diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kommenskringler

Det burde jo nok have været fastelavnsboller der var på tapetet i dag. Men det blev det ikke. Det her grå og våde vejr inspirerede mere til lækre kommenskringler – og noget lækker ost.

Jeg har ikke før bagt kringlerne her, men har bagt et kommensbrød for nogle år siden. Og kommen er vist noget, der lidt skiller vandene – men jeg holder meget af smagen. Og kringlerne blev både bløde og lækre 🙂 Det lidt specielle ved disse er, at de er lynhævet i kogende vand – og det gjorde at formen skred – så de ligner ikke så meget kringler, men pyt 🙂

Kommenskringler (8 stk)

10 gr. gær

2 dl. mælk

50 gr. smør/margarine

½ tsk. groft salt

½ tsk. sukker

50 gr. rugmel

ca. 200 gr. hvedemel

1 spsk. kommen

Smelt smør/margarine. Kom gær og den kolde mælk i en skål og rør det sammen inden de øvrige ingredienser tilsættes. Hvedemelet kommes i lidt af gangen, det er altid lidt forskelligt hvor meget mel der skal bruges. Æltes til en fin dej, som hæver et par timer.

Bring en gryde med vand i kog, og tænd ovnen til 200 grader. Dejen æltes igennem, deles i otte dele, og hver del rulles til en tynd pølse, som formes til en kringle. Så snart en kringle er formet kommes den i det kogende vand og fiskes op igen, når den igen dukker op til overfladen. Sættes på en plade med bagepapir. Gentag med de øvrige kringler.

Bages ca. 12 minutter, til de er fine lysebrune. Afkøler på en rist.

Det lyder måske lidt bøvlet – det med vandet, men det var nu ganske let at håndtere.

Og smagen – ja den er god.

Lige nu skinner solen på min græsplæne og de mange vintergækker – det gør alting så meget lettere med noget sol. Min weekend er fyldt med arbejde, og et enkelt fødselsdagsarrangement – så alt er som det skal være.

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Grønne glimt

Forleden talte jeg blandt andet med min datter Trine om, hvordan vi mennesker ændrer os gennem livet. Altså faktisk kan ændre holdning undervejs – eller begynde at interessere sig mere for noget, end man gjorde tidligere.

Og her var hendes kommentar, at jeg altid havde haft dette grønne tvist – med mange grøntsager og et blik på det vegetariske. Som lille havde hun fået serveret bønnebøffer – og det var ikke til hendes udelte begejstring 🙂 Det har så siden ændret sig – nu spiser hun mest vegansk mad.

Hjemmebagte cookies til en tom dåse 🙂

Og for mit eget vedkommende, ja så er retningen drejet, og det grønne, klimaet, CO2, økologien og bæredygtighed på mange niveauer er kommet til at fylde meget mere end det gjorde for år siden. Trine var helt overbevist om, at den dag hun fik børn, så ville jeg tage dem med til alt, der havde en grøn profil 🙂

Og måske. Jeg kigger altid nysgerrigt med, når jeg finder en ny grøn hjemmeside. Som denne – Motatos. Jeg har ikke købt noget derfra, men princippet minder om Folkekirkens Nødhjælps butikker – Wefood – blot uden en fysisk butik.

Mel i en krøllet pose (pris : 11 kr.)

Og at dåser med en bule, eller en pose mel med et trykket hjørne kan sælges lidt billigere i stedet for at ryge ud – det kan kun være en god ide.

Sommerhuset giver stadig anledning til lidt grønne snakke – og det synes jeg er spændende. Netop nu er jeg i kontakt med nogle studerende, som laver et Bachelorprojekt omkring bæredygtigt byggeri. Indtil videre er det på det indledende plan – men jeg fortæller jo altid glad og gerne om byggeriet – og synes det er så fint, at unge mennesker også interesserer sig for denne anderledes måde at bygge på. Jeg håber, at kunne fortælle lidt mere om det her en anden gang.

På en grå torsdag.

Jette

Et uheld

Måske et lidt mærkeligt indlæg. Men jeg bakkede ind i en holdende bil i går. Der skete ikke noget – der kom et par ridser i lakken. Men jeg tror, der kom flere ridser i min indre lak – i min forfængelighed 🙂

Jeg holdt parkeret på en offentligt parkeringsplads og skulle hjem, havde hovedet fyldt med et par vigtige samtaler, og en aftale, der skulle nåes – så opmærksomheden var helt sikkert et andet sted. Og pladsen på parkeringspladsen var ikke stor, så der skulle bakkes med opmærksomhed. Det gjorde jeg også og undgik den ene bil – men ikke den anden. Bum. Og så holdt jeg der.

Og det er bare ikke sjovt at skulle ud og se, hvor stor skade, der var sket  på den andens bil. Heldigvis var det meget begrænset – men ærgerligt. Og så skulle efterlade en seddel i vedkommendes forrude “Jeg har lige bakket ind i din bil”. Heldigvis viste det sig, at det var en af mine gode kollegaers bil, jeg havde ramt, så da han ringede, blev jeg mega lettet. Men selvfølgelig stadig træls at skulle være den, der havde givet hans bil en ny rids.

Og tænk, at det fylder så meget efterfølgende. Ens forfængelighed er godt nok ikke sådan at danse med.

Det er vist som Kingo har skrevet om det i en gammel salme:

“Ak, yndest og gunst,

du hastig opkomne og faldende dunst,

oppustende gøgler, henviftende vind,

med tusinde øjne du dog løber blind;

hvad est du, når man dig ved solen har set?

Forfængelighed!

                  (Den danske salmebog 614)

Nå – der er ikke noget at gøre ved det. Men jeg er helt sikker på, at i min næste bil er der en baksensor!

God onsdag.

Jette

Brød og blæsevejr

Når det bliver mandag – så har jeg som regel en dag for mig selv – med hvad jeg nu har lyst til at gøre. Om det så er at se Badehotellet kl. 7 om morgenen 🙂 Og i det hele taget gøre som jeg vil, og udsætte til i morgen, det jeg ikke lige har lyst til i dag 🙂

Men at bage et brød og gå en tur i blæsevejret – det var gode indslag på min fridag. Brødet har hævet i min hævekurv, det er længe siden, at den har været i brug. Og så er dejen også blevet foldet sammen efter inspiration fra den lille brødrevolution. Jeg fik ikke taget billeder, men det var lidt spændende hvordan resultatet ville blive, når dejen blev foldet ind over sig selv, i stedet for trillet til en rund kugle, som jeg plejer at gøre.

Men dejen arbejdede fint under hævningen, så det blev et dejligt brød, der hang godt sammen. Og som smager dejligt 🙂

Blæsevejr var det også. At gå i medvind var som at blive sat i løb. Modvind var mere op af bakke, men alt i alt bare godt at være lidt ude.

Brød og blæsevejr er jo helt almindelige hverdagsglimt – set fra landsiden.

Jeg fik ved en fejl lagt billedet af brødet op på kirkens facebookside – det var tiltænkt konfirmanderne – for spørgsmålet lød, hvilken del i Fadervor billedet refererede til. Heldigvis skete der ikke noget ved det – det gav i stedet anledning til at sidens besøgende selv gik i gang med at svare på spørgsmålet 🙂 Og det er vel så lidt kristendom i hverdags dragt.

God tirsdag.

Jette

Kæmpecookie med marcipan

Kæmpe er måske nok en tilsnigelse 🙂 Men den er i hvert fald større end en almindelig cookie. For hele dejen bages som en stor cookie. Og bliver så pyntet med chokoladeganache. Så der er tale om luksusudgaven af en cookie 🙂

Jeg har tidligere lavet en med pistaciekerner – den var nu også god 🙂

Kæmpecookie med marcipan (5-6 personer)

35 gr. smør

75 gr. rørsukker

70 gr. mel

25 gr. havregryn

1 lille æg

1/4 tsk. bagepulver

30 gr. marcipan

30 gr. chokolade

Rør smør og sukker let sammen og tilsæt det lille æg. Pisk igen, inden de øvrige ingredienser kommer i dejen. Det hele fordeles i en lille form beklædt med bagepapir ( fylder 15 cm i diameter)

Bages ca. 20 minutter ved 200 grader.

Ganache

50 gr. chokolade

25 gr. piskefløde

Hak chokoladen fint. Bring piskefløden i kog og hæld den over chokoladen og rør til det er en glat og homogen masse. Hældes over den kolde cookie. Og kan eventuelt pyntes med lidt hakkede mandler eller andet pynt fra skabet 🙂

Det minder lidt mere om en kage end om en cookie – men den er lige så let at lave som cookies er 🙂

Og nu vil jeg snart ud at mærke vinden – det er tørvejr, og det nyder jeg i den grad. For hvor er der meget vand overalt i disse dage.

God mandag.

Jette

Musik fra Øst og West

I går havde vi endnu en sogneeftermiddag – i samarbejde med den lokale pensionistforening. Det fungerer så fint, at vi (menighedsrådet) et par gange om året, står for indlæg/underholdning og dermed bakker op om deres store arbejde. Der har været mange gode eftermiddage – her kan du se et par stykker af dem: her og her.

Denne gang var det en af mine korvenner som medvirkede. Han har sammen med sin musikalske ven lavet et program, som de så tager ud og underholder med. Festligt og fornøjeligt. Duoen kalder sig Øst og West – hvorfor ved jeg egentlig ikke. Men den ene er sjællænder og den anden fynbo, så det kan måske være lidt af forklaringen 🙂

De to herrer havde lavet en cabaret med sange af Otto Brandenburg og John Mogensen – og det faldt i god jord. Der var god fællessang på alle numre, og det er altid dejligt, når man også selv har mulighed for at synge med. Undervejs blev der fortalt lidt om de to musikeres liv og karriere.

Og så viste det sig, at Otto Brandenburg var født i Hejnsvig – det anede jeg ikke, og det er lidt sjovt, for det er jo den by, min mand Ole kommer fra 🙂 Og musikeren, ham fra Sjælland, blev ved med at sige, at Otto var født i Vestjylland – og Hejnsvig er noget af det midterste, der er i Jylland 🙂

Og endelig er det blevet tørvejr – så jeg kunne både gå til Gamborg og gå en tur ud i præsteskoven. Der er det dog stadig ret så vådt, så det varer noget, inden der plantes træer her. Men se, jeg er med som en skygge, for solen skinnede 🙂

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Pausestrik og kontorhund

Jeg er meget begejstreret for at have hjemmearbejdsplads, som det hedder på moderne dansk. Men som her betyder, at jeg har kontor i præstegården. Og dermed ingen transporttid til og fra arbejde om morgenen 🙂

Jeg bestemmer derfor også selv, hvornår pauserne skal være, hvor lange de er og hvor de skal tilbringes. Jeg er begyndt at tage mit strikketøj med ind på kontoret – det er faktisk ret hyggeligt. Så nu er det blevet til pausestrik – men der er stadig lang vej endnu, før den fine trøje er færdig. Men pyt med det – hovedsagen er, at der er noget at strikke på.

Og så har jeg jo faktisk kontorhund. Sådan tænker jeg normalt ikke om Diva, men hun ligger ganske ofte og sover på kontoret, når jeg er herinde. Det samme gælder katten, den var dog lige gået, da jeg tog billeder 🙂

Jeg læste for nylig, at det var med til at skabe en god stemning på et kontor, når der var en hund til stede. Det er jeg helt enig i 🙂 Ulempen ved Diva er dog, at hun synes, hun skal gø, al en tid, der er gæster på kontoret. Kun når vi er alene, så sover hun – glad og gerne.

På en smuk torsdag med frost i luften.

Jette

Lækkerier fra weekenden = Restemad

I weekenden var vi alle samlet for at spise frokost sammen, og jeg havde tænkt, at det skulle lige fotograferes. Det kom jeg så i tanke om, da jeg pakkede det sidste væk og satte det i køleskabet. Så derfor bliver det i stedet billeder af den lækre restemad. Som jo betyder, at jeg har mad til hele ugen her. Måske suppleret med lidt grønt, men stort set uden at skulle lave sådan rigtig mad – i hvert fald 🙂

Frokosten bød forskellige grønne retter. Og på hjemmelavet grønkåls-pesto, hummus og flotte gule silkehønseæg. De sidste blev spist, og hummusen fik Trine med hjem 🙂

Jeg havde lavet en god pastasalat og vendt pastaen i en hjemmelavet olie/eddike dressing – det blev ret lækkert. Og så blandet med grøntsager for årstiden – edamamebønner fra frost, det samme var ærterne. Rødløg og soltørret tomat – de sidste var fra Toscana. Det er hyggeligt at bruge ferieminder her midt om vinteren.

Min svigersøn er ret glad for foccacia brød, så det bages næsten altid, når han spiser med 🙂 Der blev lidt til overs, det er fint at riste godt på brødristeren, så smager det dejligt til suppen eller salaten.

Den flotte orange suppe er en hokkaidosuppe. Fyldt med grønsager og ingefær. Den er fyldig og mætter godt – men smagen er dens egen 🙂 Så ikke alle var lige begejstrede for den. Men når den serveres med ristede græskarkerner og friske æbletern, så synes jeg nu det går meget godt.

Det sidste restemad – spidskålssalaten og den indiske dahl – eller noget der ligner, var aftensmad forleden. Dahl har jeg efterhånden lavet så ofte, at jeg vist godt kan komme med min egen udgave her på bloggen. Den på billedet indeholdt også et suppemix af forskellige linser og bønner, som Ole havde købt i den emballagefri butik i Esbjerg – men bare aldrig fået brugt. Det blev de så her 🙂

Spidskålssalaten er virkelig lækker. Der kan også bruges hvidkål, men spidskål er lidt mildere i smagen og lidt nemmere at tygge 🙂 Det blev blandet med fintsnittet frisk rosenkål, revet gulerod, appelsinstykker og lidt rosiner. Krydret med salt, peber, olie og lidt æbleeddike. En dejlig salat på denne tid af året.

Jeg fryder mig over det fyldte køleskab, for i en uge, hvor mange har vinterferie, så har jeg det ikke. Kalenderen er fyldt med samtaler og flere kirkelige handlinger – og så er det altså dejligt ikke lige at skulle tænke på frokost og aftensmad 🙂

God onsdag – på endnu en våd, kold og blæsende en af slagsen.

Jette

Vindblæste indtryk

Både Ole og jeg havde fridag i går – og et ærinde i Esbjerg blev kombineret med en tur ud i blæsevejret. Opvokset midt inde i landet (Nordjylland) og nu bosiddende på idylliske Fyn, så er Vestkysten noget helt særligt. Og anderledes. Så derfor var vi helt ude på kanten og mærkede vinden og havets skumsprøjt, inden vi igen kørte mod øst.

Vesterhavet er bare stort, når man sådan står og skuer ud over det. Imponerende og fascinerende. Og hvor godt, at jeg ikke skulle ud at sejle i det vejr 🙂

I 1995 fik Esbjerg skulpturerne “Mennesket ved havet” i forbindelse med, at kommunen fejrede 100 års jubilæum. Man kan ikke andet end at blive lidt imponeret, når man står og ser dem. Mægtige og egentlig ret udtryksløse. – Men så kan man jo selv sætte sig i deres sted og drømme sine egne drømme. Og store er de, hver er 9 meter høj, så alt er bare stort ved dem.

Selv fødderne. Min fod kunne være flere gange ved siden af ham længst til venstre 🙂

Inde i Esbjerg fandt vi et hyggeligt sted og fik lidt frokost. Jeg fik en rugbrødssandwich med stærk chilimayo, avocado, syltede rødløg og friske spirer. Det smagte vældig godt og mættede meget.

Og så har byen de fineste vejrhaner – eller rettere “cykelhaner”. De havde ret travlt med at dreje rundt, for vinden kørte noget i ring inde mellem de fine gamle huse i midtbyen.

Hele turen var lidt improviseret – og derfor havde jeg glemt at få min “flyverdragt” med. Så det blev ikke til nogen lang gå tur, det var for koldt, vådt og blæsende. Men vi kommer igen en anden dag – Vesterhavet er altid et besøg værd.

God tirsdag.

Jette

Musik i mørket

Sådan lød overskriften eller titlen på en koncert i Middelfart kirke, som fandt sted i aftes. Alene titlen gør, at man – eller i hvert fald jeg – bliver nysgerrig. Og det var lige så spændende og interessant, som det lød.

Af gode grunde har jeg ikke nogle billeder 🙂 For det første var der mørkt, og for det andet, så må telefonerne ikke være tændt inde i kirken. Så der var ikke andet at gøre, end at sætte sig ned og lytte og nyde musikken.

Det var nu også ganske let – for det var et super dygtigt kor – Vor frue cantori fra Haderslev Domkirke – som sang. Stort set uden musikledsagelse og altså kun med deres egne stemmer som instrument. Og det var en fornøjelse.

På plakaten stod: “Drøm dig væk, himmelsk vokalmusik i mørklagt kirke” Og sådan var det. For når du knap nok kan se korsangerne, så skærpes din hørelse, og du lytter efter på en anden måde. Og deres skønne sang forplantede sig rundt i kirken – uden en eneste mikrofon. Er det ikke utroligt? Men kirkerum kan noget med lyd 🙂

Repertoiret var blandet, der var ikke meget jeg kendte, men det gjorde ikke noget – det var godt blot at lytte og nyde.

Koncerten var godt besøgt – heldigvis. Og alle gik hjem med en forunderlig oplevelse i kroppen.

Og hvilken mulighed var det ikke – ganske gratis – at kunne være med her. Jeg sad flere gange og tænkte på ordet – vellyd – for det var det. Smukke toner og dejlige stemmer, der havde den fineste klang. Kroppen faldt til ro og skuldrene sænkede sig, en virkelig fin aften.

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Side 77 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal