diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Frugt Side 18 af 31

Citrongul påskekage med chiafrø

Det er påske! Alting springer ud … Det er titlen på en ny salme, men jo også den stemning og beskrivelse, der passer meget godt til i dag.

Nu venter gode dage, uden de store planer – ud over selvfølgelig mange gode gudstjenester 🙂 Men en kage er der blevet bagt.

Med chiafrø. – Ja, jeg har dem kun i huset, fordi Trine har foræret mig hendes glas med dem i 🙂

Og de er jo super sunde frø, som også fungerer fint i brød og boller. Men jeg har overvejet, hvordan de ville være i en kage? Og lidt søgning på nettet viste, at det var forsøgt, så det kunne jeg altså godt kaste mig ud i.

Det blev til en citrongul påskekage, fin i farven og bagt med små silkehønseæg 🙂

Citrongul påskekage med chiafrø (6-8 stk.)

3 silkehønseæg – eller 2 små æg

100 gr. sukker

75 gr. smeltet smør

50 gr. revet marcipan

25 gr. mandelmel

1 spsk. chiafrø

2 spsk. citronsaft

Revet skal af  ½ økocitron

½ tsk. bagepulver

100 gr. mel

Pisk æg og sukker godt, til det er lyst og luftigt. Kom marcipan og det smeltede smør i og pisk godt igennem. Vend de øvrige ingredienser i – sigt gerne mel og bagepulver for at undgå klumper.

Dejen kommes i en springform (ca. 17 cm i diameter) med bagepapir i bunden og kagen bager 30 minutter ved 175 grader.

Afkøler, inden den pyntes.

75 gr. flormelis

1 spsk. citronsaft

vand

lidt gul frugtfarve

Rør en lækker glasur og hæld den over den afkølede kage.

Når glasuren har sat sig lidt, kan der endvidere pyntes med lidt marcipanfigurer 🙂 Jeg nyder stadig godt af Odense Marcipans æske. Den grønne figur skal ligne en sukkulent. Det er det helt nye inden for kagepynt 🙂 og faktisk lidt sjov at lave.

Så er der ellers frisk påskekage. Det minder om en citronmåne 🙂 men de små chiafrø mærkes i munden, og gør den lidt anderledes. Men smagen er god!

Med ønsket om en dejlig skærtorsdag.

Jette

Smuldreæblekage

Ferien er også blevet brugt på at bage lidt 🙂 en hurtig smuldreæblekage og en glutenfri mazarinkage med lækker top. Opskrift følger senere – efter min fødselsdag, som venter lige om hjørnet 🙂

Æblekagen er til gengæld helt traditionel – og smager bare rigtig godt. Står man en dag og ikke lige ved, hvad man skal bage, så er denne super at vende tilbage til!

Smuldreæblekage (4-5 pers.)

125 gr mel

25 gr. havregryn

60 gr. rørsukker

100 gr. smør

Det hele smuldres sammen til det ligner grov rasp.

Æblefyld

5-6 æbler

4-5 spsk. rørsukker

Evt. lidt rosiner

Æblerne skrælles og skæres i tynde både og kommes i et ildfast fad (ca. 20 x 18 cm.) Drysses med sukker og evt. rosiner. Fordel smuldredejen oven på og bag kagen ca. 45 minutter ved 200 grader.

Til toppen er lys gylden og dufter herligt 🙂

Serveres med flødeskum eller creme fraiche, som evt. er smagt til med lidt sukker og vanilje.

Fotogen bliver en smuldreæblekage aldrig, men det skal ikke hindre at den fotograferes 🙂 Smagen vinder!

Smukke Midtjyske påskeliljer

Og så er det næsten weekend og påskeferie for nogen 🙂 Lige på denne tid af året er det tydeligt, at præsten arbejder på andre tidspunkter end de fleste 🙂

Men det er en spændende uge vi går i møde i kirkeåret.

God weekend.

Jette

Kagekonkurrence

Odense Marcipan har udskrevet en kagekonkurrence – som jeg har givet et bidrag til 🙂

Jeg fik for noget tid siden tilsendt en dejlig kasse, med lækre Odense Marcipan produkter i, og det er så nogle af dem, der er blevet anvendt her.

Konkurrencen går ud på at pynte Danmarks flotteste kage. Det gør jeg mig ingen tanker om at kunne. Men jeg er stadig inspireret af lutherrosen, og at kunne lave den i marcipan – så det har jeg har holdt fast i – og har derfor endnu en gang lavet muffins med Lutherroser på toppen.

Her er, hvad jeg skrev til forklaring på mit valg, da jeg indsendte mit bidrag til konkurrencen:

Jeg har valgt at lave vanilje muffins med æble og marcipan
og pyntet dem med en marcipandekoration med et historisk tvist J

Toppen er en lutherrose – i anledning af, at det i 2017 er
500 år siden, at Martin Luther slog 95 teser op på slotskirkedøren i Wittenberg
– en handling der blev start skuddet til reformationen (og opdelingen i den
katolske kirke og den luthersk-evangeliske kirke)

Jeg har brugt følgende produkter, fra den fine kasse med
produkter jeg har modtaget:

Vaniljekage

Odense marzipan (23 % mandler)

Guldstøv

Og derudover brugt almindelig Odense marcipan

Og kagerne er faldet i mine testsmageres smag J

Det har været en sjov opgave, og jeg er egentlig selv godt tilfreds resultatet.

God onsdag.

Jette

Fødselsdagslagkage til 96 årig.

Min gamle far har haft fødselsdag, og når det første tal er 9 – så er det i orden at holde fødselsdag hvert år. Og blive fejret.

Og det blev min far, med gæster og gaver. Og lagkage blandt andet.

For nogle år siden var det kransekage jeg havde medbragt. Det kunne også have været fint 🙂 Men i år blev det altså lagkage, som indeholdt bær, der var blevet tilovers fra bryllupskagen. Det var lidt sjovt at kunne bruge dem her – og de havde jo bare ligget i fryseren og ventet på en anledning til at blive anvendt 🙂

Lagkage med bærmousse, nødde crunch og friske hindbær

Bunde og bærmousse er samme opskrift som til bryllupskagen. Jeg nøjedes dog med at dele bunden ( 25 cm i diameter) i to dele, og inden jeg kom mousse på dryssede jeg 50 gr. blandede nødder ud. De var først blevet ristet i lidt honning og siden kølet af.

Til sidst blev kagen pyntet med flødeskum.

En festlig kage, som samtidig var ret enkel at lave. Og så var det dejligt at kunne spise den i selskab med familien og en frisk 96 årig 🙂

Og så lige et enkelt vers, fra en salme vi sang til en kyndelmisse gudstjeneste i går.

Februar, kulde og korte dage,

skyerne tunge af regn.

Langsomt er lyset på vej tilbage,

lover os forårets tegn.

Derfor bære blus vi med glæde! (Ingrid Schrøder-Hansen 1988)

På en lidt grå februar dag 🙂

Jette

Citron petit four

Før jul købte jeg et net med økologiske citroner – og de var ikke blevet brugt. Derfor blev disse små kager opfundet 🙂 Og de er ret lækre – fyldt med citronsmag

Citron petit four (ca. 20 stk.)



Mørdej (ca. 35 små mørdejsskaller)

150 gr. hvedemel (udskift evt. 25. gr. med mandelmel)

75 gr. smør

50 g. flormelis

1 æggeblomme

Smuldr smørret i melet, tilsæt sukker og bland det sammen. Saml dejen med æggeblommen og læg dejen på køl mindst en time.

Arbejdes let igennem og udrulles – ret tyndt. Udstik små runde stykker og kom dem i en petit four bageplade. Bages ved 190 grader ca. 7 – 8 minutter. Afkøler og opbevares i en kagedåse til de skal i brug.

Citronganache

75 gr. hvid chokolade, fint hakket

2 spsk. piskefløde

1½ spsk. citronsaft

Fløde og citronsaft bringes i kog og hældes over den hakkede chokolade. Rør til chokoladen er smeltet. Portionen er så lille, at det kan være nødvendigt lige at bruge mikroovnen til hjælp, for at få al chokoladen smeltet. Ganachen sættes på køl til den skal bruges.

Citronmousse

1 blad husblas

2 dl. piskefløde

½ vaniljestang, korn herfra

2 spsk. flormelis

1 tsk. fintrevet citronskal

1-1½ spsk. citronsaft

Udblød husblas i koldt vandt et kvarters tid. Pisk fløden til blødt skum. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem godt med flormelisen. Rør vaniljesukker og revet citronskal i flødeskummet. Vrid vandet af husblassen og smelt den i mikroovnen. Rør citronsaft i den smeltede husblas og rør et par teskefulde af flødeskummet ud i husblas/citronsaft blandingen (for af afkøle husblassen). Til sidst røres det hele sammen, og moussen kommes i en sprøjtepose og lægges på køl.

Kagerne samles: Kom lidt ganache i bunden af en mørdejsskal og sprøjt lidt mousse på toppen. Drysses evt. med lidt revet citronskal.

Så var der små kager til mine konfirmander og deres nytårskur. De smagte fint – ikke for søde, men med god smag af citron. Nu siger teenagere ikke for meget – så om de helt faldt i deres smag står hen i det uvisse. Men de gjorde et godt indhug i faddet 🙂

I bakspejlet, så måtte dejen til mørdejsskallerne godt være rullet lidt tyndere ud. Det gør jeg næste gang 🙂

Så er vi i gang.

God tirsdag.

Jette

Lagkagebund med æble og honning

Det er en gammel kending, der kommer her. Eller gammel og gammel – det er lagkagebunden fra Luther lagkagen, der kommer her – i al sin enkelthed. For sammen med al fyldet og pynten, så ser man den jo slet ikke. Og jeg tænker at bunden faktisk fint kan bruges til en anden lagkage end lige Luther kagen.

Denne udgave passer til en springform på 20 cm. i diameter.

Og den er selvfølgelig ikke bare bagt uden grund 🙂 Vi skal have konstituerende menighedsrådsmøde i aften, og formanden havde spurgt, om jeg ville bage en Luther Lagkage – og ja, sådan en forespørgsel er jo svær at sidde overhørig 🙂

Lagkagebund med æble og honning

3 æg

150 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

35 gr. honning

75 gr. smør

150 gr. mel

1 tsk. bagepulver

1 stort revet æble uden skræl

Smelt smørret. Kom æg og de forskelige sukkerarter i en skål og pisk til det er let og luftigt. Tilsæt det afkølede smør og pisk let. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med det revne æble. Kom dejen i en springform med bagepapir i bunden og bag kagen ca. 45 minutter ved 180 grader.

Afkøler i formen, inden kagen deles i to bunde.

Min kage var ikke helt kold – derfor den lidt smuldrede overflade. Det er en lidt tung lagkagebund, men smagen er ret så fin 🙂

Nu skal den blot lægges sammen og pyntes færdig 🙂 og en Luther lagkage vil bestemt lyse op på en sådan grå novemberdag.

Jette

Æble-valnødde muffins

Luther er stadig på spil.

Jeg har netop været på et konfirmandkursus, hvor Luther igen blev præsenteret og ikke mindst blev der givet forslag til, hvordan reformationen og dens betydning kan gøres bare lidt vedkommende for konfirmander anno 2016.

Og midt under sådan et kursus dukker en ny ide op til, hvordan en Luther kage kan tage sig ud 🙂 Jeg tænker stadig, at æbler og nødder må være oplagte ingredienser og toppen må være en Lutherrose i marcipan.

Trine købte til brylluppet noget blå fondant, som ikke er blevet brugt – og selv om jeg ikke er meget for den søde smag – så kommer det alligevel i brug her. For det ville passe fint som et element i pynten. Det er vist noget med et standpunkt, til man tager et nyt 🙂

Luther muffins (6 – 7 stk.)

1 æg

75 gr. rørsukker

½ dl. olie

75 gr. mel (udskift evt. de 25 gr. med grahamsmel)

½ tsk. kanel

½ tsk. bagepulver

1 revet æble

20-25 gr. hakkede valnødder (eller hasselnødder)

Pisk æg og sukker grundigt, tilsæt olie og pisk igen. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med kanel, revet æble og valnødder. Fordel dejen i 6 – 7 muffinsforme og bag kagerne ca. 25 minutter ved 175 grader. Køler af, inden de pyntes med en Lutherrose.

Min dekoration er som nævnt lavet af blå fondant og marcipan – og det fungerer udmærket. Der er stadig noget med proportionerne i dekorationen, men ellers er jeg ved at være tilfreds. Lutherrosen er sat fast på kagerne med lidt smeltet chokolade.

Jeg har en ide om, at mine konfirmander skal bage sådanne kager en gang til foråret 🙂 Lidt historie og god smag må være en god kombination.

God torsdag.

Jette

Luther Lagkage

Til næste år – den 31. oktober 2017 – er det 500 år siden, at Luther slog sine 95 teser op på slotskirkedøren i Wittenberg. Det fejrer vi – over hele landet. Og i Fyns stift arbejdes der med at arrangere aktiviteter til alle årets måneder – alle med reference til reformationen.

Og som optakt til Lutherjubilæet, så blev der for ganske nylig afsløret netop i slotskirken i Wittenberg et altertæppe, som Dronning Margrethe havde tegnet og broderet – af lutherrosen. Det er utroligt flot.

Men der er også blevet skabt en Luther lagkage. Det er Anne Mette Voss, der står bag den. Og den er rigtig fin.

Jeg prøvebagte et eksemplar – i noget mindre udgave. Den indeholder honning, æbler og nødder – perfekt til denne årstid – og helt sikkert ingredienser, der også fandtes på Luthers tid 🙂

Kagen er ikke så svær at samle, men der er mange indledende projekter – men når de er lavet, så går det ret let det sidste. Og du har en smuk og lække kage – fyldt med historie fra 1500-tallet.

Luther lagkage

Æblebund

2 æg

100 gr. sukker

½ tsk. vaniljesukker

25 gr. honning

50 gr. smør

100 gr. mel

½ tsk. bagepulver

1 revet æble uden skræl

Smelt smørret, og lad det afkøle lidt. Pisk æg, sukker, vaniljesukker og honning let og luftigt og tilsæt så den smeltede smør og pisk lidt videre. Vend det revne æble i og sigt så mel og bagepulver og vend det i dejen. Kommes i en lille smurt springform (ca. 17 cm i diameter) og bager ca. 40 minutter ved 180 grader. Køler af i formen, inden kagen deles i to dele.

Honningkaramel

50 gr. honning

75 gr. sukker

4 spsk. piskefløde

Kom honning og fløde i en gryde og bring det til kogepunktet. Tages af varmen. I en anden gryde kommes sukker og det smeltes. Rør ikke i det undervejs, vip evt. gryden lidt. Det skal være mørk gyldent men ikke branket. Det oser og lugter lidt 🙂 Tages af gryden og honningfløden røres i af et par omgange. Det bruser op, men røres fint ud. Hæld karamellen i en skål til afkøling.

Æblemos

1 kg. æbler

100 gr. sukker

1 tom vaniljestang

1 blad husblas

Skræl æbler og fjern kernehus. Kom æblerne i en gryde med en anelse vand i bunden af gryden (1-2 spsk.) og kom sukker og vaniljestang ved. Koges under låg til æblerne er godt møre (ca. 20 minutter) og kan moses med en ske. Smages til, måske der skal lidt mere sukker i. Fisk den tomme vaniljestang op og lad mosen køle af. Mens æblerne koges ligger husblassen i blød i koldt vand, og smeltes så til sidst i den varme æblemos.

Abrikosmarmelade

75 gr. tørrede abrikoser, i mindre stykker

25 gr. sukker

2 spsk. vand

1 spsk. rom

Det hele kommes i en gryde koger under låg ca. 5 minutter. Køres på minihakker for at findele abrikoser. Køler af.

Nødde crunch

50 gr. blandede nødder (valnødder, mandler, hasselnødder, græskarkerner)

15 gr. sukker

15 gr. honning

1/4 tsk. fint salt

Hak nødderne forholdsvis fint. I en gryde smeltes honning, sukker og salt til karamelfarve. Tages af gryden og nødderne røres i. Hældes ud på bagepapir og afkøler. Hakkes groft efter behag.

Honningkaramel og nødde crunch – lækre sager 🙂

Ymerfromage

2 bl. husblas

1 æggeblomme

50 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

2 dl. ymer

1 spsk. citronsaft

½ dl. piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand. Pisk fløden til skum. Pisk æggeblomme, sukker og vaniljesukker godt sammen, til det bliver lyst 🙂 Rør/pisk ymer i. Vrid husblas for vand og smelt den i mikroovn og køl ned med citronsaft og dernæst lidt af ymerblandigen. Til sidst piskes det hele sammen, og vend den piskede fløde i til allersidst.

Kagen samles:

Den nederste bund lægges på et fad og smøres med abrikosmarmeladen. Sæt kageplast omkring kagen, inden du går videre. Fordel æblemos i et pænt lag og drys med halvdelen af nødderne. Køler helt af, inden ymerfromagen hældes over og der sluttes med den øverste bund.Sæt kagen på køl – mindst 3 timer.

Pyntes med flødeskum af 3 dl. piskefløde

Til sidst hældes honningkaramellen ud øverst på kagen og der drysses med de sidste crunchy nødder.

Kagen smager virkelig godt. Men den er lidt svær at skære pæne stykker af. Jeg havde udeladt husblas i æblemosen, og det gjorde det ikke lettere at skære. Men som hel lagkage er den bare fin.

Og honningkaramellen er virkelig lækker 🙂

På en blæsende, våd og kølig fredag – så kunne denne kage godt være et projekt, der er værd at give sig i kast med 🙂

Under alle omstændigheder ønskes du en skøn weekend.

Jette

Æbler og æblekage

Der er æbler overalt i denne tid. og hvor er det jo en gave bare at kunne plukke æbler ned og samle æbler op. Men jeg får nu langt fra brugt dem alle – men tænker dog, at dem jeg ikke får hentet, dem spiser fuglene, eller de formulder og går tilbage til jorden og gavner der.

Men det er da om at få brugt dem selv.

Så der er blevet kogt æblemos og lavet helt almindelig gammeldags æblekage. Med hjemmelavet rasp og pyntet med flødeskum.

Jeg spiste den ene – Trines døve kat smovsede i den anden … Ikke helt efter planen.

Jeg er begyndt at bruge glas til at anrette desserter/kager i – det ser lidt festligt ud, synes jeg.

Æblemos

Nedfaldsæbler eller andre æbler

1 cm vand i bunden af en gryde

1 tom vaniljestang

sukker

Der er ikke mange eksakte mål her 🙂 Men skræl æblerne og skær dem i både. Kommes i gryden med lidt vand og vaniljestang og koger ca 20 minutter under låg – til de kan moses med en grydeske. Kom sukker i, til du synes det smager sødt nok, men ikke for sødt.

Afkøler og kommes i køleskab eller fryser. – Klar til, når der lige skal laves en skøn æblekage.

God onsdag.

Jette

Grovbrød med æbler og tranebær

I weekenden bagte jeg dette brød. jeg går sjældent af vejen for et bød med indhold – men det er ikke alle i familien, der er lige så begejstrede. Men måske du synes det er interessant ? 🙂 Det er et rustikt brød – men også et brød med smag 🙂 Æbler fra haven og tørrede tranebær fra forrådsskabet og knækkede rugkerner, der kun venter på at blive brugt. Så er scenen sat til brødbagning.

Grovbrød med æbler og tranebær

1 dl. skårne rugkerner

1½ dl. koldt vand

1½ dl. vand

1 dl. surmælksprodukt

1 tsk. salt

15 gr. gær

75 gr. grahamsmel

50 gr. tørrede tranebær

1 revet æble

ca. 450 gr. mel

Rugkerner og de 1½ dl. vand koges 5-10 minutter og køler af. Kommes i røreskålen sammen med det sidste vand og surmælksproduktet. Rør gæren ud heri, og tilsæt de øvrige ingredienser. Hold lidt hvedemel tilbage. Jeg brugte røremaskinen først og æltede dejen færdig i hånden. Så er det lettere at vurdere hvor meget mel, der skal bruges 🙂

Stilles til hævning et par timer.

Æltes godt igennem, formes til et brød og efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 45 minutter og afkøler derefter på en rist.

Et lækkert og saftigt brød – hvis man godt kan li’ kerner og noget at tygge på 🙂 Og som Ole kommenterede, så var det et brød, der vejede noget 🙂 Ja, men som jo så også mætter noget.

God fornøjelse med at hente æbler og bage et godt brød.

Jette

Side 18 af 31

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal