Normalt har jeg samlet op på en uge – men i dag bliver det lidt fra weekenden, så derfor er det mandags glimt 🙂

Og hvilken weekend – vejrmæssigt – har det ikke været. Mildt og dejligt, med sol og ikke megen vind. Det var også tydeligt udenfor, der var mange mennesker ude at gå en tur, hvor end man var. På billedet ses kun Helnæs bugt, som igen var tøet op, men langs vandet var der mange, der nød luften og udsigten. Og lige a propos, så er sommerhuset også tøet op – og indtil videre ser det ud til, at det har klaret de mange frostgrader uden mén. 

Det dejlige vejr indbød også til at få vasketøjet ud i luften. Så det lille tørrestativ kom frem og tøjet hængt ud – jeg tror ikke det tørrede så meget igen. Men fornemmelsen af at kunne få tøjet ud, den var god.

Min datter og svigersøn flyttede jo i hus for nylig. Og der mangler stadig en del, før det helt føles som et hjem. Men nu har de fået deres smukke spisebord, som en af deres venner har lavet til dem. Håndlavet, i sildebensparket, lavet af egestaver. Et tungt bord, som kan holde til at man sidder med albuerne på bordet, og bredt, så der er plads til god mad. Jeg synes, det er så fint et bord.

Og weekendens bagværk var blevet spist, så der er blevet bagt en ny portion af mine yndlings cookies. Dem med tranebær og kokos – jeg synes, det er sådan en god kombination 🙂 Og så tager de næsten igen tid at bage.

 På en smuk mandag, hvor ordene fra denne forårssang dukker op:

Det er i dag et vejr

et solskinsvejr …

God mandag.

Jette