diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Strik Side 3 af 6

En hue :-)

I dag er mormors dagpleje åben – og jeg hygger mig med Christine.

Jeg strikkede for noget tid siden en lille vest, som hun kunne have på, når hun kravlede på gulvet. Og der var lidt garn til rest. Det er nu blevet strikket til en lille hue – den allersidste meter af garnet blev flettet til en snor, som sidder øverst i huen.

Og vejret i dag indbyder til at have en hue om ørene – luften er tung af regndråber, og blæsten har godt fat. Så huen kom til sin ret 🙂

Nu er hun blevet træt og sover en formiddagslur. Mormor slapper af – og så glæder jeg mig allerede til, at hun vågner igen. For der er så meget liv og glæde ved at være sammen med en lille størrelse på 8 måneder.

God onsdag.

Jette

Et sjal på rejse

I går drog et sjal på rejse 🙂 Det natsværmer sjal, som jeg har strikket på de sidste mange måneder, var nu blevet færdigt. Og solgt – og er nu på vej til en ny ejer.

Jeg håber virkelig, at sjalet kommer til at varme og bringe meget komfort de næste måneder og år. For det er med den slags strik, at det slides ikke lige op. Det kan bringe glæde i mange år.

Pause strik og andre glimt

Det har været en travl weekend – og en dejlig weekend. Jeg havde lørdagsvagt i genbrugsbutikken, så det gik der noget god tid med. Rare kunder og et godt salg gjorde det til en dejlig formiddag.

Barnebarnet blev også passet, det samme blev arbejdet som vikar. Der var lige tid til et par pinde på strikketøjet imellem gudstjenesterne – så det var pausestrik i præstekjole 🙂 Projektet er en lille vest til Christine.

Søndags glimt

Søndag var en smuk dag – rent vejrmæssigt. Efterårsvejr, når det er allerbedst. Så det gav lidt sig selv, at noget af dagen måtte bruges uden for 🙂 Jeg fik blandt andet stablet en brændestak, der var gledet ned og ud af form – for jeg ved ikke hvilken gang 🙂

Men også en tur til Store Råbjerg og området deromkring blev det til. Et særpræget naturområde midt i Jylland, med lyng, sand, vand og kuperet terræn. Midt i det hele dukkede søen op. Og vand kan bare noget – det giver en helt særlig stemning. Alba var på arbejde, der skulle snuses overalt 🙂

Passede huen ?

Den lille hue, jeg havde strikket til barnebarnet, skulle stå sin prøve i går. Og den kom også fint over hovedet – men så heller ikke mere. Der var lige plads til øjne og næse – og ikke så meget mere. Så huen er kommet med retur, og så må den lige forstørres lidt – så der er plads til, at hun også kan have hele ansigtet frit inde bag alle maskerne 🙂

En hue til den mindste

Bloggen fortæller vist sit tydelige sprog om, at der er kommet et nyt lille menneske ind i mit liv. Det lille barnebarn. Og hun er virkelig en velsignelse for os alle 🙂 Hun trives og vokser og spreder masser af glæde.

Weekendglimt i september

I går var himlen blå, som den kun er i september. Det understregede organisten på finest vis, ved netop at spille “Septembers himmel er så blå” som postludium. En smuk melodi, som let bliver hængende i øret resten af dagen 🙂

Og nu er det helt slået om – i dag er det overskyet og udsigt til regn. Efteråret banker for alvor på.

Dermed også tiden til at samle og plukke æbler. Jeg har fået en helt spandfuld skønne æbler af min svigerinde. Det er da en fryd for øjet at se en sådan overflod. De første er blevet brugt i en æblekage – som er spist, og derfor heller ikke længere mulig at fotografere 🙂

Ferie :-)

Ole og jeg er sammen med Trine og hendes lille familie på en tur til Berlin. Turen er vores 60 års fødselsdagsgave fra børnene – desværre kunne Peter ikke komme med. Men han passer til gengæld hus, hund og kat – så de er i helt trygge hænder 🙂

Vi kørte selv herned – så der blev tid til lidt feriestrik – en lille klud i bomuld. Og jeg havde min fine nye kjole på – den der er syet af et dynebetræk købt i genbrugsbutikken.

Nu kigges der kort – så en god rute kan planlægges til dagen.

Så herfra: God weekend – vi nyder tiden i en dejlig by.

Jette

Onsdag morgen

En helt almindelig onsdag morgen midt i sommeren. Måske kan det kaldes en flad tid – hvis man tænker på Anna Sophie Seidelins opdeling af jordisk tid og himmelsk tid. Og flad tid og høj tid. Og hvor hendes pointe er, at somme tider så mødes den flade tid og den høje tid. Den jordiske tid krydser den himmelske tid, og det bliver højtid. Jeg tænker oftest det møde i kirken, ved gudstjenesten og andre kirkelige anledninger.

Men en helt almindelig onsdag – med solskin, varme og fuglefløjt, en hund, der gerne vil gå tur og en natur, der står frisk og skøn – det er da også lidt højtid. Jeg nød i hvert fald turen med Alba i smukt vejr.

Tips og gode råd

Man skal altid vare sig for at komme med gode råd – for hvad jeg synes er et godt råd, er bestemt ikke sikkert, at andre synes er et godt råd. Men jeg vover nu alligevel at komme med et par stykker i dag 🙂

Det første er – begynd dagen langsomt. Bare en gang i mellem. I dag havde jeg muligheden. Så inden jeg går ud af døren i dag, har jeg siddet lidt i sofaen og strikket nogle masker. Det er virkelig en god ting for mig. Fornøjelsen ved at se noget vokse frem mellem hænderne på en. Den ene natsværmer efter den anden dukker langsomt frem på det sjal, jeg nu er i gang med at strikke.

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal