diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 120 af 221

Ikon og petit four

I går var virkelig bare en dag, hvor det gik slag i slag. Men vi nåede i mål, men der var også udsolgt, da jeg kl. 21 satte mig i sofaen sammen med Diva 🙂

Det andet af mine konfirmandhold skulle  lave ikoner. Og denne gang med en ny underviser. Jeg kendte hende ikke, men hun var en spændende og meget dygtig kunstner. Kathrine van godt Kjærsgaard. Oprindelig uddannet skolelærer, hvilket hendes undervisning  på en postiv måde bar præg af. Sjældent har jeg været med til noget, der var så pædagogisk bygget op. Og som betød at alle 16 konfirmander kom i mål med hver deres ikon

Da den første skepsis havde lagt sig, gik de i gang med opgaven med krum hals. Der blev slebet, malet og lakeret og pyntet med bladguld. Nu skal ikonerne udstilles og vi holder en rigtig fernisering for dem. Det skal nok blive ret sjovt.

Ikonen herover har et billede af Maria og Jesus. Men kigger man godt efter, så er Jesus afbilledet som voksen mand. Og det er der naturligvis en pointe i – at selvom han er Marias barn, så er han allerede fra fødslen større end sin mor. Hans guddommelighed bliver lige sat i spil her.

Det hedder at skrive et ikon – for det er et billede, der fortælle noget. Et vindue ind til Guds himmel.

Et ikon kender vi også fra mobilen – og andre steder – de små firkantede billeder – Facebook, Instagram og mange andre – men vi tænker næppe over, at de ikoner fortæller historie. Men vi er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad der gemmer sig bag. Hvad der sker, når man trykker på dem.

Der var også pause i går 🙂 Og ligesom sidst havde jeg bagt lidt. Det blev her til små chokolade petit four. Og de var et hit og smagte dejligt. Og er lette at bage.

Nu venter en friweekend – den er i den grad set frem til. Min forkølelse vil ikke ligesom fortage sig, så det bliver rart bare at kunne slappe af og nyde familien.

God weekend.

Jette

Et usædvanligt kort

Jeg troede, det var en rykker, da jeg så kuverten. Det var fra bedemanden, der stod for det praktiske omkring min fars begravelse, og regningen havde gemt sig lidt i mængden …

Men det var ikke en rykker! Det var derimod et kort med tak for betaling og personligt underskrevet. Det er virkelig sjældent, at man får sådan en kvittering for indbetalt afregning.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så overrasket. Måske fordi bedemænd ikke er nogen, man sådan normalt omgås med. Når først begravelsen eller bisættelsen er ovre, så er aftalen med bedemanden også afsluttet.

Men det gjorde et stort indtyrk – og måske er det fordi, det er en uventet venlighed. I en verden, hvor langt det meste klares pr. mail og via internettet, da er det virkelig rart at mærke, at der er også levende mennesker bag den digitale verden.

Der skal ikke filosoferes så meget over dette – men jeg er glad for kort og hilsen 🙂

Og nyder de smukke tulipaner, som jeg fik købt i går – for 10 kr. i Netto. Hvor utroligt.

God torsdag.

Jette

Drømmekagen holder

I aftes var jeg igen til kor, og denne gang var det mig, der skulle have kage med. Der er en fin kageordning, og jeg har før haft blandt andet denne kage med. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en lille kage buffet med tre små kager – petit four – men forkølelse og et tungt hoved satte en stopper for det projekt. Jeg vil afprøve idéen en anden gang 🙂

Så det blev den gamle kending – Drømmekage fra Brovst, der kom med. Og den holder! Lækker, svampet og lige til.

Det er faktisk lidt sjovt at tænke på i en tid, hvor der hele tiden bliver udviklet nye opskrifter og bages anderledes kager – at den helt traditionelle bradepandekage så bare stadig er i høj kurs.

Og i går, hvor tankerne ikke snurrede så hurtigt rundt, da blev det til en tur i Jysk efter denne fine dørmåtte. Den passer lige foran sommerhusets indgang – er jeg helt sikker på 🙂 Og Diva har også kigget lidt på den. Men de lidt stride kokosfibre var vist ikke lige noget for hendes små poter 🙂

På en smuk tirsdag.

Jette

 

Endnu en koncert

Eller hvad man nu kalder det, når en mand og en guitar indtager scenen og holder publikums opmærksomhed fangen i et par timer. En imponerende præstation  – og det var, hvad Niels Hausgaard gjorde i fredags, da jeg var til koncert med ham.

Jeg har aldrig før hørt ham live, men det var virkelig en unik oplevelse. Jordnær, til stede og med et skarpt blik for tidens strømninger, om det så var TV, Facebook, indenrigspolitik eller Trump. Med underspillet humor fik alle en svirp af Hausgaards skarpe tunge. På hans egen lune måde. Og understreget gennem små sange undervejs.

Det var en virkelig underholdnede aften, og en præstastion af en mand på 73 år. Hatten af for det. Og hele arrangementet var klaret primært ved frivillige kræfter. Det var i sig selv også imponerende. Musikforeningen Quedens stod bag alt forarbejdet – helt ned til at man kunne købe en lækker buffet inden koncerten og indtage den på Brorsonsminde. Et historisk sted med masser af atmosfære. Og dertil super lækker mad 🙂

Vidste du, at det er sundt at gå til koncert ? 🙂 I Kristeligt Dagblad læse jeg forleden om et eksperiment, som handlede om effekten af at gå til koncert! Og her var konklusionen, at personer, der havde deltaget i koncerter, syntes at deres helbred var bedre end dem, der ikke gik ud og deltog i kulturelle oplevelser. Det er da spændende.

Men som professoren udtrykte, så spillede flere ting ind. Både det sociale, at opleve noget sammen med andre. Og så kan musik også røre os på sin egen måde. Men hvor mange koncerter skal man så gå til om året, for at det ligesom har en effekt?

Han svarer: “Det lader til at tre om året er tilstrækkeligt. Det bliver ikke nødvendigvis bedre af, at du går til 10 koncerter. Men nul, en eller to er for lidt.”

Så nu er der vist ikke nogen undskyldning for ikke at gå til koncert 🙂

God mandag.

Jette

Små glimt på en fredag

I går – ja det var jo ikke fredag – men kommer nu med alligevel 🙂 For jeg fik uventet noget ekstra tid i går, og så benyttede jeg lejligheden til at køre syd på. Ned i Kærnehuset. Og havde en hyggelig eftermiddag, hvor jeg blandt andet fik plantet det næste træ i rækken af træer på grunden.

Der var jo 14 stubbe, da jeg overtog grunden, og jeg har fortsat en plan om at de stubbe skal erstattes af nye træer. Jeg er godt på vej, nu er der fem små træer og ribsbusk 🙂

For ret lang tid siden – engang først på sommeren købte jeg garn. Jeg skulle på kursus og ville gerne have et strikketøj med. Og det var helt fint, og der blev strikket både den gang og næste gang på kursus og siden herhjemme, og nu – endelig er det blevet færdigt.

Det blev faktisk helt fint. Det er også ret robust, det er ren bomuld og vejer ca. 250 gr. selv om tråden, det er strikket med, er ret tynd.

Der er blevet lavet små glas med æblekage. Glutenfri og med nøddecrüsli, det smager så fint. De små glas er arvet, da mit barndomshjem blev ryddet. Men de er da helt fine til små desserter, selv om de helt sikkert ikke var tænkt til det brug 🙂

Og så er der kogt appelsinmarmelade. Farven er i hvert fald fin. For jeg må indrømme at konsistensen er lidt grov i det, og smagen en anelse bitter – men jeg tror nu nok, at det skal blive spist. Jeg brugte Karens opskrift – og den er der intet i vejen med, det er mere min manglende erfaring ud i det med at lave marmelade 🙂

Nu venter en hyggelig weekend. Det håber jeg også din bliver.

Jette

Mærker

Da jeg byggede sommerhuset lærte jeg et nyt ord: Logospotter! Det er, når man lynhurtigt og ret så ofte får øje på bestemte mærker. Nogle logoer, der nærmest springer en i øjnene.

Da alt handlede om sommerhuset, var det mest fsc-logoet, jeg ledte efter og meget ofte så. Og faktisk stadigvæk gør. For selvom byggeriet heldigvis er afsluttet, så er det stadig en god ide at købe træ og papir, der er fsc certificeret

Men mærket i dag er et jeg ikke tidligere har set. Jeg har købt en jerseykjole på nettet – det er der såmænd ikke noget særligt ved – men da jeg læste sedlen i nakken, stod der vegan. Jeg har aldrig før læst eller hørt om tøj, der er vegansk. Men det må betyde, at der er taget hensyn til dyr (og natur) da man høstede den bomuld, som er blevet brugt til at lave stoffet af. Og et kig på google har vist mig, at der findes andre tøjmærker, som også har samme filosofi. Tankevækkende og interessant.

Men se så her – et lille mærke inden i kjolen:

Den fineste due med en olivengren i næbbet. Altså. Når man nu er præst og optaget af billeder og symboler, så er det bare så fint at finde det mærke inden i ens nye kjole 🙂

Duen med olivengrenen minder jo om Noas ark. Om duen, der vendte tilbage med en lille kvist, da der igen var begyndt at blive grønt og frodigt på jorden efter syndfloden.

Og duen er jo også symbolet på Helligånden. Guds ånd.

Jeg tror ikke, at det er meningen, at man skal tænke så meget over tingene inden kjolen trækkes over hovedet – men jeg kan nu godt li’ tanken alligevel.

God torsdag.

Jette 

Kanelsnegle muffins

Kanelsnegle går aldrig af mode. De dufter godt. De smager godt. Og de er heldigvis forholdsvis lette at bage selv.

Forleden, da jeg tankede bilen og bagefter stod inde i butikken fristede de lækreste kanelsnegle muffins bag ruden med alt bake-off bagværket. Det kan man mene meget om, men de så altså lækre ud 🙂 Men jeg købte ingen! Men besluttede at de skulle altså forsøges hjemme i mit køkken.

Og i dag, hvor både Peter og nevøen er på besøg, så var der jo god anledning til at give sig i kast med projektet 🙂

Kanelsnegle muffins (8 stk.)

15 gr. gær

1½ dl. mælk

1 silkehønseæg (eller et lille æg)

1 tsk. groft salt

1 spsk. sukker

50 gr. smør/margarine

50 gr. grahamsmel

ca.225 gr. hvedemel

I en skål blandes mælk, gær, salt, æg og sukkker og røres sammen. De to slags mel kommes i et dejtrug og smørret smuldres heri. Lav en fordybning i midten og tilsæt væskeblandingen og rør rundt, inden dejen til sidst æltes sammen. Måske skal der en anelese mere mel i. Sæt dejen til hævning ca. 2 timer på køkkenbordet.

60 gr. smør

60 gr. farin

25 gr. sirup

1 spsk. kanel

Det hele kommes i en gryde og smelter sammen. Rør til en sammenhængende masse og lad det køle af.

Ælt dejen let igennem og rul den ud til et langt rektangel ca. 60 x 15 cm. og fordel sukkermassen derpå. Rul sammen og skær den i ca. 2½ cm brede stykker og sæt dem tre og tre i lidt store papirmuffinsforme. Jeg har arvet nogle forme fra Oles køkken, de passer perfekt her 🙂

Efterhæver ½ time inden de bages ved 225 grader i ca. 10 minutter. Køler af og så er der lækre kanelsnegle muffins!

Og jeg kan kun sige: De smager godt! På en lidt grå januardag gør de underværker 🙂

God onsdag.

Jette

Små muffins til pausen

Det ene hold af mine konfirmander har i dag lavet ikoner. Det er efterhånden tredje gang, at jeg forsøger mig med det, og det er bare en fin måde at få konfirmanderne til at arbejde med deres konfirmationsord på.

Hver gang har jeg haft en dygtig lærer på – Helle Noer – som på kyndig vis fortæller og instruerer de unge mennesker. Både så de tænker over, hvad deres ord betyder, og hvordan det kan udtrykkes kreativt som et billede.

Det tager tid at lave ikoner 🙂 og derfor er der indlagt en velfortjent pause undervej.

Jeg bagte et par solide brød, serverede noget frugt og små muffins. De sidste kommer der en opskrift på her 🙂

Små muffins med appelsin og banan. (ca. 20 stk)

2 silkehønseæg (eller et stort)

1 tsk. vaniljesukker

100 gr. sukker

25 gr. grahamsmel

100 gr. hvedemel

1 tsk. bagepulver

50 gr. smeltet smør

1 moset banan

1 appelsin, saft og skal

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en lækker æggesnaps. Kom det smeltede smør i og pisk grundigt. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med saft og skal af appelsinen. Slut med at røre den mosede banan i dejen. Fordel dejen i små muffins forme – jeg satte papirsformene i mine små metalforme, for at holde lidt på faconen – men det er ikke nødvendigt.

Bag kagerne ved 200 grader i ca. 15 minutter.

Når de er kolde pyntes de – jeg lavede lidt flødeostecreme og noget almindeligt glasur med appelsinsmag. Derfor to forskellige udtryk 🙂

De blev ret gode – og den lille størrelse gør dem endnu mere indbydende 🙂

Og her er resultatet af konfirmandernes anstrengelser 🙂 De gjorde det ret godt. Og jeg er helt sikker på, at de har fået lavet en ikon, som vil hjælpe dem til at huske deres konfirmationsvers. Og samtidig kan de glæde sig over et fint billede.

God tirsdag.

Jette

Nytårskoncert fra bagerste række

I lørdags var der Nytårskoncert i Lillebæltshallerne. En efterhånden 22 år gammel tradition, men som jeg deltog i for første gang i år 🙂 Og deltog i bogstaveligste forstand fra bagerste række. Jeg sad sammen med det 75 mand store blandede kor på stole bagerst på scenen. Bag det store politiorkester og med ryggen op til scenens bagkant. Men det var nu en ret god plads 🙂

Men jeg blev også klar over, hvor stort et arbejde det er at stable sådan en koncert på benene. Det vil jeg klart tænke på næste gang, jeg selv går til en koncert.

Frivillige havde stillet stole op. Der var lavet en solid scene med god plads til alle. Der var professionelle lys- og lyd mænd, som styrede det vældig godt. For når vi stod og sang, kunne vi slet ikke høre os selv – men fra pålidelig kilde ved jeg, at vi kunne fint høres nede i salen 🙂

Det store kor har øvet en del timer. Det samme har Politiorkesteret. Og solisterne. Og der er holdt orkesterprøve, solistprøve og generalprøve.

Men mest af alt synes jeg det var fascinerende at sidde der på bagerste række og nyde de super dygtige musikere, imponeres over dirigentens direktion og engagement og se veloplagte solister indtage scenen.

Johnny Logan var nok hovednavnet i år 🙂 Og det er da lidt sjovt at have sunget kor på to af hans grand prix vindere 🙂

Det var en festlig lørdag – måske jeg skal melde mig til igen til næste år. Det tænker jeg lige lidt over 🙂

På en smuk og stille mandag – med snedrys.

Jette

Lækker kage med nøddebund og fin pynt

Jeg har ikke før bagt en rigtig nøddebund – kun med nødder. Det blev forsøgt nu. Jeg ved godt, at nøddeafgiften er blevet sat ned– og godt for det – men jeg tænkte, at jeg alligevel ville prøve at bruge en blanding af nødder og kerner.

Så her er både hasselnødder, mandler, græskarkerner og solsikkekerner i spil 🙂 ca. 1/3 er kerner, resten nødder/mandler.

Moussen er en klassisk bærmousse, det eneste særlige her er, at jeg har brugt nogle kirsebær, der var til overs fra julen. En ret god måde at få nogle af dem brugt på.

Skøn kage med nøddebund og bærmousse (6.pers.)

4 æggehvider – fra silkehøns (ellers 2 store æggehvider)

125 gr. sukker

100 gr. blandede nødder, finthakkede

Pisk æggehvider stive. Kom sukkeret i og pisk til massen er lækker og sej. Tilsæt de hakkede nødder og bland det grundtigt sammen. Placer en ring fra en springform (21 cm i diameter) på en plade med bagepapir og fordel dejen inden i ringen. Bages ved almindelig varme – 150 grader i 45 minutter. Køler af på pladen, inden ringen løsnes og fjernes.

Mousse

225 gr. bær (jordbær,brombær, kirsebær – evt. frosne)

50 gr. sukker

evt. ½ tom vaniljestang

1½ dl tykmælk

1 dl. piskefløde

2 bl. husblas

Kom bær, sukker og vaniljestang i en gryde, og lad dem gerne trække et par timer. Koger op og simrer et par minutter. Fjern vaniljestangen og blend bærene. Sæt husblas i blød i koldt vand ca. et kvarter. Klem vandet af og dump dem ned i den varme bærblanding. Afkøler til stuetemperatur inden tykmælken røres i. Vend til sidst den piskede fløde i og fordel moussen ovenpå nøddebunden. Den er forinden blevet sat på et fad og har fået sat kageplast rundt om, så moussen bliver holdt på plads.

Sæt kagen på køl nogle timer.

Pynt

Smeltet chokolade

købte sukkerkugler og drys

små marcipanblomster

Inden kagen serveres, løsnes kageplasten med en tynd kniv (før den rundt på indersiden langs kageplasten). Lav et lille kornet af bagepapir og sprøjt en super tynd chokoladestreg rundt på kagen. Pynt til sidst med sukkerkugler og små marcipanblomster.

Det er en enkel pynt, men ser faktisk ret elegant ud 🙂

Og det blev en virkelig god kage. Nøddebunden var fin, sprød og lækker, og den ikke alt for søde mousse passede fint til. Så der var ikke meget kage tilbage, da mødet var slut 🙂

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

Side 120 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal