diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Gulerodsmuffins med historisk top

Jeg har faktisk ikke bagt gulerodsmuffins før 🙂 i hvert fald ikke her på bloggen.

Men nu kom muligheden. Jeg manglede nogle muffins til at sætte mine Lutherroser på. Det skulle have været æblemuffins, men der var ikke lige et æble i skuffen. Til gengæld, var der er ret mange gulerødder – så dem blev det.

Kagerne er lette og luftige og uden noget fyld overhovedet. Så ren kage med en marcipantop – det er ikke helt galt.

Gulerodsmuffins (ca. 8 stk)

2 æg, fra glade høns

75 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

50 gr. smeltet smør

½ tsk. kanel

½ tsk. bagepulver

100 gr. fintrevet gulerod

25 gr. grahamsmel

50 gr. hvedemel

Del æggene i blommer og hvider. Pisk hviderne stive og sæt til side. Æggeblommer, vaniljesukker og sukker piskes til en lækker æggesnaps, pisk det smeltede smør i. De fintrevne gulerødder vendes i og røres godt rundt. Tilsæt kanel, bagepulver og de to slags mel. Og vend til sidst de stiftpiskede hvider i. Fordel dejen i muffinsforme og bag kagerne ca. 20 minutter ved 180 grader.

Afkøles, før de pyntes. De kan også sagtens spises, som de er 🙂

Med ønsket om en dejlig weekend – med sol og fuglesang og duften af nyslået græs.

Jette

Forårs frokost pizza

Sidste forår bagte jeg denne skønne pizza.

Jeg blev introduceret til, at grønne asparges kunne bruges til andet end tilbehør eller fine anretninger. De smager også dejligt på pizza.

Og i aftes var jeg forbi en Fakta og de kører virkelig med tydelige skilte, der opfordrer til stop madspild. Og sætter prisen gevaldigt ned. Så der kom ekstra grønt med hjem 🙂

Og de fine asparges blev nu forvandlet til en lækker forårs frokost pizza.

Pizza med asparges og hvidløg

Pizzadej – se evt.her

Fyld

250 gr. grønne asparges

1 spsk. soltørrede tomater

75 – 100 gr. ost

2 spsk. olivenolie

2 fed hvidløg

½ tsk. salt

1 tsk. tørret basilium

Til fyldet blandes olivenolie, salt og presset hvidløg. Jeg lod det stå og trække et par timer.

De grønne asparges deles i ca. 3 cm. lange stykker.

Rul dejen ud og dryp halvdelen af olien på dejen, kom ost på og fordel asparges og tomater ovenpå. Dryp med det sidste olie og drys med basilikum.

Bages ved 225 gr. ca. 15 – 20 minutter.

Mad med farver tiltaler mig 🙂 Og på en dag med både sol og regn, så lyser pizzaen op, og smager super godt.

God torsdag.

Jette

En betydningsfuld blomst

“Hvis verden går under i morgen, så vil jeg plante et æbletræ i dag!”

Sådan skulle Martin Luther, reformationens igangsætter, en gang have sagt. Det er vist godt nok ikke helt rigtigt, at han har udtalt det, men han kunne have sagt det 🙂 Og under alle omstændigheder, så er det et fantastisk citat. Jeg fortæller mere om Luther og æbletræer en anden dag. I dag handler det om en blomst.

I 2017 er det 500 år siden, at Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Her gjorde han for alvor op med den katolske kirkes opfattelse af skærsild og afladsbreve.

Og efterfølgende fik han jo enorm betydning for vores kirke – den evangelisk-lutherske folkekirke. Blandt andet kan vi takke ham for at prædiken og salmesang i dag foregår på dansk og ikke på latin 🙂 Han oversatte bibelen til tysk, og skubbede på, så bibler blev oversat til andre sprog. For hvis man skal kunne forstå og lære noget om kristendommen, så er det nødvendigt, at man også kan læse det på ens eget sprog!

Der vil i 2017 komme meget mere om Luther og hans betydning.

Men jeg var for nylig til en inspirationsdag, hvor det blandt andet også handlede om ham. Og fik -synes jeg selv – en god idé og er derfor ude i lidt god tid. Men en gang i mellem er det jo rart 🙂

Luther designede nemlig et stempel, eller et symbol, som han signerede sine breve og proklamationer med. Og dette stempel tænker jeg kan genskabes i marcipan og bruges som pynt på en æblemuffins. Som det jo så vil være passende at spise i jubilæumsåret.

Men en ting er idé, noget andet, hvordan gøres det så.

Så her kommer mit første forsøg – og jeg håber virkelig at nogen kan hjælpe med at gøre det bedre 🙂 Det er især udstiksforme, det handler om – små 🙂 Diameteren på dekorationen er 4 cm., men kunne godt øges til 5 cm.

Farven skal der også arbejdes på.

Luther forklarer selv symbolerne i rosen sådan :

Den gyldne cirkel – evigheden

Den blå bund – himlen

Den hvide rose – troens glæde, trøst og fred

Det røde hjerte – menneskets hjerte

Det sorte kors – kristendommens symbol, lidelse og død – og opstandelse.

Hvis du har nogen tanker om denne betydningsfulde blomst, vil jeg meget gerne høre om det 🙂

Jette

Næsten klassiske napoleonshatte

Min søster efterspurgte forleden opskriften på napoleonshatte. Jeg har tidligere bagt små napoleonshatte. Men fik lige lyst til at bage nogen lidt større, som så kan tages med til møde i eftermiddag.

Napoleonshatte er virkelig en kage efter mit hoved. Mørdej og marcipan og måske lidt chokolade – det går fint 🙂

Napoleonshatte (8 stk.)

125 gr. hvedemel

25 gr. grahamsmel

100 gr. smør

50 gr. flormelis

1 tsk. vaniljesukker

evt. lidt cremefraiche eller vand

Smuldr smør i mel, sukker og vaniljesukker og saml hurtigt dejen med evt. lidt creme fraiche. Lægges i køleskab mindst en times tid.

70 gr. marcipan

10 g. usaltede pistaciekerner

Hak pistaciekerner og bland dem med marcipanen. Del portionen i 8 dele og rul til små kugler.

Mørdejen rulles ud og der udstikkes cirkler på ca. 8 cm i diameter. Der er dej i overskud, det kan bruges en anden dag 🙂

Hver cirkel samles om en kugle marcipan, sættes på en plade med bagepapir og bager ca. 11 minutter ved 200 gr.

Afkøler, før bunden evt. kan overtrækkes med smeltet mørk chokolade.

Jeg har listet lidt grovmel i kagerne her 🙂 Selv om jeg godt ved, at nogen synes det ikke hører sig til, men jeg synes det går her.

Og nu vil jeg gå ud i en noget våd eftermiddag – håber det holder tørvejr, for det er kirkesyn, det handler om i dag.

Jette

Tanker omkring 4. maj

Mon ikke der er andre end mig, der synes, at tiden går lidt hurtigt her i foråret ? Jeg synes i hvert fald. Alt imens jeg dog også når at nyde, at det bliver grønnere og grønnere og så fint og friskt udenfor.

Men her til formiddag sad jeg et par timer og ventede. På at min bil fik nye dæk og tjekket bremser. Vigtige ting ved en bil.

Og ventetiden blev fordrevet med at læse lidt avis. Og hvor dagens avis jo – naturligt nok – havde fokus på netop den 4. maj for 70 år siden. Den aften, hvor befrielsesbudskabet lød, at krigen var slut. “I dette øjeblik meddeles det, at …de tyske tropper …. har overgivet sig. ” Og hvor mennesker spontant løb ud på gaden, og jublede. Og hvor traditionen med at sætte lys i vinduerne netop den aften tog sin begyndelse.

For en, der er født efter krigen, er det svært at forestille sig, hvor stor glæden var. Og det var heller ikke noget, vi har gjort særlig meget ud af i min barndom. Jeg ved egentlig ikke hvorfor.

Når jeg tænker på 4. maj, så er det ofte afsnittet af “Matador”, der dukker op. Det er naturligvis film, men det mærkes tydeligt, at det var en helt speciel aften. Men var jo også stor en historisk begivenhed, som i den grad ændrede menneskers hverdag.

Og jeg tror, at det er vigtigt, at vi fortsat minder hinanden om, at friheden ikke er selvfølgelig. At vi må værdsætte den.

Og i taknemmelig erindring mindes dem, der gjorde en forskel under 2. verdenskrig. På hvilken måde det end var.

Eftertænksom 70 års dag.

Jette

Konfirmationssøndag

“Kom maj du søde milde,

gør skoven atter grøn …”

For årets konfirmander har det nok været forventingen om konfirmationen, der fyldte mere end tanken om den lyse grønne bøgeskov 🙂

I dag blev mine konfirmander konfirmeret. En festlig dag, med fyldt kirke og glade forældre og gæster og forventningsfulde konfirmander.

Hjemme i præstegårdshaven var flaget også hejst.

Det første år jeg var præst her, havde jeg ikke hejst flaget – det blev påtalt, så siden er der blevet flaget på konfirmationsdagen 🙂 Og smukt er det på en dag med lidt vind og solskin.

I våbenhuset har hver konfirmand en pose – med navn. Så er der styr på telegrammer og små gaver, som bliver lagt der. Det er en meget praktisk løsning, men fungerer fint, og ser da egentlig også meget fint ud.

Nu håber jeg, dagen er blevet, som konfirmanderne håbede. Det er en stor dag, både i deres liv og forældrenes liv.

Tillykke til mine søde konfirmander 🙂

God søndag.

Jette

Hvilken helligdag ?

I morgen er det bededag.

Egentlig en lidt underlig dag midt i tiden fra påske til pinse. Det er nemlig en dag, der er placeret ved lov, til at skulle ligge her: Fredag før 4. søndag efter påske. Så den har som sådan ikke noget med Jesu livs historie at gøre. Men der blev på et tidspunkt (i 1686) ryddet op i de mange skæve bods- og bededage og sluttelig samlet til en dag. Det blev til den bededag, vi kender, og med denne placering.

Bededag har naturligt fokus på bøn. Vores samtale med Gud. Vi kan selvfølgelig bede til Gud på alle andre dage også, men denne lægger op til det.

Hvad kan vi bede Gud om ? Det korte svar er alt. Og vi skal endelig gøre det. Alene af den grund, at det ofte er godt at få talt med en anden, om det, som fylder en. Og her kan vi være sikre på, at Gud altid har tid og altid har ørene foldet ud, så han hører, hvad vi siger. Eller tavst tænker i vort hjerte.

Bøn kan gøre det svære lettere at bære og gøre glæden over livet dybere.  

Bededag huskes af mange, fordi der er knyttet noget spiseligt til 🙂 Og det er nu slet ikke så dårligt.

De varme hveder – bagte jeg også sidste år, og har gjort det igen i dag 🙂

Men denne gang er der blevet tilsat 50 gr. tranebær. Du har sikkert opdaget, at jeg synes tranebær er et ret interessant bær 🙂 Det smager i hvert fald godt. Så nu kom det med her også, sammen med lidt ekstra grahamsmel.

Og måske kan de nydes på terrassen, det ville da være dejligt.

God bededagsferie.

Jette

Madbloggerudfordring#8 – farven rød

Så er der blevet eksperimenteret i køkkenet. Og resultatet smager udmærket.

Men der er en grund til, at jeg er blevet teolog og ikke opskriftudvikler 🙂 Men det har været en sjov opgave at skulle udtænke en opskrift ud fra en bestemt farve. Problemet er bare, at en ting er at få idéen, noget andet er at føre det ud i virkeligheden.

En anden udfordring var begrænsningens kunst. Jeg havde i madbloggerudfordringen#8fået tildelt farven rød. Og der er faktisk rigtig mange spiselige emner, der er røde: tomat, peberfrugt, chili, jordbær, rabarber, ribs og hindbær – for at nævne nogen.

Jeg valgte rabarber – fordi de er i sæson, bortset fra at jeg ikke har et eneste lille rabarberskud i min have. Og så valgte jeg jordbær, selv om de ikke er i sæson, men bare er et skønt bær.

Resultatet blev en tærte med syltede rabarber gemt i en blondie, og pyntet med friske jordbær og mikro marengs.

Tærte med rødt tema



Tærte

150 gr. mel

80 gr. smør

50 gr. sukker

ca. 2 spsk. skyr (eller vand eller andet surmælksprodukt)

Saml dejen og lad den hvile, gerne til næste dag. Rulles ud og kommes i en springform eller tærteform (18 cm. i diameter).

Blondie

60 gr. hvid chokolade

60 gr. smør

1 æg, fra en hurtig høne

75 gr. sukker

et nip salt

2 spsk. rabarsaft (fra de langtidsbagte rabarber)

100 gr. mel

Smelt chokolade og smør over meget svag varme. Pisk sukker og æg til en dejlig æggesnaps, pisk så chokoladeblandingen i og vend til sidst salt, saft og sigtet mel i blandingen.

Drys tærtebunden med lidt kartoffelmel, før rabarberne fordeles ovenpå. Kom blondie-dejen over og bag tærten ca. 25-30 minutter ved 175 gr. Køler af inden den pyntes.

ca. 150 gr. langtidsbagte rabarber

Mikro marengs

1 æggehvide

25 gr. sukker

25 gr. flormelis

lidt rød frugtfarve

Pisk æggehviden stiv, tilsæt sukker og pisk til en sej marengs og rør flormelis i. Farv marengsen smukt lyserød.

Kommes i en sprøjtepose (eller alm. plastpose) og lav meget små marengstoppe – der bliver ret mange. Bages ved 80 grader ca. 4 timer.

200 gr. friske jordbær, i skiver

evt. lidt jordbærsirup

På den afkølede kager lægges jordbærskiver i et pænt mønster. Uden om sættes en ring af mikro marengs – jeg satte dem fast med en anelse smeltet chokolade. Til sidst dryppes eventuelt lidt jordbærsirup over.

Farven rød synes jeg går meget godt igennem. Og kagen tager sig også meget pænt ud herfra. Problemet er at få den ordentligt bagt i midten. Og her er det min uvidenhed kommer ind. Men der er forholdsvis meget frugt i dejen, så den er nok vanskelig at få helt tør og gennembagt som en sandkage 🙂 Men heldigvis smager blondie-dejen også dejligt kun mindre bagt.

Men spændende har det været at kreere min egen kage. Og mit søde personale sagde tak for kagen, som blev spist til et improviseret møde i går 🙂

Tak for udfordringen – jeg er helt bestemt med igen en anden gang. Det er så sjovt og enormt lærerigt!

Jette

Havearbejde og rug-trekanter

I går var en god dag at være på havearbejde i. Der var så tilpas koldt, at det var nødvendigt at have en trøje på, og dermed også lige koldt nok til bare at sidde stille på terrassen. Jeg havde ellers taget tæppet med ud, ifald der nu lige var en tilpas varm solstråle …

Det håber jeg så kommer i dag 🙂

Jeg fik bagt en omgang rug-trekanter – lækre stykker med masser af kerner. I går tilsatte jeg en håndfuld tranebær, de er altid gode i noget bagværk. Og giver den der overraskelse, når man lige tager en bid – hov, her var noget sødt 🙂

Nybagt brød er bare noget ganske særligt. Og efter at have travet ret lang tid bag efter græsslåmaskinen, så forsvandt der snildt et par af de trekanter 🙂

Jeg har godt nok en plænehavetraktor, men den nægter at starte efter vinterens lange pause, så indtil den bliver fikset og får førstehjælp, så er der ikke anden mulighed end at gå bag efter den gamle og velfungerende klipper.

Madbloggerudfordringen#8er i gang, og der skal inden pinse “afleveres” eller præsenteres et forslag på en løsning af opgaven. Så i går blev der også lige bagt en del af den udfordring. Det kommer der mere om i morgen.

Smuk og dejlig tirsdag til dig.

Jette

Frydeligt med jubelkor …

“Frydeligt med jubelkor

hilses vårens komme,

svalen melder trindt på jord:

Frostens tid er omme!

Land og hav og lundens træ’r

herligt prydes fjernt og nær.

Nye skabningsunder!

Kraft på ny vort legem får,

lægt er nu vort hjertesår

i de glade stunder.” (Den Danske Salmebog 721,1) 



Vi sang disse linjer ved gudstjenesten i går. 500 år gamle ord, som rummer de fineste forårstoner. Alene det første ord, hvor tit bruger vi lige det – frydelig ? Men det er jo det naturen er netop nu 🙂

Og salmens melodi understøtter de flotte ord, med toner der bugter sig afsted og løfter sig op. Du kan lytte til den her

At stikke hovedet udenfor i denne tid er at blive mødt med nye skabningsundere. Det er at få nye kræfter og lyst til at være til og være til stede. Det vrimler med liv og nye skud overalt. Vi glædes over et fantastisk skaberværk – og får lyst til at synge og takke for hver ny dag.

Frosten tid er ikke helt forbi her på Fyn, græsset havde rimfrost her til morgen – men det ændrer ikke ved, at det er en frydelig tid, vi har.

For mit vedkommende har jeg de sidste feriedage nu, inden weekenden byder på både bededag og konfirmationssøndag.

God mandag.

Jette

Side 181 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal