diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

At være mormor :-)

Det er virkelig en dejlig titel at være blevet indehaver af 🙂 Og ikke mindst at være så priveligeret, at jeg næsten hver uge har mulighed for at være sammen med barnebarnet.

Selv om jeg har tre børn, og dermed skulle tro, at jeg har i klar erindring, hvordan de var som helt små – så er meget blevet glemt i hverdagens travlhed. De år med små børn gik så hurtigt.

Men nu er der mere tid. Eller også er jeg blot mere opmærksom nu og skal heller ikke nå så meget. Der er ikke arbejde, vasketøj, dagpleje, transport og aftensmad der hele tiden skal jongleres imellem. Nu kommer jeg – og er.

Går ture, tømmer opvaskemaskine med hjælp af små ivrige hænder, læser bøger og lytter til mange nye ord 🙂 Opdager verden igennem barneøjne.

Forleden var det ordet helikopter, der blev øvet. Også ordet gulerod er hun glad for at sige. Og det lyder så sjovt og fint, når hun prøver at få alle bogstaverne til at hænge sammen 🙂

At være mormor er en glæde og en velsignelse – og ingen selvfølge. Så taknemmeligheden er stor.

Jeg glæder mig til næste besøg 🙂

God weekend.

Jette

Grønkålstærte

Forleden fik jeg købt grønkål – og lavede chips af nogen af dem. Men den sidste del skulle i en tærte. Det blev til denne ret lækre tærte, som jeg godt tror kan kaldes lidt sund 🙂

Den lange ingrediensliste må ikke snyde – der kan tilføjes og ændres lidt, alt efter, hvad dit køleskab og køkkenskuffe lige indeholder. Og der er som altid lidt groft mel i tærtedejen – jeg synes, det er så godt at have lidt at tygge på.

Grønkåls chips

På indkøbsturen forleden faldt jeg over en pose grønkål med en gul sky på 🙂 Altså grønkål, som var sat ned, og havde kortere holdbarhed. Men nu er grønkål rimelig robust, så det blev først i går, at jeg fik åbnet posen. Og der var meget fint grønkål i den.

Jeg skyllede det hele og fjernede et par gule og lidt vel slatne grønkål (som ryger på komposten) – resten blev delt. Den ene portion blev til chips, den anden skal bruges i en tærte i morgen.

Grønkåls chips smager dejligt. Og er virkelig nemme at lave. Jeg spiser dem som de er – men vi brugte også nogen af dem som topping på en lækker tomatrisotto.

Grønkåls chips

100 gr. grønkål – de groveste ribber er fjernet

1 spsk. rapsolie

et nip salt

lidt peber

Kom det hele i en skål og vend godt rundt, så olien fordeles. Hæld så det hele ud på en plade med bagepapir og fordel det – bages ved 225 grader ca. 7-8 minutter. Hold øje, for det går stærkt.

Mine grønkål var ret forskellige i størrelse, men selv de grønne på billedet var rimelig sprøde i det. Så lækkert 🙂

Og midt i de her meget kolde dage, da er det godt med nogle chips 🙂 Og her er nogle, der vist næsten er sunde.

God mandag.

Jette

Hellig tre kongers brød

Julen er definitivt ved at være forbi for denne gang. I dag får jeg pakket det sidste julepynt ned og siger tak for denne gang – og glæder mig til at gense det igen. Forhåbentlig i det nye hus 🙂

På vej på loftet – med et kærligt på gensyn 🙂

Men i aften er det Hellig tre Kongers aften, og her kunne man brænde det trearmede lys ned – hvis man lige har sådan et. Eller man kan spise et Hellig tre Kongers brød.

Jeg satte i gang i går, og nu er brødet blevet bagt. Det kommer dog også med i Genbrugsbutikken i eftermiddag – her vil det gøre god gavn til kaffen. Det lykkedes mig denne gang at få en nogenlunde rund “kongekrone” – jeg havde sat en rund metal form midt i brødet, så dejen holdt sin form.

Nu dufter det dejligt af nybagt brød 🙂 Og ovenpå julens slik og kager, så er det så fint med noget godt brød.

Og sådan har vi fået taget hul på 2024 – og den første uge i det nye år. Indtil videre har det været et lidt vildt bekendtskab, sådan rent vejrmæssigt. Nu må det godt blive lidt lunere igen 🙂

God weekend.

Jette

Det vil jeg gerne i 2024

Sidste år skrev jeg en liste over ting, jeg gerne ville i løbet af det kommende år. Og det var sjovt at se tilbage på, hvad nåede jeg, og hvad jeg stadig har til gode. Eller er det bare ikke så interessant længere? Men jo – de manglende ting på listen er stadig spændende, så mon ikke jeg en dag når at få dem opfyldt.

Men nu har jeg lavet en ny liste – for 2024 – i tilfældig rækkefølge:

Godt nytår – 2024

Datoen er skiftet – det samme er årstallet. 2024 skal vi nu til at skrive, det tager nok lige et par gange, før vi helt har vænnet os til det.

Men det kommer – så nu er det tid til at ønske dig, kære læser, et godt og velsignet nytår.

Tak for følgeskab i 2023 – et år med små og store oplevelser, dejlige stunder og skønne minder. Nu venter et nytår – jeg står på tærsklen og ved ikke helt, hvad jeg kan forvente. Men jeg tror nu mest af alt, at det bliver et godt år.

Om alle vore drømme
forsvinder i det blå,
og skyggerne blir lange,
og mørket banker på,
skal kirken stædigt vidne
om troen, der består
og føjer dage sammen
i evighedens år. (Den danske salmebog 717,5)

Lisbeth Smedegaard Andersen 1994 og 2000.

Citatet er fra en af nytårssalmerne – en dejlig salme, som minder os om livets rytme, travlhed og eftertænksomhed. Men også en salme, som giver frimodighed til at træde ind i det nye år. Der er stadig rum for tro, håb og kærlighed.

Med ønsket om et dejligt nytår til dig.

Kærlig hilsen

Jette

Hvordan gik det med 2023 ?

I begyndelsen af året lavede jeg en liste, over ting jeg gerne ville i 2023. Og det interessante er jo så, hvordan det gik 🙂 Som et slags tilbageblik. For noget af det blev jo indfriet – men der er også noget, jeg ikke kom i mål med.

Men først det som lykkedes og berigede mit liv i 2023:

Fra Kreta

På ferie i udlandet – juni måned bød på en dejlig tur til Kreta sammen med Trine og familien. Barnebarnets første flyvetur og med en byggetilladelse i kufferten 🙂 Og det er bare altid dejligt at komme ud og opleve et nyt sted og en fremmed kultur. (En ny rejse – med bus – er booket til sommer :-))

Glædelig jul

Det er blevet dagen før dagen – og dermed tid til at ønske dig, som læser med her – en rigtig glædelig jul 🙂 Jeg ønsker og håber, at det bliver en fredfyldt og velsignet jul, fyldt med glæde, sang og gode stunder. Og lækker julemad. Hvad det så er 🙂

Hos os bliver julen fejret sammen med barnebarnet og hendes familie. Og dermed bliver julemiddagen også en grøn middag. Det passer mig vældig godt – selv om jeg også nyder at spise andesteg. Det gør jeg så første juledag 🙂

I dag skal jeg have lavet en dejlig nødde-svampe postej, som skal med nord på. Og dertil lavet en dejlig vegetarisk brun sauce. Det er lidt udfordringen – men jeg har efterhånden fundet en god opskrift, som både smager godt og smager af noget.

Og endelig skal jeg have lavet risalamande – det har vi altid spist i min familie. Også selv om mine egne børn ikke er særlig begejstret for det, så har vi holdt ved med det. Og jeg synes, det smager så godt 🙂

Bloggen holder ferie indtil nytår – jeg glæder mig også til at tage fat på 2024. Og nye dage og nye oplevelser.

Men først er det jul.

Glædelig jul.

Jette

ps – billedet er fra det nye hus – det skulle ikke mangle et juletræ, så nu er det også kommet på plads 🙂

Prædiken på vej

Titlen på indlægget her er også titlen på en Podcast, hvor der hver uge er en samtale om den kommende søndags prædiketekst. Og lige netop i disse dage, tror jeg mange præster sidder med følelsen af, at en prædiken er på vej – og endda indtil flere af slagsen 🙂

Sådan også her. Det lysner – i dag skal der skrives til juleaften, og så er jeg ved at være i mål – indtil det bliver nytårsaften. Så venter endnu en prædiken. Men det tager vi efter jul 🙂

En prædiken til juleaften er som alle andre prædikener, og så alligevel så anderledes. Alene antallet af gudstjenester og antallet af kirkegængere gør en forskel. Samtidig er der et utal af forventninger, ønsker om genkendelighed og mange pointer, som kan betones.

Kirke julepynt

Som vikarpræst kommer jeg jo rundt i ret så mange kirker – og især omkring juletid er det så spændende at se, hvordan de forskellige kirker griber juleudsmykningen an.

Sidste år var jeg i Gesten, og her stod der ved indgangen til våbenhuset et par mægtige engle i gran.

Side 20 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal