diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Det dufter af brunkager :-)

Jeg er kommet lidt sent i gang med brunkagerne – men i dag blev første portion bagt. Og der ligger mere dej i køleskabet 🙂

Og hele huset dufter så dejligt af varme krydderier, og kagerne smager dejligt. Jeg har brugt samme opskrift i mange år – og igen i år. Blot blev den syltede appelsinskal skiftet ud med sukat, for det var det, der var i skabet 🙂

Jeg lavede dejen i aftes, kølede den af og kom den så i fryseren. Jeg tog den op lidt før, dejen skulle skæres i skiver – og det var dejlig let at skære dejen ud. Skiverne blev ikke helt samme tykkelse, men pyt, både de tykke og tynde skal nok blive spist.

Mine brunkager får aldrig en fin og firkantet facon – de når at ændre form i ovnen – men heldigvis betyder det ikke noget for smagen. De smager bare af en mere 🙂

Nu er de første julesmåkager kommet i dåsen. Så mangler jeg pebernødderne – dem glæder jeg mig også til at få bagt. Det er virkelig en af mine yndlingssmåkager til jul. Jeg er ikke så vild med store poser af købte pebernødder – de er lidt kedelige. Men enhver form for hjemmebagte pebernødder – Ja, tak 🙂

God torsdag.

Jette

En god handel

Det har været Black Friday – og jeg havde en intention om ikke at handle på den dag i år. Mest fordi, at jeg synes, den meget opreklamerede dag let ender i overforbrug – og det har ingen af os brug for.

Men som du næsten kan fornemme, så blev det ved intentionen. For der kom alligevel et godt tilbud forbi min næse, da jeg sad foran skærmen. Og jeg synes, som de fleste, godt om at gøre en god handel. Så da en bog, jeg længe havde kigget på, netop i fredags kunne købes med 20 % rabat – ja så kom den i den digitale indkøbskurv.

Og så husker du måske at jeg var til et strikkeforedrag fornylig? Interessant, og med inspiration til at strikke nyt 🙂 Jeg har fået lånt bogen på biblioteket, og fundet en fin opskrift – så manglede jeg jo bare garnet. Og det blev også købt i fredags. Noget med rabat andet uden, men alt i alt en god handel.

Så nu kan jeg komme i gang. Jeg gemmer det lidt, har forventningens glæde – så når der falder julefred og ro over huset – så bliver det fundet frem 🙂

For december er ensbetydende med mange arrangementer – både i kirken og udenfor. I eftermiddag afslutter vi årets minikonfirmander ved en festlig fyraftens gudstjeneste, hvor de små konfirmander opfører krybbespil. Det er ret enkelt, men det fungerer fint – og jeg er sikker på, at de husker noget derfra 🙂 Om stalden i Betlehem og stjernen, der lyser og barnet i krybben. Julens budskab i ord og toner.

God onsdag.

Jette

En solrig mandag

Hvor var det fint vejr i går. Tænk at skrive om det 🙂 Men det har bare så længe været gråt, vådt og trist – så at se solen skinne det meste af dagen, det hjælper på alt.

Noget af fridagen blev derfor brugt på en tur ud i det blå. Der er masser af skønne steder her omkring, og et af mine yndlings steder er Hindsgavl og Lillebæltsstien. At gå i skov langs med Lillebælt – det er bare så fint.

Solen står lavt, så skyggen bliver lang 🙂

Hindsgavl halvøen er en historisk vigtig plet – her lå i fordums tid et slot på toppen af en bakke – omgivet af en voldgrav og Lillebælt. Nu er der kun stensætninger tilbage og stejle trappetrin – og en flot udsigt, når man når toppen.

Ruten jeg gik på i går er en del af Lillebæltsstien – en ca. 25 km lang vandrerute, der følger Lillebælt langs vandkanten. Jeg har endnu til gode at gå hele strækningen, men det sker en dag. Den begynder lige uden for Gamborg kirke, så det er bare om at sætte i gang 🙂

Vel hjemme igen fik jeg lavet lidt flere dekorationer – jeg har jo målet med en dekoration i hvert vindue i præstegården. Jeg tror ikke helt det kommer til at ske, men der er kommet flere til. Og kalenderlyset kom på plads med selskab af lidt gran og kogler. Men jeg er allerede bagefter 🙂

Tiden løber bare hurtigt her i december – det er vældig hyggeligt.

God tirsdag.

Jette

Weekend glimt

Det har været en dejlig weekend – som er gået rigtig hurtigt. Men også været fyldt med masser af hygge, godt selskab og tid til bare at være. Jeg har brug for begge dele. Fredag var der julefrokost med menighedsråd og personale – alle med ægtefæller, det var en god aften, med snak på kryds og tværs, omvendt bankospil og gamle julesange. Alt sammen – tradition, sådan plejer vi at gøre. Og det er der altså noget fint omkring. Noget af det, der er med til at gøre jul til noget særligt.

Lørdag bød på en tur i sommerhus – Ole fik koblet min regnvandstønde fra. Den var fyldt med vand, og hvis det begynder at fryse, så vil det give problemer med tønden. Så nu kommer der ikke mere vand i, og en god del af vandet ud, der var deri, er tømt af.

Sidst jeg var dernede fik jeg plantet et nyt æbletræ – så nu er der to. Jeg har købt et belle de boskoop, et godt madæble, og sådan et træ har jeg ikke, hverken her i præstegården eller i Oles have. Så nu må det nye træ gerne fæstne rod og med tiden give æbler.

I går var jo 1. søndag i advent. En dejlig dag i kirken, og siden en dejlig eftermiddag og aften sammen med mand, børn og svigersøn. Mine søde børn har i mange år lavet kalender gaver til mig 🙂 Det er ret hyggeligt. I år havde de skiftet lidt stil – eller fokus. For Trine, som nok mest er tovholder på projektet, havde besluttet, at i år skulle det være bæredygtigt og med bæredygtige gaver! Spændende og lige i min ånd 🙂 Så jeg fik et gavekort til RAA i Århus – der står godt nok shop amok, meeen – det handler om at kunne købe ind og medbringe sin egen emballage. Jeg har ikke før besøgt butikken her, så det glæder jeg mig til.

Jeg besøgte en i Esbjerg i januar og har skrevet lidt om det her. Det er et godt koncept, men varer nok noget før det bliver helt udbredt. Men det er jo lidt som i gamle dage – før alting var pakket ind og vejet af på forhånd.

Vi fik også lavet lidt dekorationer. De gamle kasser med kogler, bånd og pynt var fundet frem, og med gran fra Oles træer, så gik vi i gang. Det er dejligt at stå og lave sådan noget sammen, og samtidig får man snakket om stort og småt.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville lave dekorationer uden lys. Lysene kan jeg sætte i stager ved siden af. Så i stedet ville jeg lave flere små dekorationer – planen er en til hvert vindue i præstegården – der er dog et stykke vej endnu 🙂

Det er ikke komplicerede dekorationer, men enkle og med minder knyttet til enten beholderen, koglerne eller noget af det andet, der er kommet ved. Jeg laver dekorationerne i oasis, så holder de sig friske lidt længere end hvis det var ler, der blev brugt.

Nu er december godt begyndt – må det blive en hyggelig måned.

God mandag.

Jette

Advent nærmer sig :-)

Udenfor er det blæsende – virkelig efterårsagtigt. Men dog tørvejr 🙂 Om to dage går vi ind i vintermånederne, det er helt fint for mig.

Advent nærmer sig – det er en hyggelig forberedelsestid. Ikke at jeg er kommet særlig langt selv – men jeg oplever det uden om mig, og det er også fint.

I går blev der gjort klar til gudstjeneste i Gamborg kirke på søndag. Her er der tradition for, at menighedsrådet giver en hånd med, når den store adventskrans skal sættes op. Den hænger i buen mellem kirkeskib og kor, og sådan har det været i alle de år, jeg har været her – og sikkert meget længere tilbage. Smuk er den, med hvide lys og lilla bånd – helt som den skal være.

I kirkens  store vinduer sættes dekorationer. I en kirke, hvor der ikke er meget udsmykning i forvejen, da kommer de virkelig til sin ret. Enkle dekorationer med masser af gran, lidt kristtjørn og lys – det er så fint. Det kan jeg jo sagtens sige – jeg var med til at lave dem 🙂 Jeg havde en times tid i godt selskab med graveren, hvor meget blev vendt, mens dekorationerne voksede frem. Jeg fik en god fornemmelse af, hvordan det er at lave pynt til kirken. Det er nogle større dimensioner end dem, jeg normalt laver noget i 🙂

Advent nærmer sig – og med den også mange skønne salmer. Jeg slutter her med et vers fra en ny salme. Den er skrevet over samme tekst, som “Blomstre som en rosengård” – men altså her med nye ord:

Gå på lige flisegange,

mærke kulden i min krop.

Blomstre skal de øde vange,

væld af roser stå i knop.

Jeg kan høre profetier,

der fortæller, at engang

bryder alle rosenknopper

ud i højlydt rosensang.   (fra 100 salmer, Jens Simonsen)



Der sker noget, når tekster flyttes til vores egen tid – advent bliver nærværende og vedkommende. Vi forbereder os til jul.

Glædelig adventstid.

Jette


Søde cookies med tranebær og kokos

Nettet er jo forunderligt – man finder ind imellem en  opskrift, man ikke lige kendte – eller falder over en youtube med noget instruktion, man bare lige må se – og så gik der 10 minutter med det 🙂

I dag er opskriften fundet via et nyhedsbrev jeg har fået tilmeldt mig. I første omgang for at jeg ville lære at lave surdej – det er jeg slet ikke kommet til endnu. Men jeg faldt over nogle cookies, som bare lige faldt i min smag.

Og med et møde sammen med graverne i eftermiddag, så tænkte jeg, at det gjorde nok ikke noget, at der var en lille småkage til kaffen 🙂

Cookies med kokos og tranebær (10 stk)

50 gr. smør

60 gr. rørsukker

et nip salt

1 lille æg

90 gr. mel

30 gr. kokosmel

1/3 tsk. bagepulver

50 gr. tørrede tranebær

Rør smør, sukker og salt godt sammen, tilsæt æg og pisk igen. Vend nu de øvrige ingredienser i og saml dejen – den behøver ikke hænge helt sammen, for den skal nu formes til små klumper, der lægges på en bageplade med bagepapir.

Bager ca. 10 minutter ved 180 grader, køler af på pladen – og vær så god – køkkenet dufter af kokos og nybagte kager 🙂

Det er kager, der er hurtigt lavet – og som bare fungerer hver gang 🙂

Juledåsen er gammel, arvet hjemmefra – men så fortæller den jo også lidt historie 🙂

God torsdag.

Jette

Til strikkeforedrag :-)

I aftes var jeg, sammen med min svigerinde, til strikkeforedrag. Det har jeg aldrig været før – men det var rigtig interessant.

Marianne Isager var fortæller og formidler, og det gjorde hun rigtig godt.

Hun fortalte om tendenser i strik gennem 4 årtier – og gjorde det med udgangspunkt i hendes eget store arbejde med at udvikle og beskrive strik. Jeg har aldrig strikket nogle af hendes opskrifter, men nu er der blevet bestilt en bog på biblioteket, som skal hentes, så mon ikke der skal forsøges med en opskrift derfra 🙂

Tidligere så har det at strikke jo været noget alle bare kunne. Men i Mariannes univers, så var strik kunsthåndværk. Og de mange smukke mønstre og specielle teknikker kræver helt sikkert sin kvinde, for at komme igennem sådan en opskrift.

Hun henter inspiration mange steder fra – så langt væk fra som Peru og Japan. Og som en lille kuriositet – så var hun faldet over mønstrene i dæksler (der ligger på veje og fortove). Dem havde hun fotograferet og lavet om til fine mønstre – som mest blev brugt på maskuline sweatre.

Og en anden pudsig ting – alle tilhørerne i aftes (tror jeg) var kvinder. Men i Peru, da er det kun mændene der strikker, hvorimod kvinderne væver. Ja, sådan er verden jo forskellig med forskellige kulturer 🙂

Jeg har før skrevet om, at jeg synes det er vigtigt og godt at komme ud og høre noget, der kan berige ens liv. I december er det julekoncerter, der kan bibringe en en pause og bringe skønne toner til sind og tanke.

Men et foredrag med et levende menneske i øjenhøjde – det er også godt. Jeg har før skrevet lidt om foredrag med Søren Ulrik Thomsen og Anders Agger. Alle sammen interessante på deres måder.

God onsdag.

Jette 

Til kalenderlyset

Jeg troede, at jeg havde et kalenderlys liggende i skabet – gemt fra tidligere. Det havde jeg så ikke, så derfor er der ingen tal på lyset i den lille opstilling 🙂

Men tanken er god nok. Og idéen let at kopiere. Og det er heller ikke den store dekorationskunst – men lidt har også ret. Det hele på billedet er genbrug og fra haven – lige bortset fra lysene.

Det, som får det hele til at se lidt fint ud, er, at det er samlet på en bakke. Ligesom rammet ind.

Den lille træbakke er en ældgammel ting, jeg har arvet fra min mor. Jeg kan ikke huske, hvad den har indeholdt – muligvis dadler eller figner. Og så har min mor tænkt, at sådan en lille kasse kunne sikkert bruges til noget. Og derfor er den blevet gemt 🙂

På bakken er samlet lys, grønt og et lille glas med lærkekogler. That’s it.

Men det fungerer.  Jeg havde ikke en lille fyrfadstage, men engang havde jeg købt – i genbrug – små askebægere til konfirmanderne, som de skulle bruge til at støbe lys i. Dette er overskud, og er nu endt som lysestage 🙂

At have en præstegårdshave giver fordele. Kristtjørn og lærkekogler er hentet derude. Det grønne pynt er bare lagt på bakken – det vil helt sikkert tørre ud inden det bliver den 24. december, men så kan det jo skiftes ud med noget nyt.

På søndag – 1. søndag i advent – mødes familien, og så er det planen, at der kan fremstilles lidt dekorationer og andet. Og denne her udgave tror jeg tiltaler nogen, den kræver ikke så meget, men skaber alligevel noget stemning og fornemmelse af forventning 🙂

God tirsdag.

Jette

Grøn aftensmad – Linsepostej

Jeg har længe haft nogle grønne linser stående i mit køkkenskab, og ikke helt vidst, hvad jeg skulle stille op med dem. Jeg er ikke vild med dem sådan naturel – men hvis de nu blev gemt i lækre grøntsager og bagt – så er det en anden sag.

Og det er en god proteinkilde, hvis det nu skal være en kødløs dag. Og jeg er mere og mere gået tilbage i fortidens vegetariske spor. Da jeg læste for over 30 år siden – midt i 80’erne begyndte de vegetariske strømninger at flyde. Og jeg hoppede med på bølgen. Og hoppede af igen, da der kom mand og børn til – men dog ikke mere, end der altid har været mange grøntsager i mit køkken.

Mine børn siger med et glimt i øjet, at vi – til aftensmad – var fem personer til at dele et kyllingebryst! Og det var vist ikke helt forkert.

Men nu er jeg så igen ved at finde de grønne retter frem. Det er altid rart at have lidt at vælge imellem. En anden ret kan du læse om her.

Postejen her er enkel at lave, og den kunne godt gå på julebordet sammen med en traditionel and. Så ville der være noget for enhver smag.

Linsepostej (3 pers)

100 gr. grønne linser

1 løg, i tern

1 fed hvidløg

100 gr. skivede champignon

1 spsk. olie

1 æg

2 spsk. solsikkekerner

1 tsk. timian, tørret

1 spsk. soya

1 spsk. citronsaft

2 spsk. havregryn

1 tsk. groft salt

peber

Grønne linser skal ikke udblødes, blot koges i rigeligt vand i ca. 15 minutter. Det overskydende vand hældes fra og linserne hakkes godt på en minihakker. Varm olien i en gryde og svits løg, hvidløg og champignon og drys med en anelse salt. Jeg kom også friske timian blade i gryden. Bland linser og grøntsager – lad det køle en anelse af inden de øvrige ingredienser blandes i og farsen røres godt sammen. Den kommes i en form (ca. 16 cm i diameter), der er foret med bagepapir og bager ved 200 grader ca. 30 minutter.

Jeg serverede bagte rodfrugter til. Og kartoffelmos, fordi jeg synes det smager vældig godt. Men flødekartofler ville også have været et hit 🙂

Postejen smager dejligt – men er bedst, når den er lun.

God mandag – jeg nyder min rolige fridag 🙂

Jette

Risalamande cheesecake

Jeg så et billede på Instagram og blev lidt nysgerrig. Men jeg synes godt nok, at det var en lidt sjov ide at bruge risalamande i en cheesecake. Det var ligesom et mix, der ikke lå lige for. Men fin var kagen.

Og der lå opskrifter på nettet, så jeg gjorde et forsøg. Og mit kære menighedsråd blev igen testsmagere – ved årets sidste møde. Heldigvis syntes de, at det var ok med den opgave.

Det er som nævnt en lidt spøjs kombination, men det smager virkelig godt 🙂 Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang denne cheesecake blev lavet.

Risalamande cheesecake (7-8 pers.)

125 gr. digestive

60 gr. smør

3 blade husblas

250 gr. kold risengrød (af ca. 50 gr. grødris)

75 gr. flødeost

60 gr. flormelis

1 tsk. vaniljesukker

10 – 20 gr. hakkede mandler

2 dl piskefløde

1½ blad husblas

500 gr. kirsebærsauce

Smelt smørret og knus kiksene, bland begge dele sammen og fordel massen i en springformering, der er foret med kageplast. Diameter ca. 16 cm. Tryk kiksemassen godt sammen, og sæt bunden på køl.

Sæt husblas i blød i koldt vand i 10 minutter. Pisk fløden til blødt flødeskum. I en skål kommes flødeost, flormelis og vaniljesukker og det piskes sammen. Kom den kolde risengrød i sammen med de hakkede mandler og rør det godt sammen. Vrid vandet af husblasene og smelt dem i mikroovn. Tag 1 tsk. flødeostemasse og rør hurtigt ud i husblassen for at køle den ned. Gentag et par gange og vend så til sidst husblasen i hele flødeostmassen. Vend til sidst flødeskummet i.

Tag kagebunden ud fra køl og fordel cremen – der er rimelig meget creme. Men det smager godt, så det gør ikke noget. Jævn overfladen godt. Og så tilbage på køl igen.

Til geleen tages alle kirsebærrene op af saucen. Gem dem til en anden gang. Sæt husblas i blød i 10 minutter, og varm imens 1½ dl. kirsebærsauce op i en gryde. Lad det lige nå kogepunktet og kom så de opvredne husblas i og rør rundt, mens de smelter. Lad det køle lidt af. Kom eventuelt 1 spsk. portvin i – det skader aldrig 🙂

Tag kagen ud af køleskabet og hæld geleen over kagen. Sæt den tilbage på køl et par timer inden kageplast og ring fjernes.

Kan eventuelt pyntes med lidt smeltet hvid chokolade og lidt hakkede mandler.

Hele opskriften kan måske lyde lidt omstændeligt, men det er nu ikke så galt. En del af tiden er jo afkøling. Og resultatet er altså en smuk kage, som kun kan vække lidt begejstring 🙂

Billederne er taget i konfirmandstuens neonlys – det bliver det ikke super godt af. Men novembers mørke har jo ligesom sænket sig over landet. Så må billederne blive som de nu er.

God weekend – søndag er sidste søndag i kirkeåret.

Jette

Side 82 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal