diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 91 af 111

Nøglering – uden nøgle

Der er ingen tvivl om, at sommerhusprojektet har fyldt en del i 2015. Uden at der er kommet noget fysisk hus ud af det – endnu.

Men det er jo ingen hindring for ikke at tænke over, hvor fint det bliver. Eller forestille sig, hvordan det kommer til at se ud. Og jeg har talt en del om det – og skrevet om det 🙂

Børnene har lyttet med, og ser bestemt også frem til, at det en gang bliver muligt at have læseferie på Sydfyn eller sidde ved brændeovnen og se ud på sneen. Jo vi drømmer alle om gode stunder og skønne oplevelser dernede.

Inspireret af det, så fik jeg den fineste adventsgave af mine børn forleden.

En nøglering. Med indgraveret navn. Sommerhusets navn, vel at mærke 🙂 For længe siden besluttede jeg, at huset skulle have et navn, selvom det nok mest vil blive omtalt som sommerhuset.

Kernehuset – skal det hedde. (Farvespillet skyldes refleksion af et billede på væggen :-))

Men hvorfor lige det navn? Der ligger flere nuancer i svaret.

Men først så bliver huset bygget af kernetræ, solidt bæredygtigt nordisk træ.

Dernæst bliver det rammen om kerneværdier – nærhed, hygge, rummelighed – tid til at være til stede,

Og sidst, så havde børnenes Farfar for mange år siden en grøntbutik som hed Kernehuset. Så der er en tråd tilbage til fortiden i det fremtidige hus.

Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne sætte en nøgle i denne ring. Lige nu har jeg kun en nøgle til annekset, og det tæller ligesom ikke helt 🙂

På en travl tirsdag – lige inden jul. God dag til dig.

Jette

Engelsk julekage 2015

Det er efterhånden længe siden, at kagen blev bagt og siden hen overhældt med spiritus, for derefter at gemme sig i køleskabet til passende tid.

Tiden blev nu. Så kagen kom ud og duftede dejligt, og er nu betrukket med overtæksmarcipan og pyntet.

Meget enkelt og lidt anderledes end for eksempel her. Men jeg glæder mig til at servere kagen og ikke mindst smage den. Men det bliver ikke i dag. Så her er kun et par billeder.

Under marcipanen gemmer sig i øvrigt denne abrikosmarmelade. Og der er ingen glasur øverst – det skulle der være, hvis det var helt rigtigt, men jeg bryder mig ikke om det. Og nu er det mig, der bestemmer her 🙂

Nu venter en fri weekend – det er helt fint. Der skal hentes juletræ, bages lidt mere og spises hyggelig julefrokost.

Må din weekend og 4. søndag i advent blive rar.

Jette

Mandag morgen

Allerede har vi passeret 3. søndag i advent – uden at jeg nåede at få tændt mine tre lys 🙂 Det gjorde man så heldigvis andre steder.

Men hvilken fin mandag morgen at vågne op til – med frost i luften og bid i kinderne.

En solopgang er svær at fange – for den var flottere i virkeligheden. Men en egen stilhed og skønhed, så man ikke kan undgå at lægge mærke til, at “se, nu stiger solen …” om ikke af havets skød, så dog “… op af østerlide”.

Frosset vasketøj – det er efterhånden et sjældent syn – men altid lidt fascinerende 🙂

Ønsker dig en dejlig dag – med 10 dage til jul.

Jette

“Du bærer lyset frem

stolt på din krone.”

Sådan blev der sunget i aftes i kirken. Lidt for tidligt i forhold til Lucia dag, men i december handler det somme tider om at få det hele til at falde i hak 🙂

16 søde børn – deriblandt en enkelt modig dreng – sang, så alle hjerter smeltede. Med stor koncentration, for både at gå, synge og bære lys på en gang er en udfordring. Når der så tillige skal smiles til forældre og bedsteforældre, så er der virkelig brug for at være klar. Og det var de.

Det er hyggeligt og stemningsfuldt – og så søger jeg at finde den kristne indgangsvinkel 🙂 Og den er måske ikke helt tydelig – men på den anden side: At få en anledning til at komme i kirke, nyde ro og høre lyse stemmer synge, og selv få sunget nogle gamle og velkendte sange – det er vel også begrundelse nok.

Så kan hver enkelt kirkegænger jo sidde en stund på hellig grund, og mærke, tænke og mindes det, som nu rinder ham eller hende i hu.

 

Reaktionen på en Lucia aften er altid overvældende positiv. En aften, som giver en tiltrængt pause og hvil – midt i alle de øvrige travle gøremål i december.

I eftermiddag gælder det så afslutning i pensionistklubben – her vil jeg genlæse Selma Lagerlöf: Den hellige nat. En rigtig fin fortælling om julenats forunderlige betydning og virkning.

God torsdag.

Jette

Glimt fra de seneste dage

Jeg kan godt se, at bloggen rummer ret mange “glimt”. Men det er samtidig min egen lille reminder om stort og småt der sker, og som ind imellem glider ud igen, fordi andre glimt og gode oplevelser kommer til.

Men super hyggeligt til tider at kigge baglæns.

Denne weekend handlede en del om mine 20 år på samme sted. Mine gode og skønne medarbejdere havde samlet en fin lille kurv med de mest finurlige gaver.

Som ivrig bager og ny kommende sommerhusejer så var der tænkt på det hele: fra fine forme og skønne kugler til vaterpas og svensknøgle. Godt værktøj til min lille og noget tomme værktøjskasse.

Og menighedsrådet holdt tale og jeg blev begavet 🙂 Det er nu altid rart, når det, man gør, påskønnes. Og som et medlem sagde – det bedste en arbejdgiver ved, det er trofaste medarbejdere, ansatte der bliver der længe. Og det må vi sige gælder hos os, de to seneste ansættelser ligger knap otte år tilbage 🙂

Adventsgaven fra mine dejlige børn var en malebog 🙂 Det er blevet ret moderne at voksne maler. Jeg har ikke gjort det så meget – men tror, at det vil være godt i denne tid, at sætte sig ned og farvelægge lidt blomster og sommerfugle. Det lyder måske lidt besynderligt, men man falder til ro, når man sidder og forsøger at blive inden for stregerne 🙂 Og det med roen, det er lidt en mangelvare i de her dage.

På en fin december dag.

Jette

2 jule idéer

Jeg kunne godt ønske, at det var mine egne idéer, men det er det ikke.

Men det er mig, der har lavet dem, du ser her, og jeg synes faktisk, de er blevet okay. Lette at fremstille og lidt anderledes i udtrykket. Lige til at gå til.

Juletræet så jeg hos Panduro hobby. Jeg syntes, det var så fint og interessant, at jeg straks købte materialer med hjem, så jeg kunne lave mine egne. Og det er forholdsvis let.

Der bruges:

kegleform af flamingo (styropor)

tykt grønt uldgarn

nipsenåle med fint hvidt hoved

limstift

Jeg begyndte med at smøre keglen ind i lim – det var dumt. Kom kun lidt lim på af gangen. Fæstn uldgarnet – jeg brugte lidt ekstra  knappenåle i begyndelsen for at holde garnet på plads – nålene fjernede jeg bagefter. Fortsæt med at vikle garn rundt og sæt fast med nipsenålene. Til sidst brydes tråden og enden gemmes under en perle fastgjort med nipsenålen.

Den anden dekoration så jeg i en julebog, jeg havde lånt. Og tænkte at nu havde jeg mange indsamlede hasselnødder, de kunne fint pynte her, og så blive knækket efter jul.

Virkelig en enkel dekoration. En lille klump ler i bunden af et glas, fyld efter med nødder, sæt et lysspyd fast i leret og slut med en lille grøn gren.

Så nåede jeg også at få et par jule ting stillet frem. Jeg er ikke helt kommet i gang, men lidt efter lidt tror jeg, at der sker noget. Kassen fra loftet er hentet ned – og det minder om gensynsglæde 🙂

God onsdag.

Jette

Adventsgaver

Mine søde børn finder hvert år adventsgaver til mig 🙂 En stor fornøjelse og jeg er meget taknemmelig for den opmærksomhed, der ligger i det.

De får også stadig adventsgaver herfra – for som Peter siger, så bliver man vist aldrig for gammel til adventsgaver 🙂 Så i går blev Trine og Mette betroet hver sit lille juletræ – med en hilsen om, at overlevede det de næste uger, så ville jeg siden hen gerne plante det ved sommerhuset. Det kunne da være en lidt sød historie.

Jeg fik det fineste kalenderlys. Så nu kan jeg standsmæssigt tælle ned til den 24. december.

Og fik en lille bitte opsats. Den er så fin. Og fik den med begrundelsen, at så havde jeg noget at servere små fine kager på 🙂

Det blev her til små marcipan/nougat juletræer. Nemme at lave, dekorative at se på – og skønne at spise.

Emnet gaver kunne jo godt kræve sit eget indlæg – men her blot en enkelt tanke. Ønskelister kan være meget gode – men jeg holder faktisk allermest af små gaver, givet ud fra, hvad giveren tror eller ved vil glæde mig.

Og synes generelt at ambitions niveauet for gaver med fordel kan sættes ned. Reklamer for gaver til flere tusinde kroner bliver jeg så inderlig træt af!

Selv om det er et noget slidt udtryk, så er det altså tanken, der tæller 🙂

God og lidt mere rolig mandag.

Jette

Årets første brunkager :-)

Lige om lidt er det første søndag i advent – jeg har fået købt de fire lilla (!) lys, men det er også nærmest det. Men jeg regner med, at der står en dekoration på bordet på søndag. Men nok ikke en krans, selv om Karen argumenterede overbevisende for en sådan 🙂 Mine evner er bare mere beskedne i den sammenhæng.

Med til første søndag i advent hører også brunkager. Krydrede, sprøde og med mandler. Kager, som spreder den skønneste duft i huset, når de bliver bagt. Opskriften minder meget om denne, men pistaciekernerne var blevet spist, så derfor ingen fine grønne  stykker.

Brunkager (ca. 60)

100 gr. smør

100 gr. farin

50 gr. lys sirup

200 gr. mel

2½ tsk. brunkagekrydderi

25 gr. syltet appelsinskal

50 gr. smuttede hele mandler

2 tsk. koldt vand

½ tsk. potaske

Kom smør, farin og sirup i en gryde, smelt det ved svag varme og lad det næsten på kogepunktet. Tages af varmen og potaske udrørt i vand tilsættes. Bland alle de tørre ingredienser og rør dem derefter i den lune smør/sukker masse.

Form dejen til en pølse, rul den ind i bagepapir og afkøl helt. Skæres i tynde skiver – mine blev for tykke – sættes på plader med bagepapir og bages ved 180 grader ca. 8-9 minutter. Brændte mandler er ikke nogen succes lige i denne forbindelse 🙂 så endelig ikke for lang bagetid.

Kagerne smager fint – krydringen kunne godt have været lidt kraftigere. Men det er første gang jeg prøver et færdigt brunkagekrydderi – men det var da let, bare at kunne åbne en pose i stedet for at skulle have fat i alle krydderidåserne. Selv om der nu også er noget hyggeligt ved at gense alle de forskelige dåser og dufte.

God og frostklar torsdag.

Jette

Nytårsløjer og hovedret

For nogentid siden tilmeldte jeg mig endnu en gang madbloggerudfordringen #10.

Og det blev så afsløret i går, hvilken kategori, jeg skulle lave nytårsløjer inden for. Det blev ikke lige favorit kategorien, kan jeg godt sige, uden at sige for meget. Jeg skal lave en hovedret!

Men nu skal jeg faktisk have gode gamle venner på besøg til nytår – så der er anledning til at øve sig på forhånd. Men hvad det bliver er helt uvist. Men sikkert ret grønt og med mindre kød 🙂

Udfordringen ligger jo så i at gøre det festligt og løjerligt!

På endnu en grå november dag 🙂

Jette

Glimt fra en skøn weekend

Nogen weekender skiller sig ud. Dette var en af dem! Så meget, at det tager lidt tid at få alle indtryk, ord og stemninger til at falde på plads. Så er det dejligt at vågne op til en ret så frostklar november morgen og vide, det er fridag 🙂

Weekenden begyndte med en vellykket julefrokost for personale og menighedsråd. Masser af snak, meget mad, et par sange og omvendt banko. Det spilles sådan: Alle får en bankoplade og rejser sig op. Så råbes numre op – og har man nummeret, så sætter man sig ned og er ude. Og den, der står længst har vundet – en lille gave. Det er en ret hyggelig måde at spille banko på, og det går meget hurtigere end den traditionelle form.

Jeg vandt også – som den eneste – en lille nisse. En saml selv nisse. Og hvis du husker hvor mange – eller rettere få nisser der bor i mit hus, ja så var det lidt morsomt, at jeg netop vandt den 🙂

I den lidt mere seriøse ende af skalaen, så kom der også et revideret tilbud på sommerhuset – det kommer der mere om en anden dag. Men spændende læsning.

Og mens pigerne passede på hund, hus og høns – så tog jeg på besøg. Ind i landet, hvor det blev koldt, og sneen faldt og vindmøllen drejede rundt og rundt. 80 meter høj og 45 meter vinge – det er lidt imponerende at opleve.

Besøget blev skelsættende.

God mandag – den sidste stille uge før december for alvor banker på.

Jette

Side 91 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal