diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 48 af 221

Tid til appelsinmarmelade

I weekenden er der lavet appelsinmarmelade 🙂 Både efter den opskrift jeg altid har brugt – og efter en ny opskrift. Grunden til, at jeg gerne ville prøve en ny, er, at den gamle opskrift giver en let bitter marmelade. Det smager fint, men også lidt specielt.

Så nettet blev gennemsøgt – og jeg endte med at lave denne lille portion. Appelsiner og citron er naturligvis økologisk.

Appelsinmarmelade med rørsukker

2 appelsiner

½ citron

1 dl. vand

100 gr. rørsukker

Skræl appelsinerne og citronen fint, så der kommer så lidt som muligt med af det hvide med på skrællen. Jeg brugte en kartoffelskræller til formålet. Kom skrællerne i en gryde sammen med vandet og kog det ca. ½ time. Appelsinen befries fra den hvide hinde og skæres så i mindre stykker. Det samme gøres med citronen. Det hele kommes ned til skrællerne og koger videre ca. ½ time, hvorefter sukkeret tilsættes. Koger stille under låg ca. en times tid. Køler lidt af, inden det køres på minihakkeren. Kommes på rene glas, der er skyllet med lidt spiritus.

Og uanset smag, så er farven fantastisk. Helt naturlig og uden et eneste tilsætningsstof 🙂

Nu har jeg vist nok til denne vinter – og vil hver dag glæde mig over smag og farve.

God mandag.

Jette

Knækbrød og kransekage

Det er, hvad jeg har tænkt at tage med til kaffepausen i genbrugsbutikken i dag. Det er lækkert og glutenfrit.

At være frivillig i genbrugsbutikken: At lave noget, sortere varer og sætte ting på plads og betjene butikkens kunder – det tager sin tid. Men mindst lige så vigtigt er det at holde kaffepause, og få vendt stort og småt. Og her skiftes vi fire frivillige til hver gang at medbringe lidt brød til kaffen. Det er en god ordning, og jeg udfordres lidt af, at det skal være glutenfrit. De første mange gange bagte jeg disse scones . Men i dag bliver det disse nøddebrød/knækbrød, som jeg har fundet på Kirsten Skaarups blog. De er nemme at lave, og de smager så fint.

Drys til kerneboller

På en tur i Brugsen i går spottede jeg lige en julebrochure, der endnu ikke var blevet gemt af vejen 🙂 Og nok pakkede jeg julen ned forleden, men opskrifterne i det lille hæfte kunne fint række ind i vinteren, så derfor kom det med hjem. Ellers har jeg den holdning, at hvis jeg ikke får kigget mere i brochuren, så skal den blive i butikken. Zero waste handler om ikke at bringe mere med ind i huset, end der er brug for.

Tilbage til hæftet her – for der var en opskrift på koldthævede boller – den minder i høj grad om den, jeg også bruger normalt. Oftest er dejen dog lidt på slump – men væskemængden er omkring 2½ dl og så tilpasses melmængden dertil.

Godt nytår – og på gensyn julepynt

Jeg har næsten altid pakket julen væk den første skoledag efter juleferien. Det er det ikke i dag, men det er dog første hverdag og Ole er taget på arbejde – så nu blev julepynten pakket ned og lagt på plads i kasser og æsker.

Men allerførst: Godt nytår. Og velkommen til et år, der – tror jeg – bliver et dejligt og lyst år.

Engle i skjul ….

Men tilbage til julepynten – der bliver lidt tomt, når de søde engle og mange stjerner daler ned i kassen. Men nu ved jeg, hvor de er, og de kommer helt sikkert frem igen om et lille års tid 🙂 Og hvor det fine juletræ stod er der nu mega god plads lige pludselig 🙂

Et tomt juletræ

Men det var til gengæld også let at komme rundt med støvsugeren og få samlet de nåle op, der var begyndt at lande på gulvet.

Jeg har ladet kogler og enkelte lyskæder blive lidt endnu. De får lov at lyse noget tid endnu.

Men tanken om, at dagene længes, det gør det af sig selv det hele lidt lysere og lettere at se ind i. Selv på en lidt grå januardag.

God mandag, den første i 2022 🙂

Jette

Året der gik, juli til december

Det sidste halve år står lidt klarere i erindringen 🙂 Men derfor er det alligevel sjovt at se tilbage, for nogle oplevelser og glimt er allerede gledet i baggrunden. Her kommer de sidste seks billeder fra 2021.

Juli

En bog fra vores bryllup – den læses fortsat med glæde

Juli er sommermåneden i Danmark. Der var stadig jordbær og ture ud i det blå og en fem års bryllupsdag. Jeg er meget glad for at være i Danmark om sommeren – glæder mig allerede til sommeren 2022 🙂

August

Klar til årets cykelferie 🙂

Året der gik, januar til juni

Det kommer helt af sig selv, det med at tænke tilbage på året, der er gået. Egentlig havde jeg tænkt, at det springer jeg over i år – men det er nu alligevel meget hyggeligt lige at kigge tilbage på, hvad der skete undervejs af stort og småt. Noget er allerede glemt, andet står ret skarpt.

Så i dag kommer der seks billeder fra årets første halvår 🙂

Januar

Alba og en bunke jord

Årets første måned viste sig at være en kold affære. Der er sne og frost på mange af billederne.

Glædelig jul

Kære dig, som læser med 🙂

Om ganske få dage er det jul. En dejlig tid, stemningsfuld, højtidelig og fyldt med traditioner.

Og i år, helt anderledes for mig – jeg skal ikke holde en eneste prædiken. Men vil glæde mig til at gå i kirke juledag og der nyde freden, lytte til julens budskab og synge med på de smukke julesalmer. Salmer, der siger alt det, vi ikke selv kan komme i tanke om at formulere.

Krydderkage med svesker og valnødder

Nu fik jeg jo ikke bagt den engelske julekage i år – men så kan denne krydderkage erstatte den lidt. Den er i hvert fald noget hurtigere at lave 🙂 Opskriften er fra Instagram og Meyers julebog – og det jeg faldt over var, at der blev brugt svesker i kagen.

Svesker lever sådan et lidt usynligt liv. Det er heller ikke favoritten, når det kommer til tørret frugt. Men i kagen her fungerer det meget godt. Og i Oles køkkenskuffe var der indtil flere næsten tomme poser med indtørrede svesker – de fik nyt liv, efter nogle timer i blød 🙂

Tredje stik – ja tak

I dag skal jeg have mit tredje vaccinestik. Det er gået virkelig hurtigt, fra at myndighederne begyndte at tale om at vaccinere tidligere med det tredje stik og så til, at der tikkede en invitation ind i ens e-boks.

Det er bare privilegeret at bo i et land som Danmark, hvor kommunikation, logistik og meget andet bare fungerer. Og det er jeg meget taknemmelig for. For sikke et apparat der skal køres i stilling, når en helt befolkning skal vaccineres.

Luciadag

Igennem årene har jeg været med til mange luciaoptog. Store piger og små piger, der på fineste vis har været med til at synge julen ind og lyset op. Hver gang en fornøjelse, og oftest med bedsteforældre som de meget stolte tilskuere 🙂 I går var det dog en koncert med fokus på sangen, som jeg deltog i. Her medvirkede Billund kirkes pigekantori – og også her var der mange stolte bedsteforældre, som fulgte med. Det var nu også en stor fornøjelse både at medvirke og tillige lytte til.

Side 48 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal