Jeg nyder rolige morgener – og har heldigvis også mange af dem. Nyder at strikke et par pinde inden computeren for alvor varmer op. Holder af lige at spille et par sange på flyglet i Sognehuset, når jeg er dernede. Og synes også det er helt ok, bare at kigge ud af vinduet og nyde det smukke solskinsvejr – med frost i græsset.

Og det passer egentlig meget godt med titlen på den bog, jeg netop har læst. “Langsom livsstil” En fin bog, som giver tip til at få mere ro på – lige fra vejrtrækning til langsom madlavning og gode sovevaner. Men som bogen meget fint skriver – så er det ikke sikkert, det er noget for alle. Vi er forskellige. Men jeg kunne nikke genkendende til mange af de gode tips bogen gav. Jeg er virkelig fortaler for, at vi ikke skal nå alt i verden. At det er helt i orden at vælge til, og dermed også gå glip af noget (som Svend Brinkmann også taler om i en af sine bøger). Det handler om at få mere ro på. Og så ved jeg også godt, at dig, der læser med her, sikkert er omtrent samme sted i livet som mig – der, hvor de mest travle år er overstået. At det snarere hedder børnebørn end børn 🙂 Og ja, så bliver tiden lidt en gave. Der er tid til stille morgener.

Se, nu stiger solen af havets skød,

luft og bølge blusser i brand, i glød;

hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,

medens lyset lander på verdens kyst! (Den danske salmebog 754)

Inden jeg om lidt tager til møde – for det er også dejligt at kunne vælge aktivitet til.

Du får også lige et billede at vores aftensmad – en pizza 🙂 Igen den lidt langsomme madlavning, dejen er koldhævet, så det tager nogle timer. Men selve bagningen tager ikke lang tid. Især ikke efter at jeg fik en pizzasten i julegave. Jeg vidste slet ikke, at jeg ønskede mig sådan en. Men nu har jeg fået en – og den er altså god. Så der bliver bagt flere pizzaer end før. Og vi nyder at bunden er blevet mere sprød. Og så er pizza tillige en god måde at få brugt lidt rester fra grøntsagsskuffen på. Denne var med løg, champignon og pepperoni. Ret lækkert 🙂

God mandag.

Jette