diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Chokolade Side 14 af 18

Cookies med 4 slags chokolade

Jeg har længe glædet mig til at skulle prøve den her ide af – en cookie med 4 slags chokolade i. Altså både mørk, lys, hvid og blond (dulcey) Det kan kun blive en god kage!

Og til menighedsrådsmødet i aftes gjorde de sig også godt – oven på megen snak om særegne regler, hjemmesideløsning og orientering fra udvalg. Så gik tiden, og det var godt med både kaffe og kage. Mere om den anden kage i morgen.

Cookies med 4 slags chokolade (16 stk)

1 æg, fra en kærlig høne

100 gr. sukker

50 gr. mørk farin

100 gr. smør

50 gr. havregryn

150 gr. mel

1/2 tsk. bagepulver

1/3 tsk. groft salt

30 gr. mørk chokolade

30 gr. lys chokolade

30 gr. hvid chokolade

30 gr. dulcey

Hak de 4 slags chokolader groft.

Pisk smør og de to slags sukker grundigt. Tilsæt æg og pisk igen. Sigt mel og bagepulver i og vend det lige rundt sammen med havregryn inden chokoladen kommes i, og det hele røres sammen til alt er blandet.

Dejen sættes på en plade med bagepapir, ca. en spiseskefuld til hver cookies, og som så trykkes lidt flad.

Bages ca. 10-12 minutter ved 175 grader. Køler af på pladen.

De er bløde og lækre og smager varieret af de forskellige typer chokolade. Du kan roligt bage en portion 🙂 og bliver helt sikkert populær hos dem, der får lov at smage.

En dejlig onsdag er begyndt – det er solskin uden for 🙂

Jette

Små mazarintærter med hvid chokoladetop

Personalemøde! lyder det lidt kedeligt i dine ører? Det gør det heldigvis ikke i mine. Takket være et dejligt personale, så er det altid hyggeligt og rart at mødes – og få talt om de ting, der foregår i vores kirker, men bestemt også talt om meget, meget andet.

Vi mødes normalt tidligt på dag, men lige i dag er mødet rykket til eftermiddag – og så må det jo være eftermiddagskaffetid – og dermed også tid til en lille bitte kage 🙂

Inspirationen er fundet her. Jeg har dog skiftet kirsebær ud med blåbær.

Små mazarintærter med hvid chokoladetop (10 stk.)

Mørdej

150 gr. mel

75 gr. smør

50 gr. flormelis

en anelse salt

1 lille æg, fra en bly høne

Alt æltes let sammen og lægges på køl. Gerne til næste dag.

Mazarinmasse

15 gr. usaltede pistaciekerner

50 gr. marcipan

1 æggeblomme

40 gr. sukker

35 gr. blødt smør

½ spsk. mel

Hak pistaciekernerne fint og bland dem med sukker og groftrevet marcipanen. Tilsæt de øvrige ingredienser og pisk det sammen.

Chokoladecreme

50 gr. hvid chokolade

1½ dl. piskefløde

Bring fløden i kog. Hak imens chokoladen nogenlunde fint og kom det i en skål. Hæld af et par gange den varme fløde over, og rør til al chokoladen er smeltet. Sættes i køles skab og afkøler, gerne til næste dag.

Fyld og pynt

lidt blåbærsylt

friske blåbær

Rul mørdejen ud og udstik 10 cirkler, ca. 7 cm i diameter. Læg dem i gammeldags linseforme eller muffinsforme. Der er lidt dej i overskud – brug det til evt. til en hindbærsnitte en anden dag 🙂

Kom en skefuld mazarinmasse i hver, lav en lille fordybning i midten og fyld det med ½ tsk. blåbærsylt. Fordel den sidste mazarindej oven på tærterne.

Bages ved 200 grader ca. 15 minutter.

Kagerne tages ud af formene, mens de lune. Køler helt af og pyntes med chokoladecremen, der først er pisket til en tyk creme.

Pynt til sidst med lidt friske blåbær.

For at det ikke kun skal være kager, så blev der også bagt et lille brød. Så mon ikke jeg er ved at være klar til personalemøde 🙂

God tirsdag.

Jette

Valentines kage

Jeg ved godt, at det virkelig er et amerikansk fænomen og får hårde ord med på vejen. Men – mon ikke en kage lørdag eftermiddag eller aften vil være velkommen alligevel. – Uanset om man nu er nyforelsket eller har kendt hinanden i mange år. Eller i det hele taget bare har lyst til at glæde familien – for det er jo også her, meget af kærlighedens væsen viser sig og får liv og mening.

En sådan kage må være noget med marcipan, chokolade og jordbær. De sidste jordbær fra fryseren kom op i denne anledning.

Opskriften her er mikro – nok nærmest kun til  2 – 4 personer. Jeg kunne ønske, at jeg havde en lille bitte hjerteform, det har jeg ikke, så det bliver den mindste springform, der tages i brug i stedet.

Valentines kage

Bunde

1 æg, fra en kærlig høne

½ tsk. vaniljesukker

50 gr. sukker

½ tsk. revet citronskal

25 gr. smeltet, afkølet smør

15 gr. mandelmel

35 gr. mel

1/4 tsk. bagepulver

Pisk æg, vaniljesukker og sukker let og luftigt. Pisk det smeltede smør i. Vend citronskal og mandelmel i og sigt til sidst hvedemel og bagepulver i og vend forsigtigt rundt. Kommes i en smurt springform (12 cm i diameter) Kagen bages ca. 20 minutter ved 175 grader. Køler af i formen.

Vaniljecreme

½ portion af opskriften her Når cremen skal bruges tilsættes 2 – 3 spsk. flødeskum.

Jordbærsyltetøj

2 makroner (eller macarons)

Overtræksmarcipan

½ portion af opskriften her

Chokoladeganache

50 gr. mørk chokolade

½ dl. piskefløde

Hak chokoladen ret fint, kog fløden op og hæld den over chokoladen. Rør indtil chokoladen er smeltet. Sæt ganachen i køleskab indtil den skal bruges.

Samling:

Del bunden i tre lag. Sæt nederste bund på det fad, kagen skal serveres på og læg kageplast omkring eller brug springformens ring. Jeg vender oftest kagen på hovedet, så bunden bliver øverst, så er der en meget fin og flad top.

Dryp evt. nederste bund med 1 spsk. ribssnaps, knus 2 makroner over og fordel så 1-2 spsk. jordbærsyltetøj over. Til sidst fordeles 1/3 af cremen over. Læg næste bund på, kom det sidste af cremen på og læg toppen på.

Rør ganachen igennem, varm den evt. lige lidt i mikroovnen og smør den pænt ud på toppen af kagen.

Nu sættes kagen på køl et par timer.

Imens laves pynt – som du vil.

Overtræksmarcipanen rulles ud til et bånd i kagens højde og omkreds (diameter x pi) og sættes på plads. Pynt som du synes ser fint og festligt ud.

Jeg synes hjerter er et must lige i dag 🙂 Lidt guldstøv ville have været flot – det havde jeg ikke, så det blev støv af frysetørrede jordbær.

Glædelig valentinsdag.

Jette


Dulcey – på tilbud

Jeg har ikke vinterferie – men med mandag som fast fridag, så blev det alligevel lige til følelsen af at have lidt ferie 🙂 En tur til Århus, med masser af god tid sammen med Mette.

Og hvor vi spiste morgenmad på café – det er altså lidt underligt, at begynde dagen med at gå ud og spise. Det var slet ikke en mulighed for 30 år siden, da jeg boede i byen. Men bestemt hyggeligt og ikke særlig dyrt, og vi var tydeligvis heller ikke de eneste, der havde fået den ide 🙂

Mette skulle til undervisning, og jeg havde noget tid på egen hånd. Og et af målene var at finde Dulcey chokolade, eller blond chokolade, som det også hedder. Jeg smagte det først gang til kagekurset i november, men har ikke fundet det i butikker.

Indtil nu. Salling havde chokoladen, og så endda på tilbud, et godt tilbud. Stadig dyrt, men overkommeligt.

Så nu glæder jeg mig til at skulle spise det, som det er. Men sikkert også komme i en kage 🙂 Blond chokolade er en mellemting mellem hvid chokolade og lys chokolade, og med en nuance af karamel. Det skal bare smages 🙂

Vel hjemme igen stod der nybagte cookies på bordet. Trine havde været i sit kreative og alternative hjørne, og bagt cookies uden mel og sukker. Så bliver jeg altid lidt skeptisk – men de smagte forbavsende godt. Bløde og lækre.

På en smuk solrig tirsdag morgen, hvor konfirmanderne jo holder fri, så der er lidt roligt.

Det nydes.

Jette

Kransekage med solbær og chokolade

Om få dage fylder min gamle far 94 år. Og i den anledning går turen endnu en gang nordpå for sammen med familien at kunne fejre ham. Det vil han gerne være med til, for som han meget fornuftigt sagde, så er der jo ikke så mange fødselsdage tilbage for ham. Heldigvis ved vi intet om hvor mange.

Men jeg glæder mig over hvert godt år han får.

Og nu skal der så bages 🙂 Fødselsdagsboller, othellolagkage og noget kransekage. Sidste år lavede jeg et lille tårn, men i år bliver det disse små stykker, som jeg fandt opskriften på hos Mette Blomsterberg. Jeg lavede mine kager i halv størrelse.

Kransekage med solbær og chokolade (20 stk.)

250 gr. marcipan

100 gr. rørsukker

25 gr. (en lille) æggehvide, fra en dejlig høne

100 gr. solbærsyltetøj

overtrækschokolade

lidt hakkede pistaciekerner

Rør sukker og æggehvide sammen og lad det stå og trække en halv times tid. Rør det godt sammen med groftrevet marcipan og sæt det derefter på køl et par timer (min kransekagemasse kom til at stå til næste dag).

Ælt massen igennem og del den i 20 stykker, rul dem runde og sæt dem på en plade med bagepapir. Tryk et hul i midten af kuglerne og fyld en lille smule syltetøj i hver.

Bages ca. 12 minutter ved 190 grader. Jeg havde sat en ekstra plade under, for at undgå de blev for bagte i bunden.

Køler af på pladen, inden de dyppes halvt i smeltet chokolade og drysses med hakkede pistaciekerner.

Jeg har kun lavet en kage med pynt for lige at vise, hvordan de bliver. – Men fordi kagerne først skal bruges på mandag, så kommer de en tur i fryseren først og pyntes så senere.

Kagerne var ret lette at lave, og jeg er sikker på, at hindbærsyltetøj også kan bruges som fyld.

Nu glæder jeg mig til at servere dem.

God torsdag.

Jette

Små florentinere

Da kirken holdt nytårskur, havde jeg blandt andet bagt nogle små florentinere. Men ikke helt vellykkede, synes jeg selv, men de blev dog spist alle sammen og fik også pæne ord med på vejen. Så jeg forsøger lige igen 🙂

Jeg har faktisk for over et år siden gjort forsøget, men lovede også der, at de skulle finpudses lidt mere, inden jeg skrev om dem. Og så glemte jeg alt om dem!

Men nu skulle jeg bage kage til koret, og så kunne jeg jo lige prøve igen. Jeg tog udgangpunkt i Claus Meyers opskrift fra bogen “Meyers kager”. Men har halveret portionen og brugt lidt andre nødder og frugt end dem, han har nævnt.

Det lidt specielle ved de her florentinere er, at de er bagt på en mørdejsbund. Men det synes, jeg er en rigtig god ide. Og flotte og farvestrålende er de nu.

Små florentinere (ca. 25-30 stk.)

Mørdej 

125 gr. smør

25 gr. mandelmel

½ vaniljestang

75 gr. flormelis

1 æg, fra en sød høne

et nip salt

250 gr. mel

Skrab kornene ud af vaniljestangen (gem den tomme stang i et glas med sukker) og bland kornene med lidt sukker. Kom mel og mandelmel, sukker og vaniljesukker og salt i en skål. Smuldr smørret her i og saml hurtigt dejen med ægget. Ælt ikke for længe, men læg dejen på køl, mindst en time.

Rulles ud til ca. 30 x 30 cm og lægges på en plade med bagepapir. Prik bunden med en gaffel og bag den ca. 10 minutter ved 180 grader – til den er næsten bagt.

Skru op for varmen til 200 grader.

Fyld

90 gr. sukker

1 spsk. (15 gr.) glukose

½ dl. vand

50 gr. smør

40 gr. honning

½ appelsin eller citron, revet skal deraf

1 tsk. vaniljesukker

½ dl. piskefløde

50 gr. smuttede mandler, skåret i flager

100 gr. blandede nødder/kerner ( hasselnød, valnød, pistaciekerner, græskarkerner)

40 gr. kandiseret frugt (evt.syltet citronskal, cocktailbær)

20 gr. tørret frugt (rosin, tranebær)

Kom sukker, glukose og vand i en gryde og kog det, indtil det begynder at karamelisere, og bliver mørkere. Tilsæt smør og honning, lad det smelte og koge op. Så tilsættes den revne skal, vaniljesukker og piskefløde, og massen bringes atter i kog. Vend grofthakkede nødder og frugt i og rør godt rundt.

Fordel fyldet ovenpå den næsten bagte bund, spred det godt ud. Sæt pladen i ovnen og bag ca. 5 – 10 minutter. Pas på den ikke bliver for mørk.

Køler af på pladen inden den skæres ud i tern. Jeg lavede dem ca. 5 x 5 cm. Står gerne til næste dag, inden de dyppes i tempereret chokolade.

Jeg tempererede 200 gr. mørk chokolade – og brugte vel ca. det halve. Så nu er der chokolade til en brownie senere på ugen 🙂

Jeg har prøvesmagt kagerne, og de er ret så gode. Nu håber jeg, koret synes det samme, når de får dem i aften. Jeg har tillige bagt nogle spændende cookies med hvid chokolade og flagesalt. De følger en af dagene.

Nu står en ny uge for – med gode opgaver.

Jette

Chokolademuffins – med chokolade

Jeg troede faktisk, at jeg allerede havde en opskrift på chokolademuffins i mit indeks, men det havde jeg ikke.

Nettet vrimler med opskrifter på chokolademuffins – så mine er et miks af det hele, ingen nævnt ingen glemt.

Minikonfirmanderne var glade for citronkagen, og det gav mig lyst til at bage til dem igen. Men spørgsmålet er jo altid, hvad de så synes. Men indtil videre er det gået godt, og de lyder ret fornøjede, når fadet med kage kommer ind 🙂

Chokolademuffins – med chokolade (ca. 16 stk.)

175 gr. sukker

2 æg, fra hurtige høns

100 gr. smør

75 gr. mørk chokolade

150 gr. mel

2-3 spsk. kakao

½ tsk. bagepulver

1½ dl. mælk

et nip salt

25 gr. lys chokolade, grofthakket

25 gr. mørk chokolade, grofthakket

25 gr. hvid chokolade, grofthakket

Smelt de 75 gr. chokolade og smørret ved svag varme i en gryde. Pisk sukker og æg let og luftigt. Tilsæt det smeltede let afkølede smør/chokolade. Sigt mel, bagepulver og kakao og vend det i dejen sammen med salt og mælk. Til sidst røres de tre slags chokolade i. Dejen fordeles i små muffinsforme og bages ved 200 gr. i ca. 15 minutter.

Jeg valgte at pynte mine muffins med små marengstoppe smagt til med kakao og appelsin. Men de kan også sagtens spises som de er 🙂 De har en super smag af chokolade.

Og minikonfirmanderne spiste med største fornøjelse.

På en regnvåd onsdag.

Jette

Et unikt brød – julens rester

Efterhånden er køleskabet ved at være tømt for indkøb, der blev foretaget i forbindelse med jul og nytår. Anderledes ser det ud i skuffer og køkkenskabe.

Katrine Klinken henviste på sin blog til en glimrende artikel, hun havde skrevet, om dette at få brugt nogle af julens rester. Det gav ideen til dette brød.

Rester har i manges ører – inklusiv mine børns ører – en kedelig klang. Jeg synes nu, rester er ganske udmærkede, og kan da få budgettet til at strække lidt længere 🙂 En rar tanke i januar.

Et unikt restebrød

1½ dl. vand

1½ dl. surmælksprodukt (creme fraiche, fløde eller yoghurt)

15 gr. gær

1 tsk. salt

1 spsk. olie

ca. 400 gr. forskelligt mel

100 gr. fyld – nødder, chokolade, rosiner

Alle mål er vejledende. Det er virkelig et restebrød 🙂 Med sin helt egen smag.

Rør gæren ud i væsken, tilsæt salt og olie og det fyld, der er til rådighed. Og så mel efter behag – jeg brugte havregryn, grahamsmel og hvedemel. Ælt dejen godt og sæt den til hævning et par timer.

Æltes igennem igen og formes til et brød, lægges på en plade og efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader. Brødet bages ca. 30 minutter, og afkøler på en rist.

Til morgenmad – en skive lækkert brød. Tilbehøret til osten var også rester. Valnødder jeg havde kogt i en appelsinlage (og hvor jeg desværre allerede har fået forlist opskriften). Og nogle lidt tørre dadler var lavet til kompot efter en opskrift, jeg fandt hos råvarecirkus.

Så jo, der blev ryddet lidt op i skabene, det var nu meget rart 🙂

Med udsigt til en dejlig dag.

Jette

Mikro kransekagetoppe

Hvor jeg nyder at være nået hertil 🙂

Det har været en travl og dejlig december, men nu er det rart, at det stilner af. Huset er stadig fyldt med børn og julepynt og udpakkede gaver – helt som det skal være. Men der er ro på.

I dag har jeg bagt mikro kransekagetoppe. Som skal medbringes til at hygge middag i aften.

Selv om jeg har bagt meget kransekage, så synes jeg stadig, det er lidt udfordrende. Og det med at bruge en sprøjtepose driller stadig. I dag røg tyllen for eksempel ud, da jeg havde lavet halvdelen af toppene, så den sidste del er uden fine riller 🙂

Mikro kransekagetoppe ( ca. 20 stk.)

130 gr. marcipan

35 gr. sukker

½ æggehvide

lidt revet citronskal

lidt smeltet chokolade

Rør sukker og æggehvide sammen og lad det stå ½ time, så sukkeret opløses lidt. Tilsæt revet marcipan og citronskal og rør/pisk det godt sammen. Kommes i en sprøjtepose og sættes i små toppe på en plade med bagepapir.

Bages 7-8 minutter ved 200 grader. Jeg satte en ekstra plade under, så bunden på toppene ikke bliver så mørk. Køler af.

Smelt lidt mørk chokolade og dyp toppene deri og lad chokoladen stivne/tørre.

Jeg håber du også nyder din 3. juledag – med 4 dage tilbage i 2014.

Jette

Marcipanbrød – med nyt fyld

Som i de fleste andre familier lavede min søster og jeg som børn også konfekt til jul. De første år mindes jeg, at min mor blandede marcipanen med kartofler og sikkert også noget mandelessens, for at få det til at strække noget længere. Og som jeg husker det, smagte de marcipansnitter, der blev lavet, ganske udmærket.

Men eftersom tiderne blev bedre, og vi blev ældre, så blev det til ren marcipan, vi brugte, når vi lavede konfekt.

Og det er det så også nu 🙂

Men det er stadig marcipansnitter og marcipanbrød, der er mine favoritter, som de også var dengang. Så i dag er der blevet lavet et helt klassisk marcipanbrød – dog er fyldet blevet opgraderet til ingredienser, vi slet ikke kendte til eller talte om i 70’erne. Mit brød her er med tørrede tranebær og pistaciekerner.

Marcipanbrød

125 gr. marcipan

25 gr. tørrede tranebær

1 spsk. cognac

1 spsk. pistaciekerner

Mørk chokolade til overtræk

Hæld cognac over tranebærrene og lad dem trække natten over. Bland marcipan, pistaciekerner og de udblødte bær + cognac og ælt det sammen og form det til et brød.

Lad det tørre et par timer, før det overtrækkes med smeltet chokolade. Drys evt. med tørret hindbær eller andet pynt. Opbevares køligt.

Skæres i skiver inden det serveres.

Det er et ret fugtigt marcipanbrød – men det smager ret så godt 🙂

Så – nu hjælper det på juleforberedelserne i mit køkken. Jeg mangler lige et lækkert grovbrød med smag af jul – det kommer på mandag.

God adventsweekend.

Jette

Side 14 af 18

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal