diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

En uge senere (1) …

Så er det præcis en uge siden, at huset ankom på en stor lastbil. Og med et blev alle drømmene ret så håndgribelige. Især da huset blev rejst på blot en dag. Siden er det gået mere roligt – men stadig fremad.

Det er tydeligt, at det er et hus, der er indvendigt lavet skelet til skillevægge, så det er muligt at forestille sig/drømme om, hvordan det en gang kommer til at se ud 🙂

Hele nordsiden er nu blevet beklædt med det fineste FSC red western cedar. Det dufter så dejligt og ser bare godt ud 🙂 Det er meget hårdt træ, og der skal ikke gøres noget ved det. Med tiden bliver det mere gråligt.

Det havde regnet hele dagen, da jeg tog billedet, derfor farvespillet i træet.

Der er ankommet vinduer og glasdøre fra Outline. Et vinduesfirma, som også leverer vinduer og døre i FSC certificeret træ.

Der kommer en del vinduer i og den overdækkede terrasse bliver også til dels omkranset af glas. Jeg glæder mig allerede til at sidde der og kigge ud …

Derudover der er kommet byggeskilt på grunden. Jeg troede egentlig at sådanne skilte var for at reklamere for de håndværkere, der arbejde på et byggeri. Men det er faktisk lovpligtigt.

Det er i et forsøg på at komme sort arbejde til livs, så fortæller skiltet her, at der er styr på løn og arbejdsforhold. Tømreren er fra Augustenborg – det synes langt væk – men faktisk kører han kun 10 km – resten af vejen sejler han (Bøjden – Fynshav) Det er da lidt smart 🙂

På vej mod et sommerhus …

God torsdag.

Jette

Linolie til træværk

Mit sommerhus er jo et typesommerhus – men med FSC certificeret træ, ingen trykimprægnering, ingen plastdamspærre og lignende. Og med yderbeklædning og terrasse i hårdt træ (western red cedar og lærketræ), som kræver nærmest ingen efterbehandling – i hvert fald først om nogen år.

Green House står for opførelsen af råhuset – så jeg skal først selv i gang, når huset er helt lukket – med tag og vinduer og døre isat.

Men sternbrædderne var leveret ubehandlet. Det var der ikke noget forkert ved – men det betyder jo, at de ikke har fået olie eller anden behandling. Og for at forlænge deres levetid, må de have noget olie – og det er lettest at gøre inden de bliver sat op.

Så i weekenden skal der males brædder – blandt meget andet 🙂

Nu er linolien og penslerne købt.

Men hvorfor netop linolie ? Det er det mest miljøvenlige og et naturligt produkt – og kendt op gennem århundreder. Her er nogle fakta fra Genbygs hjemmeside:

Fakta om linolie:

Linolie udvindes af hørfrø, og har været brugt til overfladebehandling siden 1600-tallet. 

Der er forskellige typer af linolie med meget forskellige egenskaber. 



De små molekyler i koldpresset linolie mætter og plejer udtørret træ – og så er linoliebehandlede overflader både vandafvisende og diffusionsåbne. Det har stor betydning for træets holdbarhed, da træets fjende nr. ét er en vedvarende høj fugtprocent, hvis konsekvens er råd- og svampeangreb.



Den rå linolie er enten koldpresset – også kaldet jomfruolie, varmpresset eller ekstraheret og klaret. 

Den koldpressede olie regnes for den bedste, og har den største indtrængningsevne på grund af den fine molekylestruktur, samtidig og færrest urenheder.



Så meget om olien – men ordet gav mig også en ny viden 🙂 For tidligere hed hør lin – det genkendes i linned. Nu giver det bedre mening, når min mor talte om sengelinned eller hørlinned – som jo egentlig har været dobbeltkonfekt. Stof vævet af hør kaldes linned.

Men i dag handler det mest om at stå fast 🙂 det blæser ret meget.

God onsdag.

Jette

Citron petit four

Før jul købte jeg et net med økologiske citroner – og de var ikke blevet brugt. Derfor blev disse små kager opfundet 🙂 Og de er ret lækre – fyldt med citronsmag

Citron petit four (ca. 20 stk.)



Mørdej (ca. 35 små mørdejsskaller)

150 gr. hvedemel (udskift evt. 25. gr. med mandelmel)

75 gr. smør

50 g. flormelis

1 æggeblomme

Smuldr smørret i melet, tilsæt sukker og bland det sammen. Saml dejen med æggeblommen og læg dejen på køl mindst en time.

Arbejdes let igennem og udrulles – ret tyndt. Udstik små runde stykker og kom dem i en petit four bageplade. Bages ved 190 grader ca. 7 – 8 minutter. Afkøler og opbevares i en kagedåse til de skal i brug.

Citronganache

75 gr. hvid chokolade, fint hakket

2 spsk. piskefløde

1½ spsk. citronsaft

Fløde og citronsaft bringes i kog og hældes over den hakkede chokolade. Rør til chokoladen er smeltet. Portionen er så lille, at det kan være nødvendigt lige at bruge mikroovnen til hjælp, for at få al chokoladen smeltet. Ganachen sættes på køl til den skal bruges.

Citronmousse

1 blad husblas

2 dl. piskefløde

½ vaniljestang, korn herfra

2 spsk. flormelis

1 tsk. fintrevet citronskal

1-1½ spsk. citronsaft

Udblød husblas i koldt vandt et kvarters tid. Pisk fløden til blødt skum. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem godt med flormelisen. Rør vaniljesukker og revet citronskal i flødeskummet. Vrid vandet af husblassen og smelt den i mikroovnen. Rør citronsaft i den smeltede husblas og rør et par teskefulde af flødeskummet ud i husblas/citronsaft blandingen (for af afkøle husblassen). Til sidst røres det hele sammen, og moussen kommes i en sprøjtepose og lægges på køl.

Kagerne samles: Kom lidt ganache i bunden af en mørdejsskal og sprøjt lidt mousse på toppen. Drysses evt. med lidt revet citronskal.

Så var der små kager til mine konfirmander og deres nytårskur. De smagte fint – ikke for søde, men med god smag af citron. Nu siger teenagere ikke for meget – så om de helt faldt i deres smag står hen i det uvisse. Men de gjorde et godt indhug i faddet 🙂

I bakspejlet, så måtte dejen til mørdejsskallerne godt være rullet lidt tyndere ud. Det gør jeg næste gang 🙂

Så er vi i gang.

God tirsdag.

Jette

Tilbage fra ferie :-)

At begynde året med en uges ferie – det har været dejligt 🙂 At det så også blev ugen, hvor det længe ventede sommerhus kom på banen, det gjorde kun ferien endnu mere spændende.

Sommerhusets reference

Et byggeri er fascinerende, men jeg har ikke meget forstand på det. Så jeg kigger mest til og går og forestiller mig, hvordan det kommer til at se ud, tænke over hvor hvad skal stå – og hvad jeg mon mangler? Det kan ikke være meget, der er blevet købt grundigt ind på Den blå Avis 🙂

Sidste år lavede jeg mit første patchwork tæppe – og blev lidt bidt af processen. Dette med at få brugt rigtig mange gamle stofrester, med hver deres historie. Så nu er jeg gået i gang igen.

Masser af lapper 

I ferien fik jeg skåret de sidste stoffirkanter – og nu er de lagt ud på bordet – og mangler at blive syet sammen. De flyttes snart – for ellers kommer der en kat forbi, og så er den fine orden pist væk 🙂

Alt imens jeg nyder min sidste fridag – i morgen vil jeg holde nytårskur for mine konfirmander 🙂 Det skal lige forberedes.

God mandag.

Jette

Så kom sommerhuset

Hvor har jeg glædet mig til at skrive dette indlæg 🙂 Og jo også været undervejs flere gange. Men i går skete det – der kom en kæmpe lastbil med et sommerhus på ladet.

Hvor vildt – men fra fabrikken i Nordjylland kom elementerne til huset.

Efter lidt forsinkelse, der skulle først lægges køreplader ud, så kunne chauffør og tømrer begynde at tømme lastbilen og samtidig placere de forskellige elementer på punktfundamentet.

20 store skruer udgør fundamentet. Og fordi grunden skråner, er der stor højdeforskel på skruerne.

I løbet af en dag blev hele huset faktisk samlet. Det er virkelig imponerende. Huset blev samlet af 4 store gulvkassetter og 3 mindre til terrasse.

Ovenpå blev monteret de forskellige vægdele. Alt sammen klar til af blive færdigmonteret på grunden – blandt andet med træfiberisolering og Derbigum tag.

Musene skulle gerne blive ude 🙂 Et musebånd skal hindre at de kommer ind.

Det kan være vanskeligt helt at forestille sig, hvordan det hele kommer til at se ud. – Men det er fascinerende at gå rundt på gulvkonstruktionen og se de forskellige rum – bad, værelse og køkken/stue. Og en ret stor terrasse.

Det er et lille hus – men der er fin plads til mig i den kommende køkkendør 🙂

Og her ser du udsigten fra samme dør. Jeg kan faktisk se vandet over genboens tag. En af fordelene ved bygge huset tilbage på grunden og lade det svæve på skruerne.

Nu ser jeg virkelig frem til at følge tømrerens arbejde og alle de andre håndværkere, der skal på banen. Og begynder så småt at tro på, at det er realistisk at fejre min fødselsdag i april i sommerhuset 🙂

På en meget kold januaraften.

Jette

Vær velkommen, Herrens år

Vær velkommen, Herrens år,

og velkommen herhid!

Sandheds Gud! lad dit hellige ord

oplive, oplyse det høje nord!

Velkommen, nytår, og velkommen her! (Den danske salmebog 712,1)

Grundtvigs fine ord danner en smuk overskrift over 2017 – en bøn om, at vi må blive både oplivet og oplyst her i det høje Nord! Det kan vi vist kun nikke samstemmende til.

I dag begynder en uges ferie 🙂 Det er dejligt. Og dagens første opgave bliver at få taget afsked med juletræet med sin pynt.

Det bliver et kærligt “på gensyn” – men også fint at der er næsten et år til, at juletræskassen findes frem igen.

God og smuk mandag.

Jette

Årets gang i præstegården 2016

2016 går på hæld – og jeg har lyst til at kaste et blik tilbage på et år, der har været meget specielt. Mest af alt et glædeligt og lykkeligt år – men også med lidt sommerhus frustration 🙂 Det er jeg sikker på, at 2017 råder bod på.

Her er et genkig på årets måneder – de spænder vidt. Med studietur, rejser og bryllup – og hele processen omkring sommerhuset.

Tak også til dig, der kigger med her – for du er jo med til at give dette, at skrive en blog, mening. Og bloggen har også været en vigtig del af 2016.

Januar

Mine tre dejlige børn 🙂

Februar

Patchworktæppe – mit første af den slags 🙂

Marts


Glutenfri lakridskage med creme og bær.

April


55 år

Maj

Mette, Peter, Ole og jeg i Barcelona

Juni

studietur til Bornholm – og besøg i Christiansø kirke

Juli

Nygifte 🙂

August

Mazarintærte med brombær

September

Byggemøde

Oktober

Lutherlagkage

November

Gave fra FSC Danmark

December

Atypisk juletræ – to toppe 🙂

Og med disse billeder af året, der om få timer er forbi, vil jeg gerne ønske alle et godt og velsignet nytår. Og på gensyn i 2017!

Jette

Pyntede kransekagetoppe

Jeg skrev før jul om små kransekagetoppe. De var et forsøg, men blev faktisk ganske gode.

Så i går blev der lavet dobbelt portion og nu med pynt og chokolade.

De små kransekagetoppe blev pyntet med disse cocktailbær. Jeg har aldrig set dem før, men Trine fandt dem i Århus.

Og de løfter da kagerne lidt op 🙂 De bagte, afkølede toppe blev dyppet i smeltet chokolade og sat på en plastikpose. Så var de nemme at fjerne derfra, da chokoladen var stivnet.

Jeg skrev forleden om dette med at fryse kransekage. Nu har jeg prøvet. Om det gør den helt store forskel, skal jeg ikke kunne sige. Men der skete i hvert fald ikke noget ved det. Og det er godt at vide, for så kan kagerne jo med fordel laves i forvejen 🙂

Jeg skal for første gang holde nytår i Jylland – det bliver spændende, men også lidt mærkeligt. Gamle traditioner bliver lavet om – men sådan må det være, når et nyt menneske kommer ind i ens liv. Det betyder noget og gør en forskel – på mange forskellige planer. Men aller mest som noget godt, givevende og glædeligt.

I morgen ser jeg i glimt tilbage på 2016 – et usædvanligt begivenhedsrigt år.

God fredag – årets næstsidste dag.

Jette

Brød til 1,35 liter form

Det har været jul! 🙂 Skønne dage, som er forsvundet som dug for solen. Dage med besøg i Nord og Vest og midt i landet – samtaler, sjove historier og masser af minder er blevet delt. Og en mængde lækker mad er blevet spist.

Så da huset i dag blev lidt mindre befolket og arbejdet kaldte, så blev der bagt brød. Jeg har savnet det.

En af mine julegaver var en ny lille brødform – fin, med runde hjørner og slip-let overflade. Nu skulle den afprøves og dermed erfares, hvor stort eller lille et brød, der passede i den form. Her kommer forsøg 1 🙂

Lille kernebrød

15 gr. gær

1 tsk. groft salt

1 spsk. honning

1 dl. surmælksprodukt

2 dl. vand

1 spsk. olie

25 gr. havregryn

50 gr. stenalder / müsli blanding

ca. 300 gr. mel

Udrør gæren i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser og rør og ælt dejen sammen. Kom hvedemelet i lidt ad gangen. Sættes til hævning et par timer.

Æltes igennem igen, formes til et brød og lægges i den lille form. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader og bages 30-35 minutter.

Vendes ud af formen og afkøler på en rist.

Det var en meget passende størrelse dej. Og formen levede i den grad op til sit navn: Slip-let. Der var ikke en krumme dej i formen og brødet faldt bare ud af formen 🙂

Og så smager brødet slet ikke af jul – god torsdag.

Jette

Glædelig jul

Kære alle blog læsere.

Hermed ønskes I og jeres familier en rigtig glædelig jul. Jeg håber I har nået det, I ville – og ellers bliver det helt sikkert en skøn jul alligevel 🙂

Her i huset er der ikke blevet pyntet så meget, men det er nu super hyggeligt at være her alligevel – aller børn og mand er rundt om mig – så kan jeg ikke ønske mig meget mere 🙂

Nu venter dagens julegudstjenester – en dejlig optakt til en skøn aften.

Himlen lydt

melder nyt:

Kristus lod sig føde! (den danske salmebog 114)

Kærlig hilsen

Jette

Side 143 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal