diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: nythelårshus

Træfiberisolering

Jeg bliver helt glad, bare jer ser ordet 🙂 Jeg synes, det er så godt et isoleringsmateriale. Det dufter godt, det klør ikke i næsen og det bevarer sit co2 indhold og isolerer på lige fod med andre materialer. Eneste minus er prisen. Men det er lidt generelt for de grønnere valg.

I dag kom en lang lastbil proppet med paller fyldt med træfiberisolering.

Og fik dem alle læsset af, så de lige nu står og danner en helt mur foran det lille hus i Jelling.

Og læg lige mærke til – det regner ikke ! Det er så sjældent i denne tid, så hver gang der bare er lidt tørvejr, er det næsten en fest 🙂

På følgesedlen kan man se hvilken certificering, træfiberen har. Denne gang er der ikke så meget fokus på fsc-certificeringen, men jeg glæder mig da, hver gang den dukker op 🙂 Pefc er den anden certificering inden for træ, og den er bestemt også ganske god.

Nu venter vi bare på at tømreren dukker op igen og får sat noget af alt det isolering på plads.

Vi er på vej – og det er så dejligt.

God mandag.

Jette

Status på huset i Jelling

Ordet hus er måske stadig et lidt stort ord at bruge om det, som med tiden bliver til det dejligste og fineste lille træhus 🙂 Men endnu er det kun fundament, træskellet, vindspærre og undertag, der ligesom er huset. Men der er dog kommet vinduer og døre i, så der kan låses 🙂 Og det er en milepæl.

Indtil nu er det faktisk gået som det skal – det er kun os, der synes, at det går for langsomt, at vejret arbejder imod os og tømreren skal have ferie. Men det hele er såmænd indregnet i tidsplanen, så vi skal nok nå at få et færdigt hus først i marts næste år. Og det er jo lige om lidt 🙂

Rejsegilde :-)

Så er det endelig blevet tid til at holde rejsegilde ! Det har jeg faktisk aldrig prøvet før – for ved sommerhuset var processen en lidt anden. Men nu sker det 🙂

Det lille hus i Jelling begynder at tage form – fundamentet er støbt og slebet, træ-skellettet er rejst og på tirsdag kommer spærene på. Så vi krydser alt og håber det bedste – for tirsdag eftermiddag holder vi rejsegilde 🙂

Klokken 15 går det løs, så kommer du forbi Frihedslunden i Jelling, så kig endelig inden for 🙂

Ole og jeg er i gang med forberedelserne – ikke mindst at få lavet en krans. Den skal jo være lidt større end en almindelig adventskrans – men skal til gengæld op i vejret, så hvis finish ikke er helt på plads – så ses det ikke så tydeligt 🙂

Grill, pølser og drikkevarer er også ved at være på plads.

Men jeg mangler stadig servicet – for jeg har besluttet at det skal være genbrug – altså ikke engangsservice. Jeg må lige rundt et par gange mere for at finde tallerkner og krus 🙂

Vi glæder os til at vise huset frem så langt, som det nu er nået – og fortælle lidt om, hvordan den videre proces er.

Så måske ses vi 🙂 Du er i hvert fald velkommen.

God weekend.

Jette

Det fineste fundament

Det går fremad på byggepladsen. I denne uge er det fineste fundament blevet lavet. Jeg var forbi og det øverste lag – flydende beton – lå bare så fint og helt inden for alle rammerne. Virkelig flot arbejde. Og så bliver det hele gemt af vejen om kort tid, når selve huset kommer ovenpå. Men indtil da – må alle gerne beundre Peters fine finish og akkuratesse.

Under betonen ligger rionet og gulvvarmeslanger. Vi var forbi og igen blev der tegnet og fortalt, så detaljer kom på plads. De røde streger er væggene i det kommende hus – så for første gang har jeg set, hvor jeg skal have kontor og hvordan udsigten bliver 🙂 Det skal nok blive helt fint – med tiden.

Omrids af et hus

Endelig kan vi se, hvor stort huset bliver. Eller hvor lille det bliver. Alt efter øjnene, der ser 🙂 Jeg var forbi i går i den sene eftermiddagssol og så det færdige omrids af huset. Og egentlig ser garagen okay stor ud – her kan fint holde en bil.

Men selve huset, det ser faktisk ikke så stort ud – de 112 m2 er jo også udvendigt mål. Så når først muren er sat op og væggene etableret, ja så er der ikke helt så mange m2 at boltre sig på. Men det har hele tiden været meningen med et mindre hus. Så alt skal nok blive godt. Og det bliver også lettere at forestille sig, når der kommer lidt mere træ, vinduer og døre ovenpå fundamentet.

Huset er et langhus, hvor de lange sider er mod øst og vest, og gavlene er mod nord og syd. Sådan næsten. Det er måske ikke den mest almindelige placering af et hus, men det passer til grunden og vi får en dejlig ugeneret have mod øst. Og med de varmere somre, så er det helt perfekt, tænker jeg.

Nu glæder jeg mig til næste skridt – alt dette i undergrunden er lidt kedeligt 🙂 men helt nødvendigt.

Garagen og min skygge i sensommerens eftermiddag.

God aften.

Jette

Et hul i jorden

Byggeriets indledende fase er i gang. Der skal laves fundament. Og i forhold til sommerhuset, som blev bygget på skruer, så bliver huset her bygget på et traditionelt støbt fundament.

Klemlister

At bygge et hus er ensbetydende med at ens ordforråd udvides 🙂 Og naturligt nok – der vil altid være fagudtryk og materialenavne, der ikke lige er kendt.

Et sådant ord er “klemliste”. Det er et langt tyndt stykke træ, som bruges i vægkonstruktionen, for at skabe hulrum til ventilation. Så det er et vigtigt stykke træ 🙂

Og i vores lille træhus skal der bruges ret mange meter – faktisk 600 meter.

Men hvorfor er de overhovedet interessante, spørger du måske 🙂 Og et helt rimeligt spørgsmål.

Men da jeg læste vores materialeliste igennem på huset – om alt fra træbeklædning til vandhaner og gipsplader – så viste det sig, at det eneste træ, der var trykimprægneret, var klemlisterne.

Og jeg er ikke venner med trykimprægneret træ. Det er imprægneret i ret kraftige kemikalier, og skal, når det kassereres håndteres som farligt affald. Så det ville jeg meget gerne undgå at have i huset.

Tilbage til hverdagen :-)

En uge er gået siden sidste indlæg – og dermed er Oles ferie også slut. Og det er tid til at vende tilbage til hverdagens rytme og rutiner. Det har nu også sin charme og store værdi. Der bliver ro til at gå med Alba, tid til at skrive på bloggen og masser af mulighed for at gå i køkkenet, høre en podcast eller strikke et par pinde 🙂

Grønne glimt

Søndagen bød på to gudstjenester – øverst ses alterbuketten fra Gesten kirken. Den var bare så fin i farven 🙂

Dagen bød også på en tur på café til en lækker brunch. Super hyggeligt, og jeg var mæt resten af dagen 🙂 Siden gik turen forbi grunden i Jelling – bare for at se, om den nu stadig var der 🙂 Og jo, den ligger klar – lige til at bygge på. Nu venter vi utålmodigt på, at gode folk får tegnet og regnet på projektet. Men jeg er blevet lovet, at vi godt kan holde jul i huset – så noget kommer der til at ske hen over året 🙂 Så både grund og jeg er meget klar !

Æbletræet har stadig godt fat i jorden – jeg glæder mig over, at vi fik det plantet for et par år siden.

Earth overshoot day

I går var det den dag, som Global Footprint Network havde fundet frem til, var den dato, hvor jorden havde brugt de ressourcer, som den kan nå at producere på et år. Med andre ord, det vi forbruger af ressourcer resten af året – er overforbrug.

Datoen for grænsen for årets ressourceforbrug er bare rykket gennem de sidste mange år. For hvert tiår er datoen rykket en måned frem. Det er da tankevækkende.

Side 5 af 5

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal