diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

15 mm regn

Det var, hvad vi stod op til i morges 🙂 Regnen silede ned – ikke skybrudsagtigt – men ret kraftigt, så det blev lige som til noget. Og hvor var det velkomment 🙂 I mandags kom der 3-4 mm, så nu nærmer vi os de 20 mm og det er trods alt meget bedre end ingenting.

Efter den lange periode med sol og varme, så er der noget helt særligt ved at gå ud i en regnvåd natur. Frem med gummistøvlerne, for dråberne hænger i det høje græs – men ellers er det bare med at nyde det.

Jeg savner lidt min regnvandstønde – for hvor ville den have glædet sig over at kunne samle vand sammen. Det er faktisk også et af mine store ønsker til det nye hus, at der kobles en regnvandstønde på nedløbsrøret. Det er måske ikke det kønneste – men det er en skøn tanke, at kunne bruge regnvand til gavn i haven.

Den tid den glæde. I dag glæder jeg mig over, at det har regnet 🙂

God onsdag.

Jette

Christines kirsebærtræer

Barnebarnet fik to kirsebærtræer, da hun kom til verden. Lidt som en mor-barn buket – blot som træer 🙂 Og de har klaret sig godt i den noget bastante lerjord og efterladte bygge jord. Det er kun et par år siden huset blev bygget, så jorden er stadig ret hård rundt omkring huset.

Men træerne har fået fat – og det samme har det lille æbletræ, som hun fik i fødselsdagsgave.

Trods tørke og sparsom med vanding, så er der kommet kirsebær i de to træer. Og hun synes, det er så spændende. Også selv om bærrene endnu er stenhårde og mega sure 🙂

I et nybyggerkvarter er der rigtig meget græsplæne og hækplanter 🙂 Så jeg synes, det er lidt oplivende at der er et par træer, som både giver lidt frugt og lidt skygge. Og det bliver interessant at følge dem gennem årene – både barn og træer 🙂

God mandag.

Jette

Byggetilladelsen :-)

Næsten på dato, er det syv år siden, at jeg fik byggetilladelsen til at bygge det lille sommerhus i Faldsled. Meget vand er løbet i åen siden da, men nu er der kommet en ny byggetilladelse. Og hvor er det dejligt !

Dagen før vi skulle på ferie dukkede mailen op i indbakken, at nu havde Vejle kommune givet lov til at opføre det lille træhus i Jelling. Og nøjagtig som første gang, så blev jeg lidt febrilsk 🙂 Hvad nu ? Hvad er næste skridt og hvornår ? Og nu skulle vi lige på ferie 🙂

På strikketur med bålmad

Alene kombinationen får en til at spidse ører 🙂 Men det var præcis det, jeg deltog i på Sydfyn i går. I godt selskab med min svigerinde kørte vi turen forbi mit gamle sommerhus og videre til Pejrup, hvor der ventede os en særlig oplevelse.

Strik i naturen og lækker bålmad. Og det var netop de to ting, vores søde vært Stine ønskede vi skulle opleve. Glæden ved at sidde ude i naturen og strikke – og snakke, og så undervejs nyde lækker mad lavet over bål. Og selv om vi mangler regn, så var vejret i går bare perfekt til sådan en tur. Næsten ingen vind, solskin og varme og skygge fra store træer – så var det bare at læne sig tilbage og nyde dagen.

Glutenfri lagkage

Forleden havde jeg kage med til mine kollegaer, de frivillige i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Billund. Og en af de frivillige er glutenallergiker, så derfor udfordres jeg jævnligt til at tænke og bage nyt. Her er det opskriften på en lille glutenfri lagkage, der er i spil. Og den smager ret godt. Lidt grov i strukturen, for i dejen er både havregryn, mandler og kokos. Og moussen er frisk og chokoladen på toppen er lækker. Så – what’s not to like 🙂

Et par fredags glimt :-)

Jeg har igen været på syværelset 🙂 Inden længe skal vi på ferie, og derfor ville jeg gerne sy en let sommerkjole.

Det har jeg også fået gjort – men det bliver ikke den, der kommer med. Der er lidt for meget strutskørt i den 🙂 Men sød er den nu alligevel. Stoffet købte jeg i sidste uge i genbrugsbutikken, og min kollega udfordrede mig til, at jeg jo så kunne komme i dag – i den nye kjole 🙂 Det kommer nu ikke til at ske, det er også lidt for koldt – men kjolen kommer med, så hun kan se, hvad resultatet blev.

Og så har jeg igen forsøgt mig med en glutenfri lagkage. Med bærmousse – nogle af de sidste bær fra fryseren. Sidste gang jeg bagte den, gik det helt i fisk. Som i den store bagedyst, hvor det hele flyder ud, når ringen rundt om kagen tages af 🙂

Det er gået bedre denne gang. Nu håber jeg så, at smagen falder i kollegaernes smag. Der kommer en opskrift senere. Nu skal den lige testsmages først 🙂

God weekend.

Jette

1. juni – et år er gået

I dag er det præcis et år siden, at sommerhuset blev overtaget af de nye ejere. Lidt utroligt, at det allerede er så længe siden. Det var den rigtige beslutning, men jeg savner stadig lidt at komme derned – dufte til træet og nyde det fine håndværk. Og se og mærke vandet.

Men beslutningen var rigtig nok. Et nyt husprojekt ventede. Et lille helårshus i Jelling. Og det projekt venter så stadig 🙂 Det havde jeg ikke lige set komme, at det ville være så længe undervejs.

Men vi er på vej – byggetilladelsen kan nu skimtes i det fjerne, og når den først er i hus, så kan vi tage næste skridt. At få støbt et fundament og rejst et hus. Hvor bliver det vildt – og ret så spændende.

Indtil da læser jeg om bæredygtigt byggeri – og finder spændende materialer, vi kan bruge. Køber lidt genbrug og gemmer lidt løg og planter til den nye have.

Fra grav til grusgrav

Pinsen har været hyggelig og rolig, solbeskinnet og med masser af tid i haven. Og en lille tur ud i verden. Og det er altid godt 🙂

I går gik turen til Egtved pigens grav. Det er fascinerende, at der midt på en mark ved siden af den gamle gravhøj står en lille fin bygning med billeder, montre og info om pigen, der levede på det sted for ca. 3000 år siden.

Der var også en lille lund, med borde og bænke og en imponerende blomstrende hvidtjørn. Her drak vi vores kaffe og spiste nogle cookies, inden den gamle gravhøj blev besteget 🙂

Glædelig pinse

Kirkeårets tredje og sidste store højtid står for døren.

I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst. (Den danske Salmebog 290)

Grundtvigs fine salme falder helt naturligt ind. Og som jeg hørte i en podcast – så kan vi ikke forestille os pinse uden at synge den salme – uanset om vi helt forstår alle billederne i salmen. Pinsen er lidt uhåndgribelig og luftig – men ord og toner til sammen gør det lidt mere nærværende.

Så jeg glæder mig til at gå i kirke pinsedag – og forventer helt klart, at vi skal synge I al sin glans nu stråler solen 🙂

Og lidt tankevækkende så ligger ordene ånd og hånd tæt op af hinanden. Guds ånd, Helligånden, puster til os og sender os ud i verden for at bruge vores hænder – til gavn og glæde for andre.

Billedet øverst er fra Billund kirke. Det er helt nyt og jeg ved ikke så meget om det – men motivet med de smukke blomster vidner om livskraft.

Pinsen minder os om, at Gud puster liv i de gamle ord – gør dem troværdige og fyldt med håb.

Glædelig pinse.

Jette

Mit lille vilde bed

Midt i Oles store græsplæne har jeg et lille rundt og vildt bed 🙂 Efter fælles aftale får det lov til at passe sig selv. Jeg har sået forskellige frøblandinger, smidt frøbomber og ellers ladet alt gro, så der er en skøn blanding i det lille bed nu.

Jeg troede faktisk, at jeg havde taget flere billeder af det, end jeg har. Så øverst er billedet af, hvordan det ser ud i dag – i aftenlys og efter lidt regn i løbet af dagen.

Side 27 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal