diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 121 af 222

Kanelsnegle muffins

Kanelsnegle går aldrig af mode. De dufter godt. De smager godt. Og de er heldigvis forholdsvis lette at bage selv.

Forleden, da jeg tankede bilen og bagefter stod inde i butikken fristede de lækreste kanelsnegle muffins bag ruden med alt bake-off bagværket. Det kan man mene meget om, men de så altså lækre ud 🙂 Men jeg købte ingen! Men besluttede at de skulle altså forsøges hjemme i mit køkken.

Og i dag, hvor både Peter og nevøen er på besøg, så var der jo god anledning til at give sig i kast med projektet 🙂

Kanelsnegle muffins (8 stk.)

15 gr. gær

1½ dl. mælk

1 silkehønseæg (eller et lille æg)

1 tsk. groft salt

1 spsk. sukker

50 gr. smør/margarine

50 gr. grahamsmel

ca.225 gr. hvedemel

I en skål blandes mælk, gær, salt, æg og sukkker og røres sammen. De to slags mel kommes i et dejtrug og smørret smuldres heri. Lav en fordybning i midten og tilsæt væskeblandingen og rør rundt, inden dejen til sidst æltes sammen. Måske skal der en anelese mere mel i. Sæt dejen til hævning ca. 2 timer på køkkenbordet.

60 gr. smør

60 gr. farin

25 gr. sirup

1 spsk. kanel

Det hele kommes i en gryde og smelter sammen. Rør til en sammenhængende masse og lad det køle af.

Ælt dejen let igennem og rul den ud til et langt rektangel ca. 60 x 15 cm. og fordel sukkermassen derpå. Rul sammen og skær den i ca. 2½ cm brede stykker og sæt dem tre og tre i lidt store papirmuffinsforme. Jeg har arvet nogle forme fra Oles køkken, de passer perfekt her 🙂

Efterhæver ½ time inden de bages ved 225 grader i ca. 10 minutter. Køler af og så er der lækre kanelsnegle muffins!

Og jeg kan kun sige: De smager godt! På en lidt grå januardag gør de underværker 🙂

God onsdag.

Jette

Små muffins til pausen

Det ene hold af mine konfirmander har i dag lavet ikoner. Det er efterhånden tredje gang, at jeg forsøger mig med det, og det er bare en fin måde at få konfirmanderne til at arbejde med deres konfirmationsord på.

Hver gang har jeg haft en dygtig lærer på – Helle Noer – som på kyndig vis fortæller og instruerer de unge mennesker. Både så de tænker over, hvad deres ord betyder, og hvordan det kan udtrykkes kreativt som et billede.

Det tager tid at lave ikoner 🙂 og derfor er der indlagt en velfortjent pause undervej.

Jeg bagte et par solide brød, serverede noget frugt og små muffins. De sidste kommer der en opskrift på her 🙂

Små muffins med appelsin og banan. (ca. 20 stk)

2 silkehønseæg (eller et stort)

1 tsk. vaniljesukker

100 gr. sukker

25 gr. grahamsmel

100 gr. hvedemel

1 tsk. bagepulver

50 gr. smeltet smør

1 moset banan

1 appelsin, saft og skal

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en lækker æggesnaps. Kom det smeltede smør i og pisk grundigt. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med saft og skal af appelsinen. Slut med at røre den mosede banan i dejen. Fordel dejen i små muffins forme – jeg satte papirsformene i mine små metalforme, for at holde lidt på faconen – men det er ikke nødvendigt.

Bag kagerne ved 200 grader i ca. 15 minutter.

Når de er kolde pyntes de – jeg lavede lidt flødeostecreme og noget almindeligt glasur med appelsinsmag. Derfor to forskellige udtryk 🙂

De blev ret gode – og den lille størrelse gør dem endnu mere indbydende 🙂

Og her er resultatet af konfirmandernes anstrengelser 🙂 De gjorde det ret godt. Og jeg er helt sikker på, at de har fået lavet en ikon, som vil hjælpe dem til at huske deres konfirmationsvers. Og samtidig kan de glæde sig over et fint billede.

God tirsdag.

Jette

Nytårskoncert fra bagerste række

I lørdags var der Nytårskoncert i Lillebæltshallerne. En efterhånden 22 år gammel tradition, men som jeg deltog i for første gang i år 🙂 Og deltog i bogstaveligste forstand fra bagerste række. Jeg sad sammen med det 75 mand store blandede kor på stole bagerst på scenen. Bag det store politiorkester og med ryggen op til scenens bagkant. Men det var nu en ret god plads 🙂

Men jeg blev også klar over, hvor stort et arbejde det er at stable sådan en koncert på benene. Det vil jeg klart tænke på næste gang, jeg selv går til en koncert.

Frivillige havde stillet stole op. Der var lavet en solid scene med god plads til alle. Der var professionelle lys- og lyd mænd, som styrede det vældig godt. For når vi stod og sang, kunne vi slet ikke høre os selv – men fra pålidelig kilde ved jeg, at vi kunne fint høres nede i salen 🙂

Det store kor har øvet en del timer. Det samme har Politiorkesteret. Og solisterne. Og der er holdt orkesterprøve, solistprøve og generalprøve.

Men mest af alt synes jeg det var fascinerende at sidde der på bagerste række og nyde de super dygtige musikere, imponeres over dirigentens direktion og engagement og se veloplagte solister indtage scenen.

Johnny Logan var nok hovednavnet i år 🙂 Og det er da lidt sjovt at have sunget kor på to af hans grand prix vindere 🙂

Det var en festlig lørdag – måske jeg skal melde mig til igen til næste år. Det tænker jeg lige lidt over 🙂

På en smuk og stille mandag – med snedrys.

Jette

Lækker kage med nøddebund og fin pynt

Jeg har ikke før bagt en rigtig nøddebund – kun med nødder. Det blev forsøgt nu. Jeg ved godt, at nøddeafgiften er blevet sat ned– og godt for det – men jeg tænkte, at jeg alligevel ville prøve at bruge en blanding af nødder og kerner.

Så her er både hasselnødder, mandler, græskarkerner og solsikkekerner i spil 🙂 ca. 1/3 er kerner, resten nødder/mandler.

Moussen er en klassisk bærmousse, det eneste særlige her er, at jeg har brugt nogle kirsebær, der var til overs fra julen. En ret god måde at få nogle af dem brugt på.

Skøn kage med nøddebund og bærmousse (6.pers.)

4 æggehvider – fra silkehøns (ellers 2 store æggehvider)

125 gr. sukker

100 gr. blandede nødder, finthakkede

Pisk æggehvider stive. Kom sukkeret i og pisk til massen er lækker og sej. Tilsæt de hakkede nødder og bland det grundtigt sammen. Placer en ring fra en springform (21 cm i diameter) på en plade med bagepapir og fordel dejen inden i ringen. Bages ved almindelig varme – 150 grader i 45 minutter. Køler af på pladen, inden ringen løsnes og fjernes.

Mousse

225 gr. bær (jordbær,brombær, kirsebær – evt. frosne)

50 gr. sukker

evt. ½ tom vaniljestang

1½ dl tykmælk

1 dl. piskefløde

2 bl. husblas

Kom bær, sukker og vaniljestang i en gryde, og lad dem gerne trække et par timer. Koger op og simrer et par minutter. Fjern vaniljestangen og blend bærene. Sæt husblas i blød i koldt vand ca. et kvarter. Klem vandet af og dump dem ned i den varme bærblanding. Afkøler til stuetemperatur inden tykmælken røres i. Vend til sidst den piskede fløde i og fordel moussen ovenpå nøddebunden. Den er forinden blevet sat på et fad og har fået sat kageplast rundt om, så moussen bliver holdt på plads.

Sæt kagen på køl nogle timer.

Pynt

Smeltet chokolade

købte sukkerkugler og drys

små marcipanblomster

Inden kagen serveres, løsnes kageplasten med en tynd kniv (før den rundt på indersiden langs kageplasten). Lav et lille kornet af bagepapir og sprøjt en super tynd chokoladestreg rundt på kagen. Pynt til sidst med sukkerkugler og små marcipanblomster.

Det er en enkel pynt, men ser faktisk ret elegant ud 🙂

Og det blev en virkelig god kage. Nøddebunden var fin, sprød og lækker, og den ikke alt for søde mousse passede fint til. Så der var ikke meget kage tilbage, da mødet var slut 🙂

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

Børn er kun til låns

Det har jeg hørt utallige gange før – og selv sagt. Og det er fuldstændig rigtigt!

Men derfor bliver der nu stille, når der ikke længere er børn, der kommer ned af trappen, spørger hvad skal vi spise til aften – eller spørger: Var det et godt møde, du var til 🙂

Der er blevet hentet flyttekasser – for præstegården har jo mange kvadratmeter, så der bliver over tid sat ting tilbage og andet bliver efterladt. I går var nye kasser pakket og har nu forladt matriklen.

Pigerne er flyttet, og Peter har også bare været flyttet tilbage det seneste års tid – så det er helt naturligt og godt, at han nu skal videre.

Han har været heldig at få en fin lille nyrenoveret lejlighed i Århus, som han nu skal gøre til hans. Hvilket han også har gjort sig mange tanker omkring. På søndag skal vi derop, for jeg er jo blevet gift med en mand, der har en stor værktøjskasse og som er rigtig god til at bruge værktøjet, så vi må gerne komme forbi og skrue og bore og hænge forskelligt op 🙂 Det bliver hyggeligt.

Det med at børn kun er til låns, tror jeg mest er som forælder, man tænker over. Jeg tror ikke, at mine børn tænker sådan. Og det er også helt fint.

Nu venter en ny epoke i Peters liv – med ansvar for egen hverdag 🙂 Og jeg kommer sådan for første gang til helt at bo alene i præstegården. Der er i hvert fald plads nok.

Men det er også med en taknemmelighed i hjertet – og stor glæde – at jeg læner mig tilbage og ser, at mine børn klarer sig godt. De kan godt finde ud af at være medborgere og medmennesker i denne verden. Det er jeg stolt af!

Men at børn kun er til låns betyder jo ikke, at de nu forsvinder ud i det blå. Jeg vil for altid være deres mor – være nogens mor – og det er altså ret fantastisk.

På en lidt eftertænksom torsdag.

Jette

Lysestumper til genbrug

Sommetider overrasker både små og store konfirmander 🙂

Jeg har i flere år samlet lysestumper sammen, og havde for et par år siden besøg af Alice fra Kirkens Korshær i Middelfart.

I denne sæson har jeg blot opfordret minikonfirmander og konfirmander til at tage deres lysestumper med og aflevere dem i bøtten. Og sommetider synes jeg mest, at jeg blot har talt for helt døve øren 🙂 Men ikke helt! For allerede nu halvvejs gennem sæsonen må jeg en tur ud til Kirkens Korshær og tømme den fyldte bøtte. Det er altså ret fint.

De mange stumper bliver smeltet om og støbt til nye lys, som så sælges i butikken og pengene de indbringer går som hjælp til at drive varmestuer og herberge i Danmark. Og der er god brug for begge dele.

Selv om Danmark er et godt land at bo i, så er der mennesker, for hvem en kop kaffe og en snak i et varmt lokale, er med til at give dem en god dag.

Så når konfirmanderne afleverer deres lysestumper – så er de i bogstaveligste forstand med til at tænde lys for andre. 

Jeg valgte den luksus, at stå lidt senere op i dag – og ved du hvad, det var næsten lyst – inden kl. 8! Det går helt klart den rigtige vej 🙂 Billedet er taget lidt senere – der var stadig et tyndt lag sne 🙂

God onsdag.

Jette

Lidt andet pynt

I dag bliver blot et lille glimt af et nyt forsøg på anderledes pynt. Inspirationen er naturligvis – vil jeg næsten sige – her fra nettet. Mange dygtige og kunstneriske bloggere, som giver gode idéer – og så alle os, der forsøger at gøre dem kunsten efter 🙂

Jeg blev nu faktisk okay tilfreds med resultatet. Jeg har et møde i eftermiddag, der kan kagen godt serveres til – den består af brownie bund og mousse på toppen. Noget jeg har lavet før.

På torsdag venter endnu et møde – til det arbejder jeg videre med idéen her, men på en anden bund. Så det bliver først der, opskriften følger med.

God tirsdag – på en dag, som er ret så kold og våd.

Jette

En forkølet sang

Eller rettere – jeg er blevet grundigt forkølet og skal samtidig synge med i et stort kor til en Nytårskoncert. Det er en dårlig kombination.

Jeg har ikke tidligere sunget i det store kor. Det er samlet til lejligheden og består af medlemmer fra lokale kor. Og det er virkelig sjovt at være med. En dygtig korleder har instuderet de mange numre med os og i aften skal vi til orkesterprøve. Så bliver det spændende, om kor og orkester kan finde takten og få musikken til at klinge.

Nytårskoncerten har et blandet repertoire af klassiske korværker og moderne popmusik, kendte solister og Odense politiorkester, som slår tonen an.

Et politiorkester består af mange andre erhvervsgrupper end politifolk. Det vidste jeg ikke før, men er blevet opdateret på den front. En suppleant til menighedsrådet spiller faktisk med i orkesteret – det er lidt sjovt 🙂 Men oprindeligt tilbage i 1927, da orkesteret blev grundlagt, da var det lokale politibetjente, der blæste i trompeter og basuner.

Et arrangement som denne nytårskoncert skaber noget fællesskab på tværs. For jeg møder sangere jeg ikke før har sunget med, og oplevelsen af – sammen – at skabe noget dejlig musik er virkelig opløftende. Tillige fordrer det at synge i kor, at man bliver lydhør for andre end sig selv. Det lyder nu en gang bedst, hvis alle slutter på den samme tone 🙂

Det er på lørdag koncerten løber af stabelen – det glæder jeg mig til, og håber virkelig min forkølelse er væk til den tid.

De smukke roser på billedet – er fra Netto. 15 kr. for et stort bundt – og hvor de dog lyser op 🙂

God mandag.

Jette

Et helt almindeligt brød

For nogle år siden skrev jeg om, at jeg kunne vågne og glæde mig til at skulle pynte min julekage 🙂

I dag var det så ikke nogen kage, jeg glædede mig til at gå i gang med – men såmænd bare et helt almindeligt brød. Uden de store dikkedarer. Men bare at blande og ælte et helt almindeligt gærbrød.

Det er en skøn hverdagsting at gøre – synes jeg. Og ude af ovnen, ja så dufter det ganske lifligt.

Nu sidder jeg jo hjemme og skriver, så derfor kan det fint kombineres med brødbagning. Og i dag harmonerede det med nogle af de tanker, jeg gjorde mig, da jeg skrev min prædiken.

Tanken gik omkring livets brød og det levende vand. Det, med vandet udsprang af prædiketeksten til på søndag. Men både brød og vand er to helt dagligdags ting, som vi alle kender til. Men det er også to ting, som Jesus bruger, når han vil fortælle os noget om sig selv. Noget om, hvor vigtig han er for os. Livsvigtig. Som mad og drikke giver os liv og kræfter her i verden, så giver det levende vand og livets brød næring til vort åndelige liv. Vores tro og håb. Vort liv som kristne.

Ja, sådan kan en helt praktisk opgave føre til tanker om tro og håb 🙂

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Turen gik til Lanzarote

Uge 1, var ugen uden net – men det var også en dejlig tur sydpå til varmere himmelstrøg 🙂

De fleste dage var temperaturen over 20 grader, sol fra en næsten skyfri himmel og kun enkelte byger til allersidst i ferien. Så vejret overgik klart forventningen.

Lanzarote er en lille ø blandt de 7 beboede øer  – de kanariske øer. Alle sammen dannet på vulkaner, der er skudt op af havets bund for årtusinder siden. Naturen bar præg af det. Jeg synes, det var temmelig goldt at se på. Der var masser af palmer og kaktus, men derudover var det lidt sparsomt med det grønne.

Turen var jo en afslapningsferie – med tid ved poolen, maden inden for rækkevidde og så ellers nyde at være sammen. Men lidt så vi – og blev også ret gode til at tage bussen rundt, selv om vi ikke kan et ord spansk. Og kan kun anbefales at køre med bus 🙂 man får set noget og oplevet stemningen og får et indtryk af det almindelige liv på øen.

Et par glimt fra dagene:

En tur i fiskespa. Det var nu ganske hyggeligt. Det var ret store fisk, der muntrede sig og hvor længe vi sad med fødderne i vandet, var der ikke nogen der tjekkede. Hvor stor effekten er, ved jeg ikke helt, men flittige var de energiske fisk 🙂

Selv om julen forlængst er forbi, så var der overalt stadig julepynt at finde. I et apotek stod denne lille julekrybbe – tankevækkende. Det var vist ikke sket i Danmark 🙂

Vi besøgte også et vulkankrater, hvor der var anlagt fine stier – det var ret så spændende. Der er en særlig ro sådan 50 meter under jorden.

En sø med en spejlblank overflade lavede den smukkeste spejling .

Om det er citroner eller lime ved jeg ikke, men fine var de.

Vi hørte om Cesar Manrique En betydningsfuld lokal kunstner og arkitekt, som levede i første halvdel af 1900- tallet. Han fik stor indflydelse på byggestilen på øen, for han havde en vision om at der skulle bygges, så der var overenstemmelse eller harmoni mellem bygninger og natur. Så husene var hvide og private boliger var på højst 3 etager.

På et udsigtspunkt, Mirador del Rio, små 500 meter over havet, havde man bygget en fin café med runde hjørner og store glaspartier. Et ganske fint sted 🙂

 

Jeg er ikke så meget for at købe souveniers – i hvert fald ikke noget, jeg ikke kan bruge til noget. Så i stedet er der hjembragt ret meget salt, olivenolie, aloesæbe og en fin nøglering med lavaperler. Alt sammen noget der kan bruges og samtidig lede tankerne tilbage på skønne dage.

Godt i gang med januar – og gråvejrsdage.

Jette

Side 121 af 222

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal