diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 68 af 111

Matador – i ord og toner

Det var titlen på det sang-foredrag, jeg var med til i går. Samarbejdet mellem den lokale pensionistklub og menighedsrådet fungerer fint, og et par gange om året er det menighedsrådet, der er vært. Og dermed har muligheden for at byde ind med et forslag til underholdning/foredrag/oplysning. Hvad det nu kan være.

I går var det musik og ord, der var i højsæde. Toner af Guld – et meget musikask ægtepar, som i anledning af efterårsferien havde taget deres drenge med – underholdt på fornemste vis med Matadors historie – krydret med masser af sange. Og lidt pudsigt, for man tænker jo egentlig ikke, at der er sange som sådan i Matador – måske lige bortset fra kendingsmelodien og sangen til Agnes og Rødes bryllup. Men der gemmer sig faktisk mange musikalske glimt i lydtæppet til serien. Og dem havde Helle & Dynes – som ægteparret hedder – meget flot fundet frem.

Levende og nærværende blev det hele fortalt og fremført, og vi, der lyttede med, kunne nynne med, når stroferne var nogen vi kendte.

Som et lille kuriosum, så havde de begge fået fat i “kongenålen” – som også var med i filmen. Den havde jeg nu ikke lagt mærke til. Men Helle, som i den grad havde styr på detaljerne i Matador, var god til at føje finurlige vinkler til sin fortælling.

Og samspillet mellem de to, var virkelig godt. Så det var en stor fornøjelse at lytte med.

Og der blev lyttet og hygget og nynnet med. Og drukket kaffe og spist æblekage. Helt som det skal være på en smuk efterårs eftermiddag.

Som sluttede med, at vi alle sang sølvbryllupssangen, der blev skrevet til Varnæs’ sølvbryllup. Det var næsten som at være der selv 🙂

De to drenge gik rundt og delte sangen ud – som selvfølgelig lå på et sølvfad 🙂

Det var et par hyggelige timer i Matadors univers. Og som jeg har skrevet om før – så tror jeg, det er godt at komme ud og få lyttet til noget dejlig musik en gang i mellem. Blive beriget. Og gå glad hjem.

Nu er det tid til weekend – jeg ønsker dig en dejlig en af slagsen.

Jette

En travl tirsdag

Men også en god tirsdag – fyldt med “præste”arbejde, og slutter af med en tur på café i aften sammen med min gode mand 🙂

Måske du undrer dig over, hvad der gemmer sig bag “præste”arbejde? 🙂 For mig dækker det over en plejehjemsgudstjeneste, en bisættelse og et møde med min søde nabokollega. Og så lige et møde mere 🙂

Sådan er alle mine dage ikke. Der er også dage, hvor jeg sidder på mit kontor og kigger på min skærm det meste af dagen. 

Og så er det også lige dagen, hvor min kopimaskine sætter sig fast – øv!

Jeg håber, du får en dejlig tirsdag, hvor du når det du gerne vil 🙂

Jette

Min glutenfri morgenmad

Jeg tænker egentlig ikke så meget over, om min mad er det ene eller andet. Men det sker, at ord som glutenfri eller vegansk dukker op.

I dag er min morgenmad glutenfri. Jeg har fået lavet nøddecrüsli og kvæde sirup – og oven på ymer smager det ret godt 🙂

At det blev kvæde sirup, der kom ud af mine fundne kvæder, var ikke helt meningen. Det skulle have været gelé – men det stivnede ikke helt nok. Så det fik nyt navn. Og jeg bruger også oftere frugt sirup end gelé, så skaden er ikke så stor 🙂

Og det er enkelt at lave.

Kvæder er en ret hård frugt, og den er næsten umulig at skrælle. Så det er godt, at den blot skal skæres i kvarte. Jeg fjernede kernerne – og kom den så blot i en gryde.

Dækkes med koldt vand og koger under låg en times tid. Så kommes det hele gennem en sigte, og drypper af et par timer. Saften måles op – til ½ liter saft bruges 250 gr. sukker.

Det kommes i en gryde og koger uden låg ved svag varme ca. 30 minutter. Saften skifter farve – fra lys gul til smuk orange.

Siruppen hældes på glas eller flaske. Jeg skyller mine glas i rom inden jeg kommer saft eller syltetøj i – atamon kan også bruges.

Kvæder har sin egen smag – lidt syrlig, men fin oven på müsli. Eller måske en frugtsalat ? 🙂

I hver fald – jeg har haft en fin start på dagen – med min glutenfri morgenmad. Som dog ikke var helt glutenfri – der fulgte også et skønt stykke valnøddebrød med 🙂

God torsdag.

Jette

Efterårs stemning

Den kommer faktisk helt af sig selv i disse dag. Det blæser, byger, der kommer og går, vindstød, der rusker grene og blade, og vasketøj, der snor sig om snoren.

I går på min cykeltur langs vandet, var der skumtoppe og sprøjt i luften – næsten som i “blæsten går frisk over limfjordens vande ” selv om det er i det fynske 🙂

I haven og langs hegn, på buske og træer skifter bladene farve. Der er for alvor blevet tid til “gyldne farver og sensommerbrise, der fylder hjertet med vemodig musik.”

“Nu haster skyerne forbi, og modner æbler falder i oktobermørke haver.”

Naturen skaber stemningen og musik og poesi fylder sind og tanke. Når man først begynder at tænke lidt i efterårs sange og salmer, så er der faktisk mange, som dukker op. Ikke mindst Grundtvigs ord “Nu falmer skoven trindt om land” synger med i manges sind. En smuk salme, der også holder os fast på, at vores vej er ledsaget af “tro og håb og kærlighed”.

På en smuk efterårsdag.

Jette 

Skole-Kirke og sommerhus

I går var en fin dag 🙂

Fra morgensstunden fyldtes kirken med livlige, nysgerrige og søde elever fra 2. klasse fra den lokale skole. Det er efterhånden en tilbagevendende begivenhed, at 2. klasse kommer på besøg i kirken i kristendom.

Og det er så fint. Og graverne og jeg bliver lidt udfordret, får spørgsmål vi ikke lige svarer på hver dag 🙂 Men dejligt, at børnene vil høre om stedet og tingene, der er i kirken. Og så synes de, at bogstaverne der er skrevet med på prædikestol og altertavle er ret umulige at læse 🙂

På kirkegården tog graverne dem med rundt – i kapel og maskinrum – og de forskellige maskiner bestiges med stor glæde.

Samarbejdet med skolen her er kommet i stand, fordi nogle lærere synes, det er en super ide at komme ud og opleve og mærke kirke og kirkegård. Og det er dejligt.

I flere år, er der i Middelfart Provsti blevet arbejdet på at etablere et decidereret skole-kirke-samarbejde – og endelig er det kommet i stand. Det betyder at provstiet nu tilbyder et færdigt undervisningsmateriale til fri afbenyttelse af skolerne. Et materiale, hvor forskellige kirkelige emner tages op. Det forventer jeg mig meget godt af. Og ser frem til at endnu flere klasser kommer på besøg i kirken.

I går blev det også til en tur i sommerhus. Hvor dejligt – det er næsten en måned siden, at jeg sidst var der 🙂 Og nu skulle græsset slås, for endelig er det kommet godt i gang efter en lang, lang varm og tør sommer. Det gror så fint, og skønt at se noget grønt.

Det var Ole, der gik bag græsslåmaskinen – jeg sad indefor 🙂 Og nød, at det igen er blevet tid til at tænde op i brændeovnen, drikke kaffe og sidde i sofaen og strikke. Det var virkelig skønt.

Vi nåede også en tur ned til vandet. Det blæste ret kraftigt og det kunne faktisk også mærkes i huset – det svæver jo på skruerne og når vinden er lige på, så giver det hele sig lidt 🙂 Blæsten havde igen trukket rigtig meget vand ud i Lillebælt, så mange både lå på sandet og ventede på, at vandet igen kom tilbage. Det er altså et lidt forunderligt fænomen.

Det var en dejlig dag – midt i ugen.

God torsdag.

Jette

En nymalet lejlighed

Så er weekenden gået – hold op, hvor den gik hurtigt 🙂 Men har været en dejlig weekend, hvor vi nåede det, vi gerne ville.

Smuk himmel og skønne bygninger

Planen var at få malet den lille lejlighed i Århus, og derefter få Peter flyttet over og ind. Begge dele skete.

Her var udgangspunktet 🙂 De sidste flyttekasser kom ud, og så skulle der pilles hylder ned, elektronik fjernes og mange meter malertape sættes på. For selv om det er en lille lejlighed, så er der lige så mange stikkontakter og lampeudtag og dørkarme, der skal tapes af. Forarbejdet tog sin tid – inden vi nåede til det lidt sjovere, nemlig at male.

Men så skete der også noget. 3-4 mand med pensel, ruller og maling – det bliver til noget. Så først på aftenen var sidste penselstrøg taget. Og det hele duftede og var blevet lysere.

Solskin på nymalet karm

Og vi kørte til Fyn, godt brugte. For så at tage til Århus igen i går morges 🙂 Nu skulle den nye lejer overtage, og vi flyttede Peters ting ca. 500 meter. Fra den charmerende gade med udsigt til Aros hen til Vesterbro Torv med biler og busser i et væk. Men også meget centralt.

Nymalet og med Peters sofa på plads

Vi efterlod en glad yngstemand i en ren lejlighed, der duftede af ny maling – og så omgivet af ret mange flyttekasser. Men med mulighed for at komme på plads.

Det har været en sjov weekend – og en vis tilfredsstillelse selv at kunne klare malerarbejdet. Og man kommer til at kende lejligheden godt, når man sådan kravler rundt oppe og nede og rundt langs alle kanter 🙂

Nu håber jeg Peter falder godt til på anden sal.

God mandag.

Jette

Fri weekend

Sådan står der i kalenderen for den kommende weekend. Det glæder jeg mig til. De foregående weekender, siden sommerferien sluttede, har været optaget af arbejde på den ene eller anden måde.

Så nu hedder det friweekend – og hvad skal den så bruges til 🙂 Også arbejde, men noget arbejde jeg sjældent gør – nemlig at male.

For en del år siden købte jeg en lille lejlighed i Århus, her har Mette boet, mens hun læste. Nu er tiden kommet til at Peter skal overtage og flytte ind – men inden det sker, må der lige males lidt og friskes op. Så familien er kaldt sammen og så går vi i gang 🙂

Malergrej er fundet, andet købt og noget lånes. Kagerne er bagt, så der er lidt til kaffepausen 🙂

Det lyder som et stort projekt, det er det sådan set ikke – men når man er på udebane, så føles det let lidt uoverskueligt. Der er to små rum, et køkken og lille bad.

Nu jeg glæder mig til på mandag at kunne vise et par billeder af et vellykket projekt 🙂

Jeg ønsker dig en skøn weekend.

Jette

Til Åbnet Landbrug

I går var der landet over Åbent Landbrug. Mange forskellige landmænd og landbrug inviterede indenfor, så man ved selvsyn kunne se, hvordan det er at bo på landet i dag. Hvordan grise og køer har det, hvordan grøntsager, korn og andet produceres.

Velkomst blikfang

Jeg har en enkelt gang før været til åbent landbrug – hos min tidligere menighedsrådsformand – men det er mange år siden.

I går bød muligheden sig for igen at komme afsted. Denne gang til Månsson og hans gård nær Brande. Et kæmpe foretagende med grøntsagsproduktion og æg fra fritgående høns som det primære. 

Axel Månsson har været landmand i over 40 år og begyndte som almindelig langmand, men lagde undervejs om, så langt det meste nu er økologisk.

Og hans virksomhed er stor – for selv om det er landbrug, så er det også en virksomhed, med ansatte, varer, biler og traktorer og masser af logistik.

Fritgående hvide høns

Og det er stort – der er over  140 000 høns! Helt vildt mange. Dem vi så havde det dejligt, de hyggede sig og var uimponeret af, at der var ret mange gæster på gården i går 🙂 Og på forunderligvis, så vidste hønsene, hvor redekassen var – og det var ikke ude i det fri!

De mange, mange æg sælges i helt almindelige butikker.

De mange grøntsager, der produceres sælges landet over. Og i deres egen gårdbutik. Her blev også solgt deres egne æg. Og en del korn og kerner fra andre økologiske producenter.

Jeg kan ikke komme ind i sådan en butik, uden at få noget med ud igen 🙂 Heller ikke i går.

Nye grøntsager 🙂

Så nu har jeg et glaskål og en spændende asparges-broccoli. Den kender jeg ikke, men det bliver da spændende at smage den 🙂

Det var et interessant besøg på en virksomhed, som er velkørende, og som er et godt eksempel på, at økologi er muligt. Også som rentabel forretning. Og så er det altså spændende at høre om mennesker, der tager en ny retning i deres liv. Som bevæger sig fra noget kendt og almindeligt til at blive frontløber.

Smuk buket

Gårsdagen bød på endnu et køb – en smuk buket. Købt ved auktionen, der blev afholdt i forbindelse med høstgudstjenesten.

Det har været en travl og god weekend – nu fordøjer jeg de mange indtryk 🙂

God mandag.

Jette

En anderledes butik

Det er virkelig oppe i tiden med stop madspild. Og det er kun godt, at der tales om det. Og gøres noget ved det. På mange fronter. Den vigtigste er nu nok egentlig hos os selv, hjemme i køkkenet – en bevidsthed om, hvordan vi håndterer de madvarer, vi har til vores rådighed.

Hvor er jeg glad for hønsene, de er storspisere af tørt brød – (og lidt laves til rasp). Hund og kat nyder godt af det aller sidste aftensmad 🙂 Og så har jeg jo min kære kompost til al grønt affald.

Wefood på Vesterbro Torv

Men det var slet ikke det, jeg ville skrive om i dag 🙂 Det er derimod om en anderledes butik – som jeg havde mulighed for at besøge i går. Nemlig Wefood i Århus. Det er Folkekirkens Nødhjælp der står bag initiativet – at lave et supermarked med overskudsvarer. Varer, der er lidt trykkede på emballagen, har forkert datomærkning, eller overskrevet dato. – Varer der normalt ville være blevet smidt ud, dem får man nu mulighed for at købe billegere i Wefood.

Folkeaktie – købt til støtte af projektet

Butikken i Århus er ret ny, åbnede i maj i år, der var allerede to butikker i København. Og jeg har glædet mig til at kigge inden for. Min søn Peter, havde set den nye butik, men aldrig været inde – hans kommentar var, at han syntes, det så lidt dyrt og eksklusivt ud, den måde butikken var indrettet på! Det må da siges at være en fin omtale at få 🙂

Info boble

Inden for var der pænt og rent, god plads og alle varer var virkelig fint præsenteret. Det lignede på ingen måde 2. sortering. Eneste minus var, at udbuddet trods alt ikke var så stort. Så man kan ikke lave alle sine hverdagsindkøb der – men man kan begynde der, og så handle videre i de almindelige butikker.

Personalet er frivillige, venlige og hjælpsomme.

Indkøb = 13 kr.

Jeg gik rundt blandt mange unge mennesker – det er det charmerende ved Århus, gennemsnitsalderen er utrolig lav 🙂 Jeg fandt blandt andet en pakke Macaroni and Cheese til 3 kr. Det blev til noget af aftensmaden i går 🙂 Godt og billigt.

Det var nok en billig omgang for mig – men det bedste er jo, at alt overskuddet af salget går til Folkekirkens Nødhjælps hjælpearbejde rundt om i verden. Jeg synes, det er så god en ide, med den her slags butikker.

God tirsdag.

Jette

Forberedelser

Langt de fleste forberedelser foregår i det skjulte – eller er i hvert fald ikke helt synlige. Det kan godt være, at når det, man har arrangeret og forberedt løber af stabelen, at det kan ses, at der må ligge noget arbejde bag – men hvor meget eller hvor lidt er svært at se 🙂

Men under alle omstændigheder – forberedelser skal der til. I denne tid er det mine kommende konfirmander, der dukker op med jævne mellemrum. I dag får de brev med hjem om mødetidspunkt og andre praktiske ting, de skal vide inden start.

Det nye kirkeblad ses også her – selv om der ikke er så meget tekst i bladet, skal det hele dog samles og ikke mindst, skal der tænkes i billeder. Jeg tager gerne de fleste selv, så er jeg sikker på, at jeg ikke kolliderer med noget copyright 🙂

I går var mine kære kollegaer til møde – det gik fint. Men inden de kom, havde jeg haft travlt, for jeg ville bage brødet selv. Så fra meget tidlig morgen blev der æltet franksbrød, gulerodsbrud og stykker med nøddetop. Og for nogle dage siden bagte jeg harvest kager. Og tidligere igen lavede jeg brombær-æble syltetøj 🙂 Jeg ved såmænd ikke om mine kollegaer bed så meget mærke i, at det var hjemmelavet – men jeg var okay tilfreds med at kunne servere det for dem 🙂

Der var lidt brød i overskud – så i dag har jeg kunnet nyde ristet brød med lækkert syltetøj 🙂

Det næste store arrangement er sogneudflugten – her er det dog ikke mig, der lægger hus til, men derimod Ole. Har har inviteteret sognet til eftermiddagskaffe 🙂 Modigt, og til stor glæde for dem, der har tilmeldt sig. Men det kræver også lige lidt forberedelse. Men det skal nok blive rigtig fint – det fortæller jeg om en anden gang.

På en mild onsdag.

Jette

Side 68 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal