Måske et lidt mærkeligt indlæg. Men jeg bakkede ind i en holdende bil i går. Der skete ikke noget – der kom et par ridser i lakken. Men jeg tror, der kom flere ridser i min indre lak – i min forfængelighed 🙂

Jeg holdt parkeret på en offentligt parkeringsplads og skulle hjem, havde hovedet fyldt med et par vigtige samtaler, og en aftale, der skulle nåes – så opmærksomheden var helt sikkert et andet sted. Og pladsen på parkeringspladsen var ikke stor, så der skulle bakkes med opmærksomhed. Det gjorde jeg også og undgik den ene bil – men ikke den anden. Bum. Og så holdt jeg der.

Og det er bare ikke sjovt at skulle ud og se, hvor stor skade, der var sket  på den andens bil. Heldigvis var det meget begrænset – men ærgerligt. Og så skulle efterlade en seddel i vedkommendes forrude “Jeg har lige bakket ind i din bil”. Heldigvis viste det sig, at det var en af mine gode kollegaers bil, jeg havde ramt, så da han ringede, blev jeg mega lettet. Men selvfølgelig stadig træls at skulle være den, der havde givet hans bil en ny rids.

Og tænk, at det fylder så meget efterfølgende. Ens forfængelighed er godt nok ikke sådan at danse med.

Det er vist som Kingo har skrevet om det i en gammel salme:

“Ak, yndest og gunst,

du hastig opkomne og faldende dunst,

oppustende gøgler, henviftende vind,

med tusinde øjne du dog løber blind;

hvad est du, når man dig ved solen har set?

Forfængelighed!

                  (Den danske salmebog 614)

Nå – der er ikke noget at gøre ved det. Men jeg er helt sikker på, at i min næste bil er der en baksensor!

God onsdag.

Jette