Tag: Tanker om stort og småt Side 39 af 48

“Mens vi venter på din time,

tror vi på dit riges nærhed,

skjult som årer under jorden,

skjult som vind i træets krone,

til vi ser dig, som du er!” (den danske salmebog 277,3)

Adventstid er også ventetid. Vi venter på juleaften. Vi venter på Herrens komme. Det sidste sætter verset ord på. Vi sang salmen ved dagens gudstjeneste, og dets ord trådte pludselig frem. At mens vi venter, så er Guds rige dog allerede skjult til stede. Som årer under jorden, og som vinden i træets krone. Smukt formuleret, at Gud er til stede, selv når vi ikke synes at se det.

I dag blev jeg fejret lidt efter gudstjenesten, for 2. søndag i advent er også den dag, jeg blev indsat som præst her. I  1995. Hvor er det mange år siden 🙂

Jeg er både glad og taknemmelig for mange gode ord i dag. Der kommer lidt glimt fra dagen snarest.

Glædelig 2. søndag i advent.

Jette

Jeg ved godt, at det ikke som sådan udløser noget særligt at have været ansat et sted i 20 år. Men jeg synes nu alligevel, at det er lidt specielt.

For i dag – 1. december – er det 20 år siden, at jeg blev ansat og fik adresse her i præstegården.

Du husker måske, at jeg har skrevet om det før – dette med hvor vi bor.

Og vores hjem er en vigtig del af vores historie – for det er der, hvor vi kan være helt os selv. Indrette os, rode eller rydde op, slappe af eller lade op – alt sammen i vort eget tempo. For her bestemmer vi 🙂

20 år samme sted – samme arbejdsplads, samme adresse. Uvilkårligt betyder en sådan mærkedag også at tankerne løber baglæns. For der er sket meget, rigtig meget.

Jeg husker endnu den første aften i præstegården med mand og tre små børn på 2, 4 og 6 år. Utallige flyttekasser og ikke helt så mange møbler. Midt i spisestuen stod et lille hvidt spisebord med 4 stole, det syntes ikke af meget. Men her sad vi så og spiste pizza – bragt ud fra Middelfart. En ny fremtid som præstefamilie på landet lå foran os.

Og det gik – godt. Selv om der var meget køren, rigtig meget endda. Men der var også en stor glæde ved at have fået eget embede og egen præstegård. Med tilhørende ansvar og andres forventninger.

Et smukt hus med masser af plads. Den gang var vi fem personer og nød, at der var rum til os alle.

20 år samme sted – i dag er jeg alene på matriklen, og har bestemt plads nok.

Hvor er det godt, at vi ikke kender fremtiden eller ved, hvordan vort liv vil forme sig. For så er jeg ikke sikker på, at vi turde give os i kast med det. “Livet forstås baglæns, men må leves forlæns” – siger Søren Kierkegaard. Og jo, han har ret. Men alligevel oplever vi også noget, vi ikke forstår – eller kommer til at forstå. Men som vi kommer til at leve med og kommer overens med. Takket være familie, venner, gode naboer – og andre mennesker, som måske tilfældigt er med til at skubbe en i en god retning.

Vær velkommen, Herrens år

og velkommen herhid!

Herrens år med vor Guds velbehag

nu bringer os glæde hver herrens dag.

Velkommen, nytår, og velkommen her! (Den danske salmebog 74,4)

Herrens år, hvert år – med Gud i ryggen – må vi række ud efter med glæde og i tillid til, at vi ikke gør det alene.

20 år samme sted – forunderligt. Fylder en med taknemmelighed og glæde.

Jette

Der er travlhed på landets kirkegårde i disse uger. Der pyntes med gran og fyr og andet vintergrønt. Mine konfirmander spørger til tider, hvorfor gravsteder pyntes med gran her om vinteren. Og jeg har ikke et svar som sådan.

Men jeg tænker, at man giver de døde et form for tæppe på, her i de kolde måneder. Og så vil vi også gerne gøre det pænt for dem ved deres sidste hvilested. Give dem ære og mindes dem.

Turen nord på gik også forbi min mors gravsted – og der var også blevet lagt gran på. I to ens buer og med en fin opsats i midten. Timers arbejde, hvor graveren med iderigdom og faglig kunnen har skabt et harmonisk udtryk, som vi andre kan glæde os over. Og så er der en lille rosenbusk, som ikke helt har forstået, at vi er langt henne i november, men stadig står med fine blomster.

Und dig selv en tur på en kirkegård ved lejlighed – der er stille og stemningsfuldt – og fyldt med historier.

På en mørk og blæsende november morgen.

Jette

Det kan godt være at temperaturerne er milde, men vinden tog alligevel fat i nat. Og mindede om, at efterårsvejr med regn og rusk det forekommer stadgig væk. Et hav af nåle fra vandkastanjen (tror jeg den hedder) ligger nu på perlesten og trappe som et tæppe.  Og de sidste blade på de øvrige træer er nu også landet på jorden.

“Dybt hælder året i sin gang,

snart ødes eng og lund.

Farvel med al din lyst og sang,

du korte sommerstund!” (Den danske salmebog 732,1)

Det vers rinder en i hu, på en mørk novembermorgen. Sommeren var engang, nu “korter solen af sin vej og natten vokser til.” Igen ord fra salmen – jeg sidder og tænker, hvor dygtig digteren har været til at bruge ord og skabe billeder. En fornøjelse at læse og synge. Og lige et sidste vers:

“Lad gulne hvert et blad på kvist,

lad falme alle strå

Guds kærlighed, jeg ved for vist,

omskiftes ikke så.” (v. 4)

En skøn formulering – og et trygt sted at standse og huske på. Omskiftelser eller ej, Guds kærlighed skifter ikke – den består. Og Gud ske lov for det.

Søndagsglimt i november – det er også et nybagt franskbrød.

Turen går til Nordjylland, og det er altid velkomment med et hjemmebagt brød. Dette er fyldt med musli. Jeg havde noget i overskud.

Ikke helt den oprindelige ide med den pose, men det gik fint med en alternativ anvendelse 🙂

God november søndag.

Jette

Jeg er helt tydeligt ikke altid lige opdateret på de nyeste psykologiske tanker.

I aftes var der i tv et meget interessant interview med Svend Brinkmann, en nordjysk psykologi professor, som havde skrevet en bog sidste år. “Stå fast – et opgør med udviklingstvangen” og den bog er allerede nu trykt i 10. oplag. I sig selv ret imponerende.

Og hans tanker går modsat af årtiers store ord. Ord som selvudvikling, omstillingsparat og det at mærke efter. Velkendte ord, og jeg havde som nævnt ikke opdaget, at de nu var blevet modsagt.

For det er de! “Stå fast” var nemlig hans tese. Der er intet i vejen med tidligere tiders landvindinger – men nu er tiden i følge ham kommet til at stå fast og ikke bare udvikle derud af. Hvis noget faktisk fungerer, hvorfor så par tout lave det om.

Vi har haft så travlt med at være mobile og omstillingsparate, at vi slet ikke har nået at slå rødder og fordybe os.

Det er nogle spændende tanker. Jeg tror, jeg er nød til at købe den bog 🙂

Peter og nevøen hygger stadig – og i aftes samlede de en helt gammeldags æblekage. Det går bare aldrig helt galt – lækker æblemos, sprød sød rasp og nypisket flødeskum. Det var lige før selv katten vågnede op til dåd 🙂

God mandag – og nu begynder en travl tid inden det om lidt er jul 🙂

Jette

Taknemmelig og enormt lettet er helt klart de to følelser, der fylder nu.

De seneste 14 dage har været helt, helt anderledes end normalt. Og hvor bliver man pludselig glad for at noget er, som det plejer. At det normale, hverdagene og rutinerne – at de bare er værdifulde. Ind imellem glemmer vi det – men så sker det, at vi bremses og pludselig ønsker at alt var, som det plejede.

Min supersunde og stærke lillesøster blev ud af det blå ramt af lammelser i arm og ben for 14 dage siden. Helt surrealtisk, for vi have to dage tidligere gået og malet og arbejdet i deres stald, og da var der intet galt.

Scanninger viste, at en stor knude i hjernen var skyld i miseren, trykket var blevet for stort. Medicin hjalp på det – men uvisheden om, hvad knuden rummede, satte tiden noget i stå. Alle mulige tanker og frygt for det værste, dukker op.

Det viste sig at være en bindevævsknude, som blev opereret ud i går. Og hvor alt forløb godt. Og hvor min søster efterfølgende kunne både tale og bruge både arme og ben.

Hold op, hvor bliver man glad. Og taknemmelig. Og lettet. Selvfølgelig er alt ikke bare overstået – men nu kan der tænkes videre.

Taknemmelighed og lettelse – og en påmindelse om livets skrøbelighed. Og som min gamle Farmor ofte sagde: “Kun en dag, et øjeblik ad gangen”. Det er ord, der er værd at huske på.

På en smuk septemberdag.

Jette

I dag sluttede den korte gudstjeneste med en kirkevandring. Og i år var der bare fint vejr.

Prædiketeksten til i dag er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jesus der på super pædagogisk måde fortæller, hvem vores næste er, hvem det er, vi må række en hjælpende hånd. Uanset, hvad vi ellers tænker og mener om det menneske, der har brug for hjælp.

Jeg læste i den forbindelse, at netop denne lignelse bærer en del af skylden for at ordet barmhjertighed ikke helt er forsvundet fra vort sprog. Det synes jeg var tankevækkende. Både at ordet overhovedet var ved at glide ud at det almindelige ordforråd. Men også, at det er en af kristendommens kernelignelser, der holder ordet levende.

Barmhjertighed – Johannes Møllehave omskrev det engang til: et hjerte i barmen. Og det er, hvad det handler om. Vel skal vi bruge vores fornuft og tænke os om. Men et bankende hjerte i brystet skal der også lyttes til. Vi må aldrig glemme at se med hjertet. (Et citat fra Den lille prins)

Barmhjertighed – det er et fantastisk ord, synes jeg. Og lad det aldrig forsvinde fra vores ordforråd.

God søndag.

Jette