diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 92 af 111

Snebolde – i regnvejr ?

Snebolde skal vi godt nok se langt efter i denne tid. Det gør mig ikke som sådan noget – men regnen må godt holde inde. Noget frost og klart vejr, det vil være velkomment 🙂

De snebolde, jeg viser her, er også af en helt anden beskaffenhed end naturens kolde bolde. Her er det marcipan med lækkert fyld og rullet i flormelis. Det er næsten sød – sødere – sødest. Men gør sig ret godt til en kop kaffe.

Jeg er ret sikker på, at der forsvinder et par stykker i aften, når vi fire ældre mødre sætter os sammen og vender stort set alt mellem himmel og jord. Forskellige som vi er, har vi også forskelligt at bidrage med – og tilsammen giver vi hinanden nye tanker og nye vinkler på mangt og meget.

Så jeg ser meget frem til i aften.

Der bliver også serveret lidt andet end snebolde, blandt andet disse mandler og valnødder

God torsdag – jeg håber du kan blive indendøre, der er det hyggeligst lige netop i dag.

Jette

Forberedelser

I morgen får jeg besøg af mødregruppen. Ja, normalt, så er det jo nybagte mødre, der mødes, det er det så ikke lige her. Børnene er voksne – 22 år – men vi, mødrene hygger os stadig med at mødes.

De første år var det til te og rundstykker, men de sidste mange år har det været om aftenen og så noget let og lækkert at spise.

Så derfor er der lidt forberedelser i gang i dag. Blandt andet valnødder i lækker lage.

Valnødder i honninglage

50 gr. valnødder

1 dl. vand

½ dl. honning

1 spsk. citronsaft

½ vaniljestang

Giv valnødderne et kort opkog i vandet og lad dem så dryppe af. Kom honning, citronsaft og vaniljestang i en lille gryde sammen med de afdryppede valnødder. Lad det koge uden låg ved svag varme ca. 5 minutter. Hældes i et glas eller en beholder og køler af. Opbevares i køleskab indtil det serveres til gode oste.

Og så er der blevet sat gang i gløgg ekstrakten. Kælderen blev støvsuget for gamle spiritusrester og nu hældt sammen med krydderier og står og trækker. Til det bliver december, og der igen skal laves gløgg. Jeg glæder mig. Det er noget af det hyggelige ved den måned – varm og krydret rødvin med bløde portvinsrosiner og snittede mandler. Jo, der er meget godt i vente 🙂

Så der skal også gerne bages en portion af disse kiks, lidt senere i dag.

God onsdag.

Jette

Julesang og rugbrød

Det er to af ingredienserne fra den weekend, der alt for hurtigt er gået 🙂

Og det med julesangen er lidt tidligt – jeg er helt med, og der jules heller ikke herhjemme endnu. Men skal man lære en ny sang og nå at få den ind i fingrene og hovedet, så tager det tid. Med andre ord, der må øves!

Julesangen, jeg her taler om, er vinderen af DR’s konkurrence om at skrive en ny julesang. 515 forslag var indkommet, 10 blev udvalgt og 1 vandt. Og den er virkelig god, et sikkert hit. Du kan høre den her

Forfatterens grundidé har været, at sangen skal være med til at opretholde rygtet om Jesus. Og det er lykkedes, uden store teologiske ord, eller gamle vendinger. Men enkelt og forståeligt.

Omkvædet er:

“Ja, julens stjerne lyser, når jeg ser,

det barn i krybben er så meget mer.”

Igen den lidt bagvendte måde at udtrykke sig på, som jeg holder meget af. Julens stjerne gør mere end blot at lyse op i træets top, når jeg får øjnene op for, at barnet i krybben er langt mere, end det umiddelbart ser ud til. At det er en stor glæde, det er Guds søn, og verdens frelser.

Og noget helt andet – virkelig prosaisk – rugbrød. Det bager jeg faktisk aldrig. Men min søster havde bagt to store og lækre brød, hvor jeg fik noget af det ene. Det smager dejligt.

Men det minder mig også om, at hun er rigtig godt på vej til at være ovenpå igen efter hendes operation. Og det er jeg bare virkelig taknemmelig for.

Så rugbrødet er lidt en overskuds-ting – for det kræver energi og kræfter at røre et sådant brød sammen. Nevøen gav en hånd med 🙂

God mandag.

Jette

Vil du se min frokost :-) ?

Måske du tænker, at det sikkert er noget ret fancy, der er havnet på tallerken i dag. Men nej, det er den lette løsning, og ikke helt det, jeg havde tænkt i morges 🙂 men sådan ændres planer somme tider undervejs.

Efter en fin plejehjemsgudstjeneste gik turen forbi den nærmeste Netto. Og de havde liiige tilbud på færdig pizzabund. Udrullet og lagt på bagepapir – lige klar til at blive foldet ud på bagepladen og fyldt med fyld efter eget ønske – eller hvad køleskabet formår.

Sådan blev det! Selv om du måske ikke lige havde tænkt det 🙂

Og pizzaen var ganske fin. Varm mad til frokost en efterårsdag, det er da altid rart.

Og se lige, hvad jeg også fandt – Netto roser til 12 kr. De kom altså også med hjem.

Nu håber jeg, de holder hovedet højt.

Og så tilbage til dåbstale og andet arbejde – på en fin efterårsdag.

Jette

Visit kage :-)

Jeg ved ikke helt, hvad jeg kalder en lille opmærksomhed i forbindelse med, at jeg skal besøge et menneske for første gang. Så det bliver til visit kage 🙂

Og valgte faldt endnu en gang på macarons. De er bare søde, sjove at lave og ser lidt festlige ud og kan fint pakkes ind – og er overkommelige at fremstille.

Denne gang blev de lyserøde og med et fyld smagt til med jordbær. Nu håber jeg de falder i vedkommendes smag.

En god og dejlig weekend ønskes du.

Jette

Glimt fra grunden

Det handler stadig om at få fundet det rigtige tilbud og det rette firma til at bygge selve sommerhuset. Men der sker dog også lidt andet. Og med det flotte vejr, er det jo en fornøjelse at være udenfor. Selv om man kan komme i ly 🙂

Gulvet er blevet ludet, og skal nu vaskes i hvid sæbe. Små hyggelige projekter, som jeg kan finde ud af 🙂

Et meget gammelt og skrantende grantræ blev væltet. Men hold da op, hvor fyldte det meget da det først lå på jorden. Der bliver til meget pejsebrænde af det træ.

Der er rigtig mange år-ringe i den stub. Det er på en måde helt forkert at fælde det, men det stod, så det ved en storm let kunne vælte og så ramme det kommende sommerhus. Så derfor kom det ned nu. Men der skal nok blive plantet nye træer. – Dette er jo allerede det andet træ, jeg har foranlediget er blevet fældet eller kraftig beskåret. Skal bæredygtighedstanken holdes, må der plantes træer for dem der falder. Projekt til forår 🙂

Jette

Blomster kan noget :-)

Jeg er ikke særlig god til at købe blomster. Er dybest set nok lidt for nærig til at købe blomster til mig selv. Men jeg kan altså rigtig godt li’, sådan helt uventet at få en buket.

Som det skete i aftes.

Fine efterårsblomster og smukt sat sammen. Pynter gevaldigt i stuen – mellem alt rodet, som heldigvis ikke kan ses så meget på billedet 🙂

Anledningen var, at jeg havde været salmeguide ved en etape af provstiets salmemaraton. Og det er falder helt inden for det, man kalder arbejde – men derfor er det altid rart, når nogen påskønner det, man laver. Jeg er i hvert fald meget glad for min fine buket.

Dagen fortsætter med sang – det er Syng Dansk dag.

På programmet er en række sange og salmer, alle med melodi af Carl Nielsen. Det er virkelig musik og melodier, der holder.

Min klare favorit i aften er “Min Jesus lad mit hjerte få” – fin tekst og skøn melodi. Og det hele slutter med aftenkaffe – så noget med valnødderskal bages. Mere om det i morgen.

God syng dansk dag.

Jette

Valnødder – deler vandene

Måske du husker, at jeg sidste år blev begavet med valnødder? Det er jeg også blevet i år 🙂 hvor er det dejligt. Så lige nu står en kasse med ret så mange valnødder og tørrer, inden de med tiden skal knækkes og kommes i brød, kager og andet lækkert.

Valnødder er en af de nødder, der kan skille vandene. For enten synes man, de smager godt og giver lidt kant til det mad, den bruges i. Eller også synes man, de er beske og bitre og virkelig ikke nogen fornøjelse at stifte bekendtskab med!

I min familie er der en overvægt af den sidst holdning. Men det forhindrer ikke, at jeg er meget glad for min nye portion af valnødder.

Så nu har jeg både en kasse med valnødder og en kasse med hasselnødder – og timers arbejde foran mig med at knække dem. Men det er godt for krop og sjæl – for så er der tid og ro til at tænke – store og små tanker.

De første knækkede valnødder – de er stadig bløde og fine i smagen. Og der er fundet en opskrift, der kan arbejdes videre med 🙂 Jeg glæder mig allerede.

God onsdag.

Jette

På messe

Weekenden har budt på foredrag, fødselsdag og et hyggeligt besøg på messen “Kreative dage” i Fredericia. Sammen med Trine gik vi længe rundt og så på forskelligt. Trine sukkede hver gang vi mødte en garnbod – og dem var der rigtig mange af. Og jeg sukkede hver gang vi mødte en scrap book bod – og dem var der rigtig mange af 🙂

Men alt i alt var det super godt at være der sammen.

Annemette Voss signerer min nye bog 🙂

En bog om brød – lækre opskrifter og indbydende design. Så selv om jeg synes, jeg har bagt mange brød, så er der stadig fine opskrifter, der skal afprøves hen af vejen. Og så var jeg virkelig imponeret over Annemettes overskud og tålmodighed. Selv efter tre dage på messe var hun smilende og utrolig sød og venlig overfor alle gæster, der gerne ville have fotos og autografer.

Fin lille udstikker

En kreativ messe har udviklet sig, så nu er der ud over stof og garn også ret meget andet. Fra pileflet til boligdesign. Og altså bagning og bagetilbehør. Så jeg fandt den lille fine udstikker til blomster. Den skal bruges i morgen 🙂

Recycled cotton

Og så fandt jeg genbrugs bomuldsgarn. Det har jeg aldrig set før, men da en så fin ide. At genbruge gammelt  bomuldsgarn – hvordan det foregår ved jeg ikke. Men prisen er meget venlig – 9 kr. for et bundt.

Arne og Carlos 

Og så mødte vi disse to herrer. Trine havde nu ikke hørt om dem før – men inden for strikkeverdenen er de noget for sig. De to norsk/svenske mænd med eget strikdesign og skæve vinkler, de er lidt et hit. Og sjovt lige at gå forbi dem 🙂

Så noget matte i benene og trætte i fødderne vendte vi hjem igen – med skønne ting i poserne, og ny inspiration til mange hyggelige timer.

God smuk mandag.

Jette

Fredags glimt :-)

Dagen er lidt optaget – men det er jo egentlig meget godt 🙂 Men et par billeder fra dagen kommer her:

Min lille tomatplante har gjort det godt – det er dog blevet til flest grønne tomater. Men det er ikke udelukkende plantens skyld – vejret har spillet ind også. Nu skal de syltes – og har du en god opskrift på en lage, så skriv den meget gerne i kommentarfeltet. Jeg har ikke før syltet grønne tomater. Men er sikker på, at de vil smage skønt til lidt forskelligt.

Der skal males anneks i dag. Fysisk arbejde, så det kræver lidt til eftermiddagskaffen 🙂 Men med nybagte boller, lækker marmelade og kaffe, så kommer vi langt.

Rigtig god weekend i det smukkeste vejr.

Jette

Side 92 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal