diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 106 af 111

“Mor-boller” – eller boller med gods i

Udtrykket “Mor-Boller” har eksisteret i vores familie en del år. Og det er boller, jeg i den grad har helt for mig selv 🙂

Og udtrykket dækker over boller med alle mulige lækre ting i: nødder, chokolade, kerner og frø,  tørret frugt + forskellige melsorter. Og bollerne er også kendetegnet ved, at de aldrig er ens fra gang til gang.

Derfor kommer der heller ikke en rigtig opskrift i dag – mere en sådan cirka opskrift, mest af alt til inspiration.

I bollerne, jeg bagte i går, kom der blandt andet en af mine syltede citronskaller. De gav en fin variation.

Boller med gods i 🙂 (6 stk)

2½ dl. væske

15 gr. gær

1 tsk. salt

1 tsk. sukker

1 spsk. olie

1 æg fra en selvstændig høne

Dette røres sammen, til gæren er opløst. Så tilsættes hvad køkkenskabet eller skuffen nu rummer af lækre ting.

I små bunker i skålen kommes:

Fuldkornsmel, grahamsmel, havregryn.

Tørret frugt (rosiner, dadler, figner)

Hørfrø, solsikkefrø, nødder o.lign.

Det røres godt rundt, og så tilsættes hvedemel, til du får en fin dej, der æltes til den slipper fingrene.

Sættes til hævning et par timer eller tre. Æltes igennem, formes til boller og efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bager ca. 15 – 20 minutter, og afkøler på en rist.

Og nu har du solide boller, der smager af noget, giver noget at tygge på og som mætter i lang tid.

Jeg tygger videre på det grove brød, mens kirkebladet tager form og møder forberedes. August er virkelig en måned, hvor alt begynder igen, og det kræver noget forberedelse.

Men så er det jo dejligt, når noget af det også lykkes. Salmemaraton, som blev skudt i gang for et par uger siden, er kommet så fint fra start – og det er virkelig noget, jeg glæder mig over.

God tirsdag – hvor sensommerens lidt kølige luft mærkes.

Jette

Genbrug af ribs :-)

Dette er et forsøg – men sommetider er det lidt sjovt at få udfordret sin viden og kunnen – og det blev den her.

Kirkens graver havde haft gang i fremstilling af kryddersnaps – eller vel egentlig ribssnaps. Det var i hvert fald ribs og sukker, der i en månedstid havde stået og trukket med en flaske snaps. Og nu var tiden kommet, da ribsene skulle hældes fra – og så var spørgsmålet: Kunne de bruges til noget? Jeg fik bærene overdraget og måtte så se, om det kunne blive til noget 🙂

Jeg fandt en enkelt blog, hvor der var nævnt i forbifarten, at sådanne bær kunne bruges til marmelade eller saft – men hvordan eller nogen opskrift var der ikke noget af.

Så mine tanker gik i retning af ribsgele – med alkoholsmag 🙂 Ribsene var søde og havde en smag af spiritus.

De frasigtede ribs kom i en gryde med et par deciliter vand og så kogt et kvarters tid. Og derefter til afdrypning i en sigte. Saften blev kogt ca. ti minutter med lidt sukker – og så ellers hældt på et glas.

Og geleen er stivnet – nok ikke helt som til rigtig gele, men godt på vej.

Og smagen ? 🙂 Den er udmærket, men slet ikke så frisk og tydelig som gele lavet på friske ribs. En lidt flad smag. Men jeg tænker, at den fint kan bruges til at overtrække en frugttærte med eller som top på en cheesecake.

Og farven er forbavsende fin, selv om ribsene har ligget i sprit i 40 dage, eller hvor længe det nu var 🙂

På en skøn og solrig fredag – ønskes du god weekend.

Jette

Kokostoppe og andet godt …

Ferie – det er absolut en dejlig ting. Giver fornemmelse af, at det er helt i orden ikke at lave så meget. Og tid til andre ting.

I går indeholdt dagen forskellige besøg. Første besøg gjaldt “bil til service” – et besøg jeg vidste ville koste en halv bondegård – så det var selvfølgelig lidt træls. Men på den anden side, så har jeg for længe siden besluttet, at det at have bil, det koster, men det er også frihed, og det sætter jeg enormt højt.

Mens bilen var i gode hænder, gik jeg lidt i butikker, med tegnebogen godt begravet i bunden af tasken. Men jeg fandt alligevel en lille skål, jeg bare måtte have med hjem. Den er nuttet og – jeg ved det godt – en mærkevare (Blomsterberg). Men jeg er rigtig glad for den 🙂

Dagens øvrige besøg var i selskab med gode veninder – så der blev talt utroligt meget 🙂 Og tanker blev vendt, og problematikker blev set fra andre vinkler. Alt i alt en berigende dag.

Der blev bagt lidt – nogle kokostoppe, som bare altid smager godt.

Og i de meget sene aftentimer kørte en kæmpe mejetærsker rundt på præstemarken og høstede kornet. Da jeg voksede op, var det duggen, der bestemte hvornår det var slut med at høste – men sådan er det bestemt ikke mere. Så her til morgen så marken sådan ud:

I Det gamle Testamente fortælles det, at Gud sagde til Israelitterne, at når de høstede, så skulle de ikke gå tilbage, hvis de havde tabt en smule korn. – Det skulle de lade ligge til den trængende og den fattige. En god tanke om social omsorg allerede den gang.

Jeg tænker lidt mere nøgternt og konkret – måske der vil være spildt lidt korn, som mine høns kan have lidt glæde af 🙂 De vil i hvert fald holde en fest, hvis de finder noget.

God sommer fredag.

Jette

Salmemaraton

Hvad er det? Det spørgsmål er jeg blevet stillet en del gange den sidste tid 🙂  Og det er et godt spørgsmål – men som de fleste gætter på, så må det være noget med salmer og salmebog – og i lang tid.

Og rigtigt.

 

I dag begynder vi på to års salmesang. Middelfart provsti og dets mange kirker danner rammen på skift, og hver uge mødes vi så og synger fortløbende salmerne i salmebogen. Vi begynder i dag med nr. 1! og når igennem de første 11 salmer, og så fortsætter vi om en uge, hvor vi slap.

Undervejs er der lidt at spise og tid til at hyggesnakke. Og som Peter var hurtig til at konkludere – så vil det være to år, hvor der en aften om ugen ikke bliver serveret aftensmad i præstegården! Det synes han i sig selv er en udfordring 🙂

Jeg skal i dag have bagt nogle squash flutes – netop til i aften. Opskriften på dem følger i morgen.

De – squashene – er ikke fra egen have, men fra gravermedhjælperens. – Og det vil give så fin mening at bruge dem i brød, der skal serveres i kirken.

Der ud over kommer er squash i en lækker perlespelt salat, som også bliver serveret i aften. Jeg kan godt være lidt nervøs for, hvordan den bliver modtaget – men nu prøver jeg 🙂

Og alt imens nyder jeg en uges ferie – hvor det stadig er det skønneste sommervejr.

God onsdag.

Jette

Sommer havregrynskugler

Måske du allerede nu tænker jul, eller i hvert fald mørke, kulde og hygge inden døre? Havregrynskugler er i hvert fald ikke det første, jeg tænker på her i juli, selv om det er den sidste dag i måneden 🙂

Men man kan overraskes!

Så da jeg åbnede døren til køleskabet her til morgen – stod en helt tallerken med de mest sirlige og fine havregrynskugler parat. Lige klar til at blive serveret.

I nattens mulm og mørke – eller i hvert fald i de sene nattetimer har Peter været i køkkenet og hygget sig med havregryn og smør og kakao. Det er da lidt hyggeligt. Og jeg ved godt, at man ikke kan leve af havregrynskugler, men det er nu ikke så dårligt at kunne fremstille sådan nogen – som både er akkuratte og smager godt 🙂

Jeg havde tænkt at fortælle om et nyt brød og lemoncurd i dag – det kommer i morgen. Der er et glimt af det her.

Farven her er helt naturlig – det synes jeg er imponerende! At æg og citron kan blive til sådan en fantastisk flot og frisk gul farve. Det bliver man kun glad af at se på.

Må din torsdag blive god og rar.

Jette

Lækkert og smart syltetøjsglas

Ja, det er smart – jeg har blot endnu ikke helt forstået ideen 🙂

I sidste uge købte jeg et fint lille syltetøjsglas, perfekt til små portioner af hjemmelavet syltetøj. I lækkert design og kvalitet. Mærket hedder Kilner, og har en 150 år gammel tradition bag sig. (læs mere her

Men det interessante er låget! Det er nemlig delt i to, så det består af en ring og en plade. Og som jeg har forstået det lægges pladen på, når glasset er fyldt og ringen skrues på. Så slutter det helt tæt og kan indholdet gemmes godt og længe.

Fint nok – men da jeg læste videre på nettet om mit nye glas, så viste det sig, at pladen kun kan bruges én gang. Så skal den udskiftes og en ny tages i brug! Det var der bare ikke nogen, der fortalte noget om, og der stod heller ikke noget i brochuren, der fulgte med. Men på nettet kan man købe sæt med 12 nye plader, så kan glasset bruges igen.

Men – jeg tror nu nok, at min plade kan vaskes og bruges igen – mere end en gang 🙂 Men glæder mig bestemt til at tage det nye glas i brug!

Jette

Mel fra Egeskov Mølle

Hvor er det dejligt, når nogen tænker på en – og ens interesse for bagning 🙂

I går blev jeg begavet med 2 kg. mel. Mange vil måske synes, at det er en lidt underlig gave at få – men jeg blev rigtig glad. Og glæder mig til at prøve at bruge melet.

Det stammer fra Egeskov mølle her på Fyn. Møllen er fra 1848 og virkede som kornmølle i 100 år. Nu tilhører den Svendborg Museum, og det er et frivilligt møllerlaug, der sørger for, at der nu igen  males korn på møllen.

Jeg har ikke besøgt møllen, men det står på listen af noget af det, jeg gerne vil se 🙂

Melet er groftmalet på stenkværn og dejlig at se på og røre ved. Og let at arbejde med. Virkelig luksus – også på en Budget side.

Med melposen fulgte også et lille opskrifthæfte – og jeg gav mig i kast med et lille brydebrød.

Brydebrød (8 boller)

12 gr. gær

1½ dl. vand

1 dl. surmælksprodukt

1 spsk. honning

1 spsk. olie

125 gr. Egeskov mølle mel

1 tsk. groft salt

ca. 250 gr. hvedemel

Gæren røres ud i vandet og det øvrige tilsættes – hvedemelet lidt efter lidt. Æltes godt igennem og stilles til hævning ca. 1½ time. Æltes igennem og deles i 8 stk., trilles til boller, der lægges tæt i en smurt springform ( 18 – 20 cm.).

Pensles med vand og drysses med kerner og frø – gerne forskelligt på hver bolle

Efterhæver godt ½ time og bages ved 200 grader i ca. 25-30 minutter. Køler af i formen, før brødet tages ud og serveres helt, så man ved bordet kan bryde et brød ud af helheden.

Det er blødt og lækkert – har en tæt krumme og masser  af smager.

Rigtig god lørdag – med lidt mindre sol 🙂

Jette

Fra haven

Hønsene er kilde til stor glæde og megen snak – og hyggelige er de.

Men som nævnt forleden, så har de ikke en indbygget GPS, som fortæller dem hertil og og ikke længere.

Så efterhånden er de ved at være ret så frygtløse og går på visit hos både naboer og genboer. Og det er jo ikke lige helt sikkert, at alle synes, det er så festligt at få besøg af mine høns!

Her er de dog på arbejde i egen have. – I baggrunden anes, at en flittig mulvarp også har fundet vej hertil. Det fineste muld bliver skubbet op og ligger i en tue i sirlig orden. Jeg samler jorden op og flytter den over i højbedene, for der tror jeg, den vil gøre fin gavn.

Pyntegræskarerne er nu for alvor ved at komme på banen. De første eksemplarer har lagt sig til rette på jorden. Nu er spørgsmålet så, hvor længe de skal blive siddende på planten, før de klippes af og kan komme til at pynte en andet sted?

Det bliver også lidt interessant at se, om de får flere farver. Det ville være dejligt – og var da også det emballagen antydede.

Og solbærsyltetøjet, som blev brugt i makronsolbærsnitter, var lavet af havens sidste solbær.

Solbærsyltetøj

100 gr. solbær

80 gr. rørsukker

Blandes i en gryde, og må gerne stå og trække lidt, før det koges ca. 10 minutter uden låg ved svag varme.

Kommes i et rent glas – eller bruges eller spises snarest. Det smager virkelig af sol og sommer 🙂

Og sommer er det fortsat – hold da op, hvor er det varmt. Mit aktivitetsniveau er mest stillesiddende – i skyggen 🙂 Det er til gengæld ret fint.

God dag.

Jette

Tærte og loppefund

Overskriften fortæller om en dejlig, afslappet og varm søndag.

Hvor mange vil grille, men jeg bager en tærte 🙂 Og i går blev det en forårsløg-tærte.

Men inden den, så var jeg også på besøg på et lille fint loppemarked. Alt var pænt stillet op, og der var kaffe på kanden og tid til lidt snak. Jeg var på udkig efter små glas til syltetøj og gelé – men fandt i stedet to små vaser.

Især den malede vase, er jeg glad for. Den ser større ud end den er. Den måler ca. 12 cm i højden. Bagved ses en sjov lille kande – perfekt til de første forårsblomster, når det engang bliver den tid igen 🙂 Jeg er sikker på, at jeg får meget glæde af dem begge to.

Aftensmaden blev tærte med hjemmelavet tzatziki.

Det blev en lille smule “på slump”, for madtærter er super til at få brugt lidt rester i. Og kan laves i et utal af variationer, alt efter hvad man nu lige har lyst til at komme i sin tærte.

Tærte med forårsløg (2-3 pers.)

Mørdej – se opskrift her

(Passer til et tærtefad med 20 cm. i diameter)

Fyld:

1 bundt forårsløg

50-75 gr. revet ost – gerne lidt parmesan i blandet

75-100 gr. kylling eller skinke ( evt. en pålægsrest)

2 æg fra hjemlige høns

1 dl. mælk/fløde

½ tsk. salt

friskkværnet peber

evt. lidt chiliflager

Mens bunden forbager laves fyldet. Snit forårsløg i små stykker. Pisk æg, mælk og krydderier sammen. På den forbagte bund kommes først den revne ost, så forårsløg, dernæst kød og til sidst hældes æggemassen over. Tærten bager færdig ca. en halv time ved 200 grader.

Finishen på tærte kanten kunne bestemt være bedre 🙂 men ser man bort fra det, så smagte tærten fint.

God mad på en god sommerdag.

Jette

Til bryllup …

Denne weekend bliver lidt anderledes end så mange andre 🙂

Jeg skal nemlig til Nordjylland, hvor jeg – ud over at besøge min far – også skal til bryllup. Det er altid festligt. Men denne gang noget ganske særligt, idet det er min gamle klassekammerat fra folkeskolen, der skal giftes. Jeg glæder mig meget til at være med.

Ud over forventningen til vielse og fest, så medbringes også lidt bagværk. Der er blevet bagt et lækkert franskbrød – det bliver altid værdsat, når det kommer på bordet, så det må bare med 🙂

Derudover bliver der medbragt en marengsbund – så kan der altid laves en pavlova. Toppet op med flødeskum smagt til med ribssirup. Og pyntet med hjemmesyltede jordbær – og måske nogle friskplukkede hindbær.

Små marengstoppe, som enten kan spises som de er – de er ret lette og lækre. Men de kan også komme på toppen af pavlovaen og blande sig med den friske frugt.

Da jeg i går var ude at hente gaven til brudeparret (i butikken her) faldt jeg over noget mørk farin fra rørsukker. Det lød så tilpas spændende, at det også kom med hjem. Og anderledes end det, vi normalt kalder farin – som jo er almindeligt hvidt sukker tilsat rørsukkersirup. Og selv om jeg ikke kunne forstå et ord af det, der stod på posen her, så ser den danske varebetegnelse ud til, at dette er fremstillet på en anden måde.

Nu spekulerer jeg på, hvad jeg lige kan anvende det i. Men mon ikke det vil smage ret godt i nogle cookies?

Du ønskes en dejlig sommer weekend.

Jette

Side 106 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal