Sommetider er det umuligt kort at skrive, hvad det er for en slags brød eller boller, der bliver bagt 🙂 Dem, jeg har lavet her, er en almindelig bolledej og så pyntet godt med kerner og nødder og skåret ud i firkanter. Men som variation og lidt anderledes at se på, så er de fine.
Da jeg var på salatkursus, betonede Salattøsen, at det ofte gjaldt om at skære grøntsager ud i forskellige former og faconer og variere tilberedningen af dem. Og det tror jeg, hun har meget ret i. En enkel måde at gøre noget mere interessant på. Også når det gælder bagværk 🙂
Stykker med nødde/kerne top (8 stk)
1 dl. surmælksprodukt
2 dl. koldt vand
15 gr. gær
1 tsk. groft salt
1 spsk. honning
1 spsk. neutral olie
50 gr. grahamsmel
50 gr. havregryn
ca. 300 gr. hvedemel
Pynt
50 gr. blandede kerner og nødder (finthakket)
Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser – hold lidt hvedemel tilbage, for det er lidt forskelligt, hvor meget der skal bruges. Æltes til en fin dej, der hæver et par timer.
Æltes igennem igen og rulles ud til et rektangel.
Fordel nødder og kerner på toppen, tryk dem let ned i dejen og skær så firkantede stykker og placer dem på en plade med bagepapir. Efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader. Bag stykkerne 18 – 20 minutter.
Så er der lækre små brød med en skøn smag af ristede nødder på toppen 🙂 Mine mandler og nødder var ikke hakket fint nok, så de faldt let af. Men sesamfrø, hørfrø og solsikkekerner blev fint siddende.
Stykkerne kan bruges til morgen, middag og aften og alt derimellem 🙂
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar