe er, at vi skal lære at omgås vores digitale hjælpemidler på en sund måde. Altså lære at slukke for dem! Vi behøver ikke være tilgængelige hele tiden. Vi skal blive bevidste om, hvor og hvornår vi bruger vores smartephone.

For 10 år siden var der ikke nogen, der havde en sådan telefon, så udviklingen er gået stærkt. Og der tales ligefrem om afhængighed af telefonen. Vi tjekker nyheder, mail, Instagram og meget andet i et væk. Man kan endda slå en funktion til, så man får en besked hver gang, der sker noget. Et lille bip eller et lysglimt – som forstyrer, midt i det man er i.

Og jeg synes, det er irriterende, når en samtale forstyrres af bling og glimt og andre lyde – for at gøre opmærksom på noget, som fint kan vente til senere. Eller som måske er helt ligegyldigt.

Jeg bruger selv meget tid på nettet – og skrev også her om, at sommerhusets livline er på plads 🙂 Men jeg lægger også tit min telefon et sted, hvor jeg ikke hverken ser den eller hører den. Og så går det alligevel.

Nu står ferien snart for døren – her vil jeg håbe den digitale informationsstrøm begrænses – og erstattes af masser af gode oplevelser og skøn tid sammen med dejlige mennesker. Det er jeg faktisk helt sikker på sker 🙂

Tak fordi du læste med – må du få en dejlig dag, både med og uden digital indblanding.

Jette

Jeg er så heldig igen at være blevet inviteret til guldbryllup 🙂

For nogle år siden var det naboens guldbryllup, der blev fejret – i dag er det så menighedsrådsformanden, der kan fejre, at han og hans kone har været gift i 50 år.

Det er altså bare en bedrift!

Om kort tid kan jeg fejre min 1 års bryllupsdag med Ole. Et godt, indholdsrigt og spændende år sammen kan vi se tilbage på. Og har altså nu skrevet første kapitel, hvis hvert år er et kapitel i ægteskabets bog.

Men tænk – 50 år.

Som nygift tænker man ikke så langt frem. Men det ene år tager måske det næste, og så en dag – så er det tid til at fejre guldbryllup.

Man lever sammen år efter år og opbygger et fællesskab og et følgeskab. Der skabes en fælles historie – fyldt med minder, oplevelser, erfaringer, glæder og sorger – et livs mange facetter. Tråde spindes sammen og fletter sig ind i hinanden, så det til sidst danner et mange farvet tæppe. Og hvor må det være en velsignelse at kunne se og kigge tilbage på.

Det bliver en festlig aften – den indledes i kirken med en kort andagt, fyldt med musik og gode ord – og en tak til Gud, for dette guldbrudepar og deres lange fælles vandring. Det er glæde og taknemmelighed der præger sådan en dag.

God weekend.

Jette

Kirkeårets tredje store højtid står for døren. Ganske ubemærket er den kommet – men samtidig insisterende på, at den også gerne vil fejres.

Pinsen er en højtid, der meget markeres gennem salmer akkompagneret af naturen og den skønne årstid, vi er midt i.

“..Nu kom vor pinseliljetid,

nu har vi sommer skær og blid, …” (Den danske salmebog 290,1)

De flotte lyse farver – fine og friske – minder os om noget godt. Noget guddommeligt og herligt. Helligånden hvisker os i øret og lader tankerne gå til Paradisets have. Guds have, fuldendt og helt perfekt.

Sådan hvisker Helligånden jævnligt til os, skubber os blidt i ryggen eller giver os fred i hjertet. Helligånden er Guds budbringer. Luftig og diffus, men ikke mindre virksom.

2.pinsedag holder vi fælles udendørs gudstjeneste – det går på skift mellem tre pastorater, og i år er det her hos os. Så der forberedes, tænkes, øves og håbes på dejligt vejr 🙂

Her hjemme er der ikke helt nået at blive så fint til pinse – men så er det dejligt at kunne gå i kirke og vide, at der er alt, som det skal være 🙂

Med ønsket om en dejlig og velsignet pinse.

Jette

Jeg havde egentlig ikke tænkt at ville skrive noget om i aftes. Men det blev bare en så fin aften, at den godt kan gemmes i erindringen.

Min kollega holdt i sin kirke en stemningsfuld gudstjeneste, hvor der deltog ret mange mennesker, sognets størrelse i betragtning. Men det jo vidner om, at det er vigtigt at holde fast i disse lidt særegne aftner. De er med til at knytte os sammen som nation og skabe en fælles historie. Lysene i vinduerne rundt omkring taler deres eget sprog sådan en aften.

Og så hørte jeg et tankevækkende citat. Mahatma Gandi siger: “Den gamle øje for øje filosofi fører kun til, at alle til sidst bliver blinde…” Og det er jo sandt! Millimeter retfærdighed og noget for noget – det fører ikke noget godt med sig. Det bliver koldt og kynisk. Men som min kollega meget rigtigt sagde, så har kristendommen noget, der byder den tankegang trods. Fra Jesus har vi hørt om tilgivelsen, overbærenheden og barmhjertigheden. Får de begreber lov at komme i spil, så ændrer det verden. Når det ikke hele tiden handler om at have mest magt, så er det nogle andre værdier der bliver vigtige.

4. maj er aftenen, der giver plads for eftertanke – uanset om man har oplevet befrielsen selv. Men den minder os alle om, at fred og frihed ikke er givet eller en selvfølge. Det er noget vi må værne om. Til gavn for os alle.

Det var en morgen som tusind andre

og ingen morgen i tusind år,

da Danmark vågned med klare øjne

til glædestimer og frimandskår,

og landet lyste fra sund til klit,

for det var forår og Danmark frit.

Ja, Danmark frit! (Mads Nielsen 1945)

Smukt skrevet og fornemt fornemmet, hvordan en ny tid begyndte.

God weekend.

Jette