Kategori: Livsstil Side 114 af 221

Sommetider er det dét, som griber en! Eftertænksomhed.

I kirkeåret står vi i disse dage i et mellemrum, et vakuum. Tiden mellem Kristi Himmelfart og pinsen. En tid, hvor der ventes på Guds Ånds komme. En tid, hvor der tænkes tilbage på Jesu jordiske liv og gerning. Og samtidig ses der frem mod en tid, hvor det er Helligånden, der vil være over alt til alle tider.

Weekenden bød på mange kirkelige handlinger, så i dag trækker jeg lige vejret og nyder udsigten til skønt sommervejr 🙂

Eftertænksomheden er fyldt af taknemmelighed – for alt det jeg er betroet. På alle måder i livet.

Trine fyldte år i går – 29 år er gået, siden hun kom til verden på Fødselsanstalten i Århus. Hvor er det længe siden, og hvor har jeg lært meget om livet siden den gang – når jeg selv skal sige det.

I dag er på en måde en helt almindelig mandag – men det er faktisk også præcis 30 år siden, at jeg blev gift første gang.  Lidt vemodigt at tænke på. – Også at tænke tilbage på, hvor mange af de mennesker, der deltog den dag, og som ikke længere er her.

Eftertænksomheden rummer også glæden over at være her – med voksne børn, en kærlig mand og dejlige venner og bekendte. Et rigt liv. 

Weekenden bød på mange salmer – og en af dem passer meget godt til i dag:

“Tak, Gud, for denne lyse morgen,

tak, Gud, for denne nye dag.

Tak, Gud, for kærlighed og varme,

jeg kan leve af.” (100 salmer, nr. 875)

På en eftertænksom mandag.

Jette

I morgen fejrer vi Jesu himmelfart. Alene ordene er selvmodsigende – så ikke så mærkeligt, at det er en helligdag, der har svært ved at finde folkeligt fodfæste 🙂

Dagen er faktisk en af de store helligdage, og der kimes med klokkerne inden gudstjenesten. Som det er skik ved de store helligdage til jul, påske og pinse.

Kristi Himmelfart markerer, at Jesu tid på jorden er forbi. Fortællingen om hans virke slutter her. Fra nu af er det mennesker, der fortæller Guds historie videre. Som disciplene gjorde – op gennem tiden, til den nåede os, og hvor vi nu fortæller den igen og igen – i ord og handling.

Jeg faldt over en gammel legnede om netop Kristi Himmelfart:

“Efter himmelfarten spurgte en engel Jesus: “Hvordan skal det gå med dit rige på jorden? Hvilke planer har du for fremtiden?” Kristus pegede på de elleve disciple, som efter himmelfarten var på vej hjem igen, og han sagde: “Jeg har jo mine disciple.” Men englen var ikke tilfreds: “Hvad nu hvis dine disciple svigter – hvad vil der så ske? Har du ikke en anden plan?” spurgte han. Kristus svarede: “Nej, jeg har ingen anden plan.”

Dermed er opgaven også givet videre til os! For der er ikke nogen anden plan. Men vi står ikke alene med den. – Om 10 dage er det pinse, og da fejrer vi, at Gud sendte sin ånd – netop til at udruste os og til at opmuntre os.

Glædelig Kristi Himmelfarts dag.

Jette

I dag er det præcis et år siden, at vi flyttede min far på plejehjem. Det er stadig en dag, jeg tænker på som en god dag. Omstændighederne i betragtning, så var dét den rigtige beslutning. Og min far fik et halvt år på plejehjemmet – en tid, hvor han havde det godt, og deltog i det meste af det som foregik. Jeg synes stadig, at det var et godt plejehjem, der var en virkelig hyggelig og hjemlig atmosfære. Indretningen var gammeldags, det var fortiden, der var vigtigst.

I dag går turen så igen nordpå – denne gang for at aftale med graveren, hvordan gravstedet nu skal lægges an.

Det har jeg såmænd ikke de store tanker omkring. Det skal være pænt, det skal være let at holde og må også godt afspejle de to kære mennesker, der hviler under den store sten.

Jeg ved godt, at jeg ikke vil komme der særlig ofte, det er for langt væk. Men det betyder ikke, at de bliver glemt.

Vi menneskers liv fletter sig jo ind i hinanden, og efterlader tydelige spor. Og når det gælder ens forældre, ja så er der virkelig mange spor at tænke tilbage på. Og hvor jeg stadig kan savne lige at vende et eller andet med dem.

Bornholmeruret er arvet og har fundet en plads i præstegården. Min mor havde altid ønsket sig et bornholmerur, og tænkte siden, at det ville passe fint i en gammel præstegård. Så nu står det her 🙂 med en inskription “Tempus fugit” – latin, og som betyder: Tiden flygter. Det er måske så meget sagt, men at tiden iler opleves mere og mere, jo ældre man bliver 🙂

God tirsdag.

Jette