diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Blomster Side 16 af 17

En fin krokus

Det vrimler med idéer på nettet til fine blomster- og påske dekorationer – og jeg har intet overhovedet lavet af den slags endnu. Men jeg fryder mig over at se alle de kreative indslag.

Denne fine krokus står i min have. Og badet i sol, ja så er den altså fin at kigge på.

Og så kommer der lidt reklame 🙂 for en af vores lokale blomsterdekoratører. Hun arbejder meget med naturmaterialer, og har netop lavet en video med den fineste påskedekoration. Du kan se videoen her. Til inspiration for kreative sjæle.

Forleden bagte jeg påskesticks – jeg synes de smager rigtig godt, så nu er der bagt flere. Til kirkekaffen senere i dag. Men det jo ikke sikkert, at alle synes anis og sesamfrø lyder helt almindeligt, så der er sørget for noget mere traditionelt også 🙂

Rigtig god weekend – ind under påske.

Jette

Solen skinnede …

I går var en utrolig smuk dag – med solskin og antydning af, at foråret er på vej.

“Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!

O søde vår, så er du atter nær!

nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,

nu vil jeg gå og købe hyacinter

og bringe dem til én, som jeg har kær.”

                                            Ludvig Holstein, 1895  

Købt hyacinter fik jeg dog ikke gjort – men solen lokkede – det var tid at komme lidt ud 🙂 Og selv jeg, der ikke har grønne fingre, gik i gang. Med at klippe den store og meget gamle rose ned.

Nu håber jeg virkelig at den overlever.

Den havde før grene, der strakte sig op over øverste vindueskant – holdt på plads af solid ståltråd og tykke søm. Men de store søm, der sad i væggen, havde givet op, så grenene hang bare langt ud på terrassen. Så noget måtte ske. Og det blev til ørnenæb og grensaks.

Så nu ser rosen noget forpjusket ud. Men mon ikke den tro gamle rose finder den indre styrke frem og sætter nye små knopper?

Du skal nok blive holdt opdateret om det 🙂

God torsdag.

Jette

Blomster glimt

Jeg nyder at holde lidt fri 🙂 Selv om der også bliver tjekket lidt mails og holdt et par møder, så mærkes dagene mere som mine egne.

Dagen i morgen står på kursus for rejseledere. Det er til gengæld både et spændende kursus og et nødvendigt kursus – inden turen går til Wittenberg.

Men der er også tid til andet. Et besøg på grunden og en tur til stranden. – Selv om det stadig er køligt, så kan jeg sagtens forestille mig, at det bliver så dejligt der til sommer 🙂

De skønneste påskeliljer – købt sovende for 2,50 kr. i Netto. Hvordan det kan løbe rundt for dem, det forstår jeg ikke, men jeg glæder mig over de smukke blomster.

Og her er det helt tydeligt, det, som Grundtvig skriver om:

“Påskeblomst! en dråbe stærk

drak jeg af dit gule bæger,

og som ved et underværk

den mig hæver, vederkvæger: …” (den danske salmebog 236,5) 



At påskeliljen fortæller utrolig meget om påskens budskab. Blandt andet om opstandelsen, som liljen der trodsigt bryder op af den mørke og kolde jord, sådan brød Jesus ud af gravens kolde mørke. Og blomstens form, det lille bæger, minder om de små bægre vinen serveres i ved altergangen.

Jo, jeg holder rigtig meget af påskeliljer 🙂

Regnvåde vintergækker – de er bare så fine. Og præstegårdhaven har heldigvis rigtig mange af dem, som lysende prikker i græsplænen og små buske mellem visnede grene og blade.

Og lige til sidst et billede af Trines døve kat Leah – livlig og energisk. Her tager den sig dog et lille hvil 🙂

Med ønsket om et dejlig weekend.

Jette

Byggemøde og novemberkaktus

Endnu et byggemøde.

Spændende. Det er virkelig en ny verden, hvor der er mega meget at sætte sig ind i, og efter bedste evne prøve at forstå bare en brøkdel af det.

Men dybest set skal jeg jo blot sige ja eller nej til det, der præsenteres. For trækonsulenten og byggefirmaet har jo fagligheden – og jeg har ønskerne og drømmene.

Det var et konstruktivt møde, og hvor jeg har stor respekt for det forarbejde konsulenten havde gjort. Da jeg mødte ham første gang, kendte han stort set ikke at kende til FSC certificering og så til nu, hvor han kendte firmaer, der leverede certificeret træ og kendte til forskellige produkter og leverandører. Jo han var klædt godt på til i dag.

Nu venter så, at et nyt revideret tilbud lander på mit bord. Og om alt går som det skal, at der til næste sommer står et sommerhus på min grund.

Det bliver godt, men der er ret lang vej endnu 🙂

Min novemberkaktus har været i eksil. Men pludselig – trods elendig pasning, så står den igen med knopper og de første blomster. Et dejligt gensyn. Nu kan den sprede glæde det næste lange stykke tid.

På en diset novemberdag

Jette

Blomster kan noget :-)

Jeg er ikke særlig god til at købe blomster. Er dybest set nok lidt for nærig til at købe blomster til mig selv. Men jeg kan altså rigtig godt li’, sådan helt uventet at få en buket.

Som det skete i aftes.

Fine efterårsblomster og smukt sat sammen. Pynter gevaldigt i stuen – mellem alt rodet, som heldigvis ikke kan ses så meget på billedet 🙂

Anledningen var, at jeg havde været salmeguide ved en etape af provstiets salmemaraton. Og det er falder helt inden for det, man kalder arbejde – men derfor er det altid rart, når nogen påskønner det, man laver. Jeg er i hvert fald meget glad for min fine buket.

Dagen fortsætter med sang – det er Syng Dansk dag.

På programmet er en række sange og salmer, alle med melodi af Carl Nielsen. Det er virkelig musik og melodier, der holder.

Min klare favorit i aften er “Min Jesus lad mit hjerte få” – fin tekst og skøn melodi. Og det hele slutter med aftenkaffe – så noget med valnødderskal bages. Mere om det i morgen.

God syng dansk dag.

Jette

Sommer smil

Ikke et ord om vejret – ud over at det er skønt, og dejligt at holde ferie i Danmark i disse dage.

Og solen gjorde underværker for mine gamle jordbærplanter. Pludselig var der røde bær 🙂 Nu er de plukket, og det ser nok ikke ud af så meget. men i en lille husholdning, da gør de sig godt. De fineste ryger i fryseren, de andre bliver til syltetøj og nogle bliver spist.

Og så har min tomatplante sandelig fået små grønne tomater – det opdagede jeg forleden. Endnu noget at smile over. En tomatplante købt for 7 kr. det er kun til at glæde sig over 🙂

Og så ved jeg ikke, om det var den meget sol, men i løbet af natten er de første af mine Fairy roser sprunget ud. Denne lille fine blomst, som bliver ved med at komme med nye blomster til langt hen på efteråret. Det er bestemt en rose efter mit hoved 🙂

Og græsset gror, så mon ikke det skal slås på et tidspunkt ? Ellers byder de næste par dage på fester – og det er nu altid en dejlig ting at være inviteret til. Den sidste og yngste nevø er blevet student og det fejres – jeg glæder mig.

God sommer weekend.

Jette

Ferie glimt

Det er så dejligt at holde ferie 🙂 Og med den næste uges verjudsigt in mente bliver det da bare endnu bedre. Sidder netop nu og nyder stilheden i Århus efter en dejlig aften med fest for Trine og Mette. De første feriedage har budt på gode ting, hyggelige oplevelser og søde mennesker.

Peter var hjemme en tur og havde disse marengs med:

Han havde været i gang på egen hånd og bagt marengs. Og lært af det 🙂 For selv om han syntes han havde fulgt opskriften, så var han vist kommet til at regne galt, da han øgede portionens størrelse. Men pyt, kagerne smager fint, men søde, det er de.

Krydderier i kurve og på række

Og turen til København bød på et besøg i Torvehallerne, et sted jeg længe gerne har villet se. Og det er et skønt sted med alt muligt. Ikke mindst mange muligheder for at sidde og nyde en kop kaffe, nypresset juice eller et glas vin. Det sidste gjorde jeg sammen med en veninde – midt på en onsdag eftermiddag. Rigtig hyggeligt og ferieagtigt 🙂

Og i haven fandt jeg mine første pæoner. Jeg synes, det er en fantastisk blomst, og har længe gerne villet plante nogen. Det var åbenbart lykkedes sidste år at finde en knold eller løg, eller hvad den del i jorden nu hedder – og her står de så. Godt klemt af jordbærplanter, vilde brombær og de gule, som jeg ikke kan huske, hvad hedder 🙂 Men fine er de!

Et fad hindbærsnitter kommer med nordpå – hvor langt de kommer, ser vi. De er små og ikke helt fine i kanten, men smager dejligt.

God weekend.

Jette

Glimt – af meget forskelligt

I dag fylder Trine år – mit ældste barn bliver 26 år, og jeg sidder forundret og tænker på, hvor blev alle de år mon af 🙂

Det bliver nu ikke glimt fra hendes lange liv, der popper op her i dag, men glimt fra lidt forskelligt her hjemme i præstegården. For der sker også andet end at blive bagt, selv om det stadig er en stor og tilbagevendende fornøjelse.

I anledning af mors dag betænkte mine børn mig med denne skønne brødkasse – og lækre Blomsterberg chokoladepastiller.

For et par uger siden kom min søster og svoger, og så blev der lavet hønsegård 🙂 Mit bidrag var at holde og se om det hele nu var i lod og vatter. Og det blev en fin hønsegård med plads til ret mange høns. Men jeg har stadig kun to 🙂 Og så skulle man synes det var godt nok. Men nej ….

De to nye damer holder meget af pladsen uden for hønsegården. Og er nu også hyggeligt selskab.

For første gang har jeg købt en lille tomatplante – til 7 kr. i Netto. Den står i et hjørne på terrassen, så jeg følger den spændt. Og giver den bare et par tomater til sommer, så har den gjort det rigelig godt 🙂

Og så prøver jeg at forspire nogle blomster. Tagetes til forspiring og hvad så? Jeg er stadig i tvivl, og har mine høns mistænkt for, at de gerne vil spise dem, hvis de fik mulighed for det 🙂

God onsdag, må din også blive festlig – det er jeg ret sikker på min bliver.

Jette

En uventet ½ fridag …

Dagen i går blev noget anderledes, end jeg for blot et par dage siden havde tænkt 🙂 Men muligheden for at holde lidt fri og tage med en hurtig tur til Nordjylland bød sig, og det benyttede jeg mig af. Trine havde sin sidste undervisning i Ålborg og alt imens hun slog ørerne ud og koncentrerede sig, kørte jeg videre op og besøgte min far.

Vi havde en hyggelig formiddag, i det skønneste solskinsvejr.

Jeg gik en tur udenfor i haven og tænkte lidt baglæns. For huset er der, hvor jeg i bogstaveligste forstand er født – og det er der, hvor min far har boet i over 66 år. Det er i sig selv imponerede at tænke på 🙂

Haven og det udenom, var mest min mor, der passede. Ud fra den holdning, at haven helst skulle passe sig selv 🙂 Og noget af det, hun gjorde var at fylde masser af sten ind i haven. Jeg ved ikke, hvor hun havde interessen fra, men det begyndte med stendiget her. Og næsten hver eneste sten, har hun hentet på markerne rundt om. Men jeg tror, hun hyggede sig med det, selv om det må have været et tungt arbejde at fragte alle de sten hjem 🙂

Inde i haven fandt jeg denne flotte blomst, med de store gule blomster. Jeg kender den ikke, men den stod utroligt livskraftig og lyste på en tidlig forårsdag. Det undrede lidt, for alting plejer at være 14 bagefter i forhold til haverne her på Fyn. Men denne blomst var i hvert fald klar til at sprede glæde 🙂

Den halve fridag bød også på tildeling af en opgave. Jeg har endnu en gang tilmeldt mig Madbloggerudfordringen#8. Denne gang handler det om at arbejde med en bestemt farve. Og i går fik jeg så tildelt “min” farve: Rød.

Umiddelbart en god farve – og jeg tænker jordbær, rabarber eller tomat 🙂 Nu ser vi. Jeg har en måned til at aflevere mit forslag i. Jeg glæder mig til at komme i gang.

God torsdag.

Jette

Haven netop nu :-)

Jeg er ikke det store havemenneske – men jeg nyder at alting bliver lysere og grønnere dag for dag. Nu mangler der kun lidt varme, for vinden er ret kølig. Her til morgen skinner solen fra en flot blå himmel, men det er godt nok koldt at stikke næsen uden for 🙂

Magnoliatræet er nok havens bedste træ. Jeg glæder mig i hvert fald over det, og i disse dage åbner blomsterne sig med ret stor hast. Og de lyser op.

Køkkenhaven – det vil sige mine to højbede, der er sat kartofler. Og de blev dækket med visne blade, men jeg har mine to fritgående høns mistænkt for at have skubbet til bladene, for der er ikke mange tilbage 🙂

Påskeliljer og pinseliljer står her endnu – og de har fået selskab af tulipanerne.

Deres fine hoveder venter på lidt mere varme, og så vil de ellers blomstre noget så fint. Og ja, der er en mælkebøtte midt i det hele, dem er der i det hele taget mange af 🙂

Og græsset gror – jeg venter stadig på, at jeg synes det er lunt nok til at køre en tur med plænetraktoren. Men det kommer nok.

Der skal dog vist lige samles nogle grene op først. Det er dejligt med store træer i haven, men de taber altså nogle grene i løbet af en vinter.

Og mens jeg venter på varmen begynder forårsangene at dukke op i erindringen – “Kom maj du søde milde, gør skoven atter grøn.” Og med duften af nyslået græs i næsen så vender denne skønne salme tilbage:

“Det dufter lysegrønt af græs

i grøft og mark og enge …” 

Jo det er en fantastisk tid vi er midt i – det er kun til at glædes over.

Rigtig god weekend.

Jette

Side 16 af 17

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal