diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Et unikt brød – julens rester

Efterhånden er køleskabet ved at være tømt for indkøb, der blev foretaget i forbindelse med jul og nytår. Anderledes ser det ud i skuffer og køkkenskabe.

Katrine Klinken henviste på sin blog til en glimrende artikel, hun havde skrevet, om dette at få brugt nogle af julens rester. Det gav ideen til dette brød.

Rester har i manges ører – inklusiv mine børns ører – en kedelig klang. Jeg synes nu, rester er ganske udmærkede, og kan da få budgettet til at strække lidt længere 🙂 En rar tanke i januar.

Et unikt restebrød

1½ dl. vand

1½ dl. surmælksprodukt (creme fraiche, fløde eller yoghurt)

15 gr. gær

1 tsk. salt

1 spsk. olie

ca. 400 gr. forskelligt mel

100 gr. fyld – nødder, chokolade, rosiner

Alle mål er vejledende. Det er virkelig et restebrød 🙂 Med sin helt egen smag.

Rør gæren ud i væsken, tilsæt salt og olie og det fyld, der er til rådighed. Og så mel efter behag – jeg brugte havregryn, grahamsmel og hvedemel. Ælt dejen godt og sæt den til hævning et par timer.

Æltes igennem igen og formes til et brød, lægges på en plade og efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader. Brødet bages ca. 30 minutter, og afkøler på en rist.

Til morgenmad – en skive lækkert brød. Tilbehøret til osten var også rester. Valnødder jeg havde kogt i en appelsinlage (og hvor jeg desværre allerede har fået forlist opskriften). Og nogle lidt tørre dadler var lavet til kompot efter en opskrift, jeg fandt hos råvarecirkus.

Så jo, der blev ryddet lidt op i skabene, det var nu meget rart 🙂

Med udsigt til en dejlig dag.

Jette

Citronkage

I dag begynder minikonfirmanderne. Det er elever i 3. klasse, der inviteres til at komme i kirken og høre om den, lære om kristendom og synge salmer. Derudover lave spændende ting og spise kage.

I år tegner det til at blive et lille hold, men derfor er der stadig saftevand og kage på programmet. Alle de foregående år har det nu oftest været købt kage, og været en meget varierende smagsoplevelse 🙂

Så lige i dag øjnede jeg en chance for at ændre lidt på det. Og med en citron i køleskabet, der var tilbagebleven fra julens gode stunder, så blev det til en citron kage. Glad og gul.

Citronkage (8-10 stk.)

100 gr. smør/margarine

100 gr. sukker

½ stang vanilje, kornene herfra

2 æg + 1 æggeblomme fra rare høns

50 gr. marcipan, groftrevet

½ citron – saft og revet skal

70 gr. hvedemel

40 gr. kartoffelmel

1 tsk. bagepulver

Overtræksmarcipan af 100 gr. marcipan

Lidt smeltet chokolade

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Pisk vaniljesukker, resten af sukkeret og smørret sammen. Kom den revne marcipan i og pisk videre, mens der tilsættes æg og æggeblomme – en af gangen. Kom citronskal og saft ved og pisk. Sigt de to slags mel og bagepulver og vend det forsigtigt i dejen.

En springform (18 cm i diameter) smørres eller fores med bagepapir. Kom dejen i og bag kagen ved 175 grader ca. 35 minutter.

Afkøler i formen inden den sættes på et fad og pyntes – efter fri fantasi.

Nu håber jeg blot, at kagen også falder i de unge menneskers smag 🙂

God tirsdag.

Jette

På gensyn julepynt – velkommen skønne romkugler

Så mistede juletræet sin pynt. Nu ligger pynten godt i de gamle kasser, og er på vej på loftet.

Træet står temmelig bart og holder på de sidste nåle. Det har virkelig gjort det godt, men nu skal det ud.

Ligesom der et en glæde at finde julepynten frem, så er det også godt nok, at pakke det ned igen. Selv om der bliver lidt tomt, når det hele forsvinder. Men der bliver også lidt bedre plads i stuen 🙂

Der er også svundet godt i julens og nytårets kager, og det er jo kun godt.

Noget af det sidste kage blev genbrugt til skønne romkugler. Det er som en helt ny kage, man får på tallerkenen, når gamle kagerester bliver tryllet om til kugler trillet i kokos 🙂

I morgen vender konfirmanderne tilbage, minikonfirmanderne begynder – i det hele taget, så er det blevet hverdag.

Dejligt!

God mandag.

Jette

Et lille Hellig tre Kongers brød

I morgen er det Hellig tre Kongers søndag. Normalt gøres der ikke så meget ud af det – det er jo bare den første søndag i det nye år. Men alligevel, det kan da godt fejres lidt. I den ene af mine kirker holder menighedsrådet kur denne dag. Der serveres boblende vin og lækre petit four (mere om dem en anden dag) og der bliver fortalt om årets gang i menighedsrådet. Samtidig er det en god anledning til at ønske hinanden godt nytår. Så det er en lidt festlig begyndelse på det nye år.

Sidste år bagte jeg også dette brød, som markering af, at nu var det hellig tre kongers tid, og julen dermed var ved at være endeligt slut for denne gang.

Jeg har stadig til gode at finde en forklaring på, hvad der gør, at netop dette brød er et hellig tre kongers brød. Så i et forsøg på at finde en forbindelse mellem de tre konger og brødet, så formede jeg det til en kongekrone 🙂

Jeg har lavet opskriften lidt mindre i år – det passer bedre til husholdningens størrelse 🙂

Hellig tre Kongers brød

Dag 1:

8 gr. gær

1 dl. vand

½ dl. grahamsmel

Det hele røres sammen og står tildækket og lunt til næste dag.

Dag 2:

1 dl. vand

1 spsk. olie

1 tsk. groft salt

1 spsk. sirup eller honning

3/4 dl. surmælksprodukt

50 gr. grahamsmel

ca. 275 gr. hvedemel

Til pensling

1 spsk. smeltet smør

På andendagen blandes alle ingredienser sammen med fordejen, hold lidt hvedemel tilbage og tilsæt efter behov. Dejen æltes godt og sættes til hævning ca. 1½ time.

Æltes igennem igen og formes til en ring, og der klippes takker som antyder, det er en krone 🙂

Efterhæver mens ovnen varmer op til 250 grader. Brødet pensles med smeltet smør og drysses med lidt mel og groft salt.

Sættes i ovnen, hvor varmen straks skrues ned til 200 grader og brødet bager ca. ½ time.

Afkøler på en rist.

“Kongekronen” mistede lidt sin fine form 🙂

Men nu er der nybagt brød! – Det er altså en af mine favoritter. Det dufter skønt og smager dejligt 🙂

God weekend.

Jette

Gode grove flutes med chiafrø

Så blev det hverdag! Alle børn har forladt huset, så hunden og katten er nu eneste selskab 🙂

Trine har efterladt et kæmpe glas med chiafrø herhjemme.

Og jeg står lidt hovedrystende og ser på dem. For de siger mig ikke ret meget. Jeg har set billeder på nettet af chia-grød, og det var ikke lige noget, der sagde mig noget 🙂

Men frøene kan bruges i bagværk. Især fordi de er smagsneutrale. Og så i øvrigt meget sunde 🙂 De er ret proteinrige og fedtholdige (indeholder blandt andet omega-3 fedtsyrer) og er fiberrige.

Til nytårsaften bagte jeg et par flutes, som skulle ledsage forretten – forskellige små retter, som alle fint kunne bruge lidt lækkert brød. Det var nok lidt grove flute til en festlig aften, men jeg er sikker på, at maven satte pris på dem 🙂

Flutes med chiafrø (2 stk.)

1 dl vand

½ dl. skårne rug- eller hvedekerner

1 dl. vand

2 spsk. chiafrø

1 dl. surmælksprodukt

10 gr. gær

1 tsk. salt

25 gr. solsikkekerner

75 gr. fuldkornsmel

ca. 200 gr. hvedemel

Dagen før sættes kerner i blød i 1 dl. vand. Næste dag røres 1 dl. vand og chiafrø sammen og står et kvarterstid (frøene suger meget væske).

Nu blandes ovenstående med surmælksprodukt og gær, som røres ud heri. Tilsæt det øvrige, hold dog lidt hvedemel tilbage. Æltes grundigt og sættes til hævning 3-4 timer.

Slås ned og formes til 2 flutes. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader, og de bages ca. 20 minutter. Afkøler på rist.

Gode og lækre flutes!

På en blæsende januardag.

Jette

 

Godt nytårs hilsen

“Vær velkommen, herrens år,

og velkommen herhid!

Fader-Gud! os til glæde og gavn

nytåret henskride i Jesu navn!

Velkommen, nytår, og velkommen her!” (Den danske Salmebog 712,4)

Med Grundtvigs fine kalender-nytårssalme tager vi hul på 2015. Men et ønske og en bøn om, at nytåret må forløbe til både glæde og gavn for os selv og vores nærmeste – og for mennesker omkring os.

Kalenderens blade er stadig blanke og ubeskrevne – venter på, at vi får sat vores præg på dem. Lige nu, her nytårsmorgen, er der stille – meget stille – men også en forventning. For hvad bringer  2015? Godt at vi ikke ved det. Men også godt, at vi må gå ind i det nye år med Jesu navn sat som fortegn for vort liv. Det giver en tro på, at vi er i gode hænder.

Godt Nytår!

Jette

Bagning med Budget 2014 – tilbageblik

På årets sidste dag bliver det tid til at se, hvad jeg egentlig har skrevet om og bagt i 2014. Det er lidt utroligt, hvor hurtigt man glemmer noget, mens andet bliver stående som mindeværdige ting.


  

I januar blev der bagt brød til tapas, det har gennem året været en af de opskrifter, der ofte er blevet læst – og forhåbentlig bagt 🙂 Marts bød på en fødselsdag, og Mette havde ønsket sin helt egen kage. Den viste sig at blive et hit og har ligget på første pladsen over mest populære opskrifter på bloggen lige siden den kom på. Den smager også fint, og er lidt festlig.


   

Der er blevet bagt lagkager i variationer, og til bededag naturligvis varme hveder. Og i juni blev Peter student. Her bagte jeg den største Othellolagkage jeg nogensinde har bagt. Som smagte skønt og forsvandt på nul tid.



 

Det blev sommer og det blev varmt. Men der kan altid spises en småkage 🙂 Skønne harvest kager som helt sikkert også skal bages næste år. Jeg har en svaghed for brød med fyld, nødder og tørret frugt. Jeg synes, det er så lækkert. Og æblekage – uhm. Det er virkelig godt.


 

Denne frække Kajkage fik følgeskab af flere – og serveret til Peters  fødselsdag. Snebolde af marcipan, de var ret så lækre. December har været fyldt med både traditionelle kager og lidt utraditionelt bagværk. Mest populære er marcipankiksene. De er også gode 🙂

Hermed vil jeg gerne sige dig tak, fordi du læser med. Tak for kommentarer og gode råd.

Med ønsket om et dejligt 2015 – med masser af bagværk og andre indfald.

På gensyn.

Jette

Glimt – fra dagen før dagen

Ja, det er godt nok nytårsaften i morgen – men det opleves helt anderledes her dagen før i forhold til for en uge siden. Men det er også okay. Men godt vi har begge højtider – selv om nytår næppe kan kaldes højtid 🙂

Og der er stadig forberedelser til i morgen. Når jeg får gæster, så vil jeg helst have lavet så meget som muligt i forvejen. Derfor er der i dag mellem prædikenskrivning og dåbsbesøg blevet bagt tærter og kager. En dejlig beskæftigelse.

Du får lige et par glimt herfra.

Tanken er dog, at i morgen laves det om til en dessert tallerken med små lækre stykker på. Men mere om det efter nytår. Tærten er genbrug – men det er nu også en lækker tærte.

Derudover skal der også være noget brownies – og lige nu går jeg og diskuterer med mig selv, hvor store stykkerne skal være 🙂

Og i køleskabet står små cheesecake portioner – dem glæder jeg mig til at servere sammen med de to andre lækkerier her.

Det er vist godt, at det snart er januar og lidt mere hverdag og lidt mere bevægelse 🙂

Nyd nu det sidste af 2014.

Jette

madbloggerudfordring #6 – spis lokalt

Denne madbloggerudfordring er helt anderledes end de foregående. Fordi udfordringen er givet af forbrugerrådet Tænk.

Og opgaven er heller ikke at lave eller udtænke en ny ret eller kage eller noget i den retning. Men mere at tænke over, hvad betyder det for mig at spise lokalt, handle lokalt og bruge lokale råvarer.

Og indrømmet – det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over. Men kommer alligevel med et par tanker og glimt.

For når man bor på landet, som jeg jo faktisk gør, så overser man let, hvor privilegeret det er. For at handle lokalt er en reel mulighed en del af året. Og i haven står æbletræer og blommetræ, der er solbærbuske og en gammel troldhassel. Alt sammen noget, der giver gratis frugt og bær hen over året. Og som jeg jo bare bruger af.

Om sommeren er der lokale jordbær. Dejlige og friske og er dyrket på en mark et par kilometer væk. Prisen svarer til butikspiser, så hvorfor ikke bare støtte den lokale gartner?

Og á propos de lokale jordbær – når jordbærsæsonen er slut, bruges overskydende emballage til at sælge tomater i 🙂

Høns i haven – det har jeg skrevet om før. De er ren glæde. Lægger æg, er hyggeligt selskab udenfor, og spiser gerne tørt brød.

Jeg har ikke noget drivhus – for det med grønne fingre er ikke lige mig. Og derfor må jeg blandt andet købe agurker. Og undrer mig. Hvorfor er spanske (eller andre udenlandske) agurker billigere end danske? – Det synes jeg er ulogisk og ikke særligt motiverende for ens indkøb. Især ikke, hvis man gerne vil tænke lokalt og støtte dansk erhverv.

Når jeg tænker på dette med at handle lokalt – så bliver det mest om sommeren og i efteråret at det sker.

Og skal jeg komme i tanke om en opskrift – ja så må det blive en sommer pavlova – lavet af egne æggehvider og frugt fra haven. Virkelig en dejlig ting at tænke på her sidst i december.

Spis lokalt ? For mig betyder det at spise efter sæsonen. Altså spise jordbær i juni og kål om efteråret. Og når jeg står i butikken, så se på, hvilket oprindelsesland en grøntsag har. Og hvor det er muligt – så vælg dansk.

Tak for udfordringen med at tænke lokalt – og på, hvad det betyder for mig. Måske du nikker genkendende til noget af det – eller sidder og ryster på hovedet. Begge dele er helt i orden – somme tider er det bare godt at få noget tænkt igennem.

Jette

Mikro kransekagetoppe

Hvor jeg nyder at være nået hertil 🙂

Det har været en travl og dejlig december, men nu er det rart, at det stilner af. Huset er stadig fyldt med børn og julepynt og udpakkede gaver – helt som det skal være. Men der er ro på.

I dag har jeg bagt mikro kransekagetoppe. Som skal medbringes til at hygge middag i aften.

Selv om jeg har bagt meget kransekage, så synes jeg stadig, det er lidt udfordrende. Og det med at bruge en sprøjtepose driller stadig. I dag røg tyllen for eksempel ud, da jeg havde lavet halvdelen af toppene, så den sidste del er uden fine riller 🙂

Mikro kransekagetoppe ( ca. 20 stk.)

130 gr. marcipan

35 gr. sukker

½ æggehvide

lidt revet citronskal

lidt smeltet chokolade

Rør sukker og æggehvide sammen og lad det stå ½ time, så sukkeret opløses lidt. Tilsæt revet marcipan og citronskal og rør/pisk det godt sammen. Kommes i en sprøjtepose og sættes i små toppe på en plade med bagepapir.

Bages 7-8 minutter ved 200 grader. Jeg satte en ekstra plade under, så bunden på toppene ikke bliver så mørk. Køler af.

Smelt lidt mørk chokolade og dyp toppene deri og lad chokoladen stivne/tørre.

Jeg håber du også nyder din 3. juledag – med 4 dage tilbage i 2014.

Jette

Side 190 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal