diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 24 af 70

Valnøddebrød med honning og rugmel

Der var møde i aftes! Det sker jo med jævne mellemrum, og derfor var der også gang i ovnen i går. Valnøddebrød, foccacia og bacondadler blev fremstillet. Og siden spist med stor velbehag 🙂

Jeg plejer at bage kage til menighedsrådet, men den var i aftes skiftet ud med tapas! Og det gik nu også.

Valdnøddebrød med honning og rugmel

1 dl. yoghurt natural

2 dl. koldt vand

25 gr. valnødder, hakket groft

10 gr. gær

1 spsk. honning

1 tsk. groft salt

1 spsk. olie

50 gr. rugmel

ca. 300 gr. hvedemel

Rør gæren ud i yoghurt og vand, tilsæt salt og de øvrige ingredienser. Hold lidt hvedemel tilbage, det er forskelligt hvor meget mel, der lige skal bruges for at ælte en fin dej. Sæt dejen til hævning et par timer, inden den æltes igennem igen og formes til et brød. Lægges på en plade med bagepapir og efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bag brødet ca. 30 minutter til det er dufter godt og fint gyldent 🙂

Afkøler på en rist.

Jeg serverede brødet til tapas, hvor der var meget ost – og her gik brødet rigtig godt. Valnødderne giver brødet sin egen karakter, og det er nok sådan, at enten synes man om valnødder eller også gør man ikke. Så nogen vil synes det er et lækkert brød, mens andre hellere vil have noget andet 🙂

På en overskyet onsdag.

Jette

Min veganske aftensmad

Jeg er glad for grøntsager – og øver mig også i at lave flere veganske retter. Mest af nysgerrighed, for veganer bliver jeg ikke. Men også for at afmystificere det lidt. For nok spiser veganere ikke mad fra dyreriget overhovedet – men der er altså også meget af den mad, alle vi andre spiser, som også i udganspunktet er vegansk. Så for ikke at lave dybere grøfter mellem forskellige holdninger, er det godt at være opmærksom på det.

Vegansk aftensmad

At lave vegansk og for den sags skyld vegetarisk aftensmad er lidt anderledes end at lave en traditionel aftensmad. Hvis du laver “Boller i karry” eller “Lasagne”, så er ingen i tvivl om, hvad du mener 🙂 Sådan er det ikke helt, når du laver et grønt måltid. Her består det oftere af forskellige små retter, som så tilsammen udgør et helt måltid.

Som du ser på billedet. Jeg lavede en lækker almindelig tomatsalat – med Oles sidste udendørs tomater 🙂 Dertil godt krydrede spaghetti og bagte aspargesbroccoli. Og så fordi det var i køleskabet – lidt hummus.

Pastaen er kogt, og så blandet med varm olie, hvori der er stegt noget hvidløg, chili og løg, salt og peber. Super enkelt, men smager dejligt.

Og så kom mine nys indkøbte aspargesbroccoli på bordet. Jeg syntes ikke, smagen var så forskellig fra almindelig broccoli – det var mere udseendet. Den kendte broccoli kan fint tilberedes på samme måde.

Bagte aspargesbroccoli

Bagt aspargesbroccoli

200 gr. aspargesbroccoli

1-2 spsk. olivenolie

salt og peber

Fordel aspargesbroccolien i et ovnfast fad og vend det med olie og krydderier. Bages ved 250 grader 7-8 minutter, så det lige får lidt farve og en anelse sprødhed.

På vej i ovnen

Det er super enkelt, og kan jo serveres til alle mulige andre retter.

Jeg blev fint mæt af min veganske aftensmad – det er jo ikke den store gastronomiske kogekunst – men det enkle og genkendelige har altså også sin ret og sine meget gode sider 🙂

God og smuk sensommerdag.

Jette

Frøkager

Hvis min søn Peter havde boet hjemme og set disse kager, ville han helt sikkert have sagt, at det var fuglemad 🙂 Så mange frø og kerner samlet i en kage, det kunne kun være til høns eller fugle 🙂

Men det er det nu ikke. Det er kager, som smager skønt, og som skal bruges på lørdag, hvor der er sogneudflugt. Mere om den en anden dag.

Opskriften her er fra Oles søster – jeg har halveret opskriften, og skåret lidt ned på sukker og fedtstof.

Frøkager (ca. 40 stk)

1 lille æg

75 gr. sukker

½ dl. olie

2 dl. blandet frø – hørfrø, solsikkekerner og sesamfrø

1 dl. havregryn

1 dl. hvedemel

1 tsk. bagepulver

Det hele blandes sammen, det bliver en usammenhængende dej. Den sættes i skefulde på en bageplade med bagepapir og bages ca. 10 minutter ved 190 grader. Køler af på pladen.

Det er en enkel kage, men smager dejligt. De er lidt skrøbelige, så de kommes forsigtigt i en kagedåse og der lukkes forsvarligt – for ellers forsvinder de 🙂

På endnu en dag med regn.

God onsdag.

Jette

Sorte bønner

Jeg er åbenbart kommet i det hjørne, hvor opskrifter med bønner og linser fylder i mit hovede 🙂

Og for nogle år siden var det ret meget in at bage kager med sorte bønner. Jeg fik det aldrig prøvet, for det, syntes jeg, dog lød lidt for mærkværdigt.

Men nu skal det alligevel prøves. Og jeg har kopieret og mikset med opskrifter på nettet – så det bliver vist min egen udgave af cookies med sorte bønner.

Cookies med sorte bønner (8 stk.)

50 gr. sorte bønner (sættes i blød i koldt vand natten over)

50 gr. dadler

40 gr. mørk chokolade, grofthakket

45 gr. havregryn

40 gr. smør

75 gr. sukker

et nip salt

1 tsk. kakao

1 lille æg

Hæld vandet fra bønnerne og kog dem i nyt vand ca. 45 minutter. Hæld overskydende vand fra og køl dem ned. Kom de kolde bønner i foodprocessor og blend dem, tilsæt de øvrige ingredienser – undtagen chokolade og æg – og kør til en grynet masse. Kom ægget ved og kør det hele sammen. Vend til sidst den hakkede chokolade i.

Sæt dejen i klumper på en plade med bagepapir og bag dem ca. 20 minutter ved 175 grader.

Køler af på pladen, inden de kommes i en kagedåse. De smager ret godt 🙂 Søde og bløde, og umiddelbart tænker du ikke, at de er bagt med sorte bønner.

På en regnvejrs dag som i dag, så er det lige vejr til at bage og spise lækre kager. Her kan disse cookies godt være med 🙂

God weekend.

Jette

Bagte bønner

Eller baked beans som det hedder oprindeligt.

Jeg får stadig grøntsager fra Aarstiderne, og er nu begyndt at få vegetarkassen. Det er virkelig en fest at åbne den og se, hvilke skønne og spændende grøntsager, der dukker op fra kassens dyb. Denne gang var ingen undtagelse. Måske lige bortset fra en kæmpe klump tofu – det bliver jeg aldrig gode venner med 🙂

I denne uge var der en opskrift på bagte bønner – her kommer min udgave 🙂

Bagte bønner (rigeligt til en person)

60 gr. brune bønner (sættes i blød i rigeligt koldt vand 12 timer)

1 portobelleo svamp i tern

1 spsk. olie

1 løg, i tern

1 fed hvidløg i skiver

2 mellemstore gulerødder i tynde skiver

½ rød chili finthakket

½ majs, kogt (skær kornene af)

1 kvist rosmarin

1 tsk. buena vista krydderi (blanding, se *)

1 dåse hakkede tomater

salt

Kog de udblødte bønner ca. 40 minutter i letsaltet vand. Dræn bønnerne. Svits portobellosvampen ved god varme, tilsæt løg, hvidløg, gulerødder og chili og steg det nogle minutter ved middel varme. Tilsæt tomater, majskornene, rosmarin, krydderi og salt og lad det hele koge godt igennem. Tilsæt evt. lidt vand, hvis det synes for tørt.

Kom blandingen i et ovnfast fad og dæk det med bagepapir og bag bønnegryden ved almindelig varme 200 grader i ca. 40 minutter.

Serveres med en grøn salat.

Det er en lidt grov ret, men smager ganske udmærket. Men ret langt fra baked beans på dåse 🙂

* I kassen fra Aarstiderne er der også ofte nogle færdige krydderiblandinger med. Også her, men du kan lave din egen. Buena vista består af: røget paprika, paprika, spidskommen, chili og peber. Tag lidt af det hele og bland det. Kan gemmes, og være klar til brug i en anden ret.

På en smuk septembermorgen.

Jette

Lækre stykker med kerner og nødder på toppen

Sommetider er det umuligt kort at skrive, hvad det er for en slags brød eller boller, der bliver bagt 🙂 Dem, jeg har lavet her, er en almindelig bolledej og så pyntet godt med kerner og nødder og skåret ud i firkanter. Men som variation og lidt anderledes at se på, så er de fine.

Da jeg var på salatkursus, betonede Salattøsen, at det ofte gjaldt om at skære grøntsager ud i forskellige former og faconer og variere tilberedningen af dem. Og det tror jeg, hun har meget ret i. En enkel måde at gøre noget mere interessant på. Også når det gælder bagværk 🙂

Stykker med nødde/kerne top (8 stk)

1 dl. surmælksprodukt

2 dl. koldt vand

15 gr. gær

1 tsk. groft salt

1 spsk. honning

1 spsk. neutral olie

50 gr. grahamsmel

50 gr. havregryn

ca. 300 gr. hvedemel

Pynt

50 gr. blandede kerner og nødder (finthakket)

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser – hold lidt hvedemel tilbage, for det er lidt forskelligt, hvor meget der skal bruges. Æltes til en fin dej, der hæver et par timer.

Æltes igennem igen og rulles ud til et rektangel.

Fordel nødder og kerner på toppen, tryk dem let ned i dejen og skær så firkantede stykker og placer dem på en plade med bagepapir. Efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader. Bag stykkerne 18 – 20 minutter.

Så er der lækre små brød med en skøn smag af ristede nødder på toppen 🙂 Mine mandler og nødder var ikke hakket fint nok, så de faldt let af. Men sesamfrø, hørfrø og solsikkekerner blev fint siddende.

Stykkerne kan bruges til morgen, middag og aften og alt derimellem 🙂

God tirsdag.

Jette

Studenterbrød

Jeg har faktisk ikke købt eller lavet studenterbrød før. Men jeg har spist mange romkugler, som jo har samme “dej”, som er en del af et studenterbrød.

Studenterbrød har fået sit navn, fordi det til dels er lavet af kagerester, og derfor ret billigt at fremstille, og derfor meget prisvenligt for studerende 🙂

Jeg havde lidt mørdej tilbage fra brombærtærten, det blev brugt til bund i studenterbrødet. Ovenpå hjemmelavet hindbærsyltetøj – lavet af bær plukket i Oles have. Ovenpå romkuglemasse af kagerester fra fryseren. Og øverst et lag chokolade. Jeg er ikke så vild med glasur, men chokolade: Ja tak 🙂

Det er en opskrift lidt på øjemål, det kommer sig ikke så nøje, hvor meget der er af hvad. Men her er lidt mængdeangivelser.

Studenterbrød (8 stk,)

125 gr. mørdej (laves af ca 75 gr. mel)

Romkugle masse af ca. 200 gr. kagerester

2 spsk. hindbærsyltetøj

50 gr. mørk chokolade

Rul mørdejen ud i en cirkel 16 – 18 cm i diameter og bag den ved 200 gr. ca. 12 minutter. Køler af inden den smøres med hindbærsyltetøj. Romkuglemassen formes til en flad kage med samme diameter som mørdejen og lægges oven på syltetøjet. Smelt chokoladen og fordel den øverst på kagen. Drys evt. med lidt krymmel. Det hele sætter sig, stilles køligt og skæres i fine snitter.

Studenterbrød smager dejligt. Men det er en tung sag! Der er ikke meget luftigt over denne kage. Men nu, hvor solen ind imellem gemmer sig bag en sky, er der plads til studenterbrød 🙂

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Brombærtærte

Det myldrer med modne brombær i denne tid. Noget for tidligt – men når de nu er her, så kan vi lige så godt nyde dem.

Da vi var i sommerhus cyklede vi en aftentur og plukkede brombær langs de meget små veje omkring Faldsled.

I går var jeg omme bag haven ude langs præstemarken og plukkede store og fine brombær. Det er et bær, der er forholdsvis hurtigt at plukke – med mindre man lige kommer til at hænge fast i en brombærgren 🙂

Brombærtærte (5-6 personer)

Mørdej

125 gr. mel (evt. 25 gr. grahamsmel :-))

65 gr. smør/margarine

30 gr. sukker

1-2 spsk. surmælksprodukt

Bland mel og sukker og smuldr fedtstoffet heri. Saml dejen med surmælksprodukt, ælt den let sammen og læg dejen på køl mindst en time. Rulles ud og lægges i en tærteform (16-18 cm i diameter) Der er lidt dej i overskud – gem det til en anden gang.

Frangipane

50 gr. smør

50 gr. sukker

25 gr. marcipan

25 gr. mandelmel

35 gr. hvedemel

1 æg

Marcipanen deles i små stykker og blandes med alt det øvrige og piskes sammen.

Fyld og top

100 gr. brombær

50 gr. hvid chokolade

3 spsk. piskefløde

1 spsk. brombær- eller hindbærsyltetøj

Fordel brombær på tærtebunden og fordel forsigtigt frangipanedejen over. Det kræver en let hånd 🙂 Men dejen fordeler sig fint ned omkring bærene, når den bages. Tærten bages ca. 25 minutter ved 200 grader. Køler af, inden ganachen kommes over.

Hak chokoladen ret fint. Varm piskefløden op til kogepunktet, tag den af varmen og kom den hakkede chokolade i. Rør det godt sammen til chokoladen er smeltet. Tilsæt syltetøj for at give lidt smag og en flot farve. Fordel ganachen over den afkølede kage.

Pynt til sidst med lidt friske bær.

Og så er der ellers en lækker kage til kaffen. Jeg ville have taget et billede af kagens indre i dag, men det hele blev spist ved mødet i aftes 🙂 Men den smagte godt.

God onsdag.

Jette

En kage med squash

Selv om det er varmt, så kan der godt spises et lille stykke kage 🙂 Og her til morgen, hvor temperaturen var til at trække vejret i, så blev der bagt.

Jeg har igen været på biblioteket, og fandt en bagebog af Mette Blomsterberg, det er herfra opskriften er taget. Jeg har halveret i mængde. Det passede lige til formiddagskaffen sammen med graveren. Mandlerne på toppen af kagen er de lækre mallorcinske mandler, jeg havde med hjem fra ferien i juni.

Kage med squash (4-5-pers)

1 lille æg

1 tsk. vaniljesukker

70 gr. rørsukker

60 gr. olie

2 spsk. cremefraiche

½ dl. vand

½ tsk. bagepulver

1 tsk. kanel

et nip groft salt

175 gr. mel

100 gr. groftrevet squash

20 gr. mandler

Kom æg, vaniljesukker og sukker i en skål og pisk det grundigt. Kom olien i og pisk igen. Rør alle de øvrige ingredienser i – undtagen mandlerne. Sørg for at komme helt ned i bunden af skålen og vend rundt. Dejen kommes i en springform ca. 20 cm i diameter og drysses med mandlerne, der er grofthakket.

Bager ca. 35 minutter ved 180 grader. Køler af i formen.

Det blev en fin lille kage, ikke så sød og en anelse kompakt. Men lige god i sommervarmen.

På endnu en meget varm dag.

Jette

Lækker tærte på en varm sommerdag

Jeg spiser stadig gerne en kage, selv om det er ret så varmt. Det kniber mere med energien til at få den bagt 🙂

Men mit mirabellesyltetøj inspirerede til denne lille mazarintærte med chokoladeganache på toppen.

Mazarintærte med mirabellesyltetøj og chokoladeganache

Mørdej

125 gr. mel (evt. 25 gr. grahamsmel :-))

65 gr. smør/margarine

30 gr. sukker

1 lille æg

Bland sukker og mel og smuldr smør heri. Saml dejen med ægget, og læg dejen på køl 1 times tid. Rulles ud og en tærteform (ca. 18 sm i diameter) beklædes med dejen. (Der er lidt dej til rest – brug det evt. til en hindbærsnitte :-))

Mazarinmasse

50 gr. smør

50 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

30 gr. marcipan

1 æg

40 gr. mel

Kom smør, sukker, vaniljesukker og marcipan i en skål og pisk det sammen. Tilsæt æg og pisk det godt ind i dejen. Vend til sidst melet i dejen.

Fyld og pynt

50 gr. mirabellesyltetøj (eller andet syrligt syltetøj)

50 gr. chokolade

½ dl. piskefløde

Fordel syltetøjet på mørdejsbunden og kom mazarindejen over. Forsøg at få syltetøjet lukket “inde”. Bag tærten ca. 25 minutter ved 175 grader.

Imens laves chokoladeganachen. Hak chokoladen. Bring piskefløden i kog, tag den af varmen og kom chokoladen i – rør til chokoladen er smeltet og det har samlet sig til en blank masse.

Når tærten har kølet lidt fordeles ganachen oven på.

Det blev en fin og lækker kage. Og smager rigtig dejligt.

Og så du Sukkertoppen, så du måske også en af deltagerne stå og kigge under sin tærte – og glæde sig over en bund, der var flad og gennembagt. Det var min også, og jeg glædede mig 🙂

På endnu en varm sommerdag.

Jette

Side 24 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal