Så skete der noget! Byggetilladelsen dukkede op i indbakken i går. Hvor var det skønt 🙂

Måneders venten er nu pludselig afløst af lidt febrilsk – hvad gør jeg nu ? For med en tilladelse i hånden, så er det jo pludselig mig, der står med bolden og har retten til at gøre noget. I første omgang blev der informeret byggefirma og bank – det må vist være et relevant sted at begynde 🙂

I næste uge bliver der så lavet en plan for, hvordan jeg kommer videre. Men ferietiden nærmer sig med hastige skridt – alle skoler går jo på ferie i dag – så det bliver nok først til august noget virkelig sker på grunden.

Men det er også ok – der er lige et bryllup, som også tager noget tid 🙂

Men hvor er det vildt – her præcis et år efter, at jeg stod på grunden første gang og tænkte, at her vil jeg gerne bygge et sommerhus – at nu er muligheden der så. Et lille bæredygtigt sommerhus i FSC materialer og på punktfundament, med et miljøvenligt tag og isoleret med træfiber – det bliver så godt!

Og jeg glæder mig til at kunne fortælle mere om projektet – for jeg skal selv stå for en hel del koordinering af håndværkere. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få min sag for. Og lære meget nyt undervejs 🙂

Men nu er det weekend – med fødselsdagsfest og besøg i både Århus og Nordjylland – det bliver så hyggeligt.

Må du også få en dejlig midsommerweekend.

Jette