diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 34 af 111

En ny titel

Weekenden blev fyldt med gode oplevelser – men mest af alt så fik jeg en ny titel 🙂 Min ældste datter fødte mit første barnebarn. Og det er da helt specielt og ganske forunderligt.

I går morges kom en lille fin og velskabt pige til verden – med træk fra begge forældre. Et nyt lille menneske, en verdensborger, kom til verden midt i en tid med både corona og krig. Hændelser vi ikke havde forestillet os skulle ske i vores tid. Sådan er verden ind i mellem et uforudsigeligt sted.

Men midt i det stråler glæden over at møde et nyt lille familiemedlem. Vi glæder os alle til at se hende åbne øjnene og blive en stor og vigtig del af vore liv.

Hendes lille hånd i min ser unægtelige ikke stor ud – og så ved jeg godt, at om nogle år, så har forskellen udlignet sig. Men for mig vil hun altid være mit første barnebarn og jeg vil være hendes mormor.

Fyldt af glæde over livets under,

med et nyfødt barn i vore hænder,

kommer vi til dig, som gav os livet. (Den danske salmebog 748,1)

At være vidne til livets under fylder en med glæde. Og taknemmelighed. Og stolthed. Og så dejligt at se de unge mennesker være deres opgave som forældre voksne. De har et helt naturligt tag på det, som nu ligger foran dem. En livslang opgave som forældre. Hvilken lykke.

På en helt almindlig tirsdag.

Jette

En vindersang

Sidste efterår udskrev Folkekirkens Nødhjælp en konkurrence om at skrive en jubilæumssang i anledning af, at det er 100 år siden Folkekirkens Nødhjælp oprettet.

Temaet var håb og handling – og der kom knap 200 forslag ind. Ud over vindersangen her, så har jeg hørt et enkelt andet bidrag. Ved en sogneaften for nylig præsenterede en lokal lærer hendes bidrag – en melodi til en fin tekst. De vandt dog ikke.

I stedet blev det Lisbeth Smedegaard Andersens tekst, der blev valgt. Og med melodi af Mads Granum. Og det er også en vældig fin sang. Den blev offentliggjort i sidste uge, og må siges at være meget mere aktuel end nogen kunne have forudset, da konkurrencen blev udskrevet.

En stille mandag morgen

Jeg nyder rolige morgener – og har heldigvis også mange af dem. Nyder at strikke et par pinde inden computeren for alvor varmer op. Holder af lige at spille et par sange på flyglet i Sognehuset, når jeg er dernede. Og synes også det er helt ok, bare at kigge ud af vinduet og nyde det smukke solskinsvejr – med frost i græsset.

Og det passer egentlig meget godt med titlen på den bog, jeg netop har læst. “Langsom livsstil” En fin bog, som giver tip til at få mere ro på – lige fra vejrtrækning til langsom madlavning og gode sovevaner. Men som bogen meget fint skriver – så er det ikke sikkert, det er noget for alle. Vi er forskellige. Men jeg kunne nikke genkendende til mange af de gode tips bogen gav. Jeg er virkelig fortaler for, at vi ikke skal nå alt i verden. At det er helt i orden at vælge til, og dermed også gå glip af noget (som Svend Brinkmann også taler om i en af sine bøger). Det handler om at få mere ro på. Og så ved jeg også godt, at dig, der læser med her, sikkert er omtrent samme sted i livet som mig – der, hvor de mest travle år er overstået. At det snarere hedder børnebørn end børn 🙂 Og ja, så bliver tiden lidt en gave. Der er tid til stille morgener.

Tærte med mazarin og frugt fra fryseren

I en tid, hvor det næsten virker banalt at skrive om en kage – så vælger jeg at gøre det alligevel. For på en eller anden måde må vi også forsøge at få en hverdag midt i verdens ufred. Og så bede til og hjælpe, hvor det er muligt – i håb om at krigen i Europa dog på en eller anden måde må ende.

Kagen her er et miks af opskrifter, med udgangspunkt i, at der stadig ligger frugt i fryseren, som gerne må bruges. Jordbær, hindbær, brombær og solbær – duften af sommer fornemmes, selv om bærrene er frosne. Og så er det bare skønt at bruge frugt fra egen have eller hegn.

Tulipaner på vej

I efteråret så jeg en lille video med Claus Dalby, som plantede tulipanløg i krukker. Tanken var, at løgene blev gemt i jorden i krukker, sat et køligt sted vinteren over – og når det så blev forår, kunne krukkerne komme ud og hurtigt begynde at folde sig ud. Det lød som et spændende projekt – så det har jeg prøvet 🙂

Løg i krukker – tilbage i efteråret

Jeg har lavet krukker til både Trine og Peter, og håber at de snart kan komme på plads på deres terrasser og så derfra bringe lidt forårsstemning.

Indtil videre ser det ikke ud af så meget 🙂 Og jeg er faktisk også i tvivl om, hvad jeg lige skal gøre med krukkerne – men nu er de i hvert fald kommet ud i dagslyset. Og det næste spørgsmål er så, om der er blomster nok i hver krukke. Jeg har et håb om, at tulipanerne skal stå tætte og se smukke ud.

Så fortsættelse følger, når tulipanerne er kommet lidt mere på vej 🙂 Men uanset hvad, så er det fascinerende at følge vejen fra løg til plante. Hver gang et lille under.

Gik alle konger frem på rad

i deres magt og vælde,

de mægted ej det mindste blad

at sætte på en nælde. (Den danske Salmebog nr. 15)

Udtrykt med Brorsons vise ord.

God onsdag.

Jette

Solskins søndag

Ja, faktisk var det vel hele weekenden, der blev beriget med masser af sol. I de her lidt tunge dage, så gør solen bare noget ekstra godt.

Det var en frostklar morgen – rim i græsset, og med vintergækker, der står strunke og fine. Det er så dejligt at se de små blomster over alt. I hegn, midt på græsplænen eller bag ved et træ. De er ret grokraftige.

Et væltet træ

Det var virkelig en mærkelig dag i går. Dagen igennem lød ord, som ikke før har været en naturlig del af mit ordforråd.

Krig i Europa.

Det er uendelig trist og uforståeligt. Og hvor vi kun kan sidde med masser af medfølelse for befolkningen i Ukraine og virkelig håbe det bedste.

Og alt imens hverdagen for nogen nu er helt ændret – så fortsætter vores i mere roligt tempo.

Jeg var en smut i sommerhus – og her er altid dejligt. Også selv om der lige nu ligger et væltet fyrretræ på grunden. Det var ikke Malik, der fik det til at tilde, men derimod al regnen. Så nu venter der noget arbejde, med at få det savet op – men det må vente, til Ole kan være med 🙂

En dejlig donation

Som frivillig i en genbrugsbutik er en del af arbejdet at sortere de mange ting og donationer, som løbende kommer ind. Jeg synes, det er en spændende opgave – og nysgerrig som jeg også er – så tænker jeg tit over, hvem, der mon har afleveret den pågældende ting. Hvor tingen har været brugt henne osv.

Jeg har også favorit donationer 🙂 Stof, garn og knapper synes jeg er sjovt at sortere og sætte til salg. Tidligere har jeg aldrig tænkt på, at man kan købe strikkepinde i en genbrugsbutik – men det kan man. Så jeg har fået udvidet min egen samling af rundpinde, for der skal bruges nogle stykker, når jeg strikker kanten rundt på mit natsværmersjal.

Skjoldbjerg kirke

I går vikarierede jeg i Skjoldbjerg kirke. En lille fin kirke i nabosognet. Jeg har ikke været der før – og blev faktisk snydt med hensyn til kirkens alder. Den ligner en middelalderkirke – og så er den kun 100 år 🙂 Men arkitekten havde skelet til gamle kirker, da han tegnede Skjoldbjerg kirke.

Det er en hyggelig kirke – og jeg blev betaget af det flotte altertæppe som lå foran alteret. Det er nok tidstypisk – for det er et broderet tæppe. Korstingsbroderi, som viser både Jesu monogram, tornekrone og påskeliljer og pinseliljer. Og så den flotte kongeblå farve øverst. Jeg gætter på, at sognets kvinder engang har siddet og broderet tæppet – alt imens at snakken er gået. Men flot er det.

Kærnehuset er til salg

Det ville jeg faktisk ikke have troet skulle ske – i hvert fald ikke allerede nu. Da jeg for godt seks år siden købte grunden ved Faldsled var det med tanke på at bygge et sommerhus, som familien fremover kunne bruge i mange år. Godt nok var det et lille hus, men der var god plads uden om og en strand meget tæt på – så der var mulighed for mange gode dage i det lille hus.

Men tiderne ændrede sig. Og på en måde er det jo godt, at vi ikke kan se særlig langt ind i fremtiden – i hvert fald på nogle områder. For hvis vi på forhånd vidste hvordan livet ville forme sig – ja så var der jo mange ting vi ikke ville gøre.

Side 34 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal