diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 184 af 221

Fødselsdagskage

Dette er lidt et sats 🙂 For kagen her er lavet til en, der ikke vidste, at jeg havde vedkommende i tankerne. – Så nu håber jeg bare, at kagen falder i god jord.

Under alle omstændigheder, så har det været sjovt at udtænke kagen.

Fødselsdagskage (4-5 pers)

Lyse bunde, chokoladeganache og overtræksmarcipan –se her

Ribsmousse

50 gr. ribsgelé

1 blad husblas

1 dl. piskefløde

Udblød husblas et kvarterstid i koldt vand. Vrid det og smelt det i en skål i mikroovnen. Bland det af et par gange med geléen og vend det til sidst i den piskede fløde. Sættes på køl, indtil det skal bruges.

Råsyltede bær

100 gr. frosne bær (brombær og blåbær, men det kunne også være hindbær)

40 gr. sukker

½ tom vaniljestang

Det hele blandes og står et døgns tid i køleskabet og smelter godt sammen – til søde bær og dejlig saft. Husk at fiske vaniljestangen op, inden bærene bruges 🙂

Når kagen samles, deles bunden i tre lag, og på hvert lag kommes bær og lidt af saften og dækkes så med moussen, før næste lag lægges ovenpå og det hele gentages. Sættes på køl, gerne til næste dag.

Kom chokoladeganache på toppen af kagen og lav et bånd af overtræksmarcipan, som sættes omkring kagen. Pynt med resterne af marcipanen.

Marcipanen blev denne gang farvet grøn – for modtageren tilbringer ret meget af sin tid ude i naturen 🙂

Og han blev glad, da han fik kagen overrakt.

God weekend.

Jette

Et godt køb :-)

Tilbage i december havde jeg Tupperware demonstration, og fik selvfølgelig også købt noget. Budget eller ej 🙂 Man kan mene meget om konceptet, men de fleste af deres produkter er nu ganske udmærkede.

Minihakkeren her, var en af de ting, jeg købte. Og må indrømme, at den er jeg blevet rigtig glad for. Super skarp, let at håndtere og let at rengøre. Og den klarer både nødder og grøntsager eller blender syltetøjet. Jeg brugte den blandt andet her

Og eneste energikilde er mine armkræfter. Det er en lidt sjov ide Tupperware har fået, at gøre nogle af deres produkter uafhængige af el. Men det virker.

Men jeg har gjort endnu et godt køb 🙂 Forleden kigge Trine og jeg reklamer, en hyggelig beskæftigelse, hvor vi kunne drømme og ønske ret så meget. Men også være realistiske, for Kop & Kande havde fødselsdag, og det gav sig udslag i ret gode tilbud.

31 kroner for denne skønne savtakkede kniv.

Så nu kan der skæres fine skiver brød og hakkes rigtig mange nødder, for det er en rigtig dejlig kniv.

Især sammenlignet med den gamle, som var ved at falde fra hinanden – så er det en fornøjelse at stå med en ny kniv i hånden 🙂

Jeg synes selv, at jeg overvejer, hvad jeg har brug for af nye ting – men når de så kommer med hjem, er jeg også rigtig glad for dem.

Ikke flere salgstaler herfra – nu nærmer en fri weekend sig.

Det bliver ganske godt 🙂

Jette

Alternativ brug af gløgg fyld

På en af hylderne i mit lidt overfyldte skab står et glas med gløgg fyld – rosiner og mandelsplitter. Men her i begyndelsen af marts ved jeg godt, at det ikke er gløgg, jeg længes mest efter – så en alternativ måde at bruge det på vil være velkommen. Derfor blev der her til morgen bagt lækre grahamsboller med en god del af gløgg flydet i.

Jeg holder meget af brød, og især brød med fyld i – alt fra kerner til frø og nødder og tørrede frugter og bær. Desværre er jeg den eneste i huset, der synes, det er en så fantastisk ide, så det er en balancegang, når der skal vælges opskrift.

I dag blev det min vilje der blev fulgt 🙂

Grahamsboller med gløgg fyld (8 stk.)

2 dl. mælk

½ dl. creme fraiche (eller andet surmælksprodukt)

15 gr. gær

1 tsk. salt

1 spsk. sukker

1 æg, fra en morgenfrisk høne

1 spsk. olie

50 gr. grahamsmel

50 gr. gløgg fyld

ca. 350 gr. mel

Opløs gæren i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser og ælt til en fin dej. Hold lidt af hvedemelet tilbage, og se, hvor meget dejen kan optage.

Stil dejen til hævning lunt et par timer.

Ælt dejen igennem og del den i stykker, der trilles og formes efter behag. Mine blev i dag til små knuder, hvor rosinerne var godt gemt af vejen. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 18-20 minutter. Og køler af på en rist.

En god bolle, her ved siden af computeren og til at give energi til dagens arbejde.

På en kold forårsdag

Jette

Konfirmander kigger inden for :-)

På søndag den 8. marts er der sogneindsamling.

Det er Folkekirkens Nødhjælpder står bag, og hvert år den 2. søndag i marts arrangerer en sogneindsamling. Efterhånden er der rigtig mange sogne, der deltager.

Det gør vi også hos os, og konfirmanderne plejer at være gode indsamlere – de har ofte en frimodighed og et gå på mod, som vi andre ikke helt besidder.

Og derfor var konfirmanderne inden for i stuen i dag. Det er bare lettere lige at placere dem der og sætte dvd’en i gang end at skulle koble projekter og computer og højtaler sammen nede i konfirmandstuen.

Og de er søde og opfører sig virkelig eksemplarisk 🙂

Temaet i år er: “Hjælp kvinder i verdens fattigste lande” Et godt tema, men lidt svært at gøre helt relevant for konfirmander. Det er lettere at forholde sig til, at nogen ikke har adgang til rent vand eller sjældent har mad nok. Men det lidt mere langsigtede perspektiv, at det handler om at give kvinder en uddannelse, mulighed for at tjene enge penge og skabe lidt bedre rammer for deres familie – det bliver let lidt diffust.

Men jeg håber nu alligevel at nogen af konfirmanderne melder sig på banen – og oplever at de kan gøre en forskel. At de så at sige kan give kirken ben at gå på.

God tirsdag.

Jette

Pause kage

Efter en dejlig weekend med besøg af blandt andet børnene, så er der blevet mega stille og tid til en pause kage.

Trine er pt. i sit eksperimenterende hjørne, hvad angår spisevaner – så weekenden har budt på overvejelser omkring at være marts veganer, grove speltpandekager uden æg og polentakager – eller hvad man nu kalder en fast masse af kogt majsmel stegt let på panden 🙂

Jeg forsøger at spise med så godt jeg kan, for jeg kan genkende mig selv fra for 25 år siden. Da var det mig, der var på syre-base kursus og spiste ret så meget revet rå rødbede og nød lækker kartoffelmos til morgenmad 🙂

Men nu er det mandag – og tid til en pause kage. Den blev så ikke helt så vellykket som håbet.

Det er en lille chokoladeting. Og inspireret af en opskrift fra et blad (SUND hele livet), hvor der var en artikel – med opskrifter –  der gennemgik de sidste årtiers madklassikere. Denne er fra 90’erne, og nu læst gennem mine briller, med tilsvarende ændringer 🙂

Chokoladekage med blårbær

1 æg, fra en ualmindelig nysgerrig høne

60 gr. mørk farin

60 gr. sukker

100 gr. mel

½ tsk. bagepulver

½ spsk. kakao

2 spsk. neutral olie

50 gr. mørk chokolade

50 gr. blåbærsylt

Smelt chokoladen. Pisk æg og de to slags sukker let og luftigt. Tilsæt olie og pisk let. Sigt og vend mel, kakao og bagepulver i dejen. Og kom til sidst chokolade og blåbærsylt i. Det bliver en forholdsvis fast dej. Kommes i en lille smurt springform (12 cm. i diameter) og bager ca. 30 – 45 minutter ved 175 grader. Prøv med en tandstik om den er bagt. Det kiksede for mig – kagen blev bagt 30 minutter – og står nu med et blødende indre. Men smager desuagtet ganske fint.

Og under alle omstændigheder, så var det rart at lave noget kun for mig selv 🙂

Et glimt fra i aftes, hvor selv Diva gik ud som et lys, da huset blev helt stille 🙂

God mandag – og velkommen til den første uge i foråret. Hvor er det skønt.

Jette

Fine grahamsscones

Jeg kan huske, at da jeg var barn, så bagte min mor ind imellem scones til eftermiddagskaffen. De var virkelig lækre, smuldrende og bløde – og med rigeligt bagepulver i 🙂 Så meget, at det kunne mærkes på tænderne, hvis man havde spist for mange.

Jeg tror egentlig ikke, at scones var særlig udbredte i 70’erne. Men igen fordi min mor i sine unge år havde opholdt sig nogle år blandt andet i England, så tænker jeg, at det var en af de opskrifter, hun havde taget med hjem.

Så når jeg en sjælden gang bager scones, er der lidt nostalgi over det – og gode minder om hyggelig eftermiddagskaffe med lune og nybagte scones – med koldt smør.

Forleden til menighedsrådsmødet havde jeg bagt scones. Jeg har faktisk ikke bagt særlig mange scones i mit liv, gjorde dog et forsøg sidste år.

Jeg synes vist bare bedst om brød bagt med gær 🙂

Men i en snæver vending, så gør scones sig ganske godt.

Grahamsscones ( 8 stk.)

75 gr. grahamsmel

175 gr. hvedemel

75 gr. smør/margarine

2 spsk. sukker

½ tsk. groft salt

1 ½ tsk. bagepulver

1 æg, fra en frisk høne

1 dl mælk/cremefraiche/tykmælk

Smuldr smørret i de to slags mel, og tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Rul dejen ud til ca. 2 cm tykkelse og udstik små runde scones ( ca. 6-7 cm i diameter). Sættes på plade med bagepapir og bages straks ved 225 grader i ca. 12 minutter.

Afkøler på en rist – og spises samme dag!

Og så er det weekend 🙂 Med alle børn hjemme, så er der dejligt liv i huset, snak, tv og computer – og vasketøj 🙂

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

Lækker lagkage med nougatcreme

Som nævnt i går, så har der igen været menighedsrådsmøde – og derfor igen anledning til at bage. Og denne gang valgte jeg at servere kage, sidste gang var det mest brød.

En ret klassisk lagkage med brune bunde og lækker nougatcreme og lidt råsyltede brombær. Ret enkel og let at opbygge, og egentlig fin at se på 🙂

Lagkage (6-7 pers)

Bunde

2æg

80 gr. sukker

50 gr. mel

2 spsk kakao

1/4 tsk. bagepulver

Del ægget i hvider og blommer. Pisk hviderne stive. Pisk æggeblommer og sukker grundigt og sigt dernæst mel, kakaopulver og bagepulver i æggesnapsen og vend grundigt rundt. Tilsæt derefter de stiftpiskede hvider og fold med forsigtigt i, så luften ikke helt går ud af dem. Fyld dejen i en lille springform (18 cm) og bag bunden ved 175 grader ikke varmluft, ca. 25 minutter. Afkøler i formen, inden den deles i to.

Nougatcreme

2 1/2 dl piskefløde

100 gr. nougat

Varm fløde og nougat – til lige under kogepunktet, rør indtil nougaten er smeltet. Kommes i en skål, læg film over og stil på køl, gerne til næste dag. Piskes til flødeskum, inden den bruges.

Råsyltede brombær

100 gr. brombær (frosne)

30 gr. sukker

½ tom vaniljestang

Det hele blandes og stilles i køleskab et døgns tid. Rør rundt et par gange undervejs. Og fjern den tomme vaniljestang inden brug.

Når kagen samles, fordeles bærene på den ene bund sammen med det meste af saften. Fordel 1/3 af nougatcremen over bærene, læg den anden bund på og pres let. Smør resten af cremen over kagen og på siderne. Glat overfladen.

Hak en lille håndfuld hasselnøddekerner groft og pres dem på siden af kagen.

Hvis det nu havde været efterår, kunne friske brombær være sat øverst på kagen.

Den smagte godt ! 🙂

På en lidt travl torsdag …

Jette

Cookies med 4 slags chokolade

Jeg har længe glædet mig til at skulle prøve den her ide af – en cookie med 4 slags chokolade i. Altså både mørk, lys, hvid og blond (dulcey) Det kan kun blive en god kage!

Og til menighedsrådsmødet i aftes gjorde de sig også godt – oven på megen snak om særegne regler, hjemmesideløsning og orientering fra udvalg. Så gik tiden, og det var godt med både kaffe og kage. Mere om den anden kage i morgen.

Cookies med 4 slags chokolade (16 stk)

1 æg, fra en kærlig høne

100 gr. sukker

50 gr. mørk farin

100 gr. smør

50 gr. havregryn

150 gr. mel

1/2 tsk. bagepulver

1/3 tsk. groft salt

30 gr. mørk chokolade

30 gr. lys chokolade

30 gr. hvid chokolade

30 gr. dulcey

Hak de 4 slags chokolader groft.

Pisk smør og de to slags sukker grundigt. Tilsæt æg og pisk igen. Sigt mel og bagepulver i og vend det lige rundt sammen med havregryn inden chokoladen kommes i, og det hele røres sammen til alt er blandet.

Dejen sættes på en plade med bagepapir, ca. en spiseskefuld til hver cookies, og som så trykkes lidt flad.

Bages ca. 10-12 minutter ved 175 grader. Køler af på pladen.

De er bløde og lækre og smager varieret af de forskellige typer chokolade. Du kan roligt bage en portion 🙂 og bliver helt sikkert populær hos dem, der får lov at smage.

En dejlig onsdag er begyndt – det er solskin uden for 🙂

Jette

Nye tider – med sikkerhedsvagter til foredrag …

Overskriften lyder nok lidt voldsommere end virkeligheden var. Men det er sandt nok, at der var to sikkerhedsvagter til stede under hele foredraget, og at det første, jeg mødte på parkeringenspladsen foran forsamlingshuset, var to uniformerede politibetjente. Og det er ikke hverdagskost i Gamborg 🙂 Og godt for det.

Forklaringen var, at menighedsråd og foredragsforening i samarbejde havde arrangeret et foredrag med Naser Khader. Og jeg tror ingen af os egentlig havde tænkt os, at det var anderledes end et hvilket som helst andet foredrag, der bliver holdt i forsamlingshuset. Men virkeligheden for en kulturkristen muslim er anderledes.

Naser Khader lod sig ikke mærke med det overhovedet, det var mest os her helt ude på landet, der syntes, at det var noget specielt.

Det var et spændende foredrag – og et møde med et menneske, som virkelig har foretaget en lang rejse i forhold til oprindelse, opdragelse, tro og integration. Klar i sine udtalelser, kontante forslag til ændringer og en dejlig selvironi, så det hele blev lidt mere dansk 🙂

Khader udfordrede også lidt folkekirkens medlemmer til at træde lidt mere i karakter, og mener, at alle der bor i Danmark er kulturkristne. Alene fordi kristendommen er så grundlæggende et fundament under vort samfund. Love bygger på kristne værdier, vores opfattelse af, at vi alle er lige meget værd, udspringer af Jesu ord om, at i hans rige er vi alle lige. Vores kultur er rundet af kristendommen, derfor slutningen med, at når man bor her, så er man kulturkristen – til forskel fra kirkekristen. Det var noget helt andet i Khaders øjne. Der spiller troen med.

Alt i alt og på mange måder en tankevækkende aften – og hvor jeg tror alle gik hjem med ny viden, og en større indsigt på komplicerede emner.

Jeg ville have skrevet om lækre cookies i dag – det bliver i morgen 🙂 Men her er lige et glimt af dem.

God tirsdag.

Jette

Godt 50000 visninger :-)

Jeg ved godt, at i sammenligning med rigtig mange andre bloggere, så er det ikke noget særligt. Men for mig er det! I lørdags rundede min blog de første 50000 sidevisninger. Det er godt nok mange mennesker, der har været forbi og læst lidt med.

Jeg er meget taknemmelig for det. Og egentlig lidt overvældet – for jeg skriver jo kun om det, jeg godt kan li – glæden ved at bage, og lidt glimt fra livet i præstegård og omegn.

På knap 1½ år er jeg gået fra at være helt ny i blogverdenen til at være bare en lille smule kendt 🙂

Og jeg har selv lært meget undervejs. Og synes stadig det er et sjovt og et givende sted at opholde sig.

Der er kommet nye bekendtskaber til, jeg har fået gode råd og set utallige fine billeder og læst rigtig mange indlæg – og altså også oplevet glæden ved, at nogen læser med hos mig. Tak for det.

I dag er på en anden måde også lidt speciel, idet det er årsdagen for, at min gamle mor døde. Nogle datoer prenter sig bare i hukommelsen, fordi der skete noget, der for altid gør ens liv anderledes. Sådan er i dag.

Udenfor er det vådt, koldt og blæsende – men vintergækkerne står ufortrødent og ser smukke ud.

Denne lille buket ville min mor have glædet sig over.

Endnu en gang tak fordi du læser med – jeg ønsker dig en dejlig dag.

Jette

Side 184 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal