diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Frugt Side 28 af 31

Brombær

August måned er bare den måned, hvor ordet “høst” virkelig kommer til sin ret. Om det så er på marken eller i haven eller i de vilde krat.

I weekenden blev præstemarken mejet og halmen presset og kørt i lade. Så nu er der fri adgang til markskellet, hvor der gror ret så mange brombær. Omkranset af en del brændenælder – men de er ved at visne ned, så de er ikke helt så farlige, som de ser ud til 🙂

Den første portion nyplukkede brombær.

De blev forsigtigt skyllet og sorteret – de fineste kom direkte i fryseren, og hentes frem til vinter – til råsyltede brombær eller andet godt.

Nogle blev syltet straks, for at blive serveret og spist som lækkert syltetøj på nybagt brød eller boller.

Og nogle få bær kom i små tærter med toscalåg – et forsøg. Og bliver det godt, så skal opskriften prøves igen, men i en stor tærte.

Brombær, syltet (2 små glas)

200 gr. brombær

100 gr. sukker

½ tom stang vanilje

1 spsk. citronsaft

lidt revet citronskal

Bland sukker og bær i en gryde og lad det gerne trække lidt. Tilsæt de øvrige ingredienser og bring det i kog og lad det koge 5-10 minutter. Skummes evt. og hældes på rene glas (der evt. er skyllet med spiritus). Jeg lod den tomme vaniljestang blive ved – den kan tages op, når glasset åbnes igen. Sæt straks låget på, og opbevar de syltede brombær køligt.

Det er mit nye glas, der her kom i brug 🙂 Jeg er spændt på, hvordan det fungerer i praksis.

De syltede brombær smager dejligt – men syltetøj er det ikke her. Det er virkelig syltede bær og en lækker saft. Så at spise dem på smurte boller er lidt en kunst – det kan godt være, det lige her er ide at udelade smørret på brødet 🙂

God onsdag.

Jette

Langtidsbagte (syltede) tomater

Jeg foretrækker langt ordet ‘langtidsbagte’ tomater i stedet for ‘syltede’ tomater. Hvorfor ved jeg egentlig ikke 🙂

Men jeg ved, at jeg nyder mad, der har bagt og simret i meget lang tid. Det får en helt særlig intens smag og er oftest meget mørt. Og i køkkenet har der undervejs bredt sig en skøn duft af krydderier, som er med til at skrue forventningerne op.

Jeg har før langtidsbagt tomater, og synes, det er en rigtig god måde at tilberede tomater på. Denne opskrift er lige til at gå til, og tomaterne er ikke helt indtørrede.

De langtidsbagte tomater kan bruges i salater eller som fyld på pizza og lign.

Langtidsbagte tomater

500 gr. små tomater, i halve

½ løg i tern

1-2 fed hvidløg i tern

1 kvist frisk rosmarin (eller 1 tsk. tørret)

1 tsk. tørret timian

1 tsk. tørret oregano

1 tsk. salt

friskkværnet peber

2 spsk. olie (jeg brugte rapsolie)

Det hele blandes grundigt i et ovnfast fad og sættes i ovnen ved 100 grader og bager i ca. 3 timer.

Kommes i et lufttæt glas eller en bøtte og overhældes med olie, så det dækker. Opbevares i køleskab og kan holde sig mindst 1 – 2 uger.

Jeg brugte en del tørrede krydderier, men friske kan også bruges i stedet. Men på min terrasse vokser kun rosmarinbusken. Den glæder jeg mig til gengæld meget over.

En våd morgen er det! – Er det ikke noget med, at august normalt er en af de mest regnfulde måneder? Det kommer vist til at holde stik i år 🙂

Jette

Blåbærsylt

Så er gårsdagens avis ( Kristeligt Dagblad) blevet kigget og læst igennem. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det er fredagsudgaven, der er den tykkeste og mest interessante – men det er det.

Og der er altid en eller flere artikler og små notitser, der giver anledning til at tænke lidt videre. Eller gemme i sit hoved, fordi de måske kan bruges i en anden sammenhæng en anden dag.

I denne avis var det især en artikel fra et Hospice om emnet håb, der satte sig fast. Og derfra et lille eventyr om guldsmeden.

Guldsmeden begynder livet som larve under vandet og ender som guldsmed over vandet. Denne forvandling vil den frie og glade og nyklækkede gudsmed gerne fortælle de andre laver om. – Men den kan ikke vende tilbage, kan ikke komme gennem vandspejlet. De andre larver må selv vente til de forvandles til flotte guldsmede.

Eventyret udtrykker håb og kan illustrere det kristne håb om evigt liv. Vi kan ikke her i livet trænge gennem forhænget til Guds rige – men vi kan håbe på, det sker.

En morgen i roligt selskab med kaffe, hjemmebagt brød og avisen, det er en god måde at tage hul på weekenden på.

Blåbær sylt kommer ind i billedet, fordi jeg i næste uge vil bage en kage – en blåbærdrøm – hvor netop blåbærsylten skal bruges.

Blåbær har fået en gevaldig opblomstring, eller hvad man nu skal sige. Da jeg var barn, plukkede vi sommetider små blåbær i skovkanten og spiste mens vi plukkede. Men nu står der jo blåbær i enhver køledisk. Og desværre sjældent danske. Men ofte enormt store bær. Og de smager nu fint nok.

Blåbærsylt (2 små glas)

200 gr. blåbær

100 gr. sukker

½ tom stang vanilje

½ citron, saften af

Kom det hele i en lille gryde og kog det ca. 15 minutter uden låg og ved svag varme. Kom syltetøjet i en foodprocessor og findel det, eller mos det grundigt med en gaffel, før det kommes på rene glas. Jeg havde skyllet glassene med lidt whisky først 🙂

Den tomme vaniljestang lod jeg blive i syltetøjet i et af glassene.

Og den kommer fra det glas med masser af tomme vaniljestænger. Jeg bruger dem til at koge med, når jeg som her laver syltetøj eller koger creme. For der sidder meget smag i den tomme stang, som så lige får et nyt liv her.

God weekend – på en lidt mørk lørdag.

Jette

Tærte med chokolade og lemoncurd

Jeg synes kirkekaffe er en god ting. Det giver lige mulighed for at dem, der har været til gudstjeneste, kan få hilst på hinanden og ønsket god søndag. Det er selvfølgelig helt frivilligt, og der kan også være den dag, hvor man bare helst vil gå direkte hjem, og ikke er i humør til at være social og tale med andre.

Min gudstjeneste ligger helt almindeligt søndag formiddag – og det nærmer sig frokost. Så derfor kan det synes som et lidt forkert tidspunkt at drikke kaffe på. Det fordrer i hvert fald at “noget til kaffen” er let og lækkert.

Min gamle menighedsrådsformand lærte mig et nyt ord: “Frem og tilbage kage” Det er de billigste og mest uinspirerende småkager, der kan købes og serveres. Og fordi de er så kedelige, så vender de tilbage til dåsen. For så at komme frem igen næste gang, der er en andledning. Og sådan en pose småkager kan vare meget længe 🙂

De småkager vil jeg gerne tage kampen op med!

Og derfor blev der i dag serveret små hindbær petit four og små stykker tærte.

Inspiration til tærten er fra Mette Blomsterberg 🙂

Tærte med chokolade og lemoncurd (12 små snitter)

Mørdej:

100 gr. mel

60 gr. smør

25 gr. flormelis

evt. en anelse koldt vand.

Det hele æltes hurtigt sammen og dejen hviler køligt, mindst en ½ time.

Rul dejen ret tyndt ud og beklæd en lille tærteform (ca. 18 cm i diameter). Jeg brugte min lille springform og skar den overskydende dej af.

Chokoladeflan:

40 gr. mørk chokolade

25. smør

25 gr. rørsukker

1 æg fra en højtflyvende høne

Smelt chokolade og smør ved meget svag varme i en gryde. Pisk æg og sukker til en skøn og luftig æggesnaps. Vend chokoladen i æggesnapsen og rør til det hele er godt blandet. Kom dejen i den forede tærteform. Bag kagen ved 170 grader i ca. 20 minutter. Den køler af og sættes gerne i køleskab til næste dag.

Top/pynt:

ca. 1 dl. lemoncurd

25 gr. grofthakket hvid chokolade

10 gr. hakkede usaltede pistaciekerner

Fordel lemoncurden forsigtigt på den kolde kage. Drys med chokolade og kerner.

Her er den skåret ud i små snitter. Velbekomme!

Og kagen smagte over al forventning 🙂 Det bliver absolut ikke sidste gang, jeg forsøger mig med denne kombination af chokolade og syrlig lemoncurd.

Og ret som gudstjenesten sluttede, åbnede himlen alle sluser og det stod ned i stænger – så der var en rigtig god grund til lige at blive stående og få en kop kaffe, før man gik hjem.

God søndag.

Jette

Lemoncurd

Jeg tror aldrig, jeg har smagt lemoncurd før.

Men med økologiske citroner i køleskabet var der basis for at prøve at lave det. Inspirationen kom af at jeg igen havde bladret i en kogebog, og der set en lækker kage, hvor der netop var lemoncurd i som noget af fyldet.

Og med mine nye intentioner (fra hvad vil du virkelig?), så havde jeg besluttet, at der skulle være kirkekaffe efter gudstjenesten i morgen – inden jeg gik på en uges ferie 🙂 Og til kaffen selvfølgelig lidt hjemmebagt og sødt. Små petit four med hindbær og en tærte med blandt andet lemoncurd. Det kommer der mere om – men i første omgang bliver det:

Lemoncurd

1 æg fra en frimodig høne

1 økologisk citron, revet skal og saft

60 gr. rørsukker

30 gr. smør, i tern

Bland det hele i en gryde og sæt det over middelvarme og pisk hele tiden, indtil massen bliver cremet og lækker tyk. Den må dog ikke koge, så vil det skille.

Kom massen i et helt rent glas og sæt i køleskab.

Der lyser det op og ser indbydende ud 🙂

Som det også gør på dagens morgenmad.  Ribssiruppen fungerer i øvrigt stadig rigtig godt 🙂

Ordet curd er engelsk og betyder egentlig ostemasse – men lemoncurd har intet med ost at gøre 🙂 Så hvordan navn og produkt er blevet koblet sammen står hen i det uvisse. Måske det hænger sammen med konsistensen. For lemoncurd minder lidt – og ikke ret meget – om blød flødeost.

Men uanset hvad – så smager det utrolig godt.

Endnu en varm og solrig dag ligger åben.

Jette

Lagkage med hyldeblomstcreme

Jeg har tænkt lidt over, hvad fyldet nu skulle være i min lagkage med de lyse bunde.

I Kvickly faldt jeg over en flaske økologisk hyldeblomstsaft – til meget fornuftig pris, og tænkte at det måtte da kunne bruges i en creme.

En søgning på nettet viste, at jeg ikke var den eneste, der havde fået den glimrende ide 🙂 Men jeg har aldrig smagt sådan en creme.

Jeg valgte at bruge opskriften på vaniljecreme og udskiftede lidt af mælken med hyldeblomst saft.

Frugt skal der også i lagkagen – og da jordbærssæsonen er forbi, blev det frosne råsyltede jordbær og brombær i stedet.

Hyldeblomstcreme

1 dl. mælk

½ dl. hyldeblomstsaft, ufortyndet

1 spsk. maizena

25 gr. sukker

1 æg fra en let løbende høne

1/3 vanillestang

½ dl piskefløde

Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem med lidt af sukkeret. Kom vaniljesukker, den tomme stang og de øvrige ingredienser – undtagen fløden – op i en gryde og bring det langsomt i kog. Pisk mens det koger op.

Når cremen er blevet tyk og har kogt igennem, kommes den i en skål for at køle af. For at undgå at der kommer “skind” på overfladen, lægges film ned ovenpå.

Når cremen er helt kold vendes den piskede fløde i – og den tomme vaniljestang fiskes op.

Cremen smager rigtig dejlig – men ikke særlig meget af hyldeblomst. Så jeg må vist eksperimentere lidt mere 🙂

På et rodet spisebord mellem ledninger og computere blev drengene inviteret på lagkage. Og det syntes de heldigvis var en rigtig god ide. Og lagkagen smagte godt – selv på en varm sommerdag med torden i luften.

Drengene og en kammerat tager i dag en tur i Legoland 🙂 Super idé, og jeg er sikker på de tre unge mænd får en herlig dag.

God mandag.

Jette

Fra haven

Hønsene er kilde til stor glæde og megen snak – og hyggelige er de.

Men som nævnt forleden, så har de ikke en indbygget GPS, som fortæller dem hertil og og ikke længere.

Så efterhånden er de ved at være ret så frygtløse og går på visit hos både naboer og genboer. Og det er jo ikke lige helt sikkert, at alle synes, det er så festligt at få besøg af mine høns!

Her er de dog på arbejde i egen have. – I baggrunden anes, at en flittig mulvarp også har fundet vej hertil. Det fineste muld bliver skubbet op og ligger i en tue i sirlig orden. Jeg samler jorden op og flytter den over i højbedene, for der tror jeg, den vil gøre fin gavn.

Pyntegræskarerne er nu for alvor ved at komme på banen. De første eksemplarer har lagt sig til rette på jorden. Nu er spørgsmålet så, hvor længe de skal blive siddende på planten, før de klippes af og kan komme til at pynte en andet sted?

Det bliver også lidt interessant at se, om de får flere farver. Det ville være dejligt – og var da også det emballagen antydede.

Og solbærsyltetøjet, som blev brugt i makronsolbærsnitter, var lavet af havens sidste solbær.

Solbærsyltetøj

100 gr. solbær

80 gr. rørsukker

Blandes i en gryde, og må gerne stå og trække lidt, før det koges ca. 10 minutter uden låg ved svag varme.

Kommes i et rent glas – eller bruges eller spises snarest. Det smager virkelig af sol og sommer 🙂

Og sommer er det fortsat – hold da op, hvor er det varmt. Mit aktivitetsniveau er mest stillesiddende – i skyggen 🙂 Det er til gengæld ret fint.

God dag.

Jette

Makronsolbærsnitter

Jeg havde planer om at bage noget helt andet – jeg vil til at udvidde mit repertoire af lagkagebunde. Men det får vente. For jeg læste lige hos Lone Landmand den skønneste opskrift på makronsolbærsnitter – som bare måtte prøves.

Hendes opskrift var til en ret stor portion – så jeg har gjort den mindre, men det gør ikke nydelsen mindre.

Lagkagebundene vender jeg tilbage til en anden dag – nu handler det om solbær og lækker kage:

Solbærsyltetøjet – lavede jeg faktisk selv 🙂 Var lige ude og støvsuge buskene for de allersidste bær og supplerede med nogle fra fryseren. Det er lidt rart at kunne lave det hele selv – en gang i mellem. Juli måned er her i præstegården en måned med langt mere tid til den slags projekter 🙂

Makronsolbærsnitter (9 stk.)

Bund:

115 gr. mel

60 gr. smør

60 gr. rørsukker

½ tsk. bagepulver

1 æggeblomme, fra en livsglad høne

Fyld:

75 gr. solbærsyltetøj

35 gr. hakket mørk chokolade

Top:

1 æggehvide, fra samme livsglade høne

125 gr. flormelis

60 gr. marcipan, groftrevet

Til bunden kommes alle ingredienser – undtagen æggeblomme – i en skål eller røremaskine og findeles. Tilsæt æggeblomme og saml dejen, men kun lidt – den skal ikke rulles ud, kun trykkes ud.

En lille bradepande (18 x 18 cm.) beklædes med bagepapir og dejen trykkes ud i formen. Forbages ved 200 grader ca. 12 minutter.

Imens røres “toppen” sammen. Det hele blandes i en skål og røres rundt nogen gange – og ikke mere.

Når bunden er forbagt fordeles syltetøj og chokolade drysses over.

Fordel makronfyldet over – gør det i små skefulde, så overfladen til sidst næsten er dækket. Bages færdig ved 200 grader i ca. 17 – 18 minutter.

Afkøler, før den skæres i snitter.

Snitterne smager dejligt – af solbær og chokolade og blød makron på toppen. Men også af glæden ved bær fra egen have og ikke mindst æg fra egne høns 🙂

Og aprospos høns – de giver mig hovedbrud – for de kan slet ikke finde ud af at holde sig hjemme på egen matrikel. Så der spekuleres alvorligt på at få lavet en hønsegård – men hvor vil det bare være ærgerligt for dem. For de nyder i den grad at kunne gå frit og gennemtrave den ene kvadratmeter efter den anden.

Jette

Ribssirup

Hvor heldig kan man ind i mellem være ? Jeg læste i går en opskrift på ribssirup og tænkte, at det gad jeg da godt prøve at lave selv.

Men jeg har ingen ribs i haven, og jeg ville dog heller ikke ud at købe nogen. Og lige efter ringer graveren og spørger om jeg vil have nogle ribs – for så kan jeg bare komme forbi og plukke nogen 🙂 Det var bare helt perfekt.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge mit ribssirup til – men mon ikke det finder anvendelse. I noget flødeskum eller dryppet over en pavlova. Eller måske til at glasere en æbletærte med her i efteråret. 

Siruppen er let at lave og smager ret så godt 🙂

Ribssirup (ca. 3 dl.)

Lige dele ribs (inklusiv ribber) og vand koges ca. 20 minutter under låg. Kom det hele op i en sigte og lad det dryppe godt af. Mit stod godt en times tid.

3 dl. ribssaft (usødet)

200 gr. lys rørsukker

1/3 vaniljestang

Kom saft, sukker og korn af vaniljestang og den tomme stang op i en gryde. Bring det i kog og lad det koge ca. 20 minutter ved svag varme uden låg.

Hæld siruppen på rengjorte glas og opbevar i køleskab. Det stivner en lille smule, men et kort øjeblik i mikro ovnen gør det tyktflydende og lækkert igen.

Jeg har lidt mere usødet saft – det vil jeg lave til gele, ved blot at koge med lidt mere sukker end til siruppen her.

En dejlig sommerdag ligger foran os.

Jette

Hindbærsyltetøj

Ja, jeg ved godt, at det ikke har med bagning at gøre 🙂 som sådan. Men det går nu fint i en hindbærsnitte eller i en Othellokage – eller til at komme oven på en nybagt bolle.

Og nu havde jeg jo fået plukket nogle bær, så måtte jeg også prøve at sylte lidt af dem. For det blev kun en mikroportion. De pæneste af bærene kom i fryseren – dem vil jeg glæde mig til at råmarinere når det bliver koldt og mørkt udenfor – en gang til efterår eller vinter.

Hjemmelavet hindbærsyltetøj viste sig at være supernemt at lave. Så det vil jeg godt gøre igen en anden gang.

glasset er genbrug 🙂

Hindbærsyltetøj – et lille glas

150 gr. friske (eller frosne) hindbær

75 gr. sukker

½ tom vaniljestang

Hindbær og sukker blandes godt i en
gryde og står og safter ½-1 time.

Kom vaniljestangen ved og kog syltetøjet (uden låg) ved middelvarme ca. 10
minutter, til det begynder at blive tykkere og bærene er godt kogt ud.
Rør lidt undervejs.

Hældes i et rent glas – der eventuelt er
skyllet i spiritus – og lukkes straks. Lad vaniljestangen blive i, den
giver fortsat smag til syltetøjet.

Denne lille portion var tiltænkt hindbærsnitter. – Men i morgen kommer kirkens personale til et tidligt morgenmøde – og da tror jeg faktisk, at dette syltetøj passer perfekt til et nybagt brød.

Men mere om det i morgen 🙂

Nu er ferien forbi – det har været dejlige afslappede og solrige dage. Og kan godt mærke, at det er lidt op ad bakke at komme i gang igen 🙂

Jette

Side 28 af 31

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal