diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Blomster Side 14 af 17

En strikkeudfordring

For et par år siden var der i tv “Den store strikkedyst” og jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt morsomt at lave sådan en dyst. Og hvordan kunne man dog gøre det i praksis.

Nu har jeg stødt på en strikke udfordring. Og det lød så sjovt, at det måtte jeg være med til. Der dystes ikke om noget, men der skabes – via en facebookgruppe – et fællesskab af strikkere, der ikke kender hinanden i forvejen. 

Kvinden bag garnbutikken Geilsk har lavet et Mystery. Man køber en opskrift,  hvor man kun ved, at resultatet er en strikket sommertop, og så følger opskriften i fem dele. Så det er først til sidst, at jeg ved, hvordan den egentlig kommer til at se ud. Det er da lidt sjovt 🙂

Første del kom i søndags, så nu er jeg gået i gang med at strikke. En lang strimmel med bølgemønster. Igen er farven lilla 🙂 det er vist svært at skjule, at jeg er glad for den farve.

Og nu er foråret endelig kommet, og lidt tid tilbringes på terrassen. I går var jeg rundt i haven, og fandt midt i kvasbunken af gamle grene de her fine påskeblomster. Hvor er det skønt og livsbekræftende, at de bare kan gro alle vegne.

God tirsdag.

Jette

Endelig lidt lunere luft

Det var stadig iført vintertøj, at jeg gik uden for i går – men vinden og luften var klart mildere 🙂 Det var rart at være ude.

Nye skud på ældgamle rosengrene

Jeg holder jo af finurlige talemåder, og jeg er faldet over denne, som jeg ikke helt ved, hvem der er ophavsmand til – men den lyder sådan:

“Hvorfor blive inde, når alt håb er ude!”

At det er godt at være ude og få lys og luft, ved vi godt. Men dette med at alt håb er ude – betyder jo normalt, at nu er det hele slut, nu er der ikke mere at gøre. Og så siger denne lille sætning jo faktisk det stik modsatte. At det er udenfor, at håbet er! Der er ingen grund til at blive siddende indenfor, det er udenfor det sker.

Det er i hvert fald udenfor, at vi ser naturen springe ud i denne tid. Det er her, livet folder sig ud.

Klippet fairyrose

Uden for fik jeg hentet nyt hjul til trillebøren, så nu er den kørende igen. Og det gør unægteligt alt havearbejde lettere – at have en god trillebør 🙂

Mine fairyroser blev klippet ned. Jeg kan godt li’ at gå og klippe og rydde op i buskene. Og jeg ved, at hen på sommeren får jeg masser af små fine lyserøde roser. Det er virkelig en taknemmelig rose at arbejde med.

Ingrid Marie æbletræ – i gråvejr

Og æbletræet fik klippet de fleste de sine lange vildskud af. Så også her venter jeg og ser frem til dejlige Ingrid Marie æbler til efteråret. Det er der heldigvis lang tid til endnu 🙂

Og selvom det var lunt udenfor – så mangler jeg stadig solen. TV fortalte også at marts havde været en særdeles solfattig måned, så det er ikke sært, at vi glæder os til at se solen noget mere.

Tænk, når vi igen kan sidde på terrassen og spise frokost – det bliver skønt 🙂

God onsdag.

Jette

Sommertid og sommermøbler

Det bliver vist diskuteret på højere sted, om vi skal holde fast i sommertid. Det har jeg egentlig ikke nogen holdning til – men kan alligevel se, at hønsene ikke helt kan finde ud af, at det allerede er morgen, når de bliver lukket ud nu 🙂 De mangler vist en times søvn.

Men sommertid er jo også ensbetydende med, at sommermøbler eller havemøbler skal frem. Sidste år fik jeg ikke anskaffet hverken bord eller stole til sommerhusets terrasse (det regnede nu også ret ofte, så behovet var ikke så stort :-)) Men nu har jeg igen været på nettet. Og købt nyt – og købt i nonwood og polyrattan.

Jo helt forkert, når man ser på resten af sommerhuset. Men de er bare super praktiske og lette at holde. Det blev udslagsgivende  denne gang. Og rent faktisk så har jeg købt solsenge i samme materiale. Du kan lige se et glimt af solsengen her (Og hvor jeg glæder mig til temperaturer, som på billedet der!)

Bordet mangler – men det skal lige samles først, og jeg var alene nede ved huset, så det bliver først, når Ole kommer med derned. Forhåbentlig en gang her i påsken.

Terrassen skal også renses for alger og have linolie – når vejret bliver til det 🙂

Ja, det med sommertid og forår – det lader vente på sig. Men noget er lykkedes. Sidste år gravede jeg vintergækker op i præstegårdens have, delte dem og plantede dem ved sommerhuset. Og se – de blomstrer!

Men hvor bliver det dejligt, når farverne skifter til lidt mere lyst og farvestrålende.

God tirsdag, hvor det igen regner og er koldt.

Jette

Så blev kagen bagt

Hvilken kage? jo den engelske julekage.

For som graveren ganske fornuftig sagde til mig i går – “jeg ved at du skal bage i dag :-)” og det skulle jeg jo, for fyldet var klar til at komme i kagen.

Og nu står den nybagt og dufter godt. En fascinerende kage, som jo ikke ser ud af meget. Men med en lang, lang holdbarhed og en intens smag, så er den noget ganske særligt. Men bryder man sig ikke om rosiner, så skal man gå langt uden om denne kage 🙂

Nu bliver kagen de næste dage overhældt med lidt cognac, inden den pakkes ind i film og gemmes bagerst i køleskabet til midt i december. Så kommer den frem igen og bliver pakket ind i marcipan og pyntet. Det glæder jeg mig til 🙂

Fra syværelset har jeg hentet min gamle, gamle julekaktus frem. At den overlever er virkelig tæt på et under 🙂 Men der var knopper i – og nu får den både lys, vand og varme, så jeg tror, det bliver til fine blomster.

På kanten af en fri weekend – god torsdag.

Jette

Sommerhusets have

Hvis du plejer at læse med, så ved du godt, at jeg ikke er den store havenørd 🙂

Men derfor synes jeg alligevel, at det er lidt sjovt at følge med i det små. Og med sommerhuset kom også muligheden for selv at bestemme, hvordan “haven” skal se ud.

Haven som mest skal være græsplæne, når den engang bliver anlagt. Området du kan se her – og faktisk også lige ane vandet i horisonten 🙂

Men inden da, har jeg plantet lidt forskelligt og lavet de to højbede, som skal være mine staudebede. Så ved jeg hvor blomsterne er – og et par krydderurter. Jeg har plantet både rosmarin og persille – købt billigt – og mod forventning trives begge planter rigtig godt. Og jeg nyder at kunne hente nogle kviste derude.

Der har været en snert af frost, græsset var hvidt af rim forleden morgen. Min lille rhododendron (en fødselsdagsgave) stod fin og flot i det frosne græs.

Med frosten blev det også tid til at grave min georgine op. Det har jeg aldrig prøvet før. Men den lille knold, jeg lagde i jorden i foråret, har givet så mange blomster og så megen glæde, at jeg var nød til at passe på den. Selv om jeg altid har sagt, at blomster der skal op om vinteren, de har et kort liv hos mig 🙂 Men nu er knolden gravet op og lagt til tørre inden den kommer ned i skuret og hviler til næste forår.

Årets sidste georginer.

Og som det sidste jeg har fået plantet er en ribsbusk! Graveren havde en stor busk i sin have, hvor der var en udløber – den måtte jeg gerne få. Så nu glæder jeg mig til at have ribs i min have til næste år. Om alt går vel 🙂

Ud over ribsbusken er der også oliventræet og æbletræet. Så med tiden kommer der vel lidt frugt i den lille have 🙂

Sommerhus er også vandet – så turen gik lige ned til stranden ved solnedgangstid. Hvor er det bare fint.

God onsdag.

Jette

Retur fra Hong Kong

Så er jeg og mine kollegaer kommet tilbage til Middelfart provsti 🙂 Efter 9 intense dage på studietur til Hong Kong, er jeg nu landet i præstegården fyldt med masser af indtryk, oplevelser og udsyn – der alt sammen lige skal falde på plads.

Jeg har aldrig før været så langt væk, hvor der har været så stor tidsforskel – så i dag er jeg rejst 6 timer tilbage i tiden. Underligt 🙂 Men selvfølgelig med en helt naturlig forklaring. Vi mellemlandede i Helsinki i morges – og så var vi jo næsten hjemme 🙂

For at mindske jetlag er jeg blevet rådet til at holde mig vågen indtil normal sengetid – så lige nu pakkes ud, vaskes tøj og støvsuges edderkopper, alt sammen for ikke at falde i staver og falde i søvn.

Efteråret er blevet tydeligt i løbet af den sidste uge – men hvor var det dejligt at kunne plukke denne buket ude i en regnvåd have. Den glæder jeg mig over. Alt imens kroppen også skal indstille sig på 15 graders varme og ikke 30 grader. Jeg er nu faktisk fint tilfreds med det danske efterårsvejr 🙂

God onsdag.

Jette   

Enkel og fin blomsterkugle

En del af kirkens personale og et par stykker fra menighedsrådet har været på Kirkens Forum messe her i weekenden. En ret fin messe, der viste alt til brug indenfor den kirkelige verden – alt fra hækklippere til børnebibler og sognerejser 🙂

Kirkesangeren og jeg var på blomsterdekorations workshop 🙂 Lidt uden for vores normale område, men sjovt at lære og se lidt nyt.

Vi lavede hver en lille fin blomsterkugle. Den kan sagtens kopieres og varieres til mange andre udtryk.

Vi brugte:

En våd oasiskugle (diameter 6-7 cm)

Ret mange små hoveder af krysantemum (ca. 4 stilke)

Knappenåle

2 orkideblomster

Noget grønt med hjerteblade eller måske fint efeu

Klip blomsterhovederne af og sæt en nål igennem. Sæt dem fast på den våde oasis kugle. Fortsæt til hele kuglen er dækket. Afslut med orkideer – også sat fast med knappenåle og pynt til sidst med lidt grønt.

Jeg kender ikke navnet på det grønne, som du kan se, men det handler mest om at få en idé til, hvad man selv kan gøre, og måske bruge fra egen have.

Blomsterkuglen blev sat på en fin lille krukke fundet i kælderen.

Dekorationen var tænkt til at sætte på alteret – i en lidt større udgave, eller sætte i bænkerækkerne ned gennem kirken. Men så skal der godt nok laves mange 🙂

God søndag.

Jette

Gladiolus, georginer og andre blomster

Hvilket fantastisk vejr det var i går. Lunt – faktisk varmt, næsten ingen vind, smuk himmel og dejligt solskin – det var det perfekte vejr at få sommerhuset fotograferet i 🙂 For det blev det. Sammen med Trine, journalisten, der skriver om sommerhuset, kom også en fotograf. Som tog mange billeder – rigtig mange billeder. Så nu glæder jeg mig til at se, hvordan det hele sættes sammen til en historie om et bæredygtigt sommerhusbyggeri.

Inden de kom på besøg, havde jeg efter bedste evne forsøgt at få skabt en hyggelig stemning. Og her gør blomster bare noget. De fleste fra Pluk selv marken i Faldsled 🙂

Skøn vase med smukke gladiolus

Forskelligt udtryk i georginer

Med en unik betonkogle fra Karen i Skivholme

Og sommerhusets lille staudebed står bare så fint nu. En anelse rodet vil fagfolk sikkert mene – men jeg glæder mig over alle de skønne farver – og min trivelige rosmarin 🙂

Til kor i aftes sang vi om georginer og bonderoser – det er lige sæson for begge dele.

På en glad og solrig tirsdag.

Jette

Et glimt fra en feriedag :-)

Det hedder fortsat ferie.

Og jeg nyder det – det har været dage fyldt med indhold, gode mennesker at være sammen med og masser af tid i det færdige sommerhus. Hvor er det rart at være der 🙂

Haven omkring huset er ikke som sådan færdig eller gjort noget ved – jeg har lavet to højbede, hvor jeg tænker at her skal være stauder! Så ved jeg hvor de er 🙂

Indtil videre ser det ene sådan ud – jeg er ret glad for det, og min rosmarin i højre hjørne vokser så godt. Den blev brugt i et foccaciabrød og gjorde virkelig en forskel.

I hvert fald sådan for syns skyld 🙂 Og solen skinnede …

God weekend – jeg vender tilbage i næste uge 🙂

Jette

Endnu en arbejdsdag i sommerhuset

Det er blevet sommer. Det helt rigtige vejr til at opholde sig i et sommerhus. Det har vi så gjort – eller rettere, det er nu mest udenfor Ole og jeg har været.

Der skal nemlig laves en terrasse for enden af huset, og den skal vi selv lave. Det blev en dejlig arbejdsdag  – god som forrige gang.

Ole måler, saver og måler igen, inden understøtning sættes op og skrues forsvarligt fast. Det bliver så fin en terrasse, når den står klar :- )

Imens er jeg håndlanger og oprydder og lidt havemand. Græsset, eller mere rigtigt: ukrudt og brændenælder blev slået.

Og så nyder jeg ellers bare vejret! Solen og varmen.

Og fik øje på denne fine gule gyvel i hegnet ind til naboen. Det er som et glimt af min barndoms grøftekant 🙂 For jeg synes ikke blomstrende gyvel ses så ofte.

Og sådan sluttede en lang og varm dag – helt perfekt.

God weekend.

Jette

Side 14 af 17

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal