Tag: Tanker om stort og småt Side 31 af 48

Det har været en dejlig weekend 🙂

Nu er det en dejlig mandag morgen, hvor der er tid til at læse lidt, inden jeg skal til et usædvanligt møde. Præsteforeningen har inviteret landets præster til møde om den kommende mulige konflikt. Det er aldrig sket før – i en sådan anledning – så det bliver interessant at være med til. Også blot at få nogle faktuelle oplysninger med hjem. Jeg er tjenestemand, så jeg bliver ikke som sådan ramt eller involveret, men det kan kirkens øvrige personale blive. Og så er det fint nok at vide, hvad der er op og ned.

Men inden da – så fik jeg læst lidt i min nyindkøbte bog “Slip livet løs” af Preben Kok. Jeg mødte ham til kirkehøjskole i lørdags og hørte ham fortælle om bogen – og tanken med at slippe livet løs. Hans pointe er, at det er svært for os moderne mennesker – primært fordi vi vil være herre i eget hus. Men at være herre i eget hus betyder, at man har magten til at gøre. Men også har skylden, når noget ikke lykkes. De to ting hænger sammen.

Og dermed også, hvis vi vender dem om – at hvis vi ikke har magten, så har vi heller ikke skylden. Og det kan der være en stor befrielse i ind imellem at opleve.

Preben Kok er pensioneret sogne- og sygehuspræst – og han fortalte blandt andet om, at hvis man spørger alvorligt syge mennesker, så mener op til 50 % af dem, at det er deres egen skyld, at de har det, som de har det! Og hvor hans tanke er – at det er ikke altid menneskets egen skyld, at det går, som det gør. Der er uretfærdighed til. Der sker ting, vi ikke kan eller skal tage ansvar for. Men som vi må tage til efterretning – hvis kan bruge det udtryk her. 

Der kan ligge en befrielse i ikke at skulle tage al skyld på sig i svære situationer. Magtesløshed er også en mulighed. Og det er okay at være der. Og hans påstand er, at den erkendelse ind imellem kan være begyndelsen på at se nye muligheder.

Som han skriver:

“Det kan føles som en lettelse at være magtesløs – og måske derfra også at kunne øjne “miraklet”, hvis det indtræffer. Og lige dér kan livet slippes løs” (p. 31)

Det er spændende tanker. Men som altid når noget genviges kort – med fare for at lyde for forenklet.

Men jeg tror nu alligevel, at vi alle kan have godt af at tænke lidt over – hvordan livet slippes løs!

På en smuk kold mandag.

Jette

En dejlig weekend er til ende – og tilbageblikket rummer blandt andet et museumsbesøg. Jeg er ikke så flittig til at besøge museer, men var alligevel faldet over en udstilling, som fangede min interesse. Den hed Jordforbindelser, og i omtalen var vist også nævnt ordet bæredygtig – og så spidser jeg efterhånden øre 🙂

Fritz Syberg: Aftenleg i Svanninge bakker, 1900 

Fåborg Museum – i samarbejde med tre andre museer – stod bag udstillingen. Her blev vist mange billeder af blandt andre fynske malere fra 1800 tallet. Malerier, der alle viste motiver, hvor man kunne se, hvad det forestillede 🙂 Landskabsbilleder, legende børn og kønne kvinder, fugle og flotte himle – det er der en vis ro i at gå og betragte.

Peter Hansen: Pløjemanden vender, ca. 1900

Udstillingen hedder “Jordforbindelser – dansk maleri 1780 – 1920 og det antropocæne landskab.” Og det spændende var her, at to nutidskunstere var inviteret med til at sætte det hele i perspektiv. Camilla Berner med en unik udsigsthytte, tækket med gyvel fra Svanninge bakker – og også opstillet derude.

Udsigtshytte, lavet af genbrugstræ og tækket med gyvel, Camilla Berner 2017

Rune Bosse havde lavet noget med jordprøver – og udstillet gamle drænrør – som jeg jo kunne genkende fra min barndom. Det er altid sjovt, når ens egen historie kommer på museum 🙂

Og så er jeg jo lidt fascineret af ord – og kendte ikke ordet antropocæn. Måske du heller ikke lige har hørt det – men ifølge ordbogen betyder det: antropocæn – den epoke, vi lever i i dag.

Det er et forholdsvis nyt ord, blev introduceret i 2000. Ordet er med til at udtrykke, at vi mennesker for alvor har sat os på naturen – med klima- og miljø ændringer til følge.

Gyveltag

Og udstillingen i Fåborg er med til at vise, hvordan kunsten gennem tiden har set på landskabet, jorden og naturen.

Fritgående kvæg i Svanninge Bakker

Det var en hyggelig tur rundt inden for – og en frisk vandretur udenfor gennem Svanninge bakker. Udstillingen flytter hen over året til de andre samarbejdende museer, så du behøver ikke tage til Fåborg for at få fornøjelsen af den.

God mandag.

Jette

Jeg kan virkelig godt lide biblioteker. Der er en ro og god stemning – masser af bøger, og meget at læse i og enorme mængder af information – samlet på et sted.

De sidste par år har jeg lidt svigtet mit lokale bibliotek – men i går var jeg forbi igen. Og nød at være der.

Der kom et par bøger med hjem – til inspiration. Den ene er fyldt med citater af Johannes Møllehave. Det er en fornøjelse at læse – og det er umuligt ikke lige at tænke og mærke efter hos en selv, når man læser et tankevækkende citat.

Som for eksempel:

“Ligesom man har livretter, kan man have livord.

De sætter en masse tanker i gang,

og man tænker veloplagt videre.”

Det er jo lige vand på min mølle 🙂 Jeg synes ord er spændende – de er interessante at analysere og tale videre om. Hvad betyder de, er der flere nuancer – hvad siger de os?

Her er et par eksempler på ord, jeg synes er smukke og tankevækkende:

Støvtrådeværket

Tonestige

Himmeldråber

De er alle hentet fra salmer og det kristne univers – men de kan også sagtens læses og tænkes over, som almene ord, der er gode at grunde over og gumle på.

Som nu “støvtrådeværket” – det er fra salmen Lovsynger Herren (Den danske salmebog 3,5)

Ordet skaber billeder i ens hovede, fortæller om menneskets forgængelighed – som støv. Men også billedet af trådene i et edderkoppespind dukker op – og de er jo umådeligt stærke. Så som menneske er vi både spinkle og lette som støv, og dog med styrke som et kunstværk skabt af en edderkop.

God fornøjelse med at tænke videre over dine livord 🙂

Jette

Bedst som man tror, at det bare er en helt almindelig dag – så kan forunderlige ting ske 🙂 I går var en af de dage.

Sidst på eftermiddagen blev jeg ringet op og spurgt, om jeg havde en konfirmandstue, hvor jeg måske ville lade to Franciskaner munke overnatte. De var på vej verden rundt, og var nu næsten i mål – manglede kun de skandinaviske lande.

De vandrer fra sted til sted og sover så hos private, hvor det er muligt.

Jeg betænkte mig lidt – men endte alligevel med at sige, at det må de gerne. Så engang i løbet af dagen dukker de op 🙂

Men der går mange tanker gennem ens hovede, når man får sådan en forespørgsel. Også fordi, at jeg ikke selv er hjemme i nat. Men jeg har normalt stor tillid til alle mennesker, og jeg kan ikke forestille mig, at de vil nogen noget ondt, så hvordan kunne jeg næsten tillade mig at sige nej?

Fredagen byder også på en afskedsreception for kirkens graver. Efter næsten 24 år som graver går han nu på pension. Det er meget velfortjent, men også umådelig mærkeligt. For han var her, da jeg kom til stedet, og vi har haft et rigtig godt samarbejde gennem alle årene. Både omkring kirken, men også privat har han hjulpet med mange ting, fældet træer og kløvet brænde.

Så det er vemodigt at skulle ønske ham et godt otium – selv om jeg er sikker på, at han kommer til at nyde det 🙂

Og så bagte jeg grovboller i går, – og vil egentlig bare lige opfordre til, at du også bager et brød. Det er virkelig en skøn ting at gøre, huset dufter dejligt og det smager af så meget godt. Billedet afslører en solskinsstribe i går – selv om det var bidende koldt, så lyste solen op på den første forårsdag.

God weekend.

Jette

Nu har jeg været på vejlederkursus de sidste dage – og mødt mange nye ord og begreber. Alt sammen fint og spændende. Det er godt at få ny viden og nye ord at tænke over.

Men ordet i overskriften er slet ikke fra kurset – det er et ord, en kirkegænger fortalte mig om. Forundringsparathed. Men hun nåede ikke at fortælle, hvad det betød, så det er op til min fortolkning 🙂

Forundringsparathed! Jeg tror mange som det første tænker, det hedder da omstillingsparathed. I en tid, hvor det hele tiden handler om at tilpasse sig tiden og være klar på nye udfordringer, så er det omstillingsparathed, der er i fokus.

Forundringsparathed er i mine øjne noget helt andet. Det er at stoppe op og være parat til at forundres.

Forundre – at have en følelse af, at det mærkeligt. At det afviger fra det normale. Og mere positivt udtrykt: at blive forbavset, at lade sig overraske.

Ordet forundre er positivt i mine ører. At forundres er at sanse og mærke. Det er at være til stede og virkelig opdage og iagttage.

Jeg tror til gengæld også, at det er noget man skal øve sig i. Hverdagen kan til tider overtage eller skygge for paratheden til at forundres – over blomstens trodsige blomstren midt i vinterens kulde. Eller skønheden og dybden i et maleri. Eller toners vellyd. Eller hvad det nu er, man kan blive forundret over.

Jeg er sikker på, at vort liv beriges, hvis vi lader os forundre. Af stort og småt blandet mellem hinanden.

Kurset, jeg har været på, var henlagt til Løgumkloster. Et helt specielt sted – set med kirkelige øjne. Der er – i forhold til byens størrelse – ret mange institutioner, der berører kirkelivet i Danmark. Lige fra kirkemusikken til efteruddannelsen af præster over højskole og refugium.

At færdes i de gamle bygninger med kapitelsal og dormitorium ( samlingssted og sovested for munkene) det er kun til at forundres over – al den historie, der strømmer en i møde.

Og refugium – et sted, hvor man kan trække sig tilbage og finde ro. Vi sov der, på værelser uden tv. Det er næsten en sjældenhed i dag.

Nu er jeg så tilbage – midt i hverdagen. Det er også fint 🙂

God torsdag.

Jette

Det gjorde jeg ikke indtil – i går. Jeg havde godt hørt og læst om det, men aldrig rigtig mødt en. Muligheden bød sig så, da der i går var sogneeftermiddag og koordinatoren fra den lokale afdeling af vågekoner kom og fortalte om sit frivillige arbejde der.

Vågevagten tilbyder at sidde hos et døende menneske nogle timer, hvis der ikke er andre der kan. – For deres holdning er, at intet menneske skal dø alene.

læs videre…

Da jeg byggede sommerhuset lærte jeg et nyt ord: Logospotter! Det er, når man lynhurtigt og ret så ofte får øje på bestemte mærker. Nogle logoer, der nærmest springer en i øjnene.

Da alt handlede om sommerhuset, var det mest fsc-logoet, jeg ledte efter og meget ofte så. Og faktisk stadigvæk gør. For selvom byggeriet heldigvis er afsluttet, så er det stadig en god ide at købe træ og papir, der er fsc certificeret

Men mærket i dag er et jeg ikke tidligere har set. Jeg har købt en jerseykjole på nettet – det er der såmænd ikke noget særligt ved – men da jeg læste sedlen i nakken, stod der vegan. Jeg har aldrig før læst eller hørt om tøj, der er vegansk. Men det må betyde, at der er taget hensyn til dyr (og natur) da man høstede den bomuld, som er blevet brugt til at lave stoffet af. Og et kig på google har vist mig, at der findes andre tøjmærker, som også har samme filosofi. Tankevækkende og interessant.

Men se så her – et lille mærke inden i kjolen:

Den fineste due med en olivengren i næbbet. Altså. Når man nu er præst og optaget af billeder og symboler, så er det bare så fint at finde det mærke inden i ens nye kjole 🙂

Duen med olivengrenen minder jo om Noas ark. Om duen, der vendte tilbage med en lille kvist, da der igen var begyndt at blive grønt og frodigt på jorden efter syndfloden.

Og duen er jo også symbolet på Helligånden. Guds ånd.

Jeg tror ikke, at det er meningen, at man skal tænke så meget over tingene inden kjolen trækkes over hovedet – men jeg kan nu godt li’ tanken alligevel.

God torsdag.

Jette