I går var himlen blå, som den kun er i september. Det understregede organisten på finest vis, ved netop at spille “Septembers himmel er så blå” som postludium. En smuk melodi, som let bliver hængende i øret resten af dagen 🙂

Og nu er det helt slået om – i dag er det overskyet og udsigt til regn. Efteråret banker for alvor på.

Dermed også tiden til at samle og plukke æbler. Jeg har fået en helt spandfuld skønne æbler af min svigerinde. Det er da en fryd for øjet at se en sådan overflod. De første er blevet brugt i en æblekage – som er spist, og derfor heller ikke længere mulig at fotografere 🙂

På vej ind i Gesten kirke møder man i denne tid dette skønne par 🙂 Når man først træder ind på kirkegården tænker man, hvem sidder dog der – men det er altså et par fine halmdukker, som nyder solen og årets høst. Det er gravermedhjælper Rikke, som står bag den flotte kreation.

Oktober nærmer sig, og der tales overalt om, at vi skal sænke temperaturen indendørs. Så der må findes trøjer og strømper frem. Barnebarnet har det med at skubbe dynen væk om natten, så nu har jeg fået strikket et par små sokker. Og håber så, at hun kan holde varmen om natten 🙂

På en hyggelig fridag.

Jette