diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Marcipan Side 10 af 14

Mettes fødseldsdagskage – Citronlagkage

Til Mettes fødselsdags middag fik vi blandt andet citronlagkage til dessert.

Det kom sig af, at da Mette var yngre, kunne hun som den eneste i familien spise citroner sådan bare uden noget. Ufatteligt. Men ud fra det blev lagkagen her komponeret.

Og for nogle dage siden syltede jeg tynde citronskiver – opskrift følger 🙂 De var rigtig fine til pynt.

Disneyprint var mest for sjov. Jeg havde fundet det i Netto på et eller andet tidspunkt, og så var her en lejlighed til at bruge det. Det er sukkerpapir, og bruges på samme måde som et klistermærke.

Og tænk engang – mine tre voksne børn kunne så komme i diskussion om, hvem af de tre på billedet de hver især var 🙂

Citronlagkage (6-8 pers.)

Bunde – se her

Citronmousse

1 blad husblas

2½ dl. piskefløde

½ vaniljestang, korn herfra

½ citron – revet skal og saft

3 spsk. flormelis

Læg husblas i koldt vand et kvarters tid. Bland vaniljekorn og flormelis. Pisk fløden til skum og rør vaniljesukker og revet citronskal i. Smelt husblas i mikroovnen og køl det med citronsaft. Rør det godt sammen med flødeskummet.

Overtræksmarcipan

150 gr. marcipan

60 gr. flormelis

15 gr. glukosesirup

Riv marcipanen groft og ælt de to sukkerarter godt ind i. Kom eventuelt lidt gul farve i. Gemmes i lufttæt pose indtil brug.

Pynt

Syltede citronskiver og Disneyprint

Del bunden i to og kom halvdelen af moussen på, læg den anden bund ovenpå og slut med det sidste mousse. Rul marcipanen til et bånd og sæt det om kagen og pynt til sidst med de syltede citronskiver og evt. et Disneymotiv.

Det var en fin kage med god smag af citron. Og meget anderledes en sidste års valg af kage 🙂

God tirsdag.

Jette

Efterårets blommer i lækker kage

Det er godt, at jeg har et tålmodigt menighedsråd 🙂 For det er lidt forskelligt, de bliver præsenteret for hen over året. Og denne gang havde jeg tænkt, at det skulle være en form for skærekage, selv om en lagkage nu også er godt.

Jeg havde genfundet nogle blommer, bagerst i køleskabet, som jeg havde syltet i efteråret, og så ikke fået gjort mere ved. Og efter en testsmagning, så viste det sig, at de smagte ganske udmærkede, godt krydrede, men ellers fine. Opskriften på dem, følger en anden dag, med det var noget med rødvin, nelliker og kanel 🙂

Jeg forestillede mig, at blommerne kunne komme i en kage – med en blød bund og med crumble på toppen. Og det kom de så 🙂

Blommekage 

135 gr. smør

100 gr. sukker

70 gr. marcipan

175 gr. mel

½ tsk. bagepulver

2 æg, fra lystige høns

1 citron, revet skal og saften af den ½

5 syltede blommer

50 gr. mel

15 gr. mandelmel

45 gr. smør

50 gr. brun farin

Pisk smør og sukker godt sammen og tilsæt den revne marcipan og pisk igen. Tilsæt et æg af gangen og pisk grundigt mellem hvert. Citronskal og saft tilsættes og der piskes let. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen, som derefter kommes i en smurt form ( 20 cm. i diameter) glat overfladen let.

Fordel de syltede blommer ovenpå dejen.

Til smuldre dejen blandes alle ingredienser – smuldres, så det ligner brødkrummer – og fordeles på toppen af blommerne.

Kagen bager ca. 35 minutter ved 175 grader.

Det blev faktisk en rigtig god kage. Og med lidt flødeskum til gik det da endnu bedre. Blommerne var ikke super søde, men det passede fint til den bløde bund og lækre crumble på toppen.

Og der er lidt tilbage, så min eftermiddagskaffe får fint selskab i dag 🙂

God onsdag – med flot vejr, og landlivets duft i foråret: Gylletanke tømmes!

Jette

Fødselsdagskage

Dette er lidt et sats 🙂 For kagen her er lavet til en, der ikke vidste, at jeg havde vedkommende i tankerne. – Så nu håber jeg bare, at kagen falder i god jord.

Under alle omstændigheder, så har det været sjovt at udtænke kagen.

Fødselsdagskage (4-5 pers)

Lyse bunde, chokoladeganache og overtræksmarcipan –se her

Ribsmousse

50 gr. ribsgelé

1 blad husblas

1 dl. piskefløde

Udblød husblas et kvarterstid i koldt vand. Vrid det og smelt det i en skål i mikroovnen. Bland det af et par gange med geléen og vend det til sidst i den piskede fløde. Sættes på køl, indtil det skal bruges.

Råsyltede bær

100 gr. frosne bær (brombær og blåbær, men det kunne også være hindbær)

40 gr. sukker

½ tom vaniljestang

Det hele blandes og står et døgns tid i køleskabet og smelter godt sammen – til søde bær og dejlig saft. Husk at fiske vaniljestangen op, inden bærene bruges 🙂

Når kagen samles, deles bunden i tre lag, og på hvert lag kommes bær og lidt af saften og dækkes så med moussen, før næste lag lægges ovenpå og det hele gentages. Sættes på køl, gerne til næste dag.

Kom chokoladeganache på toppen af kagen og lav et bånd af overtræksmarcipan, som sættes omkring kagen. Pynt med resterne af marcipanen.

Marcipanen blev denne gang farvet grøn – for modtageren tilbringer ret meget af sin tid ude i naturen 🙂

Og han blev glad, da han fik kagen overrakt.

God weekend.

Jette

Små mazarintærter med hvid chokoladetop

Personalemøde! lyder det lidt kedeligt i dine ører? Det gør det heldigvis ikke i mine. Takket være et dejligt personale, så er det altid hyggeligt og rart at mødes – og få talt om de ting, der foregår i vores kirker, men bestemt også talt om meget, meget andet.

Vi mødes normalt tidligt på dag, men lige i dag er mødet rykket til eftermiddag – og så må det jo være eftermiddagskaffetid – og dermed også tid til en lille bitte kage 🙂

Inspirationen er fundet her. Jeg har dog skiftet kirsebær ud med blåbær.

Små mazarintærter med hvid chokoladetop (10 stk.)

Mørdej

150 gr. mel

75 gr. smør

50 gr. flormelis

en anelse salt

1 lille æg, fra en bly høne

Alt æltes let sammen og lægges på køl. Gerne til næste dag.

Mazarinmasse

15 gr. usaltede pistaciekerner

50 gr. marcipan

1 æggeblomme

40 gr. sukker

35 gr. blødt smør

½ spsk. mel

Hak pistaciekernerne fint og bland dem med sukker og groftrevet marcipanen. Tilsæt de øvrige ingredienser og pisk det sammen.

Chokoladecreme

50 gr. hvid chokolade

1½ dl. piskefløde

Bring fløden i kog. Hak imens chokoladen nogenlunde fint og kom det i en skål. Hæld af et par gange den varme fløde over, og rør til al chokoladen er smeltet. Sættes i køles skab og afkøler, gerne til næste dag.

Fyld og pynt

lidt blåbærsylt

friske blåbær

Rul mørdejen ud og udstik 10 cirkler, ca. 7 cm i diameter. Læg dem i gammeldags linseforme eller muffinsforme. Der er lidt dej i overskud – brug det til evt. til en hindbærsnitte en anden dag 🙂

Kom en skefuld mazarinmasse i hver, lav en lille fordybning i midten og fyld det med ½ tsk. blåbærsylt. Fordel den sidste mazarindej oven på tærterne.

Bages ved 200 grader ca. 15 minutter.

Kagerne tages ud af formene, mens de lune. Køler helt af og pyntes med chokoladecremen, der først er pisket til en tyk creme.

Pynt til sidst med lidt friske blåbær.

For at det ikke kun skal være kager, så blev der også bagt et lille brød. Så mon ikke jeg er ved at være klar til personalemøde 🙂

God tirsdag.

Jette

Valentines kage

Jeg ved godt, at det virkelig er et amerikansk fænomen og får hårde ord med på vejen. Men – mon ikke en kage lørdag eftermiddag eller aften vil være velkommen alligevel. – Uanset om man nu er nyforelsket eller har kendt hinanden i mange år. Eller i det hele taget bare har lyst til at glæde familien – for det er jo også her, meget af kærlighedens væsen viser sig og får liv og mening.

En sådan kage må være noget med marcipan, chokolade og jordbær. De sidste jordbær fra fryseren kom op i denne anledning.

Opskriften her er mikro – nok nærmest kun til  2 – 4 personer. Jeg kunne ønske, at jeg havde en lille bitte hjerteform, det har jeg ikke, så det bliver den mindste springform, der tages i brug i stedet.

Valentines kage

Bunde

1 æg, fra en kærlig høne

½ tsk. vaniljesukker

50 gr. sukker

½ tsk. revet citronskal

25 gr. smeltet, afkølet smør

15 gr. mandelmel

35 gr. mel

1/4 tsk. bagepulver

Pisk æg, vaniljesukker og sukker let og luftigt. Pisk det smeltede smør i. Vend citronskal og mandelmel i og sigt til sidst hvedemel og bagepulver i og vend forsigtigt rundt. Kommes i en smurt springform (12 cm i diameter) Kagen bages ca. 20 minutter ved 175 grader. Køler af i formen.

Vaniljecreme

½ portion af opskriften her Når cremen skal bruges tilsættes 2 – 3 spsk. flødeskum.

Jordbærsyltetøj

2 makroner (eller macarons)

Overtræksmarcipan

½ portion af opskriften her

Chokoladeganache

50 gr. mørk chokolade

½ dl. piskefløde

Hak chokoladen ret fint, kog fløden op og hæld den over chokoladen. Rør indtil chokoladen er smeltet. Sæt ganachen i køleskab indtil den skal bruges.

Samling:

Del bunden i tre lag. Sæt nederste bund på det fad, kagen skal serveres på og læg kageplast omkring eller brug springformens ring. Jeg vender oftest kagen på hovedet, så bunden bliver øverst, så er der en meget fin og flad top.

Dryp evt. nederste bund med 1 spsk. ribssnaps, knus 2 makroner over og fordel så 1-2 spsk. jordbærsyltetøj over. Til sidst fordeles 1/3 af cremen over. Læg næste bund på, kom det sidste af cremen på og læg toppen på.

Rør ganachen igennem, varm den evt. lige lidt i mikroovnen og smør den pænt ud på toppen af kagen.

Nu sættes kagen på køl et par timer.

Imens laves pynt – som du vil.

Overtræksmarcipanen rulles ud til et bånd i kagens højde og omkreds (diameter x pi) og sættes på plads. Pynt som du synes ser fint og festligt ud.

Jeg synes hjerter er et must lige i dag 🙂 Lidt guldstøv ville have været flot – det havde jeg ikke, så det blev støv af frysetørrede jordbær.

Glædelig valentinsdag.

Jette


Kransekage med solbær og chokolade

Om få dage fylder min gamle far 94 år. Og i den anledning går turen endnu en gang nordpå for sammen med familien at kunne fejre ham. Det vil han gerne være med til, for som han meget fornuftigt sagde, så er der jo ikke så mange fødselsdage tilbage for ham. Heldigvis ved vi intet om hvor mange.

Men jeg glæder mig over hvert godt år han får.

Og nu skal der så bages 🙂 Fødselsdagsboller, othellolagkage og noget kransekage. Sidste år lavede jeg et lille tårn, men i år bliver det disse små stykker, som jeg fandt opskriften på hos Mette Blomsterberg. Jeg lavede mine kager i halv størrelse.

Kransekage med solbær og chokolade (20 stk.)

250 gr. marcipan

100 gr. rørsukker

25 gr. (en lille) æggehvide, fra en dejlig høne

100 gr. solbærsyltetøj

overtrækschokolade

lidt hakkede pistaciekerner

Rør sukker og æggehvide sammen og lad det stå og trække en halv times tid. Rør det godt sammen med groftrevet marcipan og sæt det derefter på køl et par timer (min kransekagemasse kom til at stå til næste dag).

Ælt massen igennem og del den i 20 stykker, rul dem runde og sæt dem på en plade med bagepapir. Tryk et hul i midten af kuglerne og fyld en lille smule syltetøj i hver.

Bages ca. 12 minutter ved 190 grader. Jeg havde sat en ekstra plade under, for at undgå de blev for bagte i bunden.

Køler af på pladen, inden de dyppes halvt i smeltet chokolade og drysses med hakkede pistaciekerner.

Jeg har kun lavet en kage med pynt for lige at vise, hvordan de bliver. – Men fordi kagerne først skal bruges på mandag, så kommer de en tur i fryseren først og pyntes så senere.

Kagerne var ret lette at lave, og jeg er sikker på, at hindbærsyltetøj også kan bruges som fyld.

Nu glæder jeg mig til at servere dem.

God torsdag.

Jette

Citronkage

I dag begynder minikonfirmanderne. Det er elever i 3. klasse, der inviteres til at komme i kirken og høre om den, lære om kristendom og synge salmer. Derudover lave spændende ting og spise kage.

I år tegner det til at blive et lille hold, men derfor er der stadig saftevand og kage på programmet. Alle de foregående år har det nu oftest været købt kage, og været en meget varierende smagsoplevelse 🙂

Så lige i dag øjnede jeg en chance for at ændre lidt på det. Og med en citron i køleskabet, der var tilbagebleven fra julens gode stunder, så blev det til en citron kage. Glad og gul.

Citronkage (8-10 stk.)

100 gr. smør/margarine

100 gr. sukker

½ stang vanilje, kornene herfra

2 æg + 1 æggeblomme fra rare høns

50 gr. marcipan, groftrevet

½ citron – saft og revet skal

70 gr. hvedemel

40 gr. kartoffelmel

1 tsk. bagepulver

Overtræksmarcipan af 100 gr. marcipan

Lidt smeltet chokolade

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Pisk vaniljesukker, resten af sukkeret og smørret sammen. Kom den revne marcipan i og pisk videre, mens der tilsættes æg og æggeblomme – en af gangen. Kom citronskal og saft ved og pisk. Sigt de to slags mel og bagepulver og vend det forsigtigt i dejen.

En springform (18 cm i diameter) smørres eller fores med bagepapir. Kom dejen i og bag kagen ved 175 grader ca. 35 minutter.

Afkøler i formen inden den sættes på et fad og pyntes – efter fri fantasi.

Nu håber jeg blot, at kagen også falder i de unge menneskers smag 🙂

God tirsdag.

Jette

Mikro kransekagetoppe

Hvor jeg nyder at være nået hertil 🙂

Det har været en travl og dejlig december, men nu er det rart, at det stilner af. Huset er stadig fyldt med børn og julepynt og udpakkede gaver – helt som det skal være. Men der er ro på.

I dag har jeg bagt mikro kransekagetoppe. Som skal medbringes til at hygge middag i aften.

Selv om jeg har bagt meget kransekage, så synes jeg stadig, det er lidt udfordrende. Og det med at bruge en sprøjtepose driller stadig. I dag røg tyllen for eksempel ud, da jeg havde lavet halvdelen af toppene, så den sidste del er uden fine riller 🙂

Mikro kransekagetoppe ( ca. 20 stk.)

130 gr. marcipan

35 gr. sukker

½ æggehvide

lidt revet citronskal

lidt smeltet chokolade

Rør sukker og æggehvide sammen og lad det stå ½ time, så sukkeret opløses lidt. Tilsæt revet marcipan og citronskal og rør/pisk det godt sammen. Kommes i en sprøjtepose og sættes i små toppe på en plade med bagepapir.

Bages 7-8 minutter ved 200 grader. Jeg satte en ekstra plade under, så bunden på toppene ikke bliver så mørk. Køler af.

Smelt lidt mørk chokolade og dyp toppene deri og lad chokoladen stivne/tørre.

Jeg håber du også nyder din 3. juledag – med 4 dage tilbage i 2014.

Jette

Marcipanbrød – med nyt fyld

Som i de fleste andre familier lavede min søster og jeg som børn også konfekt til jul. De første år mindes jeg, at min mor blandede marcipanen med kartofler og sikkert også noget mandelessens, for at få det til at strække noget længere. Og som jeg husker det, smagte de marcipansnitter, der blev lavet, ganske udmærket.

Men eftersom tiderne blev bedre, og vi blev ældre, så blev det til ren marcipan, vi brugte, når vi lavede konfekt.

Og det er det så også nu 🙂

Men det er stadig marcipansnitter og marcipanbrød, der er mine favoritter, som de også var dengang. Så i dag er der blevet lavet et helt klassisk marcipanbrød – dog er fyldet blevet opgraderet til ingredienser, vi slet ikke kendte til eller talte om i 70’erne. Mit brød her er med tørrede tranebær og pistaciekerner.

Marcipanbrød

125 gr. marcipan

25 gr. tørrede tranebær

1 spsk. cognac

1 spsk. pistaciekerner

Mørk chokolade til overtræk

Hæld cognac over tranebærrene og lad dem trække natten over. Bland marcipan, pistaciekerner og de udblødte bær + cognac og ælt det sammen og form det til et brød.

Lad det tørre et par timer, før det overtrækkes med smeltet chokolade. Drys evt. med tørret hindbær eller andet pynt. Opbevares køligt.

Skæres i skiver inden det serveres.

Det er et ret fugtigt marcipanbrød – men det smager ret så godt 🙂

Så – nu hjælper det på juleforberedelserne i mit køkken. Jeg mangler lige et lækkert grovbrød med smag af jul – det kommer på mandag.

God adventsweekend.

Jette

Jule-marmorkage

I sidste weekend var vi på familiebesøg, og fik der serveret en lækker kage, som i udseende mindede lidt om en marmorkage. En lækker chokoladekage, med et indre af lys kage, og så var den overtrukket med chokoladeglasur.

Jeg har eksperimenteret lidt – og fået bagt en kage, der smager ganske godt – men er et godt stykke fra den, vi fik i Vestjylland 🙂

Men her er opskriften på en juleinspireret marmorkage.

Jule-marmorkage

135 gr. smør/margarine – jeg brugte halv af hver

150 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

2 æg, fra lystige høns

3/4 dl. mælk/fløde

175 gr. mel

1 tsk. bagepulver

2 spsk. kakao

75 gr. mørk chokolade, grofthakket

50 gr. marcipan, revet

1-2 spsk. syltede kirsebær

Pisk smør, sukker og vaniljesukker grundigt. Tilsæt æggene et af gangen, og pisk godt efter hvert æg. Kom mælken i og rør rundt. Sigt mel og bagepulver og vend det forsigtigt, men grundigt ind i dejen. Tag 2/3 af dejen og kom i en skål og rør det med kakao og chokolade.

Den sidste 1/3 røres sammen med den revne marcipan.

Beklæd en sandkageform med bagepapir. Fordel chokoladedejen i bunden, og lav en fordybning i midten. Drys med de syltede kirsebær og fordel den lyse dej oven på – i fordybningen.

Bages ca. 50 minutter ved 175 grader.

Sammen med en kop kaffe, og roen, som jeg stadig glæder mig til helt at finde, så smager den godt.

Det har været og er stadig en travl december, så jeg glæder mig til min bedste dag på året: 1. juledag! Det er den mest fredfyldte og velsigende dag jeg kender.

En mild december dag venter.

Jette

Side 10 af 14

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal