diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Brød Side 11 af 12

Stenalderbrød – spændende og anderledes

Nu skal det være! Oven på nogle dage med ret meget lækker kage og andet godt – så skal stenalderbrødet afprøves.

Jeg har hørt flere tale om det, og set færdigblandinger i Netto og Brugsen – hvor alle nødder og kerner er samlet, og der så kun skal tilsættes æg, olie og salt. Og at prisen på en færdigblanding af nødder og kerner til stenalderbrød er ca. 1/3 af, hvad det koster at købe ind og blande det selv.

Men jeg havde de fleste af ingredienserne i forvejen og ville gerne nøjes med en meget lille portion. Så derfor blandede jeg det hele selv, og er var spændt på resultatet. For det lyder altså lidt mystisk, at man kan blande rigtig mange nødder og kerner, røre det sammen med æg og olie og så bage det – og så har man et brød!

De opskrifter jeg har kunnet finde på stenalderbrød peger alle tilbage i retning af Thomas Rode, og hele hans tanke om at spise som man gjorde i stenalderen. Jeg må indrømme, at den filosofi tror jeg ikke helt på, men derfor kan jeg jo godt afprøve en opskrift 🙂

Stenalderbrød ( mikroportion)

20 gr. græskarkerner

20 gr. solsikkekerner

20 gr. mandler

20 gr. hasselnødder (eller valnødder – dem havde jeg ikke)

20 gr. hørfrø

20 gr. sesamfrø

1 æg fra en morgenfrisk høne

1½ spsk. olivenolie

½ tsk. groft salt

Bland alle nødder og kerner – hele, de må ikke hakkes. Tilsæt salt, æg og olie og rør rundt så alt er blevet fugtigt og godt blandet.

Fordel massen i en smurt form – jeg brugte 3 små forme (i skolerugbrødsstørrelse)

Bages ved 160 grader i 1 time. (Jeg bagte mine små brød i 50 minutter) Lad brødet/brødene stå lidt i formen før de vendes ud.

Det her forsøg med stenalderbrød er jo ikke særlig energirigtigt – forstået på den måde, at det var en lille portion, der skulle bages, og tænde ovnen for så lidt …  Men tænk, hvis jeg nu slet ikke  kunne li’ smagen af brødet, så ville det da have været ærgerligt at bage et kæmpe brød 🙂

Og hvordan smagte de så? Okay – men jeg er glad for, at jeg ikke levede i stenalderen. Næste gang den står på brødbagning her – så bliver det et helt traditionelt brød.

God weekend – håber den bliver fyldt med gode ting.

Jette

Brød – med surdej

Er der noget, jeg ikke har brugt ret meget – så er det at bage med surdej. Jeg synes, det er kompliceret, forstår ikke helt processen og er bange for, at brødet slet ikke vil hæve.

Men sidst jeg var i Nordjylland, fandt jeg i et gammelt blad en opskrift med en surdej lavet af ren hvedemel, gær og vand – så tænkte jeg, at nu skal det prøves.

Men at bruge surdej kræver jo planlægning. Der bliver bestemt ikke bagt samme dag, som man kommer i tanke om, at nu vil det være godt med et nybagt brød.

Men her er mit forsøg og resultat.

surdej:

1 dl. lunkent vand

1 dl. hvedemel

3 gram gær (ca. en ærts størrelse)

Det hele røres sammen, dækkes med film – lav et par huller til luft – og stil det på køkkebordet. Her står det 2 dage – mens det gærer og bobler og til sidst dufter surt.

Resten af opskriften:

5 gr. gær

1½ dl lunkent vand

1 tsk. salt

100 gr. grahamsmel (eller andet grovmel)

ca. 150 gr. hvedemel

+ surdejen

Til drys:

1 spsk. olivenolie

1 spsk. hakket frisk rosmarin

lidt groft salt

Rør surdej, gær og vand sammen. Tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen godt igennem. Kommes i en skål, tildækkes og sættes i køleskabet natten over eller ca. 10-12 timer.

 

 

Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå en times tid og blive lun igen. Og dejen var hævet! 

Æltes så igennem igen og formes til et brød.

Efterhæver mens ovnen varmer op til 220 grader. Inden brødet sættes i ovnen snittes et par ridser, og brødet pensles med olie og drysses med rosmarin og salt.  

Bages ca. 25 minutter.

 

 

Jeg kan godt li’ rosmarin, og med det på toppen af brødet her, så duftede det lifligt i køkkenet, da brødet kom ud.

Og det hævede fint op og har en fin og tæt krumme, og smager virkelig godt. Det er vist ikke sidste gang jeg forsøger mig med surdej 🙂

 

Jette

Pølsebrød

Med en fortid som næsten vegetar, så spiser jeg generelt ikke meget kød – og derfor synes jeg også at et pølsebrød gerne må have meget brød og lidt pølse 🙂 Her er jeg nok ikke enig med alle – i hvert fald ikke min søn.

Mine pølsebrød er sjælent særlig ens – men som sønnen også pointerede, så gjorde det ikke noget, at hverdagsbagværk ikke var super perfekt i kanten. Så det var da lidt trøst – og det vigtigste er da også, at de smager godt. Og mætter. Og det gør de her.

Pølsebrød (10 stk.)

1 dl. vand

1 ½ dl. surmælksprodukt

15 gr. gær

1 tsk. salt

1 tsk. sukker

2 spsk olie

1 æg – fra en frejdig høne

50 gr. grahamsmel

ca 400 gr. hvedemel

5 pølser – delt i to (eller 10 pølsehornspølser)

Rør gæren ud i vand og surmælksprodukt tilsat salt og sukker. Tilsæt æg, olie og grahamsmel og rør godt. Til sidst kommes melet i – lidt af gangen, og endelig ikke for meget.

Dejen hæver længe – tildækket på køkkenbordet. 2 – 3 timer går fint.

Jeg deler dejen i 10 portioner. Ruller hver enkelt til en tynd pølse og snor den om en halv – rigtig – pølse.

Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 15. minutter og huset dufter af pølsebrød – klar til at blive spist.

 

Smager bedst lune. – Som rigtig meget bagværk gør.

Og til sidst lige et billede af de dejlige hindbær og jordbær, der netop nu står i køleskabet og dufter og venter på at komme i kagen til fødselsdagsbarnet.

God torsdag.

Jette

Luksus franskbrød

Nu kom muligheden for at besøge min gamle far – og så må der bages et eller andet. Og til en småt spisende mand på 93 år er spørgsmålet selvfølgelig lige, hvad det skal være.

Det blev et dejligt franskbrød – ikke for stort, men til gengæld fyldigt og lækkert.

Det er inspireret af de franske briocher – lidt fede boller med masser af smør og æg! Og med mine høns løbende udenfor vinduerne og flittige til at lægge æg, så er det oplagt at bage noget, hvor deres fine æg også kommer til deres ret 🙂

Franskbrød

300 gr. mel

100 gr. smør

2 æg, fra hurtigtløbende høns

0,75 dl. mælk

2 spsk. sukker

½ tsk. salt

1/3 pk. gær

Smuldr smørret i melet. Rør gæren ud i mælken. Pisk æggene og sukkeret godt sammen. Lav en fordybning i melblandingen og kom mælk, æg og salt i. Røres sammen og æltes til sidst evt. med lidt mere mel. Sæt det så til hævning et lunt sted ca 1½ time.

Ælt dejen igennem igen og læg den i en smurt form, og lad det efterhæve en times tid.

 

Og ja, dejen er gul – på grund af hønsenes superfine æg, og dejen glinser, for der er meget smør i 🙂

Bages ca. 25 – 30 minutter ved 200 grader. De sidste 5 minutter tog jeg det ud af formen.

 

Det dufter godt nok dejligt – jeg har jo af gode grunde ikke smagt det endnu – men det glæder jeg mig til at gøre.

 

God weekend – vejrudsigten antyder, at der bliver god tid til at bage. Så god fornøjelse med det.

 

Jette

 

 

Nøddebrød

“Godmorgen, lille land!

Et land med sol, et land med dis,

med kyst af sten og sand,

som havets bølger slikker,

med bakker skabt af is,

koldt eller venligt skiftevis.” ( Niels Brun 1998)

Det er første vers i en dejlig ny sang om Danmarks forskelligartede natur og et land med et væld af broer. Og sangen har tillige fået en dejlig melodi. Jeg vågnede med den klingende i hovedet – så var det fint at stå op – og være mindet om, at vi bor et godt sted på kloden.

Lidt mere nede på jorden igen – så var der til gårsdagens menighedsrådsmøde brug for et lidt groft brød, som kunne gå til både noget pålæg og noget ost.

Mit valg faldt på et nøddebrød med blandede nødder og rugmel.

10 gr. gær

1 dl. surmælksprodukt

2½ dl. mælk/vand

1 spsk sirup

1 tsk. salt

25 gr. blandede grofthakkede nødder ( f. eks. mandler, hasselnødder, cashewnødder)

150 gr. rugmel

ca 250 gr. hvedemel

Udrør gær i den kolde væske, tilsæt det resterende, hvedemelet æltes dog i lidt ad gangen. Æltes godt i gennem og sættes til hævning – længe, på et køligt sted. Jeg lavede dejen om morgenen og bagte det sidst på eftermiddagen.

Inden det bages, æltes det igennem igen og lægges i en smurt brødform, og efterhæver mens ovnen varmer op. Bages ved 190 gr. i 30 minutter – tages ud af formen og bager videre ca. 10 minutter mere. Det giver lidt sprødere skorpe.

 

Et godt brød, med en god krumme og fin smag af nødder. Det faldt i god jord 🙂

 

God onsdag.

 

Jette 

 

 

 

 

 

Hjemmelavet pizza

Der bliver spist mange pizzaer her i huset – købe pizzaer og frosne pizzaer. Men dog primært, når jeg ikke er hjemme 🙂

I dag er jeg så alene hjemme – og så står den også på pizza, men denne gang hjemmelavet. For så ved jeg, hvad der er i dejen, og hvad der er på toppen.

Men jeg ved også godt, at mine pizzaer ikke er tynde som italienernes eller sprøde som en frossen pizza.

Men jeg kan nu meget god li’ min egen udgave alligevel 🙂

Pizzadej (2 – 3 pers)

2 dl. vand

10 gr. gær

½ tsk. groft salt

1 spsk. olie

50 gr. grahamsmel

50 gr. pizzamel

ca. 150 gr. hvedemel

Alt røres sammen og æltes til sidst til en blød dej, der sættes til hævning, lunt og længe.

Imens laves tomatsauce – hvis der ikke tyes til den hurtige løsning – et par skefulde ketchup 🙂

Denne tomatsauce lavede jeg første gang til Mettes konfirmation – for 9 år siden. Hun havde ønsket små tomattærter til “farvelmad” – og på disse små tærter blev brugt denne tomatsauce. Og den smager intenst af tomat.

Opskriften på saucen er enkel og skal blot røres sammen.

Tomatsauce 

1 lille dåse koncentreret tomatpure

1 spsk. tørret basilikum

2 spsk. olie

1 fed presset hvidløg

½ tsk. salt

½ tsk. sukker

Alt røres sammen – kan gøres i god tid, før det skal bruges. Og kan gemmes i køleskab, hvis der er noget i overskud.

Når pizzadejen er godt hævet ( 3 – 4 timer), eller du er blevet sulten, og gerne vil have mad 🙂

så æltes dejen igenenm og rulles ud til lidt mindre end en plades størrelse. Læg dejen på en plade med bagepapir. Fordel tomatsauce – jeg brugte godt halvdelen af portionen nævnt ovenfor.

Kom fyld på – kig i køleskabet, om der er nogle rester, de egner sig fint til pizza. Selv om det sikkert ikke er særlig italiensk 🙂

Drys til sidst 75 gr. revet ost over.

Bages 14 – 15 minutter ved 200 grader. Og så dufter der lækkert af tomat og nybagt pizza.

Velbekomme.

Og rigtig god weekend.

Jette

Nybagt brød

Det er egentlig utrolig banalt. Men det er virkelig en af de dufte jeg holder allermest af: Nybagt brød!

I går blev det så tiden til at finde dejtruget frem og få æltet en dej og sat den til hævning, for til sidst at bage brødet. Og få hele underetagen af huset til at dufte af nybagt brød.

Der burde selvfølgelig være en opskrift med. Men at ælte et brød ligger nærmest i fingrene og går helt af sig selv. Men grundopskriften her er nu altid mit udgangspunkt.

Denne gang blev det dog uden kerner, men til gengæld med hele 4 forskellige typer korn. Og en skefuld lyserød glasur 🙂 Det var overskud fra Trines fastelavnsbolle-projekt. Så i stedet for at smide det ud, kom det i brødet. Måske det er derfor, at krummen er lidt mørkere end normalt. En rest fløde og nogle julefigner kom også i. Så alt i alt vel et restebrød – men det gjorde ikke fornøjelsen mindre.

At bage sit eget brød er noget af det mest kreative jeg kan tænke mig. Og man er altid sikker på at få noget godt ud af sine anstrengelser.

 

 

Morgenkaffe, lækkert brød med smør (!) og udsprungne påskeliljer – det er en god start på dagen.

Påskeliljerne er selvfølgelig lidt for tidligt på den – men de lå sovende i Føtex til bare 3 kr.! pr. bundt, så de måtte med hjem. Jeg holder så meget af påskeliljer, men det skal der nok komme mere om en anden gang.

 

God onsdag.

Jette

Foccacia brød

Jeg nyder hver gang min søster og svoger kigger forbi. Både fordi det er super hyggeligt, men det giver også ofte anledning til liiige at bage et eller andet 🙂

Denne gang bliver det et foccaciabrød. Jeg her hele vinteren kunnet hente frisk rosmarin fra min krukke ude på terrassen. Resten i krukken er forlængst visnet, men rosmarinen har på forunderlig vis overlevet. Og er blevet brugt til både småkager og confiteret andelår.

Og det er lidt fint at kunne hente lidt ind udefra, som kan bruges til bagning indenfor. Selv om det er småtingsafdelingen 🙂

Opskrifter på foccacia brød er der ligeså mange af, som der er kogebøger, hjemmesider og bloggere 🙂 Nej det er nok overdrevet – men lige denne gang kommer min egen udgave. For mig består et foccacia brød af en gærdej bagt med olivenolie, rosmarin og salt på toppen.

Foccacia brød

3 dl. vand

10 gr. gær

1 tsk. salt

100 gr. grahamsmel ( jeg sniger næsten altid lidt grovmel ind, hvis jeg kan)

100 gr. pizzamel

ca. 175 gr. hvedemel

Topping:

2 spsk. olivenolie

½ – 1 tsk. groft salt

rosmarin – gerne frisk (skær nålene i mindre stykker) – men tørret rosmarin kan også bruges

Udrør gæren i vandet sammen med salt. Tilsæt de tre slags mel, hold lidt af hvedemelet tilbage – og ælt grundigt (5 – 10 minutter). Det må ikke blive for fast en dej.

Stilles tildækket til hævning 2-3 timer.

Æltes let og rulles ud – eller presses ud med fingrene, så den passer til en lille bradepande – ca. 30 x 24 cm.  Prik nogle gode huller spredt rundt på dejen. Dryp olivenolie over – den trænger ned i fordybningerne og drys med salt og rosmarin.

Sættes umiddelbart derefter i ovnen og bages ca. 15-20 min ved 225 grader.

Afkøler og serveres som et helt brød, der skæres ud i tern undervejs.

Brødet smager bedst nybagt.

Jeg havde æltet dejen, før jeg gik i kirke, så der gik faktisk 5 timer før brødet kom i ovnen, men det gjorde bestemt ikke noget med den lange hævetid.

 

 

Lækkert og saftigt – perfekt til ost og mad i små skåle 🙂

 

Ønsker dig en skøn mandag – med det flotteste klare vejr.

Jette

Brød i hævekurv, fransk landbrød

Min hævekurv har ikke været i brug siden første forsøg, så nu var tiden kommet til at prøve den af igen.

Og det skal læres – dette med at dejen hæver i en kurv. Brødet jeg fik bagt denne gang, smager udmærket – men det har ret meget mel på ydersiden.

Så jeg må konkludere, at jeg var lige gavmild nok med melet, da jeg dryssede kurven, inden dejen blev lagt i og sat til hævning. Til gengæld kom det fint ud af kurven, da det skulle over på pladen 🙂

På rundtur i blog-verdenen fandt jeg et fransk inspireret landbrød hævet i kurv, så den opskrift gik jeg ud fra. Den oprindelige opskrift står her.

Det lidt specielle ved dette brød var også, at det blev bagt med lidt damp i ovnen.

Jeg lavede ca. halv portion.

Fransk landbrød

2½ dl. vand

2 spsk. surmælksprodukt (jeg brugte her sur fløde)

1 spsk. sirup

1/4 pakke gær

1 tsk. salt

1 spsk. olie

100 gr. grahamsmel

100 gr. rugmel

ca. 200 gr. hvedemel

Vand, sirup, salt surmælksprodukt og gær røres sammen. Olie og de tre slags mel tilsættes – hold lidt af hvedemelet tilbage. Ælt til en blød dej.

Hviler nu i ca. 20 minutter og æltes igennem igen – stadig en forholdsvis blød dej. Formes til en kugle og lægges i den meldryssede hævekurv.

 

Og står nu lunt og godt og hæver tildækket et par timer.

 

 

Eftersom min hævede dej ikke nåede op til kanten på kurven, så lagde jeg pladen (med bagapapir) ovenpå kurven og vendte det hele rundt. Og dejen kom rigtig fint ud.

 

Brødet sættes ind i 250 grader varm ovn, samtidig med at du hælder 1 dl. vand i bradepanden, som er sat nederst i ovnen. Det damper kraftigt, pas på fingrene, og luk så hurtigt ovnlågen. Skru temperaturen ned til 200 grader og bag brødet ca. 30 minutter.

 

Så er brødet bagt, køler af på risten – og er altså ret “støvet”. Men bortset fra det et lækkert brød med en fin smag. Og mønsteret på skorpen er da dejligt at se på.

Så hvis ikke du har en hævekurv, er det et fødselsdagsønske. Jeg har set dem blandt andet i Netto i flere varianter.

God weekend.

Jette

 

Brød til tapas

På en meget kold og klar dag, er det godt at sidde inde og kigge ud.

Men skal nu nok ud at gå en tur alligevel – det er vel et spørgsmål om påklædning. Og om ikke andet, så skal der pludselig holdes øje med hønsenes vand. Det fryser til is! Og så er det altså ikke let at drikke af.

Men bortset fra det, så virker hønsene glade og muntre – de tumler fortsat ud af huset, når der åbnes for dem.Og begynder straks dagens jagt efter spændende ting i jorden, der skrabes og rodes i jorden – så meget det nu kan lade sig gøre med frost i jordskorpen.

Tilbage til brødet, det handler om. Mødregruppen var her jo i aftes – der blev hygget og snakket og spist. En god aften!

Jeg havde lavet en tapas anretning og serverede dertil hjemmebagte knækbrød og et spansk inspireret brød.

 

Brødet var lavet lidt anderledes, end når jeg normalt bager brød. Dette skulle kun hæve en gang. Og så bestod det af ret meget rugmel. – Jeg kan ikke lade være med at tænke – hvor meget rug dyrker man lige i Spanien? Men det er vist bare en detalje. Brødet smagte dejligt. Opskriften fandt jeg her

Spansk landbrød

15 gr gær (ca. 1/3 pakke)

3 dl. vand

1½ tsk. salt

3 spsk. olie

150 gr. rugmel

ca. 300 gr. hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt olie, salt og rugmel. Rør godt. Tilsæt lidt af gangen hvedemelet. Æltes til en blød dej og formes til slut til et rundt fladt brød som lægges på en bageplade med bagepapir. Brødet skal kun være ca. 4-5 cm. højt.

Nu hæver det tildækket – i 4 – 5 timer. Drysses med lidt mel og bag det ved 220 grader i ca 20 – 25 minutter.

Afkøles på en bagerist.  

Og nu er det næsten weekend – prædiken blev skrevet i går, så der er lidt mere ro på i dag 🙂

God fredag.

Jette

Side 11 af 12

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal