Jeg havde fødselsdag forleden. Hyggeligt og stille og roligt – og i år fyldte jeg det samme, som årstallet jeg er født i 🙂 1961 – 61 år. Lidt unødvendig tankevirksomhed, men da meget sjovt.
Præcis som jeg da jeg sad og kiggede på instrumentbrættet i bilen i går. Det gav heller ikke så meget mening – bortset fra, at der var mange af de samme tal. Det synes jeg altid er lidt sjovt. Jeg har vist et eksempel på det tidligere 🙂
I aftes var jeg sammen med nogle gode venner samlet for at øve os i limteknik. Et par af os havde været med på kurset i efteråret, men nu skulle vi så prøve det igen på egen hånd. Og så er det bare hyggeligt at være sammen med andre om noget kreativt.
Så mens der blev snakket og klippet grene i små stykker og rørt lim i anseelige mængder – så lykkedes det os også at lave nogle dekorationer. Eller rettere det, som skal blive til dekorationer. For det er det lidt særlige ved netop limteknik – at nok fik vi fyldt forskellige forme og lavet små manchetter – men det er først når det hele er tørt og igen vendes ud af formene, at vi kan se resultatet.
Så endnu ventes der – det er tørretid. Det tager en til to dage, før limen er tørret ind og plastikken forsigtigt kan tages af.
Det er nu ikke fordi der slet ikke er tanker inde i mit hovede i dag 🙂 Men de er mest af praktisk karakter – og minder mest af alt om to-do ting.
Så på bloggen bliver det blot til et glimt af min påskedekoration. Og dekoration er et stort ord at bruge om den. Men jeg er nu glad for den alligevel, og den har været i brug mange gange. Og er super enkel at lave.
Det er min krans fra limteknik-kurset der igen er fundet frem – og så er der såmænd blot sat et glas (fra genbrugen) i midten. Det er fyldt med små påskeliljer, hvor jord og rødder er med og bliver vandet undervejs, så de senere kan plantes ud i haven.
I morgen skal jeg igen lave limteknik sammen med nogle veninder – så kommer påsketemaet i spil igen 🙂
God onsdag.
Jette
Weekenden har været fyldt med gæster, gode snakke og dejlige timer. Og der er blevet lavet og serveret en del mad 🙂 Både lørdag og søndag valgte jeg at lave små portionsdesserter. Æblemos (af de sidste æbler) med vaniljeskyr creme og hjemmelavet müsli. Ganske enkelt. Men det, som løftede desserten lidt op, var serveringen.
Jeg har ikke bagt meget med surdej. Og har slet ikke haft en surdej stående i køleskabet, som så skulle fodres og passes. Men det har jeg fået nu 🙂 Og det er faktisk lidt sjovt.
Jeg ved ikke helt, om det gør den store forskel i mit bagværk – men lidt betyder det nu nok.
Opskriften på surdejen har jeg fra bogen: Brunch af Agnete og Poul Wulff. Og det som tiltalte mig ved deres opskrift var, at der ikke skulle kasseres noget af surdejen. Når der bliver brugt noget af dejen tilsættes der efterfølgende samme mængde vand og mel, og så arbejder dejen videre, og venter på at blive brugt næste gang, der bages brød eller boller.
Jeg ved godt, at titlen er lidt kedelig 🙂 Men ikke desto mindre så rammer den meget godt det, som billederne er – glimt fra en fredag morgen i sommerhus 🙂 Og på udkig efter forår. Og vejret, ja
Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!
O søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær. (Ludvig Holstein 1895)
Sol og varme – det er kun til at glæde sig over.
Det våde februar og en ordentlig gang blæst gjorde, at et af de gamle fyrtræer ved sommerhuset lagde sig ned. Pænt på skrå og uden at ramme andet end græsplænen.
Men det lå også lidt mærkeligt og bød velkommen på en lidt forkert måde 🙂 Men så er det godt at være blevet gift med en mand med en motorsav – for så tager det ikke længe, før et væltet træ er skåret op i mindre stykker. De øverste og ret skrøbelige fyrregrene lå for sig, og stammen var savet i håndterbare stykker.
Weekenden blev fyldt med gode oplevelser – men mest af alt så fik jeg en ny titel 🙂 Min ældste datter fødte mit første barnebarn. Og det er da helt specielt og ganske forunderligt.
I går morges kom en lille fin og velskabt pige til verden – med træk fra begge forældre. Et nyt lille menneske, en verdensborger, kom til verden midt i en tid med både corona og krig. Hændelser vi ikke havde forestillet os skulle ske i vores tid. Sådan er verden ind i mellem et uforudsigeligt sted.
Men midt i det stråler glæden over at møde et nyt lille familiemedlem. Vi glæder os alle til at se hende åbne øjnene og blive en stor og vigtig del af vore liv.
Hendes lille hånd i min ser unægtelige ikke stor ud – og så ved jeg godt, at om nogle år, så har forskellen udlignet sig. Men for mig vil hun altid være mit første barnebarn og jeg vil være hendes mormor.
Fyldt af glæde over livets under,
med et nyfødt barn i vore hænder,
kommer vi til dig, som gav os livet. (Den danske salmebog 748,1)
At være vidne til livets under fylder en med glæde. Og taknemmelighed. Og stolthed. Og så dejligt at se de unge mennesker være deres opgave som forældre voksne. De har et helt naturligt tag på det, som nu ligger foran dem. En livslang opgave som forældre. Hvilken lykke.
På en helt almindlig tirsdag.
Jette
Sidste efterår udskrev Folkekirkens Nødhjælp en konkurrence om at skrive en jubilæumssang i anledning af, at det er 100 år siden Folkekirkens Nødhjælp oprettet.
Temaet var håb og handling – og der kom knap 200 forslag ind. Ud over vindersangen her, så har jeg hørt et enkelt andet bidrag. Ved en sogneaften for nylig præsenterede en lokal lærer hendes bidrag – en melodi til en fin tekst. De vandt dog ikke.
I stedet blev det Lisbeth Smedegaard Andersens tekst, der blev valgt. Og med melodi af Mads Granum. Og det er også en vældig fin sang. Den blev offentliggjort i sidste uge, og må siges at være meget mere aktuel end nogen kunne have forudset, da konkurrencen blev udskrevet.
Jeg nyder rolige morgener – og har heldigvis også mange af dem. Nyder at strikke et par pinde inden computeren for alvor varmer op. Holder af lige at spille et par sange på flyglet i Sognehuset, når jeg er dernede. Og synes også det er helt ok, bare at kigge ud af vinduet og nyde det smukke solskinsvejr – med frost i græsset.
Og det passer egentlig meget godt med titlen på den bog, jeg netop har læst. “Langsom livsstil” En fin bog, som giver tip til at få mere ro på – lige fra vejrtrækning til langsom madlavning og gode sovevaner. Men som bogen meget fint skriver – så er det ikke sikkert, det er noget for alle. Vi er forskellige. Men jeg kunne nikke genkendende til mange af de gode tips bogen gav. Jeg er virkelig fortaler for, at vi ikke skal nå alt i verden. At det er helt i orden at vælge til, og dermed også gå glip af noget (som Svend Brinkmann også taler om i en af sine bøger). Det handler om at få mere ro på. Og så ved jeg også godt, at dig, der læser med her, sikkert er omtrent samme sted i livet som mig – der, hvor de mest travle år er overstået. At det snarere hedder børnebørn end børn 🙂 Og ja, så bliver tiden lidt en gave. Der er tid til stille morgener.
Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal
