diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 43 af 111

Min bil fylder rundt

 Det er ikke så almindeligt at fejre sin bils fødselsdag 🙂 Men på onsdag er det præcis 10 år siden, at jeg trillede ud over kantstenen og var blevet den lykkelige ejer af en Audi A1. Jeg havde sat mig ind i en spritny, velduftende og lækker bil.

Jeg havde altid drømt om at få en Audi, og da den gamle Ford, som efterhånden var blevet 16 år, ikke kunne mere, så gik drømmen i opfyldelse.

Og jeg har nydt at køre i den lige siden. Og der er blevet kørt mange kilometer i den. Tallene afslører det. Billedet er i øvrigt lidt sjovt – med de mange nuller og femtaller – og 365, som hver af årets dage 🙂 Jeg har før vist et billede som dette, det kan du se her.

10 år – skal jeg så ikke have en ny bil? Nej. Som i slet ikke. Det troede jeg vist engang. For det har ellers været den opfordring, der har lydt, at skifte gamle biler ud med en nyere model – af hensyn til CO2 aftrykket. Og der er helt sikkert kommet biler, der kører længere på literen end min lille bil gør. Men den gør det nu meget godt alderen i betragtning – i gennemsnit ca. 19 km/liter. Og hvis man så tager i betragtning, hvor meget CO2 det kræver at fremstille en ny bil – så synes jeg, det er bedre at køre i den gamle udgave, til den er helt færdig. Og det er den slet ikke endnu.

Den er netop blevet synet og har fået det fineste mærke i forruden 🙂 Og gennem alle årene er den blevet tjekket og repareret og talt pænt om. Og hver gang en pære lyser orange i instrumentbrættet, så finder bilen næsten selv vej ned til mekanikeren – for lys i lamper i bilen, det er ikke en god ting. 

Så jeg fejrer rund fødselsdag sammen med min bil, og glæder mig over trofast følgeskab. Skal den engang skiftes ud – så bliver der tænkt i andre alternativer. El eller hybrid, eller hvad der nu er fremme på det tidspunkt. Men det ligger nogle år ude i fremtiden. Den lille grå bil og jeg, vi fortsætter ud af landevejen.

God mandag.

Jette

Fredags glimt i marts

 I dag går tankerne uvilkårligt tilbage til samme dag for et år siden. Jeg kan huske, at jeg sad noget forundret tilbage, og ikke rigtigt vidste hvad de næste dage ville bringe. Hvad var lukket ned og skulle aflyses og hvad måtte vi fortsat gøre. 

I dag er situationen anderledes. Og restriktionerne lidt ændrede – i hvert fald for kirkens vedkommende. I år aflyses påsken ikke – men den er alligevel noget forpjusket i forhold til en almindelig og festlig påske i kirken. Årets største højtid. Men vi forsøger at lave noget, som dog bringer lyset, glæden og håbet frem. 

Men årsdagen for nedlukningen af Danmark blev også brugt til at bage lidt kransekage i 🙂 Om en lille måneds tid har jeg fødselsdag, og bliver 60 år – men er helt med på, at det kan ikke fejres. Men hvis nu ifald der kom en enkelt forbi – så vil der være kransekage at byde på 🙂 

Jeg har ikke bagt kransekage i lang tid, så det var lidt sjovt at prøve det igen. Der ligger nu tre stænger i fryseren – klar til at blive taget op og pyntet til lejligheden. De små kransekagestykker bliver vist spist i weekenden 🙂

Og så blæste det ret kraftigt i går – så meget at det lille sommerhus gav sig på sine skruer. Men der skete nu ikke noget, men det er lidt specielt så tydeligt at kunne mærke vindens kraft. En tur til vandet her til morgen viste lavvande. Der er toppe på bølgerne og noget af vandet er trukket tilbage. At følge vandets mange forskellige måder at vise sig på – det holder jeg meget af 🙂

Nu venter en rolig weekend – håber du også får en dejlig weekend.

Jette

Alternativ altertavle

 I går holdt jeg en af de korte gudstjenester, som det er muligt i denne tid. Det fungerer fint nok, og det er bestemt trygt at gå i kirke i corona-tid. Men det er anderledes, og jeg glæder mig i den grad til, at vi må synge sammen igen. Min dygtige organist spiller, så det er en fornøjelse, men fællessang i samme rum kan noget og gør noget godt for os. Så vi glæder os til den mulighed igen opstår.

Gamborg kirke bliver i øjeblikket renoveret lidt, fordi der har været en fugtskade i kirken. Så nu er bænkene blevet malet og står skinnende og fine. Maling frisker altid op.

Altertavlen er også blevet taget ned og kørt hen til konservatoren, for malerierne og træværket skal nænsomt restaureres. Og så er det jo interessant at se, hvad der gemmer sig bag altertavlen 🙂 Jeg vidste det godt, for der er en lille gang mellem alter og endevæg, men det kan jo ikke ses nede fra kirken. Men som det ses på billedet, så er der også et indhak i væggen – og måske der en gang har siddet et vindue der? Det vender lige mod øst, så solen ville jo kunne skinne smukt ind i kirken, hvis der ikke var muret til. 

Det er en gammel middelalder kirke, så menighedsrådet ville ikke få lov at åbne op, hvis de nu lige fik den ide 🙂 Men nu, hvor altertavlen er væk et par måneder, så er der mulighed for at lave lidt andet pynt. En alternativ altertavle. Og det havde graveren lavet til i går. Så fint og enkelt. 

Et trækors, som vi bruger til udendørsgudstjenester, blev placeret i indhakket på en bund af skønne påskeliljer. Det virkede så godt. Det var lyst og venligt og perfekt på en forårssøndag. 

“Påskeblomst! hvad vil du her?” spørger Grundtvig i en salme. Og jeg tænker, lyse op og bringe glæde. Smile som solen og bringe håb for dagene som kommer.

God mandag.

Jette

Den første dag i marts

 Så blev det forår – ifølge kalenderen. Hvor dejligt. Og den sidste uges tid har faktisk lagt op til det. Med lune dage, masser af sol og mulighed for at sidde ude og drikke en kop kaffe. Det er blevet gjort 🙂

Den første dag i marts begyndte helt anderledes end februar sluttede – med tåge og dis og tunge vanddråber på træer og grene. Det har nu også sin charme.

Mandag er jo fridag, og lige netop i dag fik jeg hørt morgensang i fjernsynet. Det er længe siden, jeg sidst har gjort det. Men det passede perfekt til dagen – forårsagtigt, og hvor de sang den sang, jeg har nynnet på de sidste par dage: Den blå anemone af Kaj Munk.

“Hvad var det dog der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarts

må smelte ved at se det,

den første dag i marts.

Hvad gennembrød den sorte jord

og gav den med sit søblå flor

et stænk af himlens tone?

Den lille anemone,

jeg planted’ der i fjor.”

En skøn forårssang. Men med tanke på, at den er skrevet i 1943, så rummer den også undertoner af stækket frihed. Men også glimt af håb, noget nyt bryder frem. 

Uanset hvad, så er det den første dag i marts, det er forår – og hvilket forår blev det? Ja, det ved vi ikke endnu. 

Men det kan kun blive godt.

Glædelig første dag i marts.

Jette

Mandags glimt :-)

 Normalt har jeg samlet op på en uge – men i dag bliver det lidt fra weekenden, så derfor er det mandags glimt 🙂

Og hvilken weekend – vejrmæssigt – har det ikke været. Mildt og dejligt, med sol og ikke megen vind. Det var også tydeligt udenfor, der var mange mennesker ude at gå en tur, hvor end man var. På billedet ses kun Helnæs bugt, som igen var tøet op, men langs vandet var der mange, der nød luften og udsigten. Og lige a propos, så er sommerhuset også tøet op – og indtil videre ser det ud til, at det har klaret de mange frostgrader uden mén. 

Det dejlige vejr indbød også til at få vasketøjet ud i luften. Så det lille tørrestativ kom frem og tøjet hængt ud – jeg tror ikke det tørrede så meget igen. Men fornemmelsen af at kunne få tøjet ud, den var god.

Min datter og svigersøn flyttede jo i hus for nylig. Og der mangler stadig en del, før det helt føles som et hjem. Men nu har de fået deres smukke spisebord, som en af deres venner har lavet til dem. Håndlavet, i sildebensparket, lavet af egestaver. Et tungt bord, som kan holde til at man sidder med albuerne på bordet, og bredt, så der er plads til god mad. Jeg synes, det er så fint et bord.

Og weekendens bagværk var blevet spist, så der er blevet bagt en ny portion af mine yndlings cookies. Dem med tranebær og kokos – jeg synes, det er sådan en god kombination 🙂 Og så tager de næsten igen tid at bage.

 På en smuk mandag, hvor ordene fra denne forårssang dukker op:

Det er i dag et vejr

et solskinsvejr …

God mandag.

Jette

På online mad-kursus

 Corona giver nye muligheder – eller i hvert fald andre måder at gøre tingene på. Så i aftes var min svigerinde og jeg på online mad-kursus. Med computeren tændt og indkøbene gjort klar og lagt op – så skulle vi lave aftensmad i selskab med en kok på skærmen og tyve andre deltagere – hver for sig.

Inden tid havde jeg fået opskrift og ingrediensliste tilsendt, så vi kunne være klar. Og det var også nødvendigt, hvis man skulle nå at følge med og samtidig høre, hvad kokken sagde.

Der blev fortalt både om selve retten, vi skulle lave – grøn linse-otto – og præsenteret forskellige varianter af bønner og linser, og hvordan de kan bruges. Og ikke mindst talte han meget om Umami – denne femte smag, som er så vigtig, for at vi oplever et måltid som helstøbt og mættende. Normalt er det kød, der giver umami smagen, men i det grønne køkken må der findes andre alternativer. Her er svampe, tomat, miso og meget andet gode bud. Og så gør lidt smør, fløde og ost også altid underværker 🙂

Vi nåede fint i mål og fik lavet aftensmad til fire personer, portionsanrettet – og så var det bare om at nyde maden. Og det smagte virkelig dejligt. Billedet yder ikke retten retfærdighed. Men der er nederst linse-otto, så stegte svampe, syltede hokkaido strimler, hjemmelavede croutoner og til sidst ristede græskarkerner. Og lige et af kokkens fif: rist altid nødder og kerner i ovnen, det bliver langt bedre end på en pande. Hvorfor har jeg glemt forklaringen på 🙂

Det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg prøver at lave grøn linse-otto. Det kan godt gøres hurtigere end de to timer kurset varede. Men dette med at følge med i noget på en skærm og så samtidig jonglere med gryder og pander, det er lidt udfordrende. Jeg forstår godt, at deltagerne i Den store Bagedyst har det svært, når de skal lave noget, hvor de skal følge en, der hele tiden viser, hvad de skal, men ikke efterlader tid til at gøre det 🙂

Kurset, vi deltog i, hed: Få det grønne bælte i bælgfrugter. Om det helt lykkedes ved jeg ikke – men sjovt og hyggeligt var det 🙂

God weekend.

Jette

Ah – tøvejr :-)

 Hvor er det med et blevet mildt udenfor. Det føles virkelig helt anderledes at stikke hovedet udenfor døren nu i modsætning til i weekenden. Nu er det gråt, vådt – og mildt. Og helt okay med mig i denne omgang.

“Snemand Frost og Frøken Tø

gik en tur ved Søndersø

fandt en bænk og slog sig ned,

talte lidt om kærlighed.”

Halfdan Rasmusens fine rim dukker uvilkårligt op. Frost og tø op af hinanden – det er dømt til at smelte væk. På en måde jo lidt sørgeligt – men på den anden side også håb om forår og lysere tider.

En tur rundt i præstegårdens have bød på de første fine skud. De har ligget godt begravet i sne, men nu titter de frimodigt frem. Brombærgrenene rundt omkring dem er også på vej 🙂

Og så fandt jeg vintergækker 🙂 Det havde jeg ikke regnet med. Men jo, de fine hvide hoveder er klar – så der går ikke længe før de lukker sig mere op. 

Det var virkelig en dejlig rundtur i haven – jeg er så klar til forår. I eftermiddag går turen tilbage i sommerhuset, her er jeg spændt på om det frosne hus er tøet op. Jeg håber 🙂

“På en bænk ved Søndersø

sidder stakkels frøken Tø.

Snemand Frost er smeltet op.

Hun må ha ham i en kop!”

God onsdag.

Jette

Så frøs sommerhuset

 Vinteren har bidt sig fast – og det er egentlig helt fint med mig. Men det giver også udfordringer.

Da jeg forlod sommerhuset for små 14 dage siden, lukkede jeg for vandet, og håbede, at det var det, der skulle til. Men frosten tog til – meget – så da Ole og jeg i går kiggede forbi for at se, hvordan det hele stod til, så var vandet frosset – et eller andet sted – regnvandstønden havde løftet sig, så der må være en ny revne et sted – og hele Helnæsbugten var ret frossen. Så det frøs om ørene på os.

Nu venter jeg på omslag i vejret.

Men tænker også, at når det fryser 15 grader om natten, så er det ikke spor unaturligt, at noget fryser til is. For sommerhusets vedkommende sker det sikkert i det stykke, hvor vandslangen ligger over jorden. Godt nok godt indpakket i et rør og isolering – men det er stadig frit tilgængeligt for vind og kulde. 

Nu håber jeg bare på, at det stille og roligt tør op, og det hele arbejder sammen, så der ikke sker nogen skade. Men jeg ved det jo ikke endnu. 

Så fortsættelse følger, når der kommer mildere vinde.

God mandag.

Jette

Natsværmersjal

 Så blev mit natsværmer sjal færdigt 🙂 Endelig, vil du måske sige – men jeg har nu hygget mig med at strikke på det igennem alle månederne. Sjovt, udfordrende og lærerigt. Jeg ved nu noget om at strikke, som jeg ikke vidste før, så det er da i sig selv en god ting.

Der kommer et indlæg med lidt flere detaljer fra tilblivelsen af sjalet – i dag er det mere det færdige resultat du kan se. Det er strikket i ren uld, så selv om billedet ser koldt ud, så frøs jeg ikke nævneværdigt omslynget af det ret store sjal. Det er næsten som et lille tæppe, man kan pakke sig ind i.

Og et billede af en natsværmer viser de forskellige farver, jeg brugte undervejs. Der findes næppe en natsværmer der ser sådan ud i virkeligheden 🙂 Men når man kigger på sjalet er man alligevel ikke i tvivl om, hvad det forestiller.

En har spurgt mig, hvad jeg så skal i gang med at strikke 🙂 Det ved jeg ikke endnu, men noget i samme stil er ikke utænkeligt. Jeg synes det er sjovt at strikke Fair Isle strik – dette at skabe smukke og farverige mønstre, alt imens du kun strikker med to farver af gangen. Men nu må vi se.

Morgenens lille gåtur sammen med Alba var i det smukkeste vejr. Solskin og knitrende sne – det er bare så fint. Og med vejbaner, der stort set er frie for sne, så må det gerne være vinter for mig 🙂

Må du få en smuk vinterlig weekend.

Jette

Flytte-kage

 I dag er en særlig dag i min datters Trines liv. Hun og hendes mand overtager i dag nøglerne til det nye hus, de har fået bygget syd for Horsens. Efter utallige møder, overvejelser, forhandlinger og snakke med håndværkere, sælgere og alt der imellem – så er de nu kommer i mål. Det er så dejligt for dem. De får det fineste hus med masser af lækre detaljer.

Selve flytingen af deres ting fra deres mindre lejlighed til huset, det har de fået venner og familie til at hjælpe med. Mennesker, der er noget yngre end mig 🙂 Men jeg kan bidrage med mad og drikke. Og kage. Så der er gang i køkkenet i dag, for der skal laves suppe – fyldt med bønner og kikærter, masser af grøntsager og tomat og forskellige krydderier – som til sidst blendes til en fyldig og meget lækker varmende suppe. Det er bare suppevejr.

Til suppen bages også et foccaciabrød. Jeg har bagt det brød utallige gange, men det går til det meste 🙂 

Og så har jeg bagt kage. Flytte-kage. Eller egentlig bare en chokoladekage med chokolade ganache og krymmel på toppen. Festligt og farverigt ser det ud – og jeg er ret sikker på, at den også får ben at gå på.

Den lilla blomst på øverste billede kommer også med – mon ikke den finder et lille hjørne, hvor den kan stå og sprede lidt forårsfornemmelse. Men en stor dag i deres liv er det – og jeg glæder mig til at komme op og være med – midt i alt hurlumhejet, som det også er at flytte og pakke flyttekasser ud igen.

På den smukkeste vinterdag

Jette

Side 43 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal