diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 8 af 70

Havre-solsikke kiks

I sidste uge ville jeg lige bage noget knas til at komme oven på en dessert. Jeg havde fundet en opskrift på nettet, og syntes bestemt, at den kunne jeg fint huske udenad. Så jeg blandede, miksede og bagte – og fik også en fin bund, der siden kunne knuses til knas – men det var bare slet ikke den opskrift jeg havde tænkt mig. Blandt andet var hele pointen, at der var havregryn i dejen – jeg havde bare ikke skyggen af havregryn i min opskrift.

Men det korte og det lange er, at bunden jeg fik bagt, smagte ganske udmærket – på trods af den lidt alternative tilgang til det at følge en given opskrift.

I går blev der så bagt en version 2.0 🙂 En simpel dej, som er let at arbejde med og som skæres i små firkantede stykker – og så er der en kiks til kaffen. Og denne gang kom der havregryn i dejen 🙂

De første rabarberstilke

Forleden blev jeg begavet med de allerførste rabarberstilke. Uh, så er det næsten sommer 🙂 Nå, ikke helt, men i den gamle gravers have var rabarberne nu godt på vej, så jeg fik nogle stilke med hjem, da jeg var på besøg. Og det er altså lidt luksus.

Jeg har selv købt en plante i år, og plantet i Oles have – men det har lidt lange udsigter, før det bliver den, jeg høster stilke fra.

Men de første fine rabarberstilke blev blandet med de sidste jordbær fra fryseren og lavet til kompot. Oven på den kom den lækreste hyldeblomstcreme og til sidst lidt müsli – og så var der dessert.

Første forsøg med dåbskage

Inden længe skal mit lille barnebarn døbes. Og det bliver en festlig dag – det ved jeg med sikkerhed allerede nu 🙂 Jeg har fået lov til at døbe hende, og brodere navn på dåbskjole – og bidrage med en dåbskage.

Så jeg er i gang med de første forberedelser 🙂 I weekenden blev der bagt en dåbskage – eller det er nu mest af alt en lidt opgraderet Othellolagkage. Men derfor skal der øves lidt alligevel. Farven på marcipanbåndet er blevet til den lidt mørke side. Og der kunne også fint være mere creme inde i kagen. Så der kommer en version to 🙂

Inspirationen er fra Instagram og Maja Vase. Hun laver de smukkeste og mest skarpe kager – virkelig imponerende. Der fulgte dog ikke en opskrift med her, så det er mine mål, der er i opskriften her.

Dåbskage version 1 (16 cm i diameter)

Brydebrød med krydderurter og parmesan

Jeg sad og tænkte på, hvad der kunne være muligt at servere til en kop kaffe efter en aftengudstjeneste skærtorsdag aften.

Jeg har for mange år siden bagt et brydebrød – det så sådan ud. Men i dag har jeg bagt et, der har mindre boller og så med fyld.

Brydebrød med fyld

Fin og blank vegansk gelé

Cheesecake er godt 🙂 Og jeg har lavet mange – men ikke så mange veganske cheesecakes. Udfordringen er at husblas skal erstattes af et andet geleringsmiddel. Men det er muligt. Jeg har fået købt noget agar-agar – et tangprodukt, som er udmærket til at stivne mousser og geléer med.

Til Oles fødselsdag havde han netop ønsket sig en cheesecake – tillige vegansk, så derfor dette lille indlæg om gelé 🙂

Resultatet blev nemlig overraskende godt. Geléen er både blank og fin og let at skære igennem ved servering.

Citronsnurrer

Om kort tid skal jeg arrangere en brunch for de unge mennesker. Det glæder jeg mig til, og er derfor også begyndt at overveje, hvad jeg kan servere.

Igen er biblioteket min ven – tænk sig, der er indtil flere bøger, som kun handler om brunch. Men så er der jo noget at vælge imellem. Og i dag er jeg faldet over nogle citronsnurrer. Fra bogen “Brunch” af Agnete og Poul Wulff.

Jeg synes alle slags snurrer er et fint bagværk. Det ser bare lidt elegant ud og løfter lige kanelsneglene lidt op 🙂 Du kan se mine forsøg på kanelsnurrer og dadelknuder her.

Tærte med mazarin og frugt fra fryseren

I en tid, hvor det næsten virker banalt at skrive om en kage – så vælger jeg at gøre det alligevel. For på en eller anden måde må vi også forsøge at få en hverdag midt i verdens ufred. Og så bede til og hjælpe, hvor det er muligt – i håb om at krigen i Europa dog på en eller anden måde må ende.

Kagen her er et miks af opskrifter, med udgangspunkt i, at der stadig ligger frugt i fryseren, som gerne må bruges. Jordbær, hindbær, brombær og solbær – duften af sommer fornemmes, selv om bærrene er frosne. Og så er det bare skønt at bruge frugt fra egen have eller hegn.

Lækkert pull-apart brød

Og sagt med det samme – billederne er kedelige – jeg fik nemlig ikke taget billeder, mens brødet var helt 🙂 Det nåede at blive spist inden – så det var kun en lille rest, der var tilbage.

Anledningen til at bage det lækre brød var, at der var inviteret gæster til grøn aftensmad. I sidste uge blev bælgfrugternes dag også fejret, så der blev lavet mad med kikærter, sorte bønner og edamamebønner. Og så til forret dette fine brød – serveret i selskab en rigtig god ost i tern, oliven, peanuts – og champagne. Det fungerede godt 🙂

Brødet er let at bage og sættes på bordet som det er. Så er tanken, at hver gæst bryder et stykke brød af det hele brød.

Romkugler med sorte bønner

Nu skulle det prøves 🙂 Jeg har før læst om romkugler med bønner, eller dadelkugler i forskellige varianter. Men jeg har aldrig prøvet at lave dem selv. Men nu var der lige en rest sorte bønner tilbage i skuffen, og jeg havde lånt Mia Sommers fine bog om bælgfrugter, hvor der var en opskrift i, der kunne bruges. Så de sorte bønner blev sat i blød og jeg gjorde klar 🙂

Jeg har før bagt cookies med bønner – og det var ikke den helt store succes (de er i hvert fald ikke blevet bagt siden), så måske var det derfor, at jeg har været lidt tilbageholdende. Men den her opskrift er nu mega god. Let at gå til og bønneromkuglerne smager dejligt. Søde og med lidt at gumle på. Og uden sukker eller andet fedtstof – ja så er de næsten sunde 🙂

Kage med polenta

Biblioteket er en guldgrube hvad bøger angår 🙂 Jeg hygger mig med at kigge på hylderne med kogebøger og strik – nogle kommer med hjem, andre bliver blot skimmet på stedet. Og når de lander her i huset bliver nogle læst mere end andre, men det er jo det gode ved biblioteket – det hele kan bare afleveres igen.

Denne kage er inspireret af Anne Mette Voss og hendes bagebog “Kagebogen”. Her var der en kage med polenta – og min skuffe rummede en lille pose med det lidt grove majsmel, så det lå lige for at eksperimentere. Og det kom der denne kage ud af. En kage som blev serveret for mit nye personale – de blev fra første færd introduceret til kager med et tvist 🙂

Side 8 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal