diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 32 af 70

Kage med glaze

Nu skulle det prøves. Efter at have set “Sukkertoppen” forleden, kom jeg i tanke om, at glaze havde jeg ikke prøvet at lave. Og havde altså heller ikke prøvet at overtrække en kage med glaze. Det ville jeg gøre.

Hermed forsøget 🙂 og lidt ambitiøst, så havde jeg inviteret graverne til kaffe og kage, inden jeg havde lavet kagen. Det forpligtede ligesom 🙂

Blondie

75 gr. hvid choklade

60 gr. smør

1 æg

75 gr. sukker

1 tsk. vanilje

100 gr. mel

et nip salt

Kom chokolade og smør i en gryde og smelt det ved svag varme. Pisk æg, vaniljesukker og sukker til en god æggesnaps, tilsæt og pisk den afkølede smør blanding i. Vend til sidst salt og mel i blandingen. Dejen kommes i en springform (16 cm i diameter) med bagepapir i bunden. Bager ca. 35 minutter ved 175 gr. Tjek med en tandstik om den er gennembagt. Afkøler i formen.

Bærmousse

125 gr. blandede bær (jordbær, ribs, rabarber, brombær)

40-50 gr sukker

2 blade husblas

½ dl. syrnet fløde eller cremefraiche

1 dl. piskefløde

Sæt husblas i blød. Kom bær og sukker i en gryde og lad det koge et par minutter. Kom den udblødte husblas i, rør rundt til den er smeltet. Kan evt. blendes lidt. Lad bærene det køle af, inden creme fraichen tilsættes. Pisk fløden til skum og vend den i.

Sæt kageplast rundt om den kolde bund og fordel moussen ovenpå. Sættes på køl, gerne til næste dag, og videre en time i fryseren, inden den overhældes med glaze.

Glaze

40 gr. glucose

80 gr. sukker

1,25 dl. piskefløde

100 gr. hvid chokolade

2 blade husblas

lidt farve

Sæt husblas i blød i koldt vand et kvarters tid. Kom sukker, glucose og fløde i en gryde og bring det i kog. Tages af varmen og husblas smeltes her i. Flødeblandingen hældes over den grofthakkede hvide chokolade – i en høj beholder. Blend det sammen og kom lidt farve ved. Lad det køle ned til lunken.

Tag kagen op af fryseren og fjern kageplasten. Sæt kagen på en rist og læg bagepapir under, inden glazen hældes over. Sørg for at hele kagen og siderne får glaze. Det, der bliver til overs opsamles og kan evt. bruges i nogle cookies (opskrift følger i morgen)

Kagen pyntes med bær og andet sjov.

Og sættes på køl et par timer inden servering. Det er en ret fin kage at se på. Men jeg må indrømme, at bunden var ret bastant. Min næste kage med glaze skal have en lidt anden bund. Men bunden skal være lidt solid, for den skal kunne tåle at flyttes rundt med.

God torsdag.

Jette

Sommerhusboller

Den kommende weekend skal for en del tilbringes i det nye sommerhus 🙂 Det er helt mærkeligt, at kunne planlægge at tage derned og vide, der både er seng og komfur og toilet – og det fungerer 🙂

Jeg er ikke helt klar til at bage dernede endnu, så derfor blev der bagt sommerhusboller i går. Det eneste særlige ved dem er, at de serveres i et sommerhus 🙂

Så de smager også fint alle andre steder.

Sommerhusboller (10 stk.)

3 dl. kold fløde/mælk

10 gr. gær

1 tsk. groft salt

1 spsk. sukker

1 spsk. sesamfrø

2 spsk. solsikkerkerner

50 gr. grahamsmel

ca. 400 gr. hvedemel

Rør gær, salt og sukker ud i den kolde mælkeblanding. Tilsæt frø og kerner sammen med grahamsmelet og rør sammen inden hvedemelet kommes i – lidt efter lidt. Dejen æltes sammen og sættes til hævning 2-3 timer.

Æltes igennem igen og formes til boller, der sættes på en plade med bagepapir. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 20 minutter og afkøler på en rist.

Og så er der lækre boller – der kun venter på, at det bliver weekend 🙂 De må dog lige en tur i fryseren først.

Men det er ikke kun bollerne, der skal med i sommerhus – det skal kopperne også.

Hvor stort set alt serviset er fundet i skabene eller købt gennem DBA, så havde jeg ikke nogen krus. Så det blev til en tur i Imerco og så ellers på udsalg. Hvor jeg fandt disse fine enkle termokrus – sat gevaldigt ned. Så nu kan der også bydes på kaffe – det er jo en vigtig ting at kunne klare 🙂

På en lidt grå onsdag –

Jette

Jordbærkage

Jeg har spist for få jordbær i år. Det besluttede jeg lige i går 🙂 Så på min tur rundt i Lidl stod der heldigvis en bakke med danske jordbær – de kom med hjem. Og kom senere oven på kagen her.

En skøn kage, lidt mazarinagtig med lækker chokolade, flødeskum – og jordbær. Det er altså ret godt! og noget af det mest sommerlige jeg kan tænke mig – måske lige overgået af en pavlova 🙂 Friske bær, sukker og flødeskum – det klinger ret godt sammen.

Jordbærkage (4 pers.)

100 gr. smør

100 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

75 gr. marcipan i små stykker

2 æg

75 gr. mel

1 spsk. abrikoslikør – eller anden likør

50 gr. chokolade, grofthakket

1 dl. piskefløde

100-150 gr. jordbær

Kom blødt smør, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk det sammen. Tilsæt marcipanen og pisk det grundigt sammen. Pisk æggene i et ad gangen. Vend mel og likør i dejen og fordel det godt rundt. En springform (16-18 cm i diameter)  får bagepapir i bunden inden dejen hældes i. Bager 30-35 minutter ved 175 grader.

Når kagen kommer ud af ovnen fordeles chokoladen ovenpå, og den smelter ved varmen fra kagen, og glattes lidt ud.

Køler helt af, inden den pyntes med flødeskum og overskårne jordbær.

En helt igennem lækker kage 🙂 Som tilligemed er ret let at lave og samtidig ser godt ud.

Peter kom ned og så kagen og undrede sig, hvorfor så fin en kage en helt almindelig onsdag ? Forklaringen med, at det var jordbærtid, blev købt, og så gik han ovenpå med et stykke kage på sin tallerken. Tilfreds med lige at være hjemme til kagetid 🙂

God torsdag.

Jette

Krydder kage med rugmel

Selv om kalenderen siger sommer, sol og næsten ferie – så føles det nu lidt køligt udenfor. Så en krydderkage kan være løsningen 🙂 Selv om alle krydderier mest hører til i december, så smager de nu meget godt i juli også 🙂

Inspirationen er igen fra Morten Heibergs “Søde tand”. Når jeg læser en opskrift med lidt uventede ingredienser i, så spidser jeg ører eller pudser brillerne. Denne gang var der rugmel i en helt almindelig krydderkage. Det måtte prøves. Så her kommer min tillempede og formindskede udgave.

Krydderkage med rugmel (5-6 pers)

½ dl. mælk

½ kanelstang

1 stjerneanis

Bringes i kog og trækker derefter i 10 minutter før krydderierne sies fra og mælken kommes over:

50 gr. rugmel

70  gr. honning

35 gr. glukose

Det hele røres sammen og køler af en times tid i køleskab. Derefter piskes:

1 æg

35 gr. blødt smør

i dejen. Sigt og bland

1/3 tsk. fint salt, kanel, muskat, nellike og kardemomme

50 gr. mel

1 tsk. bagepulver

De tørre ingredienser vendes i dejen sammen med

2 spsk. appelsin juice.

Dejen kommes i en smurt lille springform (16 cm. i diameter) og bager ca. 40 minutter i en 170 grader forvarmet ovn.

Køler af og nydes 🙂

Det er en lidt solid kage, men med den mængde rugmel i dejen, er det heller ikke så mærkeligt. Men serveret på en lidt kølig sommer dag – så er den ret fin.

God tirsdag.

Jette

Små rabarbertærter, madbloggerudfordring #13

Madbloggerudfordring #13 havde sommer som tema. Mad med årstidens lækre råvarer. Det var samtidig en udfordring, hvor vi, der deltog, blev sat sammen to og to – og som makkerpar skulle vi forsøge at finde ud af en menu, eller i hvert fald noget, der ligesom fungerede sammen. Derudover fik vi tildelt et benspænd, ligesom vi gav et andet par et benspænd.

Vi fik benspændet: Makrel. Her var jeg blank – men heldigvis var min medspiller, Helle – med bloggen Kratluskeren – frisk på en lækker ret, hvor makrel indgik. Kig endelig forbi her og se Helles skønne ret med makrel.

Jeg fik så opgaven med det søde punktum. Det blev til små tærter med langtidsbagte rabarber og en lækker mazarintop – og lidt glasur på toppen. En fin lille kage, de let kan tages med på tur.



Små rabarbertærter (8 stk.)

Mørdej

125 gr. mel

75 gr. smør

35 gr. sukker

Smør smuldres i melet og sukker blandes i. Samles evt. med lidt vand. Lægges på køl, mindst en time.

Langtidsbagt rabarberkompot

Mazarinmasse

50 gr. smør

50 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

25 gr. marcipan

1 æg

40 gr. mel

Pisk smør, sukker og vaniljesukker sammen, tilsæt revet marcipan og pisk godt inden ægget piskes i. Vend til sidst melet i dejen.

Rul mørdejen ud og udstik 8 cirkler og fordel dem i muffinsforme. Jeg bruger mine gamle arvede metalforme – de er lette at få kagen ud af, når den er bagt.

Der bliver lidt dej i overskud – brug det evt. til en lille hindbærsnitte.

Fordel lidt langtidsbagte rabarber i hver form, og kom mazarin masse over.

Bages ca. 25 minutter ved 175 til de er gyldne. Pyntes med lidt glasur og drysses evt. med lidt krymmel, frysetørret rabarber (som på billedet) eller friske hyldeblomster.

Det er kager, der er lige til at tage med på picnic. Smager dejligt og er til at spise uden tallerken eller ske 🙂

Tak til Helle for ideudveksling og inspiration – og tak til Nada, for igen at invitere til madbloggerudfordring.

God weekend og god sommer.

Jette

Tiramisu

Indtil for en uge siden, havde jeg aldrig før lavet tiramisu. Jeg kendte godt desserten, og havde også læst om den, men altså ikke forsøgt mig med den selv. Og det var primært fordi jeg syntes, at jeg manglede en opskrift på Lady fingers. Den har jeg jo fundet nu – og så gik det ret hurtigt med at få lavet tiramisu.

Det er en klassisk italiensk dessert, som vi også smagte, da vi var i Milano.

En klar fordel ved mascarpone cremen, som jo er en stor del af desserten, er, at den laves uden husblas. Så der er ingen fare på færde 🙂 Den er lige til at gå til.

Tiramisu (3-4 pers.)

1 æg – delt i hvide og blomme

2 spsk. sukker

1 tsk. vaniljesukker

150 gr. marscarpone

3/4 dl. piskefløde

Lady fingers(10 – 12 stk.)

½ dl kold kaffe

2 spsk. sød likør (amaretto eller lign.)

kakao

Der skal bruges tre skåle – en til æggeblomme og sukker, en til piskefløden og en til æggehviden. Det hele piskes – først piskes æggehviden stiv, dernæst piskes fløden til blødt skum og til sidst piskes æggeblomme, vaniljesukker og sukker til en dejlig æggesnaps. Kom mascarponen i og pisk det godt sammen. Vend flødeskum og æggehvide i æggemassen og rør det hele godt sammen til den fineste bløde creme.

I en serverings skål eller portionsglas kommes et godt lag creme. Bland kaffe og likør og dyp enderne af lady fingrene her i, inden de lægges oven på cremen. Gentag med creme og kager og slut med creme. Toppen drysses med sigtet kakao. Og nu stilles desserten på køl – gerne til næste dag. Selv om det er lang tid at vente 🙂 Et par timer kan gøre det.

Der er virkelig kommet en ny dessert ind i mit repertoire – enkel at lave, og den smager virkelig godt.

På billedet ses lidt overskydende creme sammen med jordbær – det smager også ganske fortrinligt 🙂

God onsdag.

Jette

Lady fingers

Jeg har aldrig troet, at man kunne bage Lady fingers selv. Har ikke tidligere stødt på nogen opskrift og kun set tiramisu lavet med købte lady fingers.

Men for nylig lånte jeg en ny bog på biblioteket skrevet af Morten Heiberg. Og her var opskriften på Lady fingers. Så den måtte naturligsiv afprøves. Hans opskrift var ret stor, så jeg har skaleret den ned. Men stadig blev der ret mange fingre – lette og luftige, lige til at spise 🙂

Lady fingers (ca. 25 stk.)

2 æg – delt i blomme og hvide

40 gr. sukker

50 gr. mel

25 gr. flormelis

Pisk æggehviderne til let skum, tilsæt flormelis og pisk til det er en stiv marengs. I en anden skål piskes æggeblommer og sukker grundigt. Sigt mel og vend det i sammen med marengsen. Kom dejen i en sprøjtepose og lav 10 cm lange fingre – på en plade beklædt med bagepapir.

Bages ca. 12 minutter ved 190 grader og køler af på pladen. Opbevares i en lufttæt kagedåse.

Lady fingers bliver jo oftest brugt i tiramisu – og er der helt gemt bag lækker creme.

Men de er der – og desserten smagte virkelig lækkert. Opskriften kommer snarest 🙂 Og som billedet antyder, så blev der lavet lækre desserter i weekenden. Peter var ret godt tilfreds – endelig var der noget, der var genkendeligt og som faldt i hans smag 🙂

God mandag.

Jette

Hyldeblomstsaft

Det er bare lige sæson for hyldeblomster. Fine og hvide og med masser af duft. Og smag, når de først har trukket et par dage med sukker og citron.

Jeg har været et par dage på Stiftskonvent – et årsmøde for præsterne på Fyn – og imens jeg sad og lyttede til fordrag, hørte om stiftets ve og vel og var til fest med lækker mad og morsom underholdning – så hyggede hyldeblomsterne sig i køleskabet.

Der findes utallige opskrifter på hyldeblomstsaft, og jeg har selv lavet det før. Så her kommer bare lidt nye billeder, for det er en fascinerende proces.

Der skal røres i det nogen gange – og en dejlig duft breder sig.

Og det hele filtreres, og du har den dejligste saft. Der kan bruges til meget – blot at drikke fortyndet med vand. Eller som smag til fyld i en macaron.

Eller en skøn drink på terrassen. Hvidvin og hyldeblomst saft – og måske en enkelt isterning. Så er det sommer 🙂

Nu står weekenden allerede for døren 🙂 med vielse, dåb og gudstjeneste. En festlig sommer weekend i kirken.

Og lige til sidst: et billede af min ensomme silkehane. Den spankulerer rundt og galer og nipper til lidt grønt – og glæder sig til at få sin høne igen.

Jette

Malteserskage

I dag har min datter Mette sidste dag på jobbet som stud. jur., og har lovet kollegaerne at tage kage med. Som tak for to gode og lærerige år i et advokatfirma.

Og det skulle være en Malterskage 🙂

Den fik hun første gang til sin fødselsdag for tre år siden. Den gang var det et eksperiment, men nu er det blevet en færdig opskrift 🙂 Den er blevet rettet lidt til, men nu synes jeg den fungerer.

Lyse lagkagebunde

Bærmousse med flødeskum og surmælksprodukt

300 gr. bærpuré

1½ dl. tykmælk eller lign.

4 bl. husblas

3 dl. piskefløde

evt. lidt sukker

Sæt husblas i blød i koldt vand. Pisk fløden til let skum. Smelt husblas i mikroovn og køl det ned med lidt af bærpuréen. Rør det sammen med tykmælk og kom til sidst det hele i flødeskummet. Smages til med evt. lidt ekstra sukker.

Sættes på køl til kagen skal samles.

Lys chokoladeganache

Og masser af Maltersers – ca. 4 poser 🙂

Nu håber jeg blot, at Mette og kollegaerne hygger sig med kagen.

På en mandag, hvor jeg er glad for at det er fridag. De sidste dage er blevet brugt på at lave terrasse ved sommerhuset. Det fortæller jeg mere om i morgen. Men kan blot konstatere, at det er hårdt at være håndværker – jeg er i hvert fald noget øm i kroppen efter at have kravlet rundt og boret masser af huller 🙂

God mandag

Jette

Rabarbertærte med marcipan og kokos

Rabarber er lige nu i sæson. Jeg har stadig ikke selv rabarber i haven, så sæsonen kan godt gå lidt uden om min næse. Lige indtil graveren kom og spurgte, om jeg slet ikke skulle bruge rabarber i år 🙂

Og jo, det skulle jeg da vist.

Jeg fik nogle fine og tynde stilke med hjem, og de blev tilføjet i denne lækre tærte med både mazarinbund og kokos. Lidt inspireret af denne skønne rabarberbradepandekage

Rabarbertærte med marcipan og kokos (6 pers.)

Mørdej

150 gr. mel

75 gr. smør

35 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

Ca. 2 spsk. creme fraiche

Bland mel, sukker og vanilje og smuldr smørret heri. Saml dejen med creme fraichen og læg så dejen på køl – mindst en times tid. Udrulles derefter og beklæder en tærteform ca. 20 cm. Prik bunden let med den gaffel.

Mazarinbund

100 gr. marcipan

25 gr. blødt smør

1 lille æg – gerne fra en sød silkehøne

50 gr. sukker

1 spsk. mel

Det hele røres godt sammen, og fordeles i tærtebunden.

Fyld

5-6 tynde stængler rabarber ( ca. 100 gr.)

25 gr. kokos

25 gr. sukker

Skær rabarberne i mindre stykker og bland dem med kokos og sukker og lad det trække lidt, inden blandingen fordeles øverst på kagen.

Bager ca 30 minutter ved 175 grader.

Og så er der rigtig forsommer tærte 🙂 Let syrlige rabarber og sød mazarin og god tærtebund – det var nu ok 🙂

Jeg serverede tærten til et morgenmøde – nok ikke det helt rigtige tidspunkt, men den blev nu nydt alligevel.

Og silkehønsene nyder meget, at fugleinfluenzaen er fortid – her er de på havevandring 🙂

Med ønsket om en god Kristi himmelfarts ferie.

Jette

Side 32 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal