diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 90 af 111

Blomster glimt

Jeg nyder at holde lidt fri 🙂 Selv om der også bliver tjekket lidt mails og holdt et par møder, så mærkes dagene mere som mine egne.

Dagen i morgen står på kursus for rejseledere. Det er til gengæld både et spændende kursus og et nødvendigt kursus – inden turen går til Wittenberg.

Men der er også tid til andet. Et besøg på grunden og en tur til stranden. – Selv om det stadig er køligt, så kan jeg sagtens forestille mig, at det bliver så dejligt der til sommer 🙂

De skønneste påskeliljer – købt sovende for 2,50 kr. i Netto. Hvordan det kan løbe rundt for dem, det forstår jeg ikke, men jeg glæder mig over de smukke blomster.

Og her er det helt tydeligt, det, som Grundtvig skriver om:

“Påskeblomst! en dråbe stærk

drak jeg af dit gule bæger,

og som ved et underværk

den mig hæver, vederkvæger: …” (den danske salmebog 236,5) 



At påskeliljen fortæller utrolig meget om påskens budskab. Blandt andet om opstandelsen, som liljen der trodsigt bryder op af den mørke og kolde jord, sådan brød Jesus ud af gravens kolde mørke. Og blomstens form, det lille bæger, minder om de små bægre vinen serveres i ved altergangen.

Jo, jeg holder rigtig meget af påskeliljer 🙂

Regnvåde vintergækker – de er bare så fine. Og præstegårdhaven har heldigvis rigtig mange af dem, som lysende prikker i græsplænen og små buske mellem visnede grene og blade.

Og lige til sidst et billede af Trines døve kat Leah – livlig og energisk. Her tager den sig dog et lille hvil 🙂

Med ønsket om et dejlig weekend.

Jette

Byggeri’16 – på messe

Hvis du for et år siden havde spurgt mig, om jeg ville med på byggerimesse, så ville jeg høfligt have svaret: nej, det er vist ikke lige mig.

Sådan kan ting ændre sig, så i dag har jeg været på byggerimesse. I Fredericia, sidst jeg var på messe der, kan du læse om her. I dag var helt anderledes. Der var alt til byggeri, sten, isolering, trapper og tag – og en helt masse andet, som jeg ikke aner hvad var til.

Der var helt utrolig meget forskelligt.

Jeg fik talt med et norsk træfiberisoleringsfirma, og talt med folk fra både PEFC og FSC – de to mærkningsordninger på bæredygtigt træ, der er i Danmark. Og de var naturligt nok meget uenige om, hvem der var bedst og grundigst i deres mærkning af træ. Men for menig mand er det ikke helt så tydeligt. Jeg tror blot, at jeg vil konkludere, at de begge gør rigtig meget godt for bæredygtigt skovbrug.

Og så så jeg mureren Lindy fra “rigtige mænd” 🙂 Og så i det hele taget rigtig mange mænd – så fornemmelsen af måske at være gået en lille smule forkert, kunne strejfe en.

Men bortset fra det, så var det en god tur på min første feriedag.

God onsdag.

Jette

Et par glimt fra weekenden

En dejlig weekend med masser af samvær med familie og ny familie. Et besøg hos min gamle far viste, at han stadig har det godt og trives. Og tilmed er kommet utroligt godt videre – hvis man overhovedet kan sige det – men er kommet videre efter at min mor døde for 2 år siden. Kommet videre, det vil sige, får hverdagen til at hænge sammen, og ikke mindst have lyst til at stå op, selv om den anden ikke er der mere. Det synes jeg i sig selv er en præstation, når man er fyldt 95 år, og havde været gift i over 50 år. Men sådan er min far 🙂

FSC – er certificerings navnet på det træ, sommerhuset skal bygges af, men også et mærke, der bruges mange andre steder – på papir, tændstikæsker og optændingsblokke.

Der er gået lidt sport i at finde produkter, hvor materialet er mærket med FSC logoet. Og ret ofte bliver jeg overrasket. Men det viser jo kun, at det bliver mere almindeligt, og at fokus på bæredygtigt og miljørigtigt træ og papir intensiveres.

Og så blev der bagt banankage. Hvornår kan man ikke spise et stykke nybagt krydret banankage? 🙂 Jeg synes i hvert fald, at det var helt på sin plads søndag eftermiddag.

Der skulle være kommet to nye høns i hønsehuset – men der var lidt leveringstid. Hvor barskt det end lyder, så tog ræven – eller noget andet – mine to gamle høns. Ubarmhjertigt og rigtig, rigtig træls. Men nu bliver indhegning og lukning endnu sikrere, og så håber jeg at de to kommende høns får et godt liv her.

Og så nåede jeg også at få rettet lidt til på “bag om” bloggen. Ind imellem ændrer tingene sig jo lidt 🙂

God mandag.

Jette

Snemand Frost og Frøken Tø

Det har været en forundelig weekend på flere måder – også vejrmæssigt.

Lørdag morgen vågnede jeg til dette syn: Flere centimeter nyfalden sne – det lyser og dæmper.

Mette og Peter hyggede sig i haven – selv om man er godt oppe i 20’erne er sne stadig fascinerende.

Denne flotte snemand blev bygget. Bemærk Mettes retro flyverdragt – det er min gamle skidragt, helt umoderne, slet ikke som de skal være i dag, men den fungerer her langt ude på landet, når man lige skal uden for 🙂

Og så i dag – mildt og lunt – og sneen er nærmest væk. Kun den flottte snemand forsøger at holde skansen. Omend det er svært!

Derfor et par vers af den fine Halfdan Rasmussen sang om Snemand Frost og Frøken Tø.

Snemand Frost og Frøken Tø

gik en tur ved Søndersø

fandt en bænk og slog sig ned,

talte lidt om kærlighed.

På en bænk ved Søndersø

sidder stakkels Frøken Tø.

Snemand Frost er smeltet op.

Hun må ha ham i en kop!

Ja, Frost og Tø er en farlig kombination 🙂

God mandag.

Jette

Musik og historie – weekend glimt

Det har været en dejlig weekend – vinterlig og hyggelig. Og fyldt med sang og musik krydret med et spændende foredrag og en lang vandretur ude i den frostklare janaurluft.

Musikalsk spændte tiden sig ud fra barokken til nutiden, fra Händel til Wind, over et spand af 300 år. Fredag aften bød på en dejlig Nytårskoncert, med dygtige musikere, der tryllebandt på blokfløjte og cembalo og fyldte rummet med skønne toner fra en svunden tid.

Lørdag gik ad nye veje – en tur til Fredrikshåb plantage. Et virkelig særegent stykke Danmarks natur – hede, sandbanker og søer, der opstår og forsvinder, alt efter grundvandets stilling. Samtidig rummede området masser af historie fra 2. verdenskrig – mandskabsbunker, søjler til benzinledning og flyverskjul. Alt sammen noget, der er langt fra vores tid – og dog en vigtig del af vores historie.

Søndagen blev brugt til sang! Igen i år deltog jeg i Popsalmer. Og i år var der mulighed for at ikke kun børn kunne synge med, men også voksne – så derfor stillede jeg op. Og nød det. En inspirerende dag – og nu med en nodebog mere på hylden. Janne Wind, som stod for work shoppen, har komponeret og udgivet sin musik. Så nu kan konfirmanderne komme til at synge gamle tekster med nye melodier.

  Husby kirke lagde rum til Popsalmer

Janne Wind fortæller

Line, Caroline og Camilla – tre glade deltagere

En dejlig weekend er forbi, og som nu betyder, at hovedet i dag er fyldt med dejlig musik og mindet om gode stunder. 

Formiddagen har budt på avislæsning – det ved du godt, jeg synes, er en dejlig ting 🙂 Og her mødte jeg denne skelnen, som jeg synes er super interessant:

At huske, er en evne (huske kongerækker eller Europas floder)

At erindre, er at have summen af levet liv med sig. At bære livet med sig.

Definitionen er fra en kronik af tidligere biskop Keld Holm. 

Den kan man godt bruge lidt tid på at fundere over 🙂

God mandag.

Jette 

Naboens fødselsdag

Jeg er meget glad for mine høns – det er ingen vist i tvivl om 🙂

Og de trives og spurter rundt for at finde noget lækkert under blade og små grene. Og så lægger de æg. Flittigt og stabilt.

Så i dag, hvor naboen fejrer fødselsdag, da kunne de bidrage til en lille gave.

En hyggelig formiddag, i selskab med gæve kvinder, der har kendt hinanden i mange år – det er så fint at få lov at være en del af. Selv efter 20 år samme sted så er jeg stadig den nye i selskabet 🙂 Men efterhånden kan jeg dog tale lidt med om, det der var en gang. Livets gang på landet, mennesker og dyr – familiers historier. Alt det, der er med til at knytte os sammen.

God torsdag.

Jette

Det er hvidt derude …

Det er måske nok lidt en overdrivelse her på Vestfyn. Men frost og et fint drys af noget, der ligner sne, det er der nu 🙂

Koldt og vinterligt. Et vejr, der for mig, indbyder til at blive inden døre og gøre hyggelige ting. Eller i hvert fald fordybe sig lidt i noget læsestof.

Jeg vågnede i dag med en tydelig fornemmelse af, at jeg manglede at få noget viden puttet indenbords. Efter en lang og dejlig december, med utallige taler og gudstjenester, så er der ved at være udsolgt af gode idéer og store tanker 🙂

Så er det godt, at der kommer dage, som dem, vi har lige nu. Dage, der inviterer til at sidde lidt stille, tænke og læse.

Og jeg faldt lige over et citat, som jeg gerne vil dele med dig. Og som handler om, hvordan vi lærer nyt eller tilegner os ny viden. Det er igen Grundtvig, der har tænkt – tilbage i 1834:

“Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.” (N. F. S. Grundtvig)

Med andre ord, når vi skal lære noget nyt, så er det virklig vigtigt, at vi også synes, det er interessant eller meningsfyldt. Og så er det vist kun en fordel, at der er rigtig meget, man/jeg godt kan li’ og gerne vil vide mere om.

God dag – med en bog/blad i hånden 🙂

Jette

Nytårskur for konfirmander

Mine konfirmander vendte tilbage i dag efter en lang juleferie.

Og det jeg havde tænkt, vi skulle lave i dag, blev udsat, da de bestilte bøger ikke var kommet. Så i sidste øjeblik fandt jeg på, at vi skulle holde nytårskur. (Blandt andet fordi, der var utrolig meget kransekage tilbage fra i søndags)

Jeg skrev en lille nytårstale og havde stillet glas og kransekage parat. Og hvor en af deres forundrede kommentarer var: “Er det virkelig rigtige glas?” 🙂 Jeg ved godt, at plastic glas er gode og praktiske, men ind imellem så er det altså en fornøjelse at drikke af rigtige glas – også selv om det kun var hyldeblomst saft, der var i glassene 🙂

Konfirmanderne blev bedt om at tænke på to ting, de huskede fra 2015 og tre ting, de glædede sig til i 2016 – og som de så fortalte om for de andre. Og helt gennemgående så var ferier, fødselsdage og deres kommende konfirmation i fokus. Alt sammen noget der holdes og fejres sammen med andre. Det synes jeg var så fint at høre – at det vigtige og værdifulde i livet – det foregår sammen med andre mennesker.

Jeg talte lidt om årets ord 2015: “Flygtningestrøm” og kom med mine 3 bud på tanker for 2016. Dem får du også lige 🙂

1) Jeg vil arbejde for: At hjælpe andre
– både dem jeg kender, og dem jeg ikke kender.

2) Jeg ønsker, at det må ske: At mine konfirmander alle
får en dejlig konfirmationsdag, og at min datter finder et arbejde. 

3) Jeg glæder mig til: At skulle
konfirmere konfirmanderne, og på det personlige plan – at skulle fejre min fars 95 års
fødselsdag, min datters 25 års fødselsdag og min 55 års fødselsdagJOg helt sikkert meget mere godt, der kommer til en – helt uden at man
ved det.

2016 – et nyt år er begyndt.

På endnu en kold dag.

Jette

Godt nytår

31. december 2015 – et år er ved at rinde ud. Om ganske få timer synger vi:

Vær velkommen, Herrens år,

og velkommen herhid!

Sandheds Gud! lad dit hellige ord

oplive, oplyse det høje Nord!

Velkommen, nytår, og velkommen her! (Den danske salmebog 712,1)

Og skåler med hinanden og byder 2016 velkommen.

På mange måder lidt mærkeligt at skulle forlade 2015. Det har været et godt år, og det er altid trygt, at være i noget man kender. Og vi synes jo vi kender 2015 🙂

Og det gør vi, for kigger vi i kalenderen, så er den fyldt med aftaler, vi har haft, mærkedage vi har fejret, og oplevelser vi har haft. Hvad 2016 indeholder, ved vi af gode grunde ikke.

Men med frimodighed må vi gå ind i det! Byde det velkommen og gå i tillid til, at Vor Herre går med. Os, her i det høje Nord!

Jeg har ikke nået at få lavet en billedkavalkade, som jeg gjorde sidste år – så det bliver et billede af aftenens dessert, der runder dette år af. En brownie med en macaron på toppen og med is serveret til

Menuen bliver lidt i retning af dette.

Samtidig vil jeg gerne sige tak til dig, der læser med 🙂 Tak for kommentarer, likes og tilbagemeldinger i det virkelige liv. Det er så fint at høre om, hvordan nogle af opskrifterne kan inspirere til selv at prøve.

Jeg ønsker dig et velsignet og godt nytår – på gensyn i 2016.

Jette

Glædelig jul!

Ja andet kan det ikke hedde i dag – sidste indlæg før bloggen holder lidt juleferie.

Men en glædelig jul er jo det, jeg ønsker mest af alt for dig, der læser med. At glæde, nærvær og masser af ro må blive indholdet i de næste dage.

I dag fik jeg pyntet vores højeste juletræ nogen sinde. Hvor er det fint 🙂 og passer perfekt på den nye placering i præstegården – stuen med stuk og højt til loftet.

Fik jeg nået det, jeg gerne ville inden jul – næh, men det bliver jul alligevel.

Anden er i ovnen og hele huset dufter dejligt. Så skal den kun lunes i morgen, når hele familien sætter sig til bords.

Jeg glæder mig allerede 🙂

Må julen 2015 blive helt uforglemmelig.

Glædelig jul.

Jette

Side 90 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal