I dag sluttede den korte gudstjeneste med en kirkevandring. Og i år var der bare fint vejr.

Prædiketeksten til i dag er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jesus der på super pædagogisk måde fortæller, hvem vores næste er, hvem det er, vi må række en hjælpende hånd. Uanset, hvad vi ellers tænker og mener om det menneske, der har brug for hjælp.

Jeg læste i den forbindelse, at netop denne lignelse bærer en del af skylden for at ordet barmhjertighed ikke helt er forsvundet fra vort sprog. Det synes jeg var tankevækkende. Både at ordet overhovedet var ved at glide ud at det almindelige ordforråd. Men også, at det er en af kristendommens kernelignelser, der holder ordet levende.

Barmhjertighed – Johannes Møllehave omskrev det engang til: et hjerte i barmen. Og det er, hvad det handler om. Vel skal vi bruge vores fornuft og tænke os om. Men et bankende hjerte i brystet skal der også lyttes til. Vi må aldrig glemme at se med hjertet. (Et citat fra Den lille prins)

Barmhjertighed – det er et fantastisk ord, synes jeg. Og lad det aldrig forsvinde fra vores ordforråd.

God søndag.

Jette