diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 89 af 111

Glimt fra hovedstad og hønsegård

En tur til københavn er nu altid hyggelig. Der er en særlig stemning, som er meget anderledes end her på Vestfyn.

Udsigten fra min venindes vindue er rigtig fin. Teglholmen, med masser af nyt byggeri – og meget vand, men ikke så meget grønt 🙂

Koncerten i DRs koncertsal var flot. Interessant, men bestemt noget andet musik end det jeg normalt lytter til. Men spændende at se en ung og super engageret dirigent lede DR symfoniorkesteret, det var virkelig en fornøjelse.

Jeg tror, det er godt for en, at se og opleve noget kunst og kultur – det efterlader masser af indtryk, og fornemmelsen af at have været med til noget ganske særligt.

Min veninde og jeg konstaterede så også, at vi passede præcis ind i statistikken for dem, der benytter de kulturelle tilbud: kvinder 50 + 🙂

Og velhjemme igen – så fandt jeg det første æg fra en af mine to nye høns. Yes, det er godt. Og hønsene er også vokset godt, siden de kom hertil, og har fundet sig ret godt til rette.

Nu går turen til Wittenberg, i Luthers fodspor – så de næste dage vil det blive Instagram der kommer et billede eller to på.

God tirsdag.

Jette

Til koncert

I fødselsdags gave fik jeg blandt andet dette glade kort 🙂

Og inden i var blandt andet en billet til en koncert i DR koncerthuset. Og den gave skal indløses i aften. Så jeg stiger på toget og kører til København. Det sker så sjældent, så når det sker, så er det en begivenhed.

Sidst jeg var der, var juni sidste år – det husker jeg præcis, fordi jeg i toget sad og skrev ønsker og tanker ned for mit sommerhus. Som jo så stadig kun er på tegnebrættet 🙂 Noget tager altså tid at få realiseret.

Men ikke denne gave. Det sker i aften. Musik med DR symfoniorkesteret – jeg glæder mig. På DR’s hjemmeside fandt jeg denne beskrivelse. Og jeg kender intet til noget af det, så det bliver vist en musikalsk overraskelse. Men med garanti for dygtige musikere og sanger, så skal det nok blive en oplevelse.

Med ønsket om en god weekend.

Jette

Kortskrivning :-)

Mine søde konfirmander skal snart konfirmeres – dejligt for dem, og en glæde for mig. Men det kræver også lidt forarbejde. Ikonerne har du set, de skal nu fordeles og kommes i poser, så den rette konfirmand får sit eget ikon med hjem. Og så skal der skrives kort til hver enkelt. Ikke at der står så meget i kortet ud over en hilsen og deres konfirmandord, men jeg synes, at det bør være en håndskrevet hilsen. Og det tager lidt tid. Men samtidig giver det mulighed for lige at tænke lidt over hvert af de unge mennesker – og i tanken ønske dem alt det bedste.

Idag skrives kort.

Og lidt senere har vi generalprøve, så det er tydeligt, at den store dag nærmer sig.

Kortene er i øvrigt bestilt via nettetog lavet med mine egne billeder – det er nemt, ikke særlig dyrt og gør det bare lidt mere personligt.

God onsdag.

Jette

Nøddetærte

Efter at have holdt hel lav profil i går oven på fødselsdag med gæster, så melder hverdagen sig igen 🙂 Med et møde i aften, som skal være her i præstegården. Så der bages 🙂

En nøddetærte. Den har jeg bagt før, men jeg har i mellemtiden fået små metal forme af min søster, og de er bare supergode til tærter. Jeg brugte dem også, da jeg bagte disse madtærter.

Så i stedet for at bage en stor tærte blev det til små tærter. Og i forhold til den oprindelige udgave, så har jeg øget mængden af karamelmasse, men det er op til en selv, hvor meget der skal til 🙂

Metal forme giver bare en fin kant 🙂

På en lidt grå april dag.

Jette

Blæst og modige høns

Det var ret efterårsagtigt i går.  Koldt og slet ikke et vejr at være ude i 🙂 Mine konfirmander holdt generalprøve i kirken, inden de på søndag skal konfirmeres, og de ønskede også kun, at det skulle blive noget bedre og varmere vejr.

Det blæste også mere end jeg troede. Det fik jeg syn for, da jeg var ude ved hønsene. Blommetræet havde endnu en gang måttet give efter – en stor gren var væltet og knækket af.

Hønsene er blevet mere modige. Nu har de boet her knap 1½ måned og kommer gerne ud, når jeg kommer. Men de er ikke begyndt at lægge æg endnu – det må nu snart ske 🙂

Og lige et glimt mere fra haven – for jeg var vist lidt tidlig ude, da jeg klippede min store og meget gamle rose gevaldigt ned.

Men det ser altså ud til, at den klarer det 🙂 Nu venter den – og jeg – på at det bliver lidt lunere og lidt mere solskin. Vand har vi fået nok af 🙂

Må du få en dejlig weekend – jeg fejrer fødselsdag og konfirmation, så det bliver en festlig weekend.

Jette

Gammel musik

Nu er der ikke længe til at, sognene skal på rejse tilWittenberg.

Og som et led i info aftenen, havde vi en lille koncert med musik fra Luthers tid. Altså musik skrevet omkring 1500 – og det lyder unægtelig noget anderledes end det, vi synger i dag 🙂

Helge Amossen, graver  og meget andet, sang og spillede lut og blokfløjte – i varierende tonearter og størrelser. Og iklædt en nutidig præstekjole så han faktisk helt ud, som man gjorde for 500 år siden.

Nodebogen her fra ca. 1895, viser hvordan musik blev noteret tidligere. Nodebilledet er noget anderledes end det, vi  normalt ser. Alle noder er sorte prikker og uden halse, ligesom det er sparsomt med taktstreger. Selve musikstykket er fra messen til påskedag og sunget på latin.

Det var en dejlig koncert – og som jeg har skrevet om før, så er det noget ganske særligt at møde mennesker, der i den grad går op i det, de kan og som gør det virkelig godt.

Og med dette fine musikalske indtryk i ørene, så er forventningerne til turen i Luthers fodspor blevet skuet op – nu vil vi gerne snart afsted 🙂

God torsdag.

Jette

Efter påske

Så blev det tirsdag – det blev hverdag. Og efter nogle dejlige og intense dage, så er det lige med at vågne op igen og finde tilbage til sin rette plads 🙂

Påskeliljer har været en vigtig del – du husker måske jeg skrev om #glædeligpåske – vi gjorde brug af det påskedag, da alle kirkegængere fik en påskelilje, da de kom ind i kirken. Nogle undrede sig lidt, men der fulgte en forklaring med og en opfordring til at tage påskebilleder efterfølgende.

Ved gudstjenesten påskedag var der dåb, og dåbsbarnets to brødre og to kusiner havde samlet nogle påskeliljer og stillede gerne op til foto 🙂 Den yngste, Tobias, var også ham, der havde haft til opgave at tørre lillebrors hår efter dåben. Det gjorde han med stor koncentration og meget grundigt 🙂

Her hjemme er der blevet hygget og sovet længe for nogens vedkommende. Dagene har også budt på fødselsdage og hyggelige besøg, så der er meget godt at tænke tilbage på.

Samtidig arbejdedes der med formuleringer til byggeansøgningen til sommerhuset – det er ikke helt lige til at få sådan en tilladelse i hus. Men mon ikke det snart falder i hak – så hører du om det, ganske bestemt!

Der er ikke blevet bagt – det sker så i dag, for der er menighedsrådsmøde i aften, og så må der fremtrylles noget til kaffen.

God tirsdag.

Jette

Persillekit

I går fandt jeg helt tilfældigt et sjovt frøkit. Jeg har ikke set denne udgave før, og så til 10 kr. Nu skal der prøves at dyrke persille. Jeg har forsøgt tidligere med persille, men det blev aldrig til noget. Jeg tror, det var noget med min tålmodighed og min manglende evne til at genkende frøspirer fra andre spirer 🙂

Inde i pakken var en super kompakt spagnum plade og en lille pose frø. Da der kom vand på spagnumpladen voksede den i løbet af 10 sekunder, så den fyldte hele bøtten. Virkelig imponerende. Og så blev frøene drysset på.

Nu skal der ventes og vandes sparsomt. Det bliver da sjovt at se, om jeg kan få en lille busk persille ud af dette sæt.

Du hører nærmere 🙂

På endnu en smuk dag.

Jette

Nu med nummer :-)

Det har været en travl weekend. Hele lørdag havde konfirmanderne workshop. De malede ikoner (billeder) over deres konfirmationsord. Det kommer der et indlæg om i morgen.

I går blev der arbejdet på grunden.  Der er stadig lang vej, inden selve byggeriet kommer i gang, men så kan jeg i mellemtiden få lavet lidt på nogle andre små projekter.

Som for eksempel at få sat husnummer op 🙂 Det lille anneks fik påsat nummer med solfanger. Jeg er lidt fascineret af disse små solceller, der kan lave strøm nok, til at en lille lampe kan lyse. Det er altså smart 🙂 Spørgsmålet er nu, om forbipasserende tror, at annekset er sommerhuset 🙂 Et lille bitte hus på en ret stor grund.

Der blev sat endnu en solcelle op. Den kan drive en lille ventilator, så der bliver skiftet luft i annekset. Solen glemte desværre at skinne i går, så jeg ved ikke, hvor virkningsfuld den er. Men det skal nu nok fungere.

Og se så lige her – nu kom Mettes lille juletræ i jorden. Det første træ, jeg har plantet på grunden. Nu håber jeg virkelig, at det får godt fat og bliver et smukt grantræ. Og så er det første træ – nu mangler jeg kun at plante 13 mere 🙂

Dejligt at der nu sker lidt på grunden – foråret gør, at det kribler i fingrene efter at komme i gang.

God mandag.

Jette

Juletræ i vækst

Underlig overskrift i marts måned 🙂 Men ikke helt.

En dejlig weekend med masser af hygge og besøg i både nord, øst og vest sluttede med, at Mettes lille juletræ kom med til Fyn. For snarest at blive plantet som det første nye træ på sommerhusgrunden.

Ideén bag det lille træ var jo, at det efter at have gjort nytte som juletræ på altanen, så kunne fortsætte tilværelsen i nye omgivelser på Sydfyn. Det bliver spændende at følge det lille træ.

Og jeg glæder mig over, at det så bliver det første af de mindst 14 træer, der burde plantes på grunden, hvis co2 regnskabet skal gå i nul. Bæredygtig skovbrug er jo, at der i hvert fald plantes lige så meget, som der fældes.

På en travl dag – hvor der også lige bages cookies 🙂 Dem ser du i morgen.

God tirsdag.

Jette

Side 89 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal