Jeg tænker egentlig ikke så meget over, om min mad er det ene eller andet. Men det sker, at ord som glutenfri eller vegansk dukker op.

I dag er min morgenmad glutenfri. Jeg har fået lavet nøddecrüsli og kvæde sirup – og oven på ymer smager det ret godt 🙂

At det blev kvæde sirup, der kom ud af mine fundne kvæder, var ikke helt meningen. Det skulle have været gelé – men det stivnede ikke helt nok. Så det fik nyt navn. Og jeg bruger også oftere frugt sirup end gelé, så skaden er ikke så stor 🙂

Og det er enkelt at lave.

Kvæder er en ret hård frugt, og den er næsten umulig at skrælle. Så det er godt, at den blot skal skæres i kvarte. Jeg fjernede kernerne – og kom den så blot i en gryde.

Dækkes med koldt vand og koger under låg en times tid. Så kommes det hele gennem en sigte, og drypper af et par timer. Saften måles op – til ½ liter saft bruges 250 gr. sukker.

Det kommes i en gryde og koger uden låg ved svag varme ca. 30 minutter. Saften skifter farve – fra lys gul til smuk orange.

Siruppen hældes på glas eller flaske. Jeg skyller mine glas i rom inden jeg kommer saft eller syltetøj i – atamon kan også bruges.

Kvæder har sin egen smag – lidt syrlig, men fin oven på müsli. Eller måske en frugtsalat ? 🙂

I hver fald – jeg har haft en fin start på dagen – med min glutenfri morgenmad. Som dog ikke var helt glutenfri – der fulgte også et skønt stykke valnøddebrød med 🙂

God torsdag.

Jette