Hvor heldig kan man ind i mellem være ? Jeg læste i går en opskrift på ribssirup og tænkte, at det gad jeg da godt prøve at lave selv.
Men jeg har ingen ribs i haven, og jeg ville dog heller ikke ud at købe nogen. Og lige efter ringer graveren og spørger om jeg vil have nogle ribs – for så kan jeg bare komme forbi og plukke nogen 🙂 Det var bare helt perfekt.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge mit ribssirup til – men mon ikke det finder anvendelse. I noget flødeskum eller dryppet over en pavlova. Eller måske til at glasere en æbletærte med her i efteråret.
Siruppen er let at lave og smager ret så godt 🙂
Ribssirup (ca. 3 dl.)
Lige dele ribs (inklusiv ribber) og vand koges ca. 20 minutter under låg. Kom det hele op i en sigte og lad det dryppe godt af. Mit stod godt en times tid.
3 dl. ribssaft (usødet)
200 gr. lys rørsukker
1/3 vaniljestang
Kom saft, sukker og korn af vaniljestang og den tomme stang op i en gryde. Bring det i kog og lad det koge ca. 20 minutter ved svag varme uden låg.
Hæld siruppen på rengjorte glas og opbevar i køleskab. Det stivner en lille smule, men et kort øjeblik i mikro ovnen gør det tyktflydende og lækkert igen.
Jeg har lidt mere usødet saft – det vil jeg lave til gele, ved blot at koge med lidt mere sukker end til siruppen her.
En dejlig sommerdag ligger foran os.
Jette
Skriv et svar